Modeblogger Trine Kjær
SPONSORERET indhold

10 spørgsmål du ikke tør stille en modeblogger. Nu har vi gjort det for dig

Hvor meget tjener en modeblogger egentligt?

Af:: Tilde Mariann Broge-Starck Foto: Trineswardrobe.dk
03. feb. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Hvis du også har undret dig over, hvordan modebloggerne får råd til alt det tøj, og om jobbet egentlig ikke bare er en loppetjans, så skal du læse med her. ALT.dk har fanget Trine Kjær, der på ottende år blogger på Trineswardrobe.dk, for at få den fulde sandhed om modebloggerlivet.

Hvordan får du råd til alt det tøj?
- Mit forbrug er nærmest mindre nu end før i og med, at mode er blevet mit erhverv, så jeg har ikke et stort shoppebehov. Og så har jeg det privilegium, at jeg får lov til at låne en masse tøj. På 'dagens outfit'-billeder vil det oftest være mit eget tøj, men til events og modeuger er der meget af det, jeg har på, der er lånt.

Hvor meget tjener en modeblogger?
- Det kan jeg ikke sige, men jeg lever rigtig fint af det. Det er jo en kombination af mange ting, for jeg tjener penge på sponsoreret indhold, jeg laver styling-opgaver og modelopgaver ved siden af min blog, og jeg har min produktlinie (Trine Kjær er kvinden bag skønhedsbrandet Trine's Wardrobe Care, der bl.a. omfatter hårprodukter, red.).

LÆS OGSÅ: Derfor holder de største modebloggere nu op med at blogge

Er du aldrig bange for at sælge ud, når du laver sponsoreret indhold?
- Det er ens egen mavefornemmelse, der må styre det, og jeg siger aldrig ja til at lave noget, jeg ikke synes er fedt. Jeg laver måske et sponsoreret indlæg om ugen. Hvis jeg sagde ja til alt, kunne jeg have et hver dag. Det er vigtigt, at det er noget, læserne også får noget ud af det, men vi modebloggere skal jo også have smør på brødet.

Hvor mange gange går du med et stykke tøj?
- Jeg tror, jeg bliver hurtigere træt af tøj end andre, fordi det bliver foreviget på billeder. Hvis jeg har vist et stykke tøj på bloggen, så mister det sin nyhedsværdi, men samtidig synes jeg, der en charme ved at vise, at man kan genfinde ting og bruge dem flere gange på forskellige måder. Hvis jeg har haft en jakke på hele ugen, så er det ikke særligt interessant at se billeder af mig stående i den i en ny position. Så jeg er nok slemmere end de fleste piger. Der er nogle ting, jeg kun går med én gang, men jeg har også favoritstrikketrøjer, jeg går i flere gange om ugen ligesom alle andre.

Er det ikke grænseoverskridende at stille sig op og få taget billeder til sin blog?
- Jo, det er super grænseoverskridende. Jeg har vænnet mig til det, men jeg vælger aldrig at gå på Strøget en lørdag og tage mit outfit-billede der. Jeg vælger et sted, hvor der ikke er så meget trafik. Det er super ubehageligt at stå og pose, hvis der kommer mennesker forbi. Dem, der går forbi på gaden, ved jo ikke, hvad jeg har gang i. Jeg tror, det er selvbevidstheden omkring, at folk kan synes, det er mærkeligt, at der står en eller anden med sin iPhone og tager 40 billeder af mig, der viser en eller anden taske frem.

Er du bange for at blive opfattet som narcissist?
- Da jeg startede, var det jo ekstremt, at jeg kunne finde på at lægge et billede af mig selv ud på internettet. Jeg har gjort det her alle mine voksne år, så jeg har vænnet mig til, at det er mit erhverv, og folk omkring mig synes bare, det er fedt, at jeg har gjort min passion til mit job. Ja, jeg lever af mig selv, men det er der jo også rigtig mange andre, der gør: sportsudøvere og musikere f.eks. Og efter Instagram er kommet til, er der mange flere, der er selviscenesættende i forhold til, da jeg startede med at blogge. Det gør det lidt nemmere.

LÆS OGSÅ: Verdenskendt modefotograf: På dette punkt er de danske kvinder forud for deres tid

Bliver du nogensinde usikker på dig selv, når du står til en modeevent med en masse smarte typer?
- Da jeg startede min blog for otte år siden, og jeg kom ind med firetoget fra Aarhus og ikke kendte et øje, kunne jeg godt blive lidt usikker på mig selv, men jeg tror altid, jeg har tænkt, at hvis jeg er inviteret, så er jeg selvfølgelig også god nok til at være her.

Hvor mange selfier tager du, før du får den rigtige selfie i kassen?
- Jeg tager da nogle stykker, det ville være løgn at sige, jeg ikke gør det, men jeg er ikke den store selfie-dronning. Måske 30 billeder for hver selfie? Men sådan tror jeg nu, det er for alle piger, der lægger selfier op på Instagram. Men jeg er alt for forfængelig til at tage selfier af mig selv offentligt. Selfier er sådan noget, der sker derhjemme.

Hvad gør du, når du har en off-dag?
- Så tager jeg en fridag eller laver et blogindlæg, der ikke involverer et billede af mig selv. Det kan være stressende, at man skal lægge nyt indhold op hele tiden. Men det er også det, der motiverer mig: At der helst skal leveres i hvert fald et blogindlæg om dagen og to posts på Instagram. Jeg har også et lager af billeder, jeg kan bruge, når jeg har en off-dag.

Det ser let ud at være modeblogger. Er det bare en loppetjans?
- Jeg kender ikke mange jævnaldrende, der arbejder lige så mange timer, som jeg har gjort de seneste otte år. Hvis man skal leve af det, hvilket vi er få, der gør herhjemme, så skal man arbejde meget, og man skal være parat til at være meget alene, for man har kun sig selv, og man er jo konkurrent til alle de andre bloggere. Det er klart, at det også er vores hobby, og at vi selv kan planlægge vores tid, men man skal godt nok også være pligtopfyldende og arbejde hårdt, hvis man skal gøre det til en levevej.

LÆS OGSÅ: 59 tegn på at du ikke er så original, som du tror

LÆS OGSÅ: 25 "kloge" beslutninger du kun tager, når du er fuld

LÆS OGSÅ: Hele mit liv har jeg prøvet at være cool: Nu stopper jeg