Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

Man skal huske at drysse glimmer på, hver gang der sker noget godt i ens liv. Og stille det op på kaminhylden. Altså ­mere i sådan mental forstand. Vi skal nemlig huske at sige tak og være taknemmelige. For så bliver vi også lykkelige. Mener Hella Joof.

Og nej, der er ikke noget, der er for småt til den kaminhylde. Et tilbud på kanelsnegle, en børnetegning, en vintergæk, en hjælpende hånd, når du skal parallelparkere. Tak. Og glimmer på!

Velkommen til Hellas Joofs univers – og til hendes alternative lovsæt. Det, du er blevet præsenteret for, er Glimmer-reglen. Den og 25 andre alternative, men superspændstige og kloge livsråd kan du læse om i hendes nye bog, "Papmaché-reglen og andre glimrende leveregler fra ­livets lovsamling".

– Mit liv har meget handlet om at finde min stemme. Den stemme, jeg skal tale med og udtrykke alt det, jeg faktisk har tænkt meget længe over. Samlet argumenter og formuleret argumentationer. Det kan godt være, jeg ikke har ret, men det er ikke noget, jeg bare slynger ud. Jeg tror, det er rimelig bulletproof, men nu må vi se. Nu åbner jeg munden, og så er alle velkomne til at sige mig imod, og så snakker vi om det, siger hun, da vi har taget plads i hendes køkken med den næsten Morten Korchske udsigt til blå himmel og solbeskinnede marker.

– Det er det gode ved at blive gammel – at man ikke er så bange for, at der er nogen, der ikke kan lide det, man laver. Eller kan lide en. Eller synes, man er dum. Det er der muligvis nogen, der synes, men man ved godt selv, at man ikke er dum. Og jo ældre, jeg er blevet, jo mere vil jeg gerne høre om andres synspunkter og måder at anskue livet på.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

Lykken på landet
Det har taget tid at nå frem til de 26 leveregler. Rundt regnet 53 år, som er det antal år, Hella har haft til at lave sin l­ivsresearch. Gode råd dannes jo bedst på et leje af erfaringer, marineret i lige dele fejltagelser og sejre.

Men Hella kan med overbevisning i stemmen sige, at hun er nået frem til et sted i livet, hvor hun er taknemmelig hver eneste dag. Hvilket også skyldes netop de maleriske marker. De er nemlig hendes og hendes mands jord. Og den er der 14 hektar af. Sådan cirka. Hele vejen ned til Isefjorden. Her er kun lyden af naboen, der harver, og den sky af måger, der kredser over den friskvendte jord og muligt blottede godbidder.

For livet handler ikke om at være spændt for en eller anden skæbnevogn, som bare buldrer af sted med en. Eller måske det lige modsatte – hvis det nu mest af alt føles, som om den er gået i stå. Det gælder om at sætte nogle klare mål og tage ansvar for at nå dem, mener Hella Joof. Tage nogle beslutninger.

For halvandet år siden besluttede hun og hendes mand, Henrik Jepsen, som hun konsekvent kalder Snit, for eksempel at sælge deres ellers skønne lejlighed på Frederiksberg og flytte ind på et stort landsted i Vestsjælland.

– Det har virkelig boostet mit liv at flytte herud. Når jeg vågner om morgenen, kigger jeg ud og tænker, tænk, at jeg bor her! Hver dag er der en flot solnedgang. Også selvom det er overskyet. Nu har vi boet her igennem alle årstider og højtider, og her er altid smukt. Jeg er virkelig, virkelig glad, og jeg får så mange ideer herude. Ting, jeg skal skrive og lave. En bog. Et tv-program. Uh, jeg vil lave en julekalender, og jeg skal også have ringet til ham der, og kunne det ikke være sjovt, hvis vi... Jeg får så mange ideer, for jeg er ikke stresset.

Indtil videre har det blandt andet kastet et haveprogram af sig, som bliver vist til foråret på TV 2 Fri, og hvor Hella, som er vært, bygger orangeri og dealer med at være havenybegynder. Da først de flyttede ind på gården, gik det nemlig op for hende, at nye tanker måtte til for at undgå al den tid, der gik til spilde på vejen til og fra hovedstaden. Helt konkret var både hun og ægtemanden ude ad døren klokken 6 om morgenen for at komme på arbejde, for igen at sidde i kø på vej hjem tværs over Sjælland til fyraften. Det fik hende til at tænke over, hvordan hun kunne trække arbejdet med ud på landet.

