10 veje til bedre (og mere) sex
SPONSORERET indhold

10 veje til bedre (og mere) sex

Du har ikke tid, ikke lyst, du er for træt, for travl eller for genert. Grundene til, at dit sexliv ikke fungerer optimalt kan være mange. Derfor giver sexolog og parterapeut Rikke Thuesen dig her løsningen på de mest udbredte forhindringer mellem dig og det gode sexliv.

Af:: Missu Schneidermann Foto: Bulls
21. sep. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

Har I ikke tid nok?

Problem:
Du skal aflevere børn, arbejde, hente børn, købe ind, lave mad, hænge vasketøj op, tjekke mail, drikke kaffe med din veninde og se "Desperate Housewives". Og en travl hverdag, hvor du ikke engang har tid til at slappe og samle energi, er en stor hæmsko for at have godt sexliv. Hele tiden er der ting, du synes, du bliver nødt til at prioritere højere end intimitet med din kæreste.

Løsning:
Sæt jer ned og beslut, hvor mange gange om ugen, I vil være intime – og handler ikke nødvendigvis om at have sex, men om at skabe et intimt rum. Brug en stund i løbet af weekenden på at finde ud af, hvornår der er mulighed for, at I kan få jeres intime tid i den kommende uge. Det lyder måske lige lovlig planlagt, men hvis I ikke gør det, kan der snildt gå en uge mere uden intimitet.
Afsæt et tidsrum, f.eks. torsdag aften mellem kl. 20 og 21.30 – og så SKAL I bruge den tid til kun jer to. Læg jer ind i sengen og snak, kram, kys, nus, rør og se, hvordan det udvikler sig. Tit vil det udvikle sig til sex, fordi dine tanker bliver indstillet på at være tæt sammen.

Holder du ikke af din krop?

Problem:
At føle sig for tyk eller for tynd eller have en følelse af, at dine bryster er slaskede og din mave oppustet, er et problem for mange kvinder. Men at ligge og holde fokus på, at dit bryst falder ned i armhulen, lukker af for seksualiteten og gør, at du ikke kan være ordentligt til stede. Det sætter en stopper for, at du kan få det sexliv, du gerne vil have, fordi du ikke holder af dig selv.

Løsning:
Fokusér på det positive. Koncentrér dig om det, der fungerer, og se helheden i stedet for detaljen. Stil dig foran spejlet og øv dig i at droppe "Jeg har hængepatter og brede lår" og i stedet indføre "Hold op, hvor har jeg lange ben, min krop er harmonisk, og min hud er virkelig blød" – kort sagt: Hold af det, der fungerer.

Og snyd lidt. Tag en lille chemise på, hvis du ikke er så glad for din mave og dine bryster. Så kan du slappe en smule mere af, fordi du ikke skal tænke på dine selvudnævnte skavanker. Din mand ser dem ikke; han ser en dejlig kvinde, han har lyst til at være sammen med.

Læs også: Sådan får I gnisten tilbage

Ser du ikke fordelene ved sex?

Problem:
Mange har mere fokus på besværet ved at have sex i stedet for at have fokus på, hvad det giver. "Jeg når ikke at få lagt neglelak" og "Sidste gang var det faktisk lidt kedeligt", tænker du måske, og så er det nemmere at lade være.

Løsning:
Få vendt din indstilling og tænk: Hvad er det egentlig, jeg får ud af at have sex? For du får faktisk meget: Du bliver fyldt op med energi, I kommer tættere på hinanden, og det giver bedre kommunikation og en mere fornøjelig hverdag. Når I har sex, producerer hjernen stoffet oxytocin – det såkaldte love drug. Det er et nærheds-stof, som kvinden også udskiller, når hun føder og ammer. I sidstnævnte tilfælde giver det tilknytning til barnet, og det er præcis det, du får med din mand, når I har sex. Det er altså også et 'brain-fuck', som booster din hjernekemi og giver mere overskud og glæde.

Har I små børn?

