Natalie Madueño: “Man er født som man er, og hvis folk synes man har en grim næse, så synes de det”
Hun beskrives allevegne som den übersmukke, sexede og eksotiske hovedrolleindehaver i tv-serien ”Bedrag”, der snart er klar med 2. sæson, men Natalie Madueño vil meget hellere kaldes dygtig end pæn. Mød den unge skuespiller, der gik direkte fra teaterskolen til søndagssendefladen på DR og en million seere.
– Det er sjovt, jeg gik faktisk også til spejder her, da jeg var lille, siger Natalie Madueño og fører stedkendt an ind i Absalons Kirke på Vesterbro, mens hun begejstret fortæller om alle de tiltag, der foregår der. Kirken blev sat til salg, men manden bag Tiger-kæden købte den for at bevare den, og nu huser den både cafe, pangfarvede vægge og alt fra morgenyoga til fællesspisning. Hun er selv fra Vesterbro, men da hun voksede op her, var det ikke skuespillerdrømmen, der fyldte. Først i en halvvoksen alder fandt hun ud af, at hun ville søge ind på teaterskolen, og efter tre forsøg lykkedes det.
– Efter min tredje prøve tænkte jeg "hvis jeg ikke kommer ind nu, så tror jeg ikke, jeg kommer ind nogensinde". Det var ret underligt at have den følelse – at det er nu, eller også er det aldrig. Og så var det jo heldigvis nu, ikke?
Natalie tilføjer smågrinende, at det var hun ret glad for. Det var de cirka en million danskere, der i vinter fulgte med i DR-serien "Bedrag", angiveligt også. Det var nemlig her, vi hver søndag blev præsenteret for det unge talent i form af den ambitiøse jurist Claudia, og om godt en måned ruller anden sæson over skærmen.
LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”
Ben i næsen og på jorden
Forestil dig, du sidder i en bil. Det er en helt normal dag, som du tænker, lidt musik kan spæde op, så du tænder for radioen. Men i stedet for den der glade sang med Justin Timberlake eller P3-værternes velkendte sniksnak er det din egen stemme, der kommer ud af de små bilhøjtalere. Sådan en oplevelse havde Natalie for lidt over et halvt år siden, og da ramte det hende, hvad det egentlig var, hun havde sagt ja til.
– Jeg tror ikke rigtig, det gik op for mig i starten, hvor stort det egentlig var, og at det var noget, der skulle vises. Det vidste jeg selvfølgelig godt, men for mig var det jo bare noget, vi havde gået og arbejdet på og nørdet med i et år. Det er en mærkelig følelse at vide, at lige om lidt så er der altså lige under en million, der sidder og kigger på mig og mit arbejde i tv.
Allerede før Natalie var færdig med de fire år på teaterskolen, gik hun i gang med "Bedrag". En meget bedre start på skuespillerkarrieren er det nok de færreste, der tør drømme om i en branche, hvor periodisk arbejdsløshed for mange nærmere er et grundvilkår end en risiko. Men selv når veninder sagde "nu skal du altså holde op med at tale det ned!", forsøgte Natalie stadig at holde benene på jorden.
– Jeg prøvede virkelig ikke at blæse det op, selvom det jo var kæmpestort. Da jeg fandt ud af, at jeg skulle lave det, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men hvis du sætter ting op på en piedestal, så føler du hele tiden, du har noget, du skal leve op til, og jeg kan ikke arbejde med et forventningspres fra andre, for så er mit hoved et andet sted. Nogle gange er man allerede i målet i hovedet, men kroppen er rent faktisk tyve skridt tilbage, og hvis man ikke er nærværende og til stede der, hvor man er, så når man jo aldrig frem.
En måde at holde benene på jorden er også ved at sørge for, at arbejdet ikke bliver hele ens liv. Natalie fortæller, hvordan det er enormt vigtigt for hende at have et liv ved siden af og prioritere de mennesker, hun elsker – "for hvad fanden har man ellers", som hun spørger. Men arbejdet fylder også meget. For at sætte sig ind i rollen som jurist til "Bedrag" brugte hun to måneder på at snakke med advokater, få undervisning på Københavns Universitet og lave en ordbog: med manus foran sig, computer til venstre og et kladdehæfte til højre gik hun i gang med at notere hvert eneste jura- og økonomibegreb i manuskriptet, hun ikke forstod. Privat bruger Natalie nemlig ikke ord som frontrunning og prospekt i flæng, men lige pludselig skulle hun jo være en, der gjorde. På en kommentar til, at hun virker utroligt gennemarbejdet, svarer hun dog tørt:
– Altså jeg gør mit arbejde ordentligt, tænker du?
Straks efter opløses hendes ansigtsudtryk dog til et smil, der synes at brede sig længere end ansigtets grænser, men alvoren bag ordene er der skam endnu.
