Mikkel Beha: ”Min mors død var grunden til, at Marian og jeg blev gift”

For sådan kan den populære tv-vært bedst lide andre mennesker. I Mikkels verden er der nemlig absolut ingen grund til at lægge en dæmper på sig selv. Hvorfor skulle man det?

Udgangspunkt
– Mit udgangspunkt er Marian. Og sidenhen også vores tre drenge. Jeg mødte Marian, lige da jeg var blevet voksen, 20 år, og vi har skabt hele vores voksenliv sammen. Vi er gode til at være sammen. Gode til at få børn med hinanden. Og vi er gode til at have projekter sammen. Vi kan sagtens være meget væk fra hinanden, men vi vender altid tilbage til udgangspunktet i vores lille toenighed med hinanden – og i vores femenighed med vores drenge.

– Jeg mødte Marian i en vennekreds, hvor hun hørte til i periferien. Jeg så hende første gang, da jeg var 18, men der turde jeg ikke sige noget til hende. Hun var alt for pæn og alt for voksen. Hun er seks et halvt år ældre end mig. Det betød meget dengang, men i dag er den aldersforskel jo helt udvisket, og det er aldrig noget, vi tænker over.

– Jeg faldt først og fremmest for, at Marian så skide godt ud. Det er jo en god start. Og så var hun rigtig sød. Det betød helt sikkert også noget, at jeg var benovet over, at en, der var så pæn, så voksen, så klog og så sjov godt gad kigge i min retning. Jeg nev mig selv i armen og tænkte, hvad hun ville med sådan en lille en som mig? Men hun ville mig. Og så ville hun gerne have nogle børn, og det ville jeg også. Jeg var klar. På den måde blev vi jo meget kærester og meget voksne meget hurtigt.

LÆS OGSÅ: Anders Agger: Når hende man ikke kunne leve uden, bliver hende, man ikke kan leve med

– Jeg var 23, da vi fik Emil. Der er jo ikke nogen opskrift på, hvad der er rigtigt og forkert, men for mig har det været helt fantastisk at få børn så tidligt. Da drengene begyndte at stå på ski, og da de kunne tage med ud og sejle, var jeg jo stadig så ung, at jeg havde en helvedes masse energi til alt muligt. Og på den lange bane er det også virkelig smart, for jeg er stadig fysisk lige så stærk, som jeg altid har været. Jeg er ikke begrænset af noget som helst. Alfred snakker om at tage på efterskole næste år, og så har vi jo pludselig ikke nogen hjemmeboende børn mere, men vi er stadig relativt unge og kan gøre, lige hvad vi har lyst til. Man kan sige, at vi bare har byttet om på det i forhold til dem, der får børn sent. De har jo haft friheden i den anden ende. Men jeg har nu aldrig nogensinde tænkt, at jeg var begrænset af at have børn som ung. Vi tog da bare ungerne med os, når vi skulle noget. Det er også meget nemmere som unge forældre at finde nogle ting, som, alle synes, er lige sjovt, og det er nok opskriften på, at vi fungerer godt som familie.

At vi har gjort nogle ting, som alle har syntes var sjovt.

– Jeg fortryder intet her i livet, men jeg har nogle gange tænkt, at det ville have været smart, hvis vi havde fået to Alfred'er lige efter hinanden. Jeg kan jo se, hvor godt de to store har det sammen. Og det er ikke, fordi Alfred ikke har det godt, han har det som blommen i et æg med alle os fire store rundt om sig, men det kunne da sikkert have været sjovt for ham – og os – hvis der lige havde løbet en lille ekstra Alfred eller Alfrida rundt med ham.


De to ældste sønner sejler i tråd med familiens dna jorden rundt. Tv-programmet om rejsen har været en enorm succes.

