Hvordan kan du vide, om din kæreste er den rette at få et barn med?
SPONSORERET indhold

8 tegn på at han er manden, du skal have børn med

Hvis din kæreste lever op til alle disse 8 punkter, kan du være helt rolig.

Foto: Getty Images
15. apr. 2015 | Livsstil | Eurowoman

KLUMME: For nylig testede jeg dig i, om du mon er klar til at få børn. Det har du nu måske fundet ud af, at du er, eller også er du løbet skrigende bort.

Men hvad med din kæreste? Hvordan kan du vide, om han er den helt rigtige til at være faderen til jeres børn, og om han er "rigtig mand"? Det kan du ikke, men det er alligevel værd at tænke over.

Jeg vil vove at påstå, at mange kvinder, der har nået en vis alder, automatisk får lyst til at få et barn med den mand, de er smaskforelskede i. Og hvis bare forelskelsen var et bevis på, at det var det helt rigtige, så ville alt være i skønneste orden. Men sådan er det desværre bare ikke altid.

LÆS OGSÅ: Hvornår er det okay at slå op med en veninde?

Og vi kan ikke spå om, hvordan noget fungerer i fremtiden, selvom det da ville være skønt med en stor dekorativ spåkugle, der matchede dine andre moderigtige interiørting og stod i hjørnet af stuen.

Spåkuglen kunne afværge situationer, hvor du f.eks. har brugt flere måneder på en fyr, der så viser sig at være en værre slambert, der drikker som et hul i jorden, flirter med dine veninder og ikke slår brættet ned. Men vi kan som bekendt ikke spå om fremtiden, men er derimod ladt tilbage med den sølle trøst, at vi lærer af vores fejl og alt det dér.

LÆS OGSÅ: 9 'dårlige' vaner der gør dig til et bedre menneske

I stedet har jeg forsøgt at skabe en lille liste med gode tips til, hvad din kæreste i hvert fald gerne må leve op til, hvis han skal være din til-døden-(eller skilsmissen)jer-skiller. For når man først har børn, slipper man ikke bare lige sådan for ham igen.

1. Han vasker selv sit tøj

Hvis han stadig har brug for sin mor til en så lille ting som at få vasket tøj, hvor stor en hjælp, tror du så, han er, når jeres vasketøjsbunker vokser op til loftet?

2. Han kan styre sit alkoholindtag

Er han altid den fuldeste og den, der går som den sidste til en fest, og slår han til søren flere gange om ugen? Åh det bliver lidt langhåret, når du hver weekend skal sidde alene hjemme med en baby, mens din "bedre" halvdel lever det vilde teenageliv. Og han vil nok ikke kunne se, "hvad problemet er".

3. Han er en god ven

Et venskab er altid et godt grundlag for et parforhold med børn. For når bølgerne går højt, og der bare ikke er plads til romantik pga. børn, der opfører sig som konger og baroner, så kan I i det mindste være der for hinanden, som venner gør det bedst: Med fodnus og varm kakao ved midnat, når der endelig er ro i lejren.

4. Han kan trøste dig

Når man lige er blevet mor, fiser hormonerne rundt i kroppen, og man kan til tider opføre sig som en skizofren, der skiftevis griner, græder og råber. Så hvis din kæreste er god til at give dig en krammer og lytte forstående i stedet for at forsøge at forstå dig 100 procent, er det et stort plus. For følelserne er ikke altid rationelle, når man lige har presset 3-4 kg. ud igennem ens allerhelligste.

5. Han kan lave mad

Let's face it. Når man har en lille dyreunge hængende fra brysterne 24/7 (gud ske lov kun de første uger), er der ikke meget tid til at kræse om simremad eller at jagte eksotiske krydderier i Torvehallerne, som ingen nogensinde har hørt om (ud over Claus Meyer). Så hvis din mand kan lave gode (hurtige) retter, er det en fordel. For tro det eller lad være, men mænd kan faktisk indimellem have brug for at trække sig lidt på afstand fra mor-baby-symbiosen, og så er det da kun en fordel, at han, mens han lader op, laver lækker hjemmelavet mad til dig, som I kan spise sammen, når baby sover.

6. Han er en praktisk gris

Ved din kæreste, hvor gulvkludene ligger? Køber han toiletpapir af sig selv, når I mangler? Kan han finde på at skifte sengetøjet af sig selv? Hvis du kan sætte hak ved disse ting, har du hermed vundet prisen som verdens heldigste kommende mor. For at din mand kan navigere i hjemmets praktiske gøremål betyder, at du har en samarbejdspartner, når der pludselig flytter et gylpende, rodende, skidende, opkastende, ildelugtende monster ind i jeres toværelses-HAY-idyl.

7. Han er legesyg

Hvordan reagerer din fyr, når der er børn i selskabet? Klapper han dem på hovedet helt stiv i ryggen og siger "Jeg vidste ikke, der kom børn i dag", eller sætter han sig ned på hug og siger "Hej med dig, hvor gammel er du?" Hvis din mand elsker at rode rundt på gulvet og lege med børn, så snart han har muligheden for det, kan du se frem til mange lange bade og stunder for dig selv (forudsat I kun har ét barn forstås), da du vil vide, at dit barn er godt underholdt alene med far.

8. Han er god ved dyr

Forleden kom min man med et udbrud fra køkkenet, fordi han på en altan på bygningen overfor kunne se en kat, der var blevet lukket ude og ikke kunne komme ind. Det gik ham virkelig på, at den stakkels lille mis skulle stå derude i kulden. Min mands omsorg for dyr, har altid været stor. Han har altid synes, at de var utroligt sjove, søde, kloge og berøringsværdige. Og sådan har han det også med vores børn. Mænd, der er gode ved børn og dyr er vejen frem. Tro mig.

Så hvis du kan se ud over din store forelskelse (hvilket kan være hamrende svært) og tage højde for ovenstående, er du et skridt nærmere den store lykkelige familie.

LÆS OGSÅ: 4 unge kvinder med succes: Her er deres bedste tips til at blive iværksætter

LÆS OGSÅ: "Kære dagbog... jeg var fuld og havde ingen modstandskraft"

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi blive bedre til at give (og modtage komplimenter) - og 6 tips til, hvordan det lykkes