"Jeg er blevet en bedre far og en bedre mand"

Af Christina Zemanova

Lydene fra det Nørrebrogade, der engang var forfatter Jesper Steins navlestreng til København, og som har dannet baggrundskulisse til det meste af hans voksne hjemmeliv, er blevet erstattet af Amagerkvarterets karakteristiske lydtapet:

Summen af næsten ingenting – en bildør, der smækker, en fugl, der pipper, en dørklokke, der insisterer. Hvidt efterårslys og skarpe solstråler bliver kastet ind gennem de mange pudsede palævinduer i villaen fra århundredeskiftet, der ligger et lille stykke bag Amagerbrogade. De tomme rødvinsflasker og fyldte askebægre, som tidligere fyldte i Jesper Steins køkken, er væk – på bordet i det store, åbne rum står rillede termoglas med teblade.

LÆS OGSÅ: Jytte Abildgaard: "Jeg har et mørkt sind, men har altid dyrket det lyse"

Jesper Steins fjerde bog, "Aisha", i serien om vicekriminalkommissær Axel Steen, er lige kommet på gaden, og den hårdtprøvede hovedperson har ligesom forfatteren forladt det Nørrebro, der udgjorde rammen om de tre første bøger. Men mens hovedpersonen Axel Steen rejser over Langebro med sit flyttelæs for at undgå de mange fjender, han efterhånden har fået i de kriminelle kredse i postnummer 2200, er Jesper Stein flyttet til Amager ganske frivilligt, fordi han og hans kone i december forrige år fik to små tvillingepiger.

– Livet med små børn er bare nemmere i et hus med have, forklarer forfatteren, der som 49-årig blev far for tredje gang i sit liv.

– Jeg vil jo ikke bytte den her tid for noget andet i verden, og samtidig tænker jeg: Hvad fanden blev der lige af min frihed og mit liv?

LÆS OGSÅ: ”Sorgen over at miste min mor blev helet en smule, da jeg selv fik familie”

Jesper Stein fik sit første barn som 30-årig, sit andet barn som 40-årig og den lille efternøler, der viste sig at være to i stedet, som 49-årig.

– Det er anderledes på alle måder at blive far i dag. Jeg er blevet en bedre far og en bedre mand af at blive ældre og have gjort mig de erfaringer, jeg har. Jeg føler, at jeg kan være i det på en anden måde, end da jeg fik min første datter, Emilie, dengang jeg gik på journalisthøjskolen i Århus. For dengang havde jeg travlt med at finde ud af, hvordan jeg kunne klare mig bedst i mit fag, hvordan jeg skulle komme væk fra kommunalredaktionen, hvad det hele egentlig gik ud på, og hvad jeg skulle blive til. Og det er ikke særlig befordrende for at kunne hvile i dét med at have børn, siger han.

I dag er han et andet sted. Når han får gæster på besøg, finder de ham altid det samme sted – og det er ikke i det åbne køkken med et glas rødvin i hånden.

– Dernede er mit hjørne, siger han og peger på et hjørne med bøger, legetøj og en mikroskopisk lyserød lænestol med den pink påskrift "Princess".

– Jeg ligger der det meste af dagen. Faktisk har så mange af mine venner bemærket det, at langt de fleste talere til min 50-årsfødselsdag nævnte, at jeg har ligget dernede, når de er kommet ind ad døren det sidste års tid. Det er nemmere end at forsøge at føre åndrige samtaler med nogen, mens der er to børn, der kravler rundt på mig, hiver i mine ben og råber "faaar", siger Jesper Stein, der har haft sine to mindste døtre med sig overalt i et omfang, han aldrig før har oplevet med den ældste, Emilie på 19, eller Hannah på 9 år. Fordi tvillingerne er syge på skift har den ene været med til store, afgørende forlagsmøder, og den anden ligget på hans bryst og sovet helt febervarm, mens han sammen med sin redaktør har redigeret den seneste roman.

– Som forfatter har jeg haft mulighed for at have dem med mig i hverdagen, siden de blev født. Som litteraturjournalist og kriminalreporter på Jyllands-Posten kunne jeg ikke tage et barn med på arbejde. Det ville aldrig gå. Jeg har et nærmest fysisk symbiotisk forhold til dem, som jeg ikke har haft før – det er et nærmest fysisk savn, når jeg er væk fra dem.