Brændpunkt
– For mig er brændpunkter de øjeblikke, hvor livets alvor går op for en. Mit største brændpunkt var, da min mor døde for ni år siden, for det skulle hun ikke i den alder og det sted, hvor hun var i livet. Vi boede alle sammen i en haveforening i Sydhavnen dengang. Mor, stedfar, søster, mors søster, kusine, onkel og tante. Alle var samlet der, fordi min mor mente, at det var godt at bo tæt på hinanden, og så sad hun som bidronningen og dirigerede slagets gang. Da hun forsvandt, sad hele familien tilbage i granatchok. Hvem tager teten nu? Hvordan kommer vi alle sammen videre uden at have førstehåndsvidnet til vores liv? Det var underligt at miste hende, og det udløste ikke bare en sorg over, at hun ikke var der mere, men også et indre kaos eller en modningsproces – i hvert fald for mig. Jeg kunne ikke længere være "lille Mikkel".

– Min mor var kun 58 år, da hun døde. Hun var faktachef på TV2 og levede skide sundt, cyklede rundt til alt, røg ikke, drak ikke og var midt i sit aktive arbejdsliv. Jeg var underholdningschef på TV2 på det tidspunkt, så vi havde arbejdspladsen til fælles, og jeg kan huske, at vi var sammen til en tv-festival i Schweiz, hvor hun hele tiden brokkede sig over, at hun havde ondt i maven. Det havde hun gjort før, så jeg sagde til hende, at nu måtte hun fandeme få det undersøgt. Skældte hende lidt ud. Hun gik til lægen, da vi kom hjem, og fik konstateret tarmkræft. Som jeg har forstået det, var den en form for kræft, som kunne have været kureret, hvis hun var kommet tidligere.

– At miste min mor betød, at jeg gik fra udødelig til sårbar. Jeg blev mindet om, at døden venter forude for os alle. Der kom et andet alvorslag ind i mit liv. Ikke kun på den negative måde, også på den gode. At blive mindet om, at livet har en udløbsdato, og at vi ikke helt ved, hvornår den er, det er ikke kun skidt. Det får en til at sætte mere pris på livet. Og ja, det er jo så banalt, at det lyder, som om jeg læser op fra en Gajolæske, men det er altså den følelse, man bliver ramt af.

LÆS OGSÅ: Det kan du lære af ulykkelige forelskelser

– Min mors død var faktisk også grunden til, at Marian og jeg blev gift, for vi kunne pludselig se, hvor smart det var rent praktisk, hvis den ene skulle falde bort. Vi stod foran en lang rejse med Nordkaperen, og Marian bestilte hurtigt en tid på rådhuset en tirsdag i frokostpausen. Vi sagde det ikke til nogen, ikke engang til vores børn, og så tænkte vi, at vi ville finde en lille kirke et eller andet sted i verden på vores sejltur, blive gift der også og så holde bryllup sammen med vores børn. Men vi glemte alt om det. Fire-fem år efter sad vi en dag og snakkede med drengene og Marians forældre om noget med at blive gift, og så sagde vi: "Jamen, vi er da blevet gift!". Aj, det kunne I da godt have sagt, sagde de alle sammen, så ja, det var ikke særlig romantisk.

Punktnedslag
– Jeg kan ikke nævne ét sted i verden, som, jeg synes, er det dejligste, mest spændende eller mest eksotiske. Alle steder har noget forskelligt. Nogle steder har jeg oplevet meget intenst, fordi der var nogle søde mennesker. Og det var det, der gjorde forskellen. Jeg har været steder, hvor jeg for eksempel har stået i en kløft og kigget op på nogle vandfald og tænkt: Det her må være det smukkeste sted i verden. Og så har jeg været andre steder, hvor der har været en enorm fattigdom, men hvor man midt i det hele har fundet en glæde, en imødekommenhed, en livsvisdom eller en gæstfrihed, der har gjort så stort indtryk, at jeg har tænkt: Det her lille slumkvarter er det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet.