Selve det at flytte på landet var nu ikke en beslutning, der var formuleret på forhånd. Et mål eller en drøm som sådan. Det var en impuls, der blev reageret på. En google-søgning – sikkert på nogle sko, griner hun – der pludselig flashede det her fantastiske sted med en annonce ude i venstre side af skærmen. Og fik dem til at køre ud at kigge på det. Og slå til.

Men det at nå dertil – i rammerne i Vestsjælland og med den mand, hun er så lykkelig for at være gift med, og med de arbejdsopgaver, der løber ind i posen – har ifølge Hella handlet om at formulere sine ønsker mere tydeligt for sig selv.

Pizza-reglen
Overordnet handler Hella Joofs leveregler nemlig om, at vi får det, vi giver vores energi. Derfor er det vigtigt at vide præcis, hvad man vil. Modsat det vi ikke vil. For det er vi som regel meget bevidste og formulerede omkring. I sin bog skriver hun:

"Du kan ikke få ikke. Hvis der er noget, du gerne vil have, er du nødt til at vide, hvad det er. Jeg har brugt mange år af mit liv på ikke at ville. Jeg anede til gengæld ikke, hvad jeg gerne ville. Jeg tror ikke, jeg turde finde ud af, hvad det var, for så fanger bordet. Det øjeblik, du har formuleret noget, du gerne vil, er du jo pludselig sårbar, for hvad nu hvis du ikke får det? Hvad hvis det ikke lykkes for dig? Så er det bedre kun at vide, hvad man ikke vil, så det at undgå bliver ens succeskriterium. Men man er aldrig rigtig glad, for man bliver ikke lykkelig af ikke."

Og kan du genkende Hellas budskab her, er der håb forude. Her kommer Pizza-reglen dig nemlig til undsætning. Hvis der er noget, du gerne vil have, må du prøve at bringe dig selv i samme u-angste forventning, som når du bestiller en ­pizza, mener hun. Så i stedet for at tænke, bare jeg havde en kæreste, han behøver ikke at være sød og sjov, bare han ikke slår og lugter..., skal du ønske dig en dejlig kæreste, som du er helt vild med, og som synes, du er top-dollar, forklarer hun i bogen. Når det gælder kærester, behøver man nemlig ikke at nøjes. Og hvorfor ikke være specifik. For, skriver hun:

"Du ringer jo heller ikke til pizzeriaet og siger, jeg skal bare have pizza, den behøver ikke at være med pepperoni og ekstra ost. Du kan bare komme det på, du synes.
(...)
Ønsk noget, som vil gøre dig glad. Ønsk dig en kæreste, der får dig til at smile og gør dig lykkelig. Det hjem, som får dig til at føle dig tryg og rolig. Det job, der medfører, at du hver aften går glad i seng. Og du skal ikke bare ønske dig det. Du skal bestille det. Med ekstra ost."

Næ nej, i drømme skal der ikke spares. Der skal man bare ­give den gas!

LÆS OGSÅ: Sidse Babett Knudsen: “Når man sidder derude - i verden - bliver man simpelthen så stolt af sit land”

Vendepunktet
Hvad det så lige er for en genre, hun har begået med sin nye bog, ved hun ikke helt. Det er også ligegyldigt. Det er en Hella-bog. Et befriende miks af anskuelser og erfaringer, krydret med sange, tegninger og selvoplevede anekdoter, følelser og pinligheder. En slags selvhjælpsbog i listig, usynlighedsforklædning. For noget kan lyde næsten spirituelt og halvhelligt. Det sjove er, at det bliver så spiseligt – og helt selvfølgeligt og hands-on-agtigt – når Hella øser ud af livets erfaringer. Som hun i øvrigt også gør det jævnligt i radioprogrammet "Mads & Monopolet" og i sine foredrag rundt omkring i landet.