Problem:
Ja, de er nogle dejlige væsener, men når de endelig sover, er du så udmattet, at du ikke orker at have sex, men hellere vil sove. Desuden har du gylp i håret og ikke været i bad. Hvis dine børn er store, sidder de måske tit og spiller computer eller ser tv – og går i seng senere end jer. Og da de fleste ikke synes, det er særlig fedt, hvis børnene hører dem have sex, eller at de pludselig står og banker på soveværelsesdøren, bliver sex nemt en ting, man ikke har.

Løsning:
Det er en af de svære, men der er løsninger.
Hvis dine børn er små: Når de endelig er faldet i søvn, så husk fordelene ved, at du får overskud og energi af at have sex, og det gør du altså ikke af at sortere vasketøj og vaske op.

Hvis dine børn er store: Fortæl børnene, at voksensoveværelset er forbudt område eller sig, at I giver hinanden massage og gerne vil være i fred, hvis I ikke kan lide at sige, at I har sex. Eller send dem ned efter is eller en tur i biografen.

Har du svært ved at give dig hen?

Problem:
Du ligger og tænker på alle mulige andre ting, mens I har sex. Din hjerne er ofte den største begrænsning for at have virkelig god sex, fordi du hele tiden er oppe i hovedet og ikke nede i kroppen.

Løsning:
Tag alle dine sanser i brug og få hjernen til at holde op med at tænke. Brug tid på at røre hinanden over hele kroppen, så vil hjernen koncentrere sig om, hvordan det føles at blive strøget ned ad ryggen, nusset på benene eller aet over numsen. Forestil dig, at hans hånd er som en magnet og at du har en magnet indvendig. Følg hans berøringer og mærk efter, hvordan det føles. Fokusér på, hvordan berøringen af hans tunge føles på dine læber, hvordan hans kys og hans hud smager og dufter osv.

Læs også: Sådan flirter du med ham

Er der kommet afstand mellem jer?
Problem:
I har ikke haft sex i, hvad der føles som hundrede år. I er måske begyndt at skændes mere, og du har lagt mærke til, at I ikke ser hinanden i øjnene mere, når I bjæffer jeres ordrer om mælk, nullermænd og hullet i indkørslen til hinanden. I er blevet hinandens praktiske bagland.

Løsning:
I skal finde tilbage til nærheden mellem jer, og det skal I bruge jeres krop til. Kroppen husker nærheden– og derfor er kroppen en genvej til at føle sig tæt igen på flere planer. Brug f.eks. en af disse øvelser.

1. Sæt jer ned ryg mod ryg – og fornem hinandens varme og vejrtrækning – og fokusér så al din opmærksomhed på at mærke (uden at røre) dine bryster, dit skamben, dine skamlæber, din klitoris, din skedeåbning, dit mellemkød. Det vækker din seksuelle lyst og giver jer nærhed, fordi I sidder så tæt i en meget intim situation.

2. Sæt dig overskrævs på ham og bare hold om hinanden bryst mod bryst, mens I begge retter jeres fokus ned på kønnet. Mærk hinandens varme, kig hinanden ind i øjnene. Det kan godt være lidt akavet eller pinligt, fordi det er nyt for jer, men prøv at grine af det sammen og fortsæt. Begynd så langsomt at røre blidt ved hinanden og hav hele tiden fokus på – og fortæl gerne – hvordan det føles, når han aer dig over ryggen, puster dig i nakken eller stryger dig over lårene.

Som nævnt kan det godt være en smule grænseoverskridende, men det er en øvelse, som gør, at I begge mærker nærhed.

Læs også: Sådan øger du lysten

Bruger du mere tid på din computer, iPhone og Facebook end på ham?

Problem:
I dag er vi desværre hele tiden så meget online og på, at vi konstant liiige skal se, hvad der tikker ind. Og det kan jo være en god måde at få dækket et socialt behov på, når vi ikke har tid til at se vores venner og bekendte, men det fjerner også fokus fra dit forhold og dem, du i øvrigt er fysisk til stede sammen med.

Løsning:
Den er enkel: Sluk computeren og lad telefonen ligge. Og brug så tiden på at have sex.

Er du den pæne pige?