– Jeg har opdaget, at jeg godt kan lide at vende tilbage til steder, og det er helt nyt for mig. Jeg oplevede det blandt andet for et lille års tid siden på Tobago. Nede på strandgaden har Jabbe en lille biks, som virkelig ikke ser ud af noget. Her sælger han to pakker cigaretter og fire colaer, og så sidder han ellers der med sine lange dreadlocks. Han var der for 16 år siden, da vi kom sejlende, og dengang snakkede jeg med ham. Da vi nu kom tilbage, sagde han: "I remember you, man. You own the green boat, man." Og så sludrede vi lidt, mens han røg en lille bønne. Og så sagde han: "What about your Prime Minister, man? You had the Rasmussen, and then the second Rasmussen – they were no good – and now you have this Helle Thorning-Schmidt, man." Jeg spurgte: "Hvad ved du dog om den danske statsminister?", og han svarede: "I read the newspaper, man." Og så sad jeg pludselig der og diskuterede dansk indenrigspolitik med en fyr, der har en lille biks i strandkanten på Tobago. Det var så fedt, og det var sjovt at blive taget i sine egne fordomme i forhold til, hvad sådan en mand ved noget om. Jeg er så heldig, at jeg, siden jeg var helt lille, har set de der "hvis-du-vandt-i-Lotto-reklame-øer" og alle mulige andre fede steder – og jeg vil gerne se mere af det hele – men jeg er kommet dertil, hvor det er mødet med menneskene, der gør indtrykket.


Det kostede mange timer og en del svejseøjne at lave husbåden, men sådan trives Mikkel. – Det er så dejligt konkret med håndværk, og jeg elsker at kigge på de ting, jeg har lavet gennem tiden.

Svage punkter
– Et af mine svage punkter er utålmodighed med de mennesker, der er rundt om mig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er røvirriterende nogle gange, fordi jeg forventer meget af mine omgivelser, og jeg forventer det i et tempo, som, jeg synes, er det rigtige, men som måske ikke er det rigtige for dem. Kom så, kom nu, vi står lige en time tidligere op. Det kan sgu ikke være så svært. Kom nu! Jeg har også store forventninger til andre, og jeg er rigtig, rigtig dårlig til at skjule det, når jeg bliver skuffet.

– Jeg kan også være socialt dominerende. Det er noget, jeg arbejder med, og heldigvis har jeg Marian til at hjælpe mig, for hun minder mig om det en gang imellem.Samtidig skal man dog også passe på, at man ikke kommer til at kontrollere sig selv uhæmmet, for så bliver man for pæn. Man skal beholde noget af sin umiddelbarhed. Vi er jo alle født med en personlighed, og min personlighed er, at jeg godt kan sidde til et middagsselskab og råbe rigtigt højt for bordenden, og pludselig har jeg haft 70 procent af taletiden. Det kan være en svaghed, men det kan også være en styrke, for nogle gange slipper jeg jo af sted med at være rimelig sjov eller sætte noget i gang. Den mørke og lyse side går hånd i hånd. Man skal lære at balancere de to sider og passe på ikke at kvæle for meget, for så bliver man bare helt gennemsnitlig til sidst. Hellere være lidt for meget end lidt for lidt – det er mit mantra.

Jeppe Nybroe: Det har været rørende at møde så meget kærlighed

– Det gælder også i arbejdslivet. Hellere skrue lidt mere op for entusiasmen i morgen-tv – selvom nogen kan synes, det er irriterende – end at være lige lovlig morgensløv. Det samme med slæbebåden her. Vi tænkte, hvis vi lige bruger 10.000 timer på den, så bliver den en skidegod husbåd. Og så gav vi den gas. Somme tider bliver venner og familie bekymrede, fordi vi arbejder som sindssyge, når vi går i gang med noget, men sådan trives vi. Vi bliver ved til klokken to om natten, og så står jeg op og går ind for at sende morgen-tv – helt sort i hovedet og med svejseøje. Jeg bliver renset med lidt rensevæske, mens jeg bliver skældt ud af sminkedamerne, men de fikser mig alligevel altid, så jeg kan gå på. Bagefter løber jeg hjem og svejser videre. Folk siger, slap dog af, I dør af det tempo, men igen: hellere lidt for meget end lidt for lidt. Hvis vi ikke kørte sådan på, ville vi jo stadig bo på en byggeplads.

