Cardiff
SPONSORERET indhold

Nordeuropas oversete shoppingmekka

Den walisiske hovedstad Cardiff er på få år sprunget ud som en af Storbritanniens bedste shoppingbyer. Her lokker markeder, gågadeliv og specialforretninger i de historiske arkader. Men kontrastfyldte Cardiff er også lig med klassiske pubber, hippe restauranter, idylliske byparker og god kaffe.

Af: Brian Schæfer Dreyer Foto: Brian Schæfer Dreyer
08. sep. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Det er stadig få danskere, ja skandinavere generelt, man støder på i centrums gader og ved den betagende havnefront i Cardiff. For mens Dublin har sine Guinness-udskænkende pubber, Edinburgh sin brostensbelagte Royal Mile, og London har... ja, London, så er det yderst begrænset, hvad danskerne kender til hovedstaden i Wales.

Men Cardiff er inde i en rivende udvikling. En udvikling, som startede i halvfemserne med forvandlingen af netop havneområdet. I dag glimter solens stråler i bugtens rolige vand og reflekteres i den moderne arkitektur, som nu har erstattet fortidens kulkraner. Pubber og restauranter har skabt rivieraliv ved Mermaid Quay, mens man samtidig har bevaret unikke, historiske elementer langs promenaden. Et pragteksempel på byfornyelse.

Førhen efterlod tidevandet regelmæssigt bugten i dynger af ren mudder. Men det satte et enormt slusesystem en stopper for, og Cardiff Bay er blevet et symbol på den vilje og stolthed, waliserne har med sig i bestræbelserne på at udvikle en hovedstad på højt internationalt niveau.

Fortid og fremtid mødes
I centrum går historien og udviklingen også balancegang. Middelalderborgen Cardiff Castle er nærmest nabo til byens gigantiske rugbystadion, mens det nye strøg, The Hayes, er harmonisk bindeled mellem de gamle arkader og det moderne shoppingkompleks, St. David's.

Dette giver en oplevelsesrig bymidte med mange kontraster mellem fortid og fremtid. Men også en kompakt by, som stadig er præget af en lokal atmosfære. Cardiff er samtidig grønnere end de fleste, for omkring 10 procent af det samlede areal er dækket af frodige parker og velanlagte haver. Ideelt til afslapning mellem sightseeing og shopping. Eller hvad med en sejltur ad Taff-floden tilbage til bugten. Eller med taxibåd til den mondæne forstad Penarth, der har sin egen charme og identitet.

LÆS OGSÅ: 11 skønne danske feriedestinationer

Romantik og shoppingmekka
Hovedstaden ved sydkysten er et godt udgangspunkt for ture rundt i naturskønne Wales, hvor vestkysten og de nordlige regioner trækker friluftselskere til i tusindvis. Men Cardiff er også perfekt til en forlænget weekendtur med veninderne eller et romantisk minibreak i helt nye rammer. "Arkadernes by" kaldes den også med et hint til dens mange historiske butiksarkader, der sammen med stormagasinerne og de brede gågader, placerer Cardiff blandt Storbritanniens bedste shoppingbyer. Med en indbydende kombination af storbyliv, natur og helt nye oplevelser, er det kun et spørgsmål om tid, før danskerne for alvor får øjnene op for den oversete hovedstad.

Det skal du opleve
Wales Millennium Centre
Det ikoniske musikhus med det kobberfarvede kuppeltag byder på musicals og koncerter i verdensklasse.

The Pierhead Building
Det tidligere havnekontor er blandt de mest iøjnefaldende bygninger ved bugten, som med sine røde sten og tårnet med uret bliver kaldt "Baby Big Ben". Det originale urværk er nu udstillet på St. Mary Street, mens selve Pierhead-bygningen byder på gratis udstillinger.

The Senedd
Den walisiske nationalforsamlings hjemmebane er et studie i moderne arkitektur, som kan beundres fra havnen eller udforskes indefra på guidede ture, ganske gratis.

The Norwegian Church
Den hvide sømandskirke blev restaureret og flyttet til sin nuværende placering under havneområdets totalrenovering. Herfra er udsigten mod den indre bugt formidabel. Kirkens førstesal byder på galleri, mens kaffen nydes i stueetagen.

Det skal du se ved Cardiff Bay
Cardiff Castle & Bute Park
De færreste byer har en velbevaret middelalderborg placeret lige ved gågadenettet. Cardiff Castle er et pragteksemplar og kan nydes udefra eller på en guidet tur bag murene.

Roath Park
Bute Park er den største og mest centrale park i Cardiff, men Roath Park den mest romantiske. Tag bus 28 eller 29, og træd ud i et farvehav af velanlagte blomsterbede. En gåtur rundt om søen med de hundredevis af svaner er obligatorisk.

Llandaff
Lige så romantisk er det i den idylliske forstad Llandaff med den rustikke katedral og den lokale High Street. Snup en frokost eller en pint walisisk cider på den hvidmalede pub "Malsters" for enden af gaden.

Cardiff Market
Cardiff Market holder til i, hvad der minder om en gammel banegård, og indenfor har lokale handlet madvarer siden 1891. Se det hele fra oven på førstesalens balkon, og snyd ikke dig selv for at smage de traditionelle og vanedannende "welshcakes".