– Ja, men det synes jeg også, man skal. Jeg kan ikke gå ind og gøre mit arbejde godt, hvis jeg ikke gør det hundrede procent. Og det synes jeg også, det kræver. Jeg bliver nødt til at lære alt det, jeg kan, og så kan det godt være, jeg ikke skal sige alle de nye ord, jeg har lært, men til gengæld så ligger det i min bevidsthed, og jeg har det på den måde med i mit arbejde. Og så er det heldigvis også det, jeg synes, der er sjovt. Det er skide sjovt at lære noget, som jeg ikke aner noget om.
LÆS OGSÅ: Jesper Høvring: Manden, der vil gøre kvinder smukke
De andres historier
Jura og økonomi er ellers ikke noget, Natalie umiddelbart tænkte, hun ville finde videre interessant. Hun voksede op i et almindeligt, men kreativt hjem, hvor hun selv spillede klaver, malede og tegnede, og hun fortæller også, hvordan hun skrev små eventyr på en gammel skrivemaskine, da hendes yngste søster blev født. Så kunne hun læse dem op for hende, når hun var blevet gammel nok. Men kreativiteten var aldrig noget, hun så som en levevej. Hun ville være dyrlæge. Og zoolog. Og biolog. Og pludselig kom arkæolog og palæontolog også ind et sted fra...
– Det har altid interesseret mig det der med at undersøge ting, og jeg synes stadig, det er enormt interessant at høre om folk, der finder udgravninger, som så finder en knogle og skal finde ud af, hvad det er for en. Det er måske lidt nørdet, men det, synes jeg virkelig, er interessant. Jeg har altid været ret nysgerrig.
Og nysgerrigheden er ikke svær at mærke. Når de grønne øjne ikke afventer et spørgsmål, eller koncentreret kigger til siden, mens ord og svar bliver vendt og drejet bag det mørke hår, fanger øjnene de ting, der sker i rummet – de unge drenges bordtenniskampe nedenunder, de spisende gæster eller den lille pige bag os, der har lidt problemer med de små fødder.
– Årh det er tredje gang, hun falder. Lille pus.
Det er her, nysgerrigheden især ligger: på mennesker. Begejstringen lyser ud af øjnene, da snakken falder på, hvor mærkelige og simple og komplekse og forskellige vi er, og hvordan det er det, der gør det hele spændende. Det var også en af grundene til, at hun blev skuespiller, og hun vil langt hellere beskæftige sig med andres historier end sin egen.
– På et tidspunkt var jeg på vej hjem fra gymnasiet en pissekold januardag. Det var minus 10 grader, og der var sne over alt, og så var der en kvindelig narkoman, der stoppede mig og spurgte mig om noget. Jeg kan ikke huske, hvad det var, men vi endte med at sidde i to en halv time, til det blev mørkt, hvor jeg simpelthen var nødt til at sige, at nu skulle jeg gå, men hvis jeg så hende igen, ville jeg gerne tale videre. At høre om hendes liv, og hvordan hun havde boet på Vesterbro hele sit liv og var endt i et narkomisbrug og sådan noget var rørende, og at hun havde lyst til at dele det med mig, var jeg meget glad for.
Den nye smukke stjerne
Efter at have forladt det lille samtalebord i Absalon, den konstant overraskende rytme i bordtennisboldenes hoppen og den konstant snublende lille lyserødtklædte pige er turen gået til Carlsberg-byen. Ferieafslappede børn og voksne skeler nysgerrigt til seancen: Natalie adlyder fotografens direktiver og smiler professionelt først ind i kameraet, så væk, så tilbage. Omkring hende vimser stylist og makeupartist for hele tiden at sørge for, at alt sidder helt rigtigt. Normalt går Natalie ellers ikke med makeup. Ikke at hun behøver det heller. Da "Bedrag" først rullede over skærmen, var den danske presse hurtig til at bemærke især den unge stjernes skønhed. Superlativer som smuk, sexet og eksotisk blev rundhåndet drysset ud over artikler og overskrifter. Konfronteret med det griner hun lidt, men ved ikke rigtig, hvad hun skal stille op med det.
– Jeg vidste, du ville sige det. Men ja, hvordan er det... Det var meget mærkeligt i starten, syntes jeg. Det er altid underligt at få sat prædikater på sig af mennesker, man ikke kender. Og jeg synes da, det er dejligt, når folk siger søde ting om mig, men at spørge ind til mit udseende og skrive om det kan jeg ikke rigtig bruge til så meget, hverken i mit arbejde eller som menneske. Jeg kan jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Man er født, som man er født, og hvis folk synes, man har en grim næse, så synes de det, og hvis de synes, man har søde ører, så har man søde ører. Hvis jeg skal vælge, så vil jeg da klart hellere have at vide, at jeg er dygtig, end jeg er pæn, for det ene kan jeg gøre noget ved, det andet kan jeg ikke gøre noget ved.