Vendepunkter
– Heldigvis har der været flere vendepunkter i mit liv. Vendepunkter er fede, og de behøver ikke at være kæmpestore U-vendinger. Det kan bare være, at man somme tider lige kører ind på en rasteplads og tænker sig om.

– Det var blandt andet et vendepunkt, da vi besluttede at lave tv-programmet "Kurs mod fjerne kyster" om drengenes store sejltur. Vi blev spurgt af TV2, om vi ikke havde lyst til det, men vi var rigtig meget i tvivl om det her med at lave tv om vores familie. Af flere grunde. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at gå ind og prøve at løfte den arv, som min far har givet mig ved at have lavet tv om sine mange sejlture med Nordkaperen. Han har aldrig nogensinde prøvet at påtvinge mig den arv på nogen måde, men den har selvfølgelig ligget der et eller andet sted. Da min far så sagde, at han ikke gad lave flere tv-programmer og ikke ville sejle til de varme lande mere, tænkte jeg, okay, så er det måske alligevel tid.

– En anden tvivl var, om det nu var klogt at eksponere drengene så meget. Jeg kender jo godt den verden og ved, hvad sådan en eksponering betyder i forhold til den opmærksomhed, der følger med. Og er det sundt? Vi var også helt ind i knoglerne i tvivl om, hvorvidt det overhovedet ville blive spændende at se på. Ville det ikke være som at invitere folk hjem til hjemmevideo otte tirsdage i træk? Vi talte meget om det hele og besluttede at prøve, og det viste sig, at programmet blev den højest vurderede tv-serie på TV2 nogensinde.

– Jeg fatter stadig ikke helt, at programmet er så populært, men folk får alt muligt ud af de programmer. På et tidspunkt blev jeg for eksempel stoppet af en brolægger, som sagde: "Hey, Mikkel, jeg så dit program i går, og jeg så, at du kyssede din yngste søn fem gange. Og så tænkte jeg, mine unger skal sgu have nogle flere kys, og jeg siger dig, at de får nogle smækkys nu derhjemme." Det er sgu et af det bedste komplimenter, jeg nogensinde har fået!

Blødepunkt
– Børn! Jeg er gammel-skruk, men det har jeg været altid. Jeg kan ikke se en baby uden at stå sådan, nåååe, hvor er han sød. Og det er ikke, fordi jeg drømmer om at få flere. Men børnebørn! Jeg satser meget på børnebørn. Gerne snart.

– Jeg synes, børn er enormt sjove at snakke med. Jeg elsker den uforudsigelighed og umiddelbarhed, der er, når for eksempel min lille niece kommer helt begejstret og fortæller om et kæmpe drama mellem pigerne i skolen. Det fylder ALT inde i hendes lille syvårige hoved, og det er noget af det sjovest i verden at høre på sådan en historie, for børn skyder i alle retninger. Jeg kan godt lide uforbeholdne mennesker – også voksne, der kommer til at sige, lige hvad de tænker. Der er mange, der er meget kontrollerede og altid siger det rigtige, det kloge, det fornuftige. Som ikke vil lyde dumme. Men jeg synes, man skal sige, lige hvad der falder en ind, og det gør jeg i høj grad også. Det får jeg så klaps for somme tider, eller Marian sparker mig over benet og siger, hold nu kæft, du kan da ikke sidde og underholde om det her.

