Saras dagbog 2: Flot budget. Der ikke hænger sammen

KLUMME 2: Nu skal jeg ikke være en klynke-røv, men holy macaroni, hvor er jeg stresset. Mens afgangen mod L.A. nærmer sig, flyver dagene afsted med alt det, sådan nogle dage nu indeholder af job, trætte madpakker og vasketøj, der når to-tre omgange i maskinen, før jeg husker at få det ud.

Oveni hatten er der så lige en sidelang om-et-par-uger-flytter-jeg-over-Atlanten-to-do liste, som konstant dunker mig i hovedet. Lige så meget jeg forsøger at krydse af, lige så hurtigt kommer der nye ting på, og mens jeg burde læse fredfyldt og nærværende godnathistorie for den yngste, er min knold i stedet travlt optaget af at bruse over af mærkværdige småting, jeg skal huske på at huske.

Teenageren, der elsker at bruge aftenerne på at hænge ud sammen i sofaen og se så dårligt fjernsyn som overhovedet muligt, oplever nok også en mor, der ikke er skide meget tilstede. Eller i hvert fald en mor, der aften efter aften sidder og fedter med uregerlige budgetter med koldsved på overlæben og samtidig forsøger at lade være med at bande alt for højlydt over, hvor vanvittigt dyrt, det er at bo i Los Angeles.

Et udsnit af den aktuelle situation på mit loftsrum.

Flot budget. Der ikke hænger sammen
Min far har ellers hjulpet mig med at lave et fint budget. Altså, budgettet i sig selv er ikke særlig fint - kun hvis yndlingsfarven er postkasserød. Men det er sat flot op i Excel-rammer, og sidst jeg havde en så organiseret oversigt at leve efter, var da jeg flyttede hjemmefra. Der var det også min far, der havde været på banen og fået de små tissemyre-tal til at stemme overens, så jeg havde råd til at sidde i verdens mindste andelslejlighed. Her tyve år senere, kan jeg tydeligvis stadig ikke finde ud af det med tal og budgetter, og det bliver ikke bedre af, at der i denne omgang ikke er noget, der stemmer overens nogen steder.

For ikke nok med at lejepriserne i L.A. er himmelhøje (og nope, jeg har stadig ikke noget at bo i) – der er også en milliard ekstra udgifter, hvor sundhedsforsikring er en af de helt store poster. Når jeg ikke lige har et fikst og velbetalt job, der dækker den slags som en del af lønnen, står jeg nemlig selv med hele fornøjelsen. Det er virkelig noget, der æder af opsparingen (som jeg så pænt har vænnet mig til at kalde mit lån), og det æder hurtigt. Måned for måned kan selv jeg og min manglende tal-forståelse afkode budgettets barske forudsigelser om, hvordan den økonomiske bundlinje skrider stille og roligt.

LÆS OGSÅ: Derfor flytter jeg til Los Angeles med mine to børn

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til de usammenhængende tal. For det meste lykkedes det mig at slå tilpas meget hen til, at jeg kan tænke, at jeg trods alt har lidt startkapital, og at det hele nok skal. Jeg må og skal bare få det op at køre. Og for det meste tror jeg på, at det kan lade sig gøre. Men det er godt nok lidt af et projekt, jeg har gang i her, og hvor kan jeg føle mig ene og alene med al praktikken. Javel og jotak, der er en ex-mand, som glæder sig til at få sine børn tilbage til USA, men jeg tror nu ikke, at han glæder sig synderligt til at dele hjemstavn med mig igen. Der har i hvert fald været langt mindre opbakning og assistance, end jeg havde regnet med, både når det gælder økonomi og den tre sider lange to-do-liste.

I disse oprydningstider er det ikke en fordel at have en syv kasser stor samling af julepynt, som det er umuligt at skille sig af med.

Skrøbelig Pippi eller tyk, lille korkprop
Mange af mine nære veninder synes, det er det glade vanvid, jeg har gang i. De er bange for, hvor det ender, og om jeg kan klare at stå solo med hele hurlumhejet derovre. Ikke mindst er de bekymret for de psykiske udfordringer, jeg helt sikkert vil stå over for, når jeg for alvor skal face, at min ex-mand har skabt et nyt og lykkeligt liv med sin kæreste og snart sammenbragte børn.

På mange måder har de ret. Det er et sats, det her, og jeg er skrøbelig, selvom jeg glimtvis kan lade som om, jeg er totalt Pippi-stærk og har styr på det hele. Omvendt kan jeg mærke en kampgejst og stædighed, jeg sjældent har kendt. Jeg skal bare klare det på den ene eller anden måde. Skal, skal, skal. Det kan godt være, jeg kun kan få det til at løbe rundt i et lille år eller at jeg, worst case, finder ud af, at det er umuligt for mig rent følelsesmæssigt at blive derovre, men så har jeg i det mindste prøvet. Nu har jeg gået rundt herhjemme i snart fire år og tænkt på at flytte tilbage. Men jeg har ikke turde og har ikke været modnet nok.

Forleden kaldte en ven mig for en lille, tyk korkprop. Normalt ville jeg være blevet smækfornærmet, for tyk bryder de færreste sig om at blive kaldt, og lille er heller ikke en betegnelse, der vækker jubel hos en, som altid har drømt om at være bare lidt højere end 1.