LÆS OGSÅ: 8 hotspots du bør kende i Paris

Her skal du holde kaffepause
Uncommon Ground Coffee Roastery
Denne trendy café med eget risteri åbnede i 2015 og blev hurtigt et populært indslag i Royal Arcade. En rigtig god kop kaffe og en bid af storbyatmosfære. Snup en snack, og se de lokale trisse forbi i den gamle arkade.
10-12 Royal Arcade, Uncommon-ground.co.uk

Coffee Barker
Blomstrede tapeter, rå murstensvægge og tunge lædermøbler – Coffee Barker oser af hygge bag ruderne i Castle Arcade og indbyder til en kaffepause midt i shoppeturen. Prøv også Barker Tea House i High Street Arcade.
Unit 13, Castle Arcade

Waterloo Tea
Skal det være rigtig britisk, så drop kaffen og snup en kop te. Hos te-salonen Waterloo Tea får du et stort udvalg af typer og smagsvarianter. Den oprindelige salon ligger ved Waterloo Gardens i det pæne Penylan-kvarter. De to øvrige te-huse findes i den mondæne forstad Penarth og i Wyndham Arcade i centrum.
Wyndham Arcade, Mill Lane, Waterlootea.com

Brød – The Danish Bakery
Får du hjemve har du ikke langt til rundstykker, kanelsnegle og dannebrog på bordet. Sidste år åbnede det danske bageri Brød med egen café, og dette koncept har waliserne taget til sig med stor entusiasme.
126 Wyndham Crescent, Thedanishbakery.co.uk

Her skal du bo
YHA Cardiff Central
Dette moderne luksus hostel er beliggende mellem centrum og Cardiff Bay. Deres rummelige familieværelser er den perfekte løsning, hvis du rejser med mindre børn. De store dobbeltværelser er langt fra de sovesale, man normalt forbinder med et hostel.
East Tyndall Street, Yha.org.uk

Travelodge
Den budgetvenlige kæde Travelodge har en håndfuld hoteller i og omkring Cardiff. De to mest centrale findes henholdsvis nær shoppinggaden Queen Street og på nattelivets hovedgade St. Mary Street.
The Friary og St. Mary Street, Travelodge.co.uk

Park Plaza
Park Plaza er en af mange store hotelkæder, der er repræsenteret i centrum af Cardiff. Her får du høj standard og fire stjerner nær Queen Street og Cardiff Castle.
Greyfriars Road, Parkplaza.com

St. David's Hotel & Spa
Skal det være luksuriøst, skal du vælge det femstjernede St. David's ved Cardiff Bay. Hotellet med den ikoniske silhuet er flere gange nævnt blandt de bedste hoteller i hele Storbritannien, og herfra fås en uimodståelig udsigt over bugten.
Havannah Street – Cardiff Bay, Thestdavidshotel.com

Her skal du spise
The Old Brewery Quarter
Den tidligere bryggerigrund er nu en verdensturné i gastronomi. Fra indisk masala til amerikanske burgere, spansk, fransk – og naturligvis walisisk. Alt er "pakket" omkring en hyggelig piazza.
The Old Brewery Quarter, Breweryquarter.co.uk

Vegetarian Food Studio
Er du vegetar og til stærk indisk mad, fås det ikke meget bedre end hos Vegetarian Food Studio. Den nævnes blandt de bedste vegetar-restauranter i Storbritannien.
115-117 Penarth Road, Vegetarianfoodstudio.co.uk

Madame Fromage
Osteelskere kommer i himlen i denne kombinerede café, restaurant og delikatesseforretning – gemt i hjørnet af den bedårende Castle Arcade. Med omkring 150 forskellige oste og et princip om anti-fastfood, er der dømt ren nydelse.
21-25 Castle Arcade, Madamefromage.co.uk

The Potted Pig
Fokus er på moderne britisk mad hos restauranten beliggende i en tidligere bankboks. Og med lokale leverandører, er der rig mulighed for at smage på Wales.
27 High Street, Thepottedpig.com

LÆS OGSÅ: Hold ferie som baronesser og grevinder i England

Her skal du shoppe
Arkaderne
Det lunefulde britiske klima sætter aldrig en stopper for en god shoppetur i Cardiff. Her lokker de otte historiske arkader i victoriansk og edwadiansk stil med en labyrint af specialforretninger og små hyggelige spisesteder. Specielt smuk er Castle Arcade med sit ovenlys og de grøn- og rødmalede balkoner.

St. David's Shopping Centre
Centrum fik nyt liv med udvidelsen af dette enorme shoppingkompleks. St. David's er nu blandt de største og mest besøgte shoppingcentre i Storbritannien. To etager med mærkevarer og en fløj dedikeret kun til spisesteder.

Gågaderne
Hovedgaden Queen Street har fået konkurrence fra det forvandlede Hayes-område mellem arkaderne og St. David's Shopping Centre. Når solen er fremme, vrimler det med liv og gademusikanter mellem designerforretninger, restauranter og stormagasiner.

The Castle Emporium
Har du hang til vintage og retrostil, må du ikke misse The Castle Emporium – med indgang nær Cardiff Castle. Et toetagers permanent marked med små kreative butikker.

Fakta om Wales
Cardiff har omkring 350.000 indbyggere og har været hovedstad i Wales siden 1955. Alle snakker engelsk i Cardiff, selvom skilte og andet er tosproget. Walisisk tales af omkring 25 procent af landets befolkning, men primært nordpå og ved vestkysten.

Wales er en del af Storbritannien (UK) sammen med England, Skotland og Nordirland – derfor benyttes britiske pund her.

Find mere info på: Oplevcardiff.dk

Sådan kommer du dertil
Der er ingen direkte fly mellem Danmark og Wales, så du når nemmest til Cardiff via Bristol. Easyjet flyver mellem København og Bristol, og derfra kan du tage bus eller tog til Cardiff på godt en time. Alternativt kan du tage toget fra Paddington Station i London. En tur på godt to timer.
Køb billetter på: Nationalexpress.com og Nationalrail.co.uk

LÆS OGSÅ: Ægte pause under den spanske sol

LÆS OGSÅ: Sandstrand og stjernestøv i San Sebastián

LÆS OGSÅ: Badeferie i Venedig