Lene Espersen: Sådan holdt jeg til at blive jagtet

– Der er så mange mennesker, der er så pæne. Hold kæft, hvor er folk velpolerede og bange for at vise alle de kanter og sider, vi mennesker jo også har. Pænheden kan godt undre mig. Jeg forstår ikke trangen til sirlig orden. Jeg møder en del yngre mennesker, som lever virkelig gammelt. Tænk at være 24 eller 27 år og synes, at det vigtigste er at få en eller anden treværelses lejlighed møbleret og fyldt med køkkenudstyr. Hvorfor rejser de ikke eller flytter i et kollektiv? Men det er nok bare mig. Jeg synes, der opstår en vis fantasiløshed, hvis man køber for meget ind. Det dræber kreativiteten og eventyrlysten, hvis man tror, at lykken ligger i den der smarte håndtaske eller i et eller andet designermøbel.


Familien på Nordkaperen, hvor Mikkel tilbragte en del af sin barndom.

Omdejningspunkt
Omdrejningspunktet er projekter. Det er godt at have projekter. Man skal holde sig i gang og hele tiden føde nye drømme. Heldigvis er mange af vores projekter centreret om familien, for vi er gode til at have projekter sammen. For mig er projekter noget med at bygge og søsætte noget, jeg virkelig kan se, bliver til noget. Mit lykkebarometer er fuldstændig styret af størrelsen på de projekter, jeg har. Jo større projekter, jo større lykke. Sådan er det.

– Det var for eksempel et projekt for Marian og mig, da vi købte den her gamle, rustne slæbebåd, som vi sammen fik lavet om til husbåd, og som vi bor på i dag. Den slags projekter er hele opskriften på Marians og mit lange, lykkelige samliv. Vi har det samme drive. Vi kan godt sidde en søndag formiddag i sengen og læse avis. Men ikke så tit. Det er noget, vi tager os sammen til, fordi vi tænker, at det er sådan noget, rigtige voksne mennesker gør. Det kan der så gå et par timer med, men så står vi op og siger til hinanden: "Nå, skal vi ikke lige se at få ordnet det og det?" Bum. Og så er vi i gang i vores kedeldragter.

Nulpunkt
– Jeg har sgu ikke været på nulpunktet. Næh. Det har jeg ikke. Jeg er født sådan fra naturens hånd, at jeg er rimelig humørstabil, jeg har ikke de store udsving, og derfor har jeg nok ikke været helt nede og ramme nulpunktet. Igennem de sidste ti år har jeg dog oplevet større variation i mit humør, end tidligere. Før stod jeg altid op om morgenen og tænkte, nå det var da en dejlig dag, det går da meget godt, men jeg oplever, at der er kommet lidt flere udsving. Pludselig kan der godt hænge nogle sorte skyer over mit hoved, og så tænker jeg: Hov, hvor fanden kom de fra?

– Jeg tror, det skyldes, at man bliver klogere hele tiden. Får flere erfaringer. Tænk på alt det, man når at opleve, alle de indtryk, alle de steder, man ser, alle de skæbner og alle de mennesker, man når at møde. Det kan virke voldsomt. Jeg tror, at det ophober sig på en eller anden måde. Man bliver fyldt op af livet, så man med tiden er nødt til at tænke lidt mere over det. Sortere lidt mere. Reflektere lidt mere. Jeg mærker, at jeg i dag bliver bekymret over ting, som jeg ikke tænkte ret meget over før i tiden.

– Helt basalt tror jeg, at når man er nået dertil i livet, hvor jeg er, hvor jeg med rimelighed kan antage, at jeg har rundet halvdelen af den tid, jeg skal leve, så kommer der da en anden sårbarhed ind. Jeg kan godt se, at døden venter forude. Det er ikke, fordi jeg går og spekulerer på døden, men jeg tror, at der melder sig et element af halvvejsstatus. Jeg tænker lidt over, at nå ja, jeg er ikke længere i starten af livet.

LÆS OGSÅ: Jeppe Nybroe: Det har været rørende at møde så meget kærlighed

LÆS OGSÅ: Lene Espersen: Sådan holdt jeg til at blive jagtet

LÆS OGSÅ PÅ EUROMAN.DK: Jacob Riising: "Mine børn synes, jeg er lige så røvsyg som alle andre fædre"