Til gengæld er han træt helt ind til benet.

– Jeg har ikke sovet i halvandet år. Min kone er endnu dårligere til at fungere uden søvn end jeg – hun er forsker, så derfor tager jeg nætterne, mens hun sover i et andet værelse. De små vågnede fem gange i nat, hvor de sagde nogle lyde og lige skulle have en sut. Selvfølgelig kan jeg sagtens klare det, men når søvnunderskuddet bliver akkumuleret, kan jeg indimellem være træls at være sammen med.



Lammende dødsangst
Jesper Steins bøger om helten Axel Steen, der på den ene side er en klassisk helt i form af en politimand, der redder andres liv og ofrer alt for at opklare en presserende sag, men samtidig er så selvdestruktiv, at det er ved at koste ham livet, er på tre år blevet en kæmpesucces både hos læserne og kritikerne. Den første bog "Uro" fik debutantprisen på krimimessen i Horsens.

Den skrev han efter i en årrække at have været ret langt ude. Eller rettere: ret langt nede. Dernede, hvor en blanding af alt for meget rødvin og endeløse smøger toppet med en lammende dødsangst hobede sig op og tog kvælertag på hans verden, tvang ham til hele tiden at overveje flugtruter fra fester, fra klubber, fra alt, og hvor ambulancen kunne holde, når den hentede ham. Han endte på Rigshospitalet med elektroder på brystet.

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"

– For mig var angsten for at dø altoverskyggende i tre-fire år. Det var en galopperende angst, og jeg kunne ikke tale med nogen om det. Jeg blev endda hentet inde på Jyllands-Posten i lægeambulance engang, fordi jeg ikke kunne få vejret. Men der var ikke noget galt med mig fysisk. Jeg havde det bare dårligt psykisk, og så satte det sig der, siger han, og konkluderer, at hans nuværende kone i de første år af deres forhold må have syntes, at han var mærkelig. Når de to var i biografen, overvejede han nøje, hvordan han kunne komme ud derfra hurtigt, hvis det gik galt. Han spejdede konstant efter en nødudgang og overvejede, om der ville kunne komme en båre igennem.

– Det hele blev udløst af et alvorligt break up, og mit liv var efterfølgende i middeltungt kaos. Jeg kunne ikke finde en retning, jeg var i slutningen af 30'erne, og hvad fanden skulle jeg egentlig med mit liv?".

Det var først, da han til sidst begyndte at tale med sin kone om angsten, og derved besluttede sig for at komme den til livs, at han langsomt blev sig selv igen.

– Den forsvandt simpelthen. Og da jeg begyndte at tale med mine venner om det, fik jeg et chok over, hvor mange af dem, der havde det ligesådan. Cirka halvdelen af mine venner troede også hele tiden, at de var ved at dø. "Har du også været indlagt og haft elektroder på," sagde vi til hinanden. Det er utroligt i dette her samfund af informationsoverload, også på det psykiske plan, at det kunne lade sig gøre, at jeg gik rundt i mit hjerteinfarktelfenbenstårn og troede, at jeg var den eneste, der havde det sådan.

Siden har Jesper Stein besluttet sig for at tale om tingene. Dem alle sammen.

– Jeg tror, at det er tabu at tale om alkoholisme og dødsangst og om, hvad man er blevet udsat for som barn – selvom vi har besluttet os for, at der ikke er noget, der er tabu i det her samfund. Det at slå hul på boblen og sige: Det her er mit problem, og det vil jeg stå så meget ved, at jeg vil tale om det og ikke gemme det væk i inderlommen, det er et skridt mod helbredelsen.

For er det egentlig ikke også tankevækkende, at vi i dag har et samfund, der hele tiden taler om stress som en folkesygdom, og alligevel først opdager, at vores nærmeste kollegaer eller venner går ned med stress den dag, de sygemelder sig? For dér har de haft stressen i månedsvis og gemt den væk.

