Ægte pause under den spanske sol

Ferier, du ikke vil hjem fra, siger de i Spies-reklamerne. Og det er præcis med den følelse i kroppen, jeg pakker mit grej efter fem dage på retreat i den smukke kunstnerby Deià på Mallorca. Men udfordringen er nok snarere at tage ferien med hjem. At holde fast i roen, når vi igen sætter pickuppen ned i hverdagens jingle om det travle liv tilbage i Danmark. Det er dér, det gælder om at holde fast i den oplevelse, der blev skabt på fem dage under den spanske sol.

Pernille Elviroses sundhedsretreat på Mallorca er tænkt som en udrensning af krop og sind. Hun mener, at der er alt for meget fokus på det ydre. Træning, kost, quick fixes. I hendes øjne er det altafgørende at arbejde med det indre. Det gælder om at åbne op for spontaniteten og intuitionen, så man på den måde forbinder sansningen i øjnene med hjertet. Altså det fysiske og det følelsesmæssige.

ALT for damernes journalist Majbritt Lacuhr klar til dagens vandretur.

Opskriften på retreatet er hendes helt egen hjemmehæklede og finpolerede, udviklet over små tyve års intenst arbejde med kroppen og sindet. En blanding af vandring, yoga, mindfulness, meditation, åndedræts- og nærværstræning – og dejlig, vegetarisk mad.

Og så er retreatet tænkt som noget så enkelt som en pause. Som altså bare ikke er helt så enkel. Længere, fristes man til at sige. Vi er nemlig alt for dårlige til at tage pauser, siger Pernille, da vi sidder omkring saltvandspoolen med vores lysende grønne agurkedrink.

– Vi er hele tiden på. Pauser er blevet noget, vi tager, mens vi lige laver noget andet. Vi under alt for sjældent os selv en ægte pause.

Og det er præcis dén, vi skal koncentrere os om hernede, omgivet af skovklædte bjergskråninger, blå himmel og turkisblåt vand. Helt i tråd med betydningen af selve ordet "retreat" – at trække sig tilbage.

Derfor er der også regler her i "Es Clos", som er navnet på det hus, hvori Pernille for nu syvende år afholder sit retreat. Ingen telefoner. Kun på vores værelser. Og altid på flight mode. Vi skal være offline. Vende ryggen til den travle verden og se ind i os selv. Vi skal skærpe sanserne og downloade rigelige mængder af den skønhed, det betagende mallorcanske landskab byder på, siger Pernille. Og under vandringerne gøres det bedst i stilhed, mener hun. For det vigtigste er at have sin egen oplevelse med sig i sit indre.

LÆS OGSÅ: Opskrifter fra retreat på Mallorca

Dramatisk og magisk natur
Vores prøvevandring går ned til bugten Cala Deià – en tur på en halv times tid. Det er her, mine lånte vandresko, som mest af alt ligner et par sikkerhedssko (undskyld, Lone), skal stå deres prøve. Terrænet er både kuperet og pænt udfordrende. Jeg tænker, at vores ældste deltager på turen, Kamma, må føle sig udfordret. Men mine sko består testen. Vi kan sagtens blive venner.

Hver dag, når vi snører vandrestøvlerne, stopper vi yogamåtterne i vores rygsæk. For Pernille har udpeget flere steder på ruterne, som egner sig storartet til at lave øvelser.

Deià ligger i en dal og er kendetegnet ved et råt landskab og de tårnhøje Tramuntana-bjerge, som omkranser den. Dramatiske, skovklædte bjerge på den ene side og klipper, der kaster anker i Middelhavets blågrønne vand, på den anden.

Nede ved bugten er der liv – både badende typer og gæster i frokostrestauranten. Vandet er krystalklart og changerer i grønne, turkise og blå farver. Scenariet er som taget ud af en piratfilm med lodrette klipper og en fin, lille strand med groft sand.

