Familien
SPONSORERET indhold

16.290 skilsmisser: Sådan er de danske familier i tal

37 forskellige familieformer, 16.290 skilsmisser og 1,7 barn pr. familie. Her er alt, du skal vide om familien Danmark.

Af:: Stinne Kaasgaard Foto: Getty Images
02. mar. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Familie på 37 måder

Der er par med fælles børn, enlige forældre, sammenbragte familier og regnbuefamilier i alle nuancer. Helt præcis findes der 37 forskellige familieformer i Danmark, har Danmarks Statistik talt sig frem til. For hvem siger, at du ikke kan bo sammen med din svigerfar og hans nye kone, deres søn, som er din mand nummer to, og dennes tre børn fra to tidligere forhold, din egen datter, som du fik ved kunstig befrugtning, og jeres nye fælles baby?

I medgang ...

På rådhuset, i baghaven, i den lokale kirke eller på en strand på Sicilien. Der er mange måder – og steder – at sige ja. I 2015 blev 28.859 danske par gift. Heraf ca. hvert tredje i kirken og hvert 20. i udlandet. Flest bliver gift, mens de er mellem 30 og 34 år.

... men ikke altid i modgang

Hurra! Hvor skilsmisseprocenten tidligere har været oppe at vende over 50, er der nu en smule håb forude. Skilsmisseprocenten faldt nemlig til 48,7 % i 2015, hvor 16.290 par blev skilt. Blandt børnefamilierne er der færrest, der bliver skilt i Lemvig, hvor kun 1,8 % af par med fælles børn gik hver til sit. Flest par med børn blev skilt på Langeland samme år. Nemlig 4,7 %.

Når far hedder mor

Danmark indførte i 1989 som det første land i verden registreret partnerskab for to af samme køn, og fra 2012 blev det også muligt for homoseksuelle at få kirkens velsignelse. I 2007 fik enlige kvinder og lesbiske adgang til kunstig befrugtning. I 2010 fik homoseksuelle ret til at adoptere, og i 2013 fik forældre af samme køn lige rettigheder i forhold til et barn født ved kunstig befrugtning.

Lige for loven

Kvinder var indtil 1899 ikke myndige, men måtte have deres mand som værge. Først i 1922 fik kvinder sideordnet forældremyndighed på linje med mænd. I 1986 blev fælles forældremyndighed indført.

LÆS OGSÅ: 3 generationer under samme tag

Færre børn

I 1966 kom den første p-pille på det danske marked, og i 1973 blev den fri abort indført. Siden er børnetallet faldet, og i dag får vi i gennemsnit 1,7 børn pr. familie.

Når hjælp er nødvendig

I 1983 kom det første danske barn til verden ved reagensglasbefrugtning. Sidste år blev hvert 10. barn født ved hjælp af kunstig befrugtning via insemination eller reagensglasbefrugtning.

Far på barsel

I 1984 blev det fars tur til at skifte ble og dikke-dikke, da barsel til mænd blev indført. I dag tager danske fædre omkring 10 % af barslen. Til sammenligning afholder mænd i Sverige, Island og Norge, som alle har øremærket barsel til mænd, mellem 21 og 29 % af barslen.

Familie, nej tak

Flere og flere vælger familien fra. Antallet af voksne, der lever alene, har rundet 1,6 mio., hvilket svarer til 37 % af alle voksne. Kvinder har gennem alle årene været i overtal i statistikken over singler. I dag dog mindre end tidligere. I 1986 udgjorde kvinder 57 % og i 2016 53 % af singlerne. I aldersgruppen 30-49 år er der flest singler i København, hvor hele 43 % lever alene. I Allerød er de til gengæld glade for en til at fylde dobbeltsengen ud. Her dyrker kun 18 % singlelivet.

LÆS OGSÅ: Danske børnefamilier har svært ved at sige nej

LÆS OGSÅ: “Vi vægter de old school dyder højt. Vores børn vil nok sige, at vi er strenge”

LÆS OGSÅ: Kvindeliv i tre generationer: “Vi nægter at lade os nøje”