– Det kan godt være, at jeg er af blødsøden 70'er-opvækst. Men for satan, hvor skal man tale om tingene.



Letter at snakke
Og det gør han i dag. Selvom det kan være svært at få ørenlyd i et hus med en datter på 9 og tvillingerne på snart 2 år – og en 19-årig, der bor i kælderen indimellem.

– Derfor er det heller ikke nok at sige henslængt: "Nå, men jeg lider sgu også lige af lidt dødsangst..."

Man skal banke på glasruden og sige: "Prøv at høre her, jeg har et problem". 

Den samme kommunikation insisterer han på, når det drejer sig om parforholdet og alle de små ting, der kan hobe sig op i en hverdag, som også er fuld af arbejde og biblioteksforedrag og skriveperioder væk hjemmefra og forskerens feltarbejde og alt det andet, der falder ind i båsen hverdagsliv.

– Hver gang min kone og jeg er kommet ind i en periode med skærpet tone, så letter det virkelig at tale om det. Man kan nærmest høre lyden af sten, der falder fra hjertet, når ophobningerne af misforståelser forsvinder. Da vi fik tvillingerne, aftalte vi, at vi ikke måtte blive skilt de første tre år. Lige meget hvad der skete. For min erfaring er, at alt det, der bragte en sammen, alt det romantiske, rosenrøde, den lidenskabelige totale sammensmeltning, der skete, da man lærte hinanden at kende, bliver marginaliseret helt ned til ingenting, til et sted omme bag kakkelovnen i hjørnet, hvor ingen kan få øje på den.

Der var engang, hvor netop den udvikling var en katastrofe, der fik forhold til at gå i opløsning.

– For når man er 30 år, siger man: "Nej, fandeme nej, det vil jeg ikke finde mig i, det er ikke sådan mit liv skal være". Da jeg fik mit første barn, havde min kæreste og jeg kendt hinanden i et halvt år, da hun blev gravid, og pludselig var det bare væk, det hele. Så var det grød, mos, der skulle blendes, og bleer, der skulle skiftes, og det var også en kæmpestor glæde, som man kun kan dele med den, man har fået barnet med. Men denne gang vidste min kone og jeg, at man er nødt til at have noget tålmodighed og affinde sig med, at lidenskaben er lagt ned i kummefryseren. Det må vi leve med, og det lever vi med. Når forholdet er stærkt nok, så kommer det igen. Så er det godt nok.

Så Jesper Stein nyder den ro, han kan mærke omkring forholdet

– Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var en lidenskabsfest for parforholdet at få tvillinger. Jeg kender en del mænd på min egen alder, der har små børn. Når vi mødes, sukker vi lidt over, at vi kun har sex en gang om måneden. Men det er ikke noget, vi kan samtale om i flere timer, som jeg kunne da jeg var yngre. Det er bare sådan, det er.

Han studser en gang imellem over de mange indlæg i dagspressen fra de unge, utilfredse kvinder, der brokker sig over, at de ikke har tid nok i deres travle karriereliv til at have børn, og som ønsker sig en anden familiepolitik, så de ikke behøver at fravælge enten job eller tid med deres mand og børn.

– Min gamle praktikplads Politiken er især blevet et organ for unge, utilfredse kvinder, der gerne vil have det hele. Men det kan I ikke få! Det kan man bare ikke. Man kan ikke være alt det, man gerne vil, for sine børn, have to store karrierer og svinge i elskovsgyngen hver fredag og lave gourmetmad, og jeg ved ikke hvad. Sådan hænger livet ikke sammen. Man må give afkald på noget, man bliver nødt til at file lidt på sine behov.

Forelsket i flere
Der er mange lighedspunkter mellem forfatter Jesper Stein og hans hovedperson, Axel Steen.