– Vi kunne godt have kaldt det en hjælpebog. Jeg vil gerne hjælpe, og jeg vil faktisk også gerne trøste. Jeg har da overvejet, om nogle af de ting, jeg har taget med, skulle stryges, fordi det måske var for personligt, men nej – det er altså vigtigt, og jeg vil gerne dele ud af mig selv. Jeg har ikke noget imod at vise mine sår eller ar eller blå mærker, som måske stammer fra ting, jeg skammer mig over, eller ting, jeg har brugt alt for meget tid på, som ikke var vigtige. Jeg kan selv godt lide, når folk deler ud. Det er de råd, vi kan huske – dem, hvor der hører en flov historie med.

– I virkeligheden satte jeg mig bare for at skrive en bog om noget, jeg alligevel har ­gået og talt meget om. Når jeg har holdt foredrag, har jeg opdaget, at jeg har nogle temaer, jeg kredser om. For eksempel det her med taknemmelighed. For det er bare en erfaring, jeg har gjort mig. Når jeg ser på mig selv og på de mennesker, jeg kender – hvem er så glade? Det er de, der er taknemmelige.

– Da jeg var yngre, var jeg utaknemmelig og fordomsfuld og følte mig snydt. Jeg var vred og ulykkelig. Jeg var ikke glad for det, jeg havde – jeg så kun det, jeg ikke havde. Og ved at vende den blev jeg mere og mere glad.

Hellas vendepunkt opstod, da hun nåede trediverne og opdagede, at hun arbejdede alt for meget og næsten aldrig var hjemme om aftenen med datteren Olivia.

– Jeg kunne enten vælge at blive ved at leve sådan, og vi ville få et dårligt liv, eller jeg kunne beslutte mig for at leve på en anden måde. Og så sker der tit noget heldigt – noget kommer tilfældigt til en. Men ofte sker det, fordi man har taget en beslutning. Og jeg kendte ikke løsningen på min udfordring, men jeg besluttede, at der var en løsning. Når man har taget beslutningen, skal man nemlig turde give slip og tro på det. Sende den ud i verden. Line Knutzon kalder det, at man sender tråde ud i fremtiden.

Det var i hvert fald sådan, Hellas liv langsomt tog en anden drejning. Nærmest tilfældigt kom hun til at instruere en teaterforestilling, skrive et filmmanuskript, instruere en film. Ting, hun ikke selv havde opsøgt.

Den rigtige mand
– Jeg tror virkelig på, at man skal handle på sit brok – sige, det går ikke, folk er ved at løbe skrigende væk, når jeg åbner munden, fordi jeg brokker mig hele tiden, nu må jeg handle! Og samtidig forstår jeg virkelig godt den der med, jamen, hvad skal jeg gøre? Jeg arbejder jo her, jeg kan ikke lave om på det, sådan er strukturerne. Jo, men du kan beslutte dig for, at det skal være anderledes i dit liv – eller du kan flytte dig. Sige op for eksempel. Det er beslutningen, der er svær at tage. Min erfaring er bare, at når først den er taget, kommer der så meget hjælp.

På samme måde har man selv del i, om man er lykkelig i sit parforhold, mener hun.

– Man bliver i hvert fald ikke lykkelig af hele tiden at lede ­efter fejl hos sin mand og fokusere på alt det, han ikke kan ­finde ud af. De våde håndklæder, han smider på gulvet. Saml dem op, og gå over og kys ham. Der er mange ting ved mig, man godt kunne hidse sig op over, hvis man ville. Jeg er sikkert et rimelig belastende menneske – jeg har gang i meget og snakker og roder og starter ting, jeg ikke får gjort færdige og glemmer at stille mælken tilbage i køleskabet... Men det gik hurtigt op for mig, da jeg mødte Snit for 13-14 år siden, at jeg blev nødt til at kvittere for den tilgivelse, jeg blev mødt med af ham. Og vi er helt forskellige. Heldigvis. Så tilsammen har vi virkelig mange kompetencer. Ingen af os føler, at vi trækker det store læs på hjemmefronten, siger hun med sammenbidte tænder og tydelig imiteret aggression.

– Vi hjælper og støtter hinanden. Og tager over, hvor den anden slipper.