I det hele taget interesserer det hende ikke at læse om det, der bliver skrevet om hende, og hun bryder sig ikke om at blive sat i bås af diverse overskrifter om hendes udseende.
– Jeg kan også være helt vildt grim. Jeg lavede en forestilling på skolen, hvor jeg skulle spille hjemløs, skizofren narkoman, og det er bare så fedt at have sår i hele hovedet, gule tænder, tics, det klammeste fedtede hår og være så ucharmerende og ulækker. Jo længere væk jeg kan komme fra mig selv, jo sjovere, synes jeg, det er. Og hvis man hele tiden bliver sat i bås, så bliver man sådan lidt "urgh, men jeg kan også det andet!". Jeg ville synes, det var, undskyld, men røvkedeligt, hvis jeg hele tiden skulle spille den smukke unge pige.
Natalie begynder at grine og afslutter sætningen med:
– I de år jeg har tilbage at gøre det i.
Hun fortæller, at der, i hendes opfattelse, desværre er færre interessante roller til kvinder end til mænd, og forskellen bliver kun større med alderen.
– Jeg synes desværre ret ofte, at jeg får fortalt, at når du er omkring 35, så begynder det virkelig at dale. Jeg prøver at glemme det lidt, for det er jo en lidt deprimerende tanke, at jeg er 28, og hvis jeg er heldig, så kører det også om ti år. Jeg synes desværre, at der bliver lavet flere interessante film med mænd i hovedrollerne, end med kvinder. De klassiske tekster igennem historien kan man ikke gøre meget ved, det var en anden tid, men i dag i moderne tider har jeg svært ved at forstå det. Der er selvfølgelig nogen, der kæmper for den form for ligestilling i film, tv og teater, men det virker, som om der stadig er nogle, som tænker, at kvinder ikke er lige så interessante som mænd, eller at de ikke kan være lige så sjove. Hvordan hænger det sammen? Jeg har ikke svaret, men jeg vil virkelig gerne have det.
LÆS OGSÅ: “Jeg blev landskendt og smed hele mit liv på gulvet samtidig”
Ikke sættes i bås
Selvom det kun er to år siden, Natalie blev færdiguddannet, er det tydeligvis langtfra første gang, hun er blevet sat til at posere foran et kamera. Indimellem ryster hun lige hovedet og laver grimasser, så ansigtet ikke sætter sig helt fast, men ellers præsterer hun gang på gang det smil, der må være enhver ufotogen persons drøm. At debutere i en DR-serie er også ensbetydende med at blive kastet ud i den frådende mediemølle med alt, hvad det indeholder af pressefotos, overskrifter og nysgerrige journalister. Og normalt forbinder man den kritiske del af interviews med journalisten, men i dette tilfælde bliver spørgsmålene næsten lige så ofte vendt om.
– Jeg har fået det der spørgsmål "hvem er du?" så sindssygt mange gange, og hver gang har jeg haft lyst til at spørge "hvem er du?". For hvad skal man svare? Første gang svarede jeg "jamen jeg er mig". Så sad vi og kiggede lidt på hinanden og grinede lidt, for det er jo en underlig ting at skulle svare på, for altså hvem fanden er jeg? Jeg kan jo godt give dig en faktuel liste: Jeg er 28, jeg er uddannet skuespiller, men hvem jeg er, det kan jeg jo ikke give noget enkelt svar på.
For hende er mennesket uigenkaldeligt et komplekst og modstridende væsen, og ligesom hun helst vil arbejde med roller, hvor det kan komme frem og ikke "bare" spille den unge smukke pige, vil hun helst heller ikke selv sættes i bås. Ofte har hun også været udsat for, at de spanske gener kommer til at fylde meget i vinkelsøgende journalisters øjne.
– Det er en sjov ting, at det skal nævnes, synes jeg. Jeg tænker jo ikke over det i min hverdag. Selvfølgelig er det en del af mig, og det er dejligt at have et andet sprog, en anden kultur i sig og et andet sted, men hvis jeg kom fra Skælskør, så ville jeg bare komme fra Skælskør.
Det skal være hendes arbejde, der bærer hende frem, og det er vigtigt for Natalie ikke at blive revet med af det hele, men at tillade sig at sige fra.
– Man bliver nødt til at sætte sine egne grænser for, hvordan man vil være i det her liv og i den her branche, for der er sgu ikke nogen, der sætter dem for en. Det er vigtigt, at man hele tiden mærker efter inde i sig selv og tager stilling. Det er jeg ved at lære, og jeg tror, det er nødvendigt for ikke lige pludseligt at brænde ud eller føle, at man ikke har sig selv med.
LÆS OGSÅ: Signe Molde: Kontrolfreak med trætte bryster
LÆS OGSÅ: Emil Thorup: "Jeg fandt min kæreste ved at stalke hende på sociale medier"