– Jeg skriver på en ærlighed, på mit liv, mine følelser og erfaringer. Det er det, der gør karakteren troværdig. Da jeg skabte Axel, udstyrede jeg ham med alt det, jeg havde erfaring med. Derfor var han nødt til at have været igennem en skilsmisse, være alene med et barn, have et misbrug og lide af dødsangst. Jeg skriver om det, jeg ved noget om – og jeg kan kun skrive om det. Og jeg tror, at det er meget af-gørende, at jeg står ved den sandhed, der er i det. Ikke i den eviggyldige betydning, men sandt for mig: Hvad jeg ved om livet, hvad jeg ved om kærligheden.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Det har jeg lært om kvinder og kærlighed

Jesper Stein beskriver sit eget og politimandens forhold til kvinder som jagten på en rus, på begæret efter at smelte sammen, bevæge sig ud over sine grænser, glemme sig selv og fortabe sig selv i en anden. I bøgerne er der én konstant kvindefigur: hans ekskone, men ellers er der mindst én han bliver mere eller mindre forelsket i, og én han har et seksuelt forhold til.

– Det roder rigtig meget, men det er sådan, livet en gang imellem er. Det ville se vældig flot ud, hvis livet var en lang række af perler på en snor af afsluttede, ordnede forhold, men det er sjældent, det er sådan. Man kan også godt være forelsket i flere på én gang, eller være sammen med én og elske hende og være forelsket i en anden og elske en tredje – især hvis man er et temmelig forvirret menneske, og det har jeg været indimellem. Så jeg bruger mine livserfaringer, siger Jesper Stein.

For Jesper Stein har lysten til at skrive krimier aldrig handlet om krimiens politispor – om efterforskningen og politiet, der jager en skurk. I stedet handler det om de personlige relationer.

– Når jeg skal til at skrive en ny roman, tænker jeg på, hvordan forholdet mellem Axel Steen og hans datter, ekskone, hans chef og hans andre relationer skal udvikle sig. Og hvilket pres der skal lægges på ham.

Så dykker han ned i alt det, han selv har oplevet både som krimireporter og i sit personlige liv. Og så tager han sin egen forandring med ind i Axel Steens udvikling. Som nu, hvor Axel Steen går rundt på Amager og prøver at lave nogle af de ting om, som før har smadret hans liv – både professionelt og privat. Vicekriminalinspektøren skal tænke positivt, opsøge færre konflikter, opføre sig mere elskværdigt, have færre raseriudbrud. Han skal skrue ned for sine mørke sider, hvis han vil komme ovenpå igen efter nedturen, der har været så massiv, at da læseren forlod ham i bog nummer tre, "Akrash", vidste man ikke, om han ville overleve. Han var fysisk smadret, skadet og skudt, der var behov for en forandring. Ligesom Jesper Steins eget liv er blevet forandret fra ende til anden de sidste år. Og jo, det smitter da.

– Jeg er kommet et andet sted hen på alle måder i mit liv. Der er dårligt nok et forhold, som man ikke kan sige er forandret. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har drukket rigtig meget rødvin i mit liv, og det holdt jeg op med for tre år siden. Det er lykkedes for mig at virkeliggøre en livsdrøm, nemlig at skrive de bøger, som jeg altid har drømt om, at jeg ville skrive, men som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg kunne skrive, at jeg havde den stamina og den disciplin, der skulle til. Det har forandret nogle ting i mit liv, ikke bare økonomisk, men også i hverdagslivet, fordi jeg kunne sige mit journalistjob op og blive forfatter på fuldtid.

Forandringen er lykkedes for Jesper Stein. Axel Steens skæbne er det sværere at spå om. Men hans udskejelser har en vigtig funktion for forfatteren. For når Jesper Stein sætter sig foran computeren og skriver sine historier, får han mulighed for at opleve alt det, han ikke kan finde plads til i sit sunde og velordnede liv.

– Jeg kan leve mine dæmoner ud gennem ham, jeg kan tage på druk med ham og skeje ud med ham på alle mulige måder. Jeg har haft et heftigt temperament, og Axel er en amoktype, der går fra 1 til 500 kilometer i timen på et sekund. Selvom jeg ikke kan det mere, er det fedt at kunne trykke på speederen.


LÆS OGSÅ: Astrid Krag: "Jeg skriver med jævne mellemrum min egen nekrolog"

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: ”Drømmene var bedre end virkeligheden”

LÆS OGSÅ: Flemming Østergaard: "Jeg har været utrolig vred, når de hårde ord og angreb er gået ud over mine børn"