Snit er nemlig tydeligvis dét, Hella ikke kunne få øje på tidligere, indrømmer hun.

– Ja, hundrede procent! Præcis en af de søde, som ikke kan nå ind til en, fordi man står med ryggen til og råber og skriger og fægter med armene.

Hella hælder to iskolde ginger beers op i høje glas og fortæller om den clairvoyante dame, hun opsøgte engang midt i 1990'erne for at få nogle svar på, hvad fremtiden ville ­bringe. Men ak, der ville gå lang tid, sagde clairvoyanten, før Hella ville finde kærligheden. Først omkring 2002-2003.

– Han slæber rundt på nogle store, sorte kasser, sagde hun så. Hvorfor vidste hun ikke, men han var instruktør. Film? Teater? Det vidste hun heller ikke. Og som 40-årig møder jeg så Snit. Som er læge... Men da vi så havde været kærester i nogle år, fortalte han en dag om dengang, han havde været frømand. "Det var dengang, vi væltede rundt med de der både, de der sorte kasser..." – "undskyld, hva'-hva'-hvaffor nogle sorte kasser?!" – "jamen, det var dengang, jeg var instruktør på elevskolen" – "Hvad?! Var du instruktør?!". Det er så sjovt. Og helt sindssygt. Tænk, så har han været instruktør præcis på det tidspunkt, hvor jeg har siddet over for den clairvoyante dame.

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby om venskab, panikalder og Paprika Steen

Misundelsen
Det havde da været rart som ung at få den bog, hun nu selv har skrevet, medgiver hun. Fuld af glimrende leveregler.

– Jeg har brugt så meget af min ungdom på at lede efter svar. Og jeg ved godt, at man skal gøre sine egne erfaringer, men i nogle henseender har jeg jo virkelig kigget den helt forkerte vej. Jeg troede, livet på en måde var skæbnebestemt. At man ikke kunne lave om – det var sådan, det var. Derfor troede jeg virkelig, at der var nogen, der havde været heldige, og så var der nogen, der ikke var heldige. Derfor prøver jeg også at være tilgivende omkring misundelse. For måske bunder det i en opfattelse af, at livet er et nulsumsspil – at når du har fået noget, så kan jeg ikke også få.

– Da jeg begyndte at forstå, at det ikke lukkede nogen døre for mig, at andre fik noget, begyndte jeg at blive gladere for mit liv. Ikke at jeg er lykkelig hele tiden. Men jeg har i hvert fald et ret højt lykkeniveau i mit liv. Men det er altså også noget, jeg har besluttet mig for. Da jeg var yngre, og en veninde, jeg troede aldrig ville få en kæreste, fordi vi var henholdsvis formand og kasserer i singleklubben, alligevel pludselig fik en ­kæreste, ville jeg typisk tænke, "Nå! Men så får jeg da aldrig en ­kæreste – for nu har hun jo fået en! Og der skal jo være en tilbage i singleklubben". Men det holdt jeg op med, for det er jo ikke ­sådan, det er. Jeg ved godt, at det lyder lidt hippieagtigt, men når der sker noget godt for nogen, så sker der på en måde også noget godt for os alle sammen. For det viser, at den mulighed findes. Jeg kan ikke få den rolle, den bil, den kæreste – for de er nogle andres. Men så kan jeg få noget andet, der gør mig glad. Vi tror, at vi skal have det samme. Og det er dét, misundelse handler om.

– Jeg har virkelig prøvet at opdrage Olivia med overbevisningen om, at der er rigeligt til os alle sammen. Vi får det bare ikke samtidig. Hvis ens veninde får den kæreste, man troede, man selv skulle have, så var han ikke til dig. For hvis han ikke er forelsket i dig, så er han ikke din.

Hella selv er vokset op med sin mor og sin søster i en ­lejlighed i Birkerød. Moren arbejdede i et stort, amerikansk ­computer- firma og tjente lige lidt for meget til at kunne få forhøjet ­børnetilskud og fripladser og den slags. Modsat dem længere nede ad vejen, som ikke lavede noget og fik alle mulige tilskud og derfor havde flere penge end dem, forklarer Hella.

