Katrine fra Gift ved første blik sæson 2
SPONSORERET indhold

Derfor meldte 28-årige Katrine sig til "Gift ved første blik"

Mød Katrine, der medvirker i anden sæson af 'Gift ved første blik', og som er blevet klogere på, hvad der har stået mellem hende og kærligheden.

Foto: Snowman
21. okt. 2014 | Livsstil | Eurowoman

I kærlighedens navn satte DR1 i går aftes et eksperiment i søen. Otte singler er blevet udvalgt af et ekspertpanel bestående af en præst, to psykologer og en antropolog og skal nu matches i fire par. De skal giftes og leve sammen som mand og kone i fem uger, inden de beslutter, om de skal blive sammen eller lade sig skille. Det er anden gang 'Gift ved første blik' ruller over skærmen. Den første sæson blev sendt på DR3, men anden sæson er blevet rykket til primetime på DR1. I år er det Katrine, Jeanette, Carina og Pia, der skal matches med Jakob, Frank, Lars og Peter.

Eurowoman.dk har mødt 28-årige Katrine, der i næste uges program skal sige ja til sin nye mand. 

Hvad fik dig til at melde dig til 'Gift ved første blik'?
- Jeg havde været i single i fem år, og jeg var kørt død i det der med at gå på dates, som ikke udviklede sig til faste parforhold. Jeg syntes, jeg havde prøvet alt for at finde den gensidige kærlighed, men det ville ikke lykkes. Jeg havde set første sæson af 'Gift ved første blik' og syntes, det var et spændende projekt, og så fremstillede programmet de medvirkende på en meget sober måde. Da første sæson sluttede, sagde jeg til mine veninder for sjov, at hvis programmet blev sendt igen, så ville jeg melde mig til. Og så fangede bordet jo.

Hvad fik dig til at tro på, at dette måske var vejen til at finde den store kærlighed?
- Jeg var glad for programmet sidste år og syntes, eksperterne virkede utroligt kompetente. Jeg var nysgerrig på, om jeg havde nogle barrierer, der forhindrede mig i at finde den kærlighed, jeg søgte. At der måske var noget, jeg ikke selv var opmærksom på. Jeg håbede, eksperterne kunne åbne mine øjne for, om jeg er gået efter noget andet, end jeg har brug for. Jeg har fundet ud af, at det er en stor hæmning for mig, at jeg ikke er så god til at snakke om følelser. At jeg har svært ved at lukke folk helt ind, og det gør det svært at få et stabilt forhold.

LÆS OGSÅ: Derfor er vi pjattede med 'Gift ved første blik'

Hvilke andre måder har du prøvet at finde kærligheden på?
- Jeg er gået meget i byen, men det har ikke været nogen succes. Jeg har været meget på netdating og brugt Tinder, og hvad der ellers er. Nogle gange har det ført en kæreste med sig, men de fleste gange bare en enkelt date, og så var det det. I længden var det enormt hårdt og anstrengt hele tiden at skulle starte forfra med at lære en ny person at kende, når det alligevel endte med at være en nitte. Så måtte jeg ty til alternative metoder, og det blev så 'Gift ved første blik'.

Hvad var det, der ikke fungerede ved netdating?
- Det bliver hurtigt meget overfladisk, og man vælger og vrager måske lidt mere på udseende og det overfladiske, end man ville gøre, hvis man lærte personen at kende. Det er nemt at smide ham ud til højre, hvis han har nogle forkerte sko på.

Hvordan havde du det i tiden op til brylluppet?
- Ikke særligt godt. Vi havde kun en uge fra, vi fik at vide, der var et match, til vi skulle giftes. Jeg var stresset og presset og overvældet af følelser og skulle samtidig vænne mig til at have et kamera i nakken hele tiden. At skulle finde en brudekjole i løbet af et døgn, det hylede mig helt ud af den. Man vil jo gerne finde den perfekte. Følelserne sad uden på tøjet, og jeg kunne næsten ikke spise noget.

Hvad frygtede du mest?
- Jeg frygtede mest, at gommen ville løbe skrigende bort fra rådhuset, når jeg trådte ind af døren.

Du frygtede ikke, at du selv ville løbe skrigende bort?
- Jeg var mere bange for, om vi svingede i humor, og om vores familier og venner kunne sammen, når vi nu skulle holde bryllup sammen.

Hvordan føltes det i maven, da døren gik op, og du skulle møde din nye mand?
- Det var en enorm lettelse. Jeg havde forberedt mig på det værste, men heldigvis blev jeg positivt overrasket, og han løb ikke sin vej.

LÆS OGSÅ: 'Gift ved første blik': Derfor gik det ikke med Martin og Mette

Hvad var dit førstehåndsindtryk?
- Det umiddelbare indtryk var, at han havde nogle rare øjne og en god højde og drøjde, og jeg følte mig hurtigt tryg ved ham. Og så var det rart at møde den person, der havde været det samme igennem som jeg. Det var rart at tænke, at nu var vi to om det her. Og så tænkte jeg, at jeg hurtigst muligt ville teste om humoren var i orden.

Hvordan testede du det?
- Hende der viede os læste op fra et digt – noget med, at vi skulle passe på hinandens hjerter – og så gav jeg ham et los i siden med albuen. Det løsnede lidt op for stemningen. Han tog det heldigvis pænt.

Var du på noget tidspunkt ved at springe fra?
- Da jeg havde været hele Aarhus rundt for at finde en brudekjole, og det ikke var lykkedes, der var jeg en presset kvinde, der var klar til at kaste håndklædet i ringen. Men generelt var jeg fast besluttet på, at det her var en stor chance, der skulle prøves lige meget hvad, for ellers ville jeg nok komme til at fortryde og tænke på de næste mange år, hvem der mon var mit match.