Vi trækker op på plateauet bag bugten, ruller yogamåtterne ud og laver øvelser med verdens smukkeste bagtæppe. Øvelserne er en blanding af hatha yoga, chi kung og tai chi, og følelsen af at stå her i duften af hav og gedelort er magisk. Men også lidt hårdt for en krop, der har holdt yogapause i snart et år.

Pernille er opmærksom på Kamma og indstillet på, at man skal overvinde sine egne benspænd, men Kamma vælger alligevel at springe de næste dages vandringer over og holde pause på sin egen måde, mens vi andre er ude.

Slip ansvaret – og ti stille
Som udgangspunkt er dagene ens, og hver dag foregår de første fem timer i stilhed. Vi står op klokken seks og ifører os vandretøj. En halv time senere mødes vi i de bløde sofaer, hvor Pernille har tændt røgelsespinde og stearinlys, sat hjertechakramusik på og serverer en citronvand for os – saften af en hel citron blandet op med kogt, tempereret vand. Den syrlige morgensjus hjælper kroppens rensningssystem på vej, og den skal langsomt ned, så den ikke laver en mavepuster. Man vænner sig hurtigt til den, og så er den overraskende mættende, for ikke før ved middagstid får tænderne noget at bide i – og det er til gengæld også værd at vente på. Verdens lækreste brunch vender vi tilbage til.

Klokken syv træder vi ud i den kølige morgenluft, klar til at indtage det kuperede terræn i den smukke dal i vores vandrestøvler. Luften er tyk af blomstrende appelsin- og citrontræer, vilde urter og rosenpeber.

Pernille har forinden taget to tunge sten fra vores skuldre. Sten, man måske ikke tænker over, tynger, men som føles som en enorm lettelse at slippe af med, når de er italesat. Den første handler om ansvar. Det er nemlig ikke vores, mens hendes ansvar som tropfører at holde øje med os – vi skal slippe tanker som: "Er alle med?" og "har alle det godt?" Den anden handler om at respektere stilheden, som gør, at man kan tillade sig selv bare at være. Tage sine oplevelser ind – uden at dele dem med nogen. Folk, der kender mig, vil vide, at jeg godt kan tage fra, når det handler om ord. Så udsigten til at skulle holde mund i flere timer i træk er noget foruroligende. Men det er altså en kæmpe lettelse ikke at skulle spørge ind og smalltalke, som vi har lært, er høflig omgang med andre mennesker – men i stedet få lov til bare at nyde de indtryk, der tjekker ind på radaren uden at dele dem med sidemakkeren.

Vandringerne går op og ind i naturen ad stier, brolagt med toppede klippestykker.

Og indtryk er her i rigelige mængder. Lige til at tage med hjem på den indre harddisk. Duften af pinje, fugtig skovbund, citrustræer og – nå ja – bjerggeder. Lyden af kviste, der knækker under fødderne, frøer, der hilser dagen velkommen fra et lille vandhul, bjælder om halsen på fårene på skråningerne. Og en hærfugl, der udsender høje dut-dut-dut- lyde, mens vi laver øvelser på et cirkelformet plateau med verdens mest blærede udsigt over bjergene og en tiltagende sol. Det er bare skønt at hilse solen godmorgen fra en klippe med udsigt over Middelhavet og blive ladet op af solens varme stråler og gode energi. Og det er dén energi, Pernille hele tiden vender tilbage til. Kraften fra jorden og naturen, som vi skal lade strømme op i os, suge til os og forbinde os med.

LÆS OGSÅ: Luksusparadis på den græske halvø Halkidiki

Mad så englene synger
– Bjergene er magiske og kraftfulde – man kan mærke, at man går på en grund, og at man kommer mere og mere ned i kroppen, siger Pernille, da vi sidder bænket om den overdådige brunch og skyller dagens sanseindtryk ned med lunt salvievand og juice af rødbede, appelsin, citron, ingefær og olie, og guffer i os af alskens lokale lækkerier. Hjemmelavet granola af abrikoskerner, gojibær og små rødbedekugler med rismælk til, friske abrikoser, dadler, kirsebær og jordbær, fåre- og gedeost, spinat, orangefarvet røræg, rørt med olie, brød og tahin. Hundrede procent økologisk, vegetarisk kost, som er let omsættelig og afstemt i forhold til protein. Og i øvrigt fuld af omega 3-, 6- og 9-fedtsyrer.