Problem:
Mange kvinder er bange for at slippe den indre vildkat løs, fordi vi langt hen ad vejen har lært, at sex enten er vild porno og høje støn ved første berøring eller pæn og romantisk uden hverken larm eller sved. Måske er du bange for at komme til at virke billig eller vulgær, hvis du bider ham i skulderen, sætter dig ovenpå ham, stønner højt, sveder osv. Men din frygt skaber en forhindring for at nå ind til dit dybeste seksuelle jeg – og derfor kommer du aldrig ud i alle verdenshjørnerne (og der er sjovt at være).

Løsning:
Det er en længere proces, for det handler om, hvordan du opfatter dig selv. Start med at tale om det – sig f.eks. "Jeg har læst, at sex godt må være svedigt, vildt og larmende. Hvad med at vi lige prøver at lege lidt". Gør det til et eksperiment, for hvis sex normalt er helt stille, og du pludselig begynder at skrige, kan han blive forskrækket, og det kan ende med, at du føler dig dum. Men hvis du har sagt det på forhånd, er han forberedt, og så kan I måske grine ad det, hvis det er. Et andet trick er at have høj musik på, mens I har sex – det gør det lettere at lade lidt lyd slippe ud, når man ikke er vant til det.

Prøv også at slå jer lidt løs sammen uden for sengen, inden I tager det med ind. Prøv at danse fjollet sammen, og ja, det er svært. Men du skal turde være en lille smule pinlig, for når du giver slip på dine egne hæmninger, får du tifold tilbage i dit sexliv.

Læs også: Kedeligt sexliv? Sådan fornyer du det!

Har du svært ved at tage imod?

Problem:
Mange kvinder er dårlige til bare at tage imod uden at yde. Tænk bare på, hvor dårlige mange kvinder er til at tage imod komplimenter – "Sikke noget lækker mad" bliver besvaret med "Nåhr, det er da bare noget, jeg har bikset sammen", og "Sikke en flot trøje" med "Denne her? Den er bare fra H&M". Og det er synd, hvis du også har svært ved at tage imod, når det gælder sex, for undersøgelser viser, at det fra tanke til mulig orgasme tager 2,8 minutter for mænd og 12-14 minutter for kvinder – og et typisk samleje varer gennemsnitligt 7 minutter. Sagt på en anden måde, så er kvinden ofte først parat til at få orgasme, når manden er kommet, og derfor er det godt at kunne tage imod, inden I når dertil.

Løsning:
Begynd med at aftale at i dag, er det dig, der får. Når det er aftalt, er det nemmere bare at tage imod uden at føle, du skal gøre noget til gengæld. Mange kvinder kan godt lide at blive bundet, for så er det ligesom afgjort, at hun ikke kan være den aktive. Det vigtige er, at han bygger din orgasme op og bruger tid på at slikke, nusse og kysse – og venter lidt med penetrationen. Jo mere han bygger op, des nemmere får du orgasme under sex.

Og husk: De fleste mænd elsker, når kvinden bare tager imod. Det får ham til at føle sig stor og stærk, at hun ligger der og vil have ham – og der er en af de bedste gaver, du kan give ham.

Fortæller du ham ikke om dine behov?

Problem:
Du har aldrig rigtig fået sagt, hvad du egentlig godt kan lide. Måske venter du bare i de kedelige passager på, at han selv finder på at stimulere dit g-punkt, mens han giver dig oralsex. Du er måske nervøs for, at han vil opfatte det som kritik, hvis du fortæller, hvad du egentlig gerne vil have. Men du gør ikke nogen af jer en tjeneste ved ikke at sige det til ham.

Løsning:
Erkend, at du med alderen udvikler dig seksuelt, og at det, der fungerede tidligere, ikke fungerer lige så godt nu. Du skal turde fortælle ham, hvad du godt kan lide, hvad du godt kunne tænke dig, han gjorde, og giv ham respons, når han gør noget, som føles dejligt. Og gør det gerne til en leg at udforske nye stillinger med hinanden – det værste, der kan ske, er, at I begynder at grine sammen.