– Hun følte, det var lidt snyd. Hun glemte at kigge på sig selv og sige, "nå, men til gengæld forsørger jeg mig selv og mine børn, og jeg er stolt af mig selv, og jeg lærer mine børn, at man skal forsørge sig selv". Hun følte sig til grin, udnyttet. Jeg er opdraget med en klar følelse af uretfærdighed og mangel. Jeg tror, min mor altid følte sig en lille smule snydt.

Tid til børnebørn
Derfor hører det med til hendes fortælling og den måde, hun har valgt at gribe sit eget voksenliv an på, mener hun, at hun kommer fra et hjem, hvor der ikke var særlig meget.

– Jeg har altid været meget forhippet på, at min datter ikke skulle mangle noget. Hun skulle have et stort værelse, vi skulle bo et godt sted, og derfor har jeg arbejdet for meget. Som ung havde jeg en veninde, som boede i en stor, gammel Østerbro-lejlighed, hvor hun havde to værelser – et soveværelse og en stue – og hendes mor boede i den anden ende af lejligheden. Det var den vildeste fantasi. Så det skulle Olivia selvfølgelig også have. Det var en kæmpe lykke at kunne give hende det, jeg selv havde ønsket mig.

Den mulighed opstod nemlig, da Hella lavede "Det Brune Punktum" med Peter Frödin og Martin Brygmann tilbage i 1990'erne. Hun kom af med sin studiegæld og havde pludselig råd til en bil, et sommerhus. Hun springer tilbage til et minde fra sin egen barndom. Dengang moren havde lovet hende en parkacoat. En ægte Musk Ox til 800 kr

– Og så fik jeg den ikke. I stedet fik jeg en fra Schou Epa med kunstig pels. Jeg kan stadig huske den følelse af, at "du lovede..." – og samtidig vidste jeg, at min mor ikke havde råd til den ægte, så jeg kan også huske at kigge på min mor, som var ked af det og stod og skammede sig. Og den skam tog man så med op i skolen og til spejder og blev drillet med den parkacoat, fordi det var "sådan en fattig en". Derfor har jeg været helt manisk omkring min datter. Hvis der var noget, hun ønskede sig, skulle hun bare have det. To værelser, den rigtige ­telefon... Hun skulle ikke stå som hende med de for korte bukser, der var lagt ned, for det gjorde jeg. Men det interessante er, at min datter har sagt, "mor, måske skulle du have prioriteret på en anden måde, hvis det var for min skyld. Du har aldrig spurgt mig, om det var det, jeg ville have. For du ville give mig det, du selv ønskede dig, da hun var barn. Og det, der gav dig en følelse af at lykkes med din karriere og dit liv". Heldigvis er min datter et stort menneske og kan rumme sin mors vildfarelser, så det har jeg haft mange gode samtaler med hende omkring: man skal huske at give sine børn det, de ønsker sig, i stedet for det, man selv har ønsket sig. Og i dag er Olivia så utrolig lidt materialistisk og går udelukkende i genbrugsforretninger – et økologisk, sundt og fornuftigt barn.

Og når der en dag kommer børnebørn, er der masser af tid i kalenderen. Det ved hun.

– Jeg bliver ikke en af de der mormødre, der siger, "nej, det kan jeg ikke, skat, for jeg skal på yogaretreat på Kreta og til croquis". Jeg snakker med mange unge mennesker, som giver udtryk for, at deres forældre ikke gider at være bedsteforældre. De gider godt noget med nogle billeder på Facebook, men de gider ikke at være der for dem. Stille op, når børnene er syge, og tage dem med på ferie. Sådan bliver jeg faktisk ikke. For det vil jeg ikke. Jeg bliver sådan en, der siger, "skat, jeg henter dem i børnehaven fredag, og så kommer jeg ind med dem søndag eller mandag. Eller I kan også komme og spise". Jeg skal nok stille op! Og tage dem med på ferier. Jeg kommer nok ikke i Lalandia, for det kan jeg ikke. Men ellers. 

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

LÆS OGSÅ: Natalie Madueño: “Man er født som man er, og hvis folk synes man har en grim næse, så synes de det”