Pernille fortæller også, hvordan hun har skabt turen til Deiá ud af lige dele intuition og stor kærlighed til naturen:

– Jeg har altid bevæget mig og søgt ud i naturen. Når jeg oplever noget rart, bliver jeg meget optaget af at give det videre til andre. Og hvis man er med det, der er, og med hinanden som dem, vi er, så sker forandringen, siger hun.

Pernille Elvirose skelner ikke mellem mindfulness og yoga. I hendes øjne er det det samme. Det strækker os og udvider os, og når vi lærer at koble åndedrættet på, har vi også nervesystemet med. Og det gør vi så to gange om dagen. Første gang i løbet af vandringen og anden gang i løbet af eftermiddagen.

LÆS OGSÅ: Tips til din tohjulede ferie i Danmark

Vandringer i rå natur
Det er en skøn fornemmelse at gå ud ad stierne i stilhed, mens byen ­vågner, og solen kravler længere op på ­himlen. ­Lydene og lugtene bliver tydeligere, når man har skærpet sin bevidsthed ved ­ikke at tale. Det er faktisk befriende. Pernille udstikker en rask kurs – lidt hurtigt for en nybegynder som mig, men man vænner sig hurtigt til det. Stigningerne opad er seje og udfordrer på returvejen til gengæld mavemusklerne.

I gennemsnit tilbagelægger vi 12-15 ­kilometer på vores daglige vandringer. Nogle dage mod Sóller og en enkelt gang mod Valdemossa. Særligt kystturen er lige ved at give mig tårer i øjnene. Det er så overvældende med de lyse, rå klipper, hvis stejle sider vælter ned i det blågrønne hav. Kun én gang er vi nødt til at vende om. Der har det regnet voldsomt om natten, og det betyder, at kratvandringen mod Valdemossa bliver en temmelig strabadserende udfordring. Igennem vildnis går det op og op og op, indtil vi når to tredjedele op ad bjerget. Vi damper alle af varme, og jeg har propper for ørerne og er let udfordret på vejrtrækningen. En af deltagerne bliver nødt til at sige fra, og vi beslutter at gå ned igen.

En der taler roligt
Midt på dagen har vi pause. Kun afbrudt af en times øvelser omkring saltvandspoolen bag huset.

– Det handler om at strække sig. Både fysisk og psykisk. Man skal ikke forcere øvelserne, men lave dem der, hvor man er og mærke efter, hvor langt man kan tage dem, siger Pernille.

Efter øvelserne midt på dagen er der igen en lille pause, før vi går ombord i aftenens madlækkerier, som – ligesom brunchen – indtages udendørs under den store palme. Maden er et helt kapitel for sig. For bare at nævne én menu, så får vi den ene aften hot bygotto med græskær og græskarkerner, en afsindig lækker ferskensalsa og en cremet avocado/mangosalat med zucchini, chili, kokosmælk og frisk koriander.

Og ved 20-tiden samles vi så igen i de bløde sofaer inde i huset for at ­lukke ­dagen ned med en sidste meditation. Pernilles meditationer handler om at have tillid og mod og det, som er overskriften for hendes filosofi: at være med det, der er og med den, du er. Når jeg sidder og lytter på Pernilles behagelige, omsorgsfulde stemme, tænker jeg, at vi alle burde have en i vores liv, som taler roligt til os. Det
har vi brug for. 

LÆS OGSÅ: Sandstrand og stjernestøv i San Sebastián

LÆS OGSÅ: Guide til solskinsøen Mallorca

LÆS OGSÅ: Her får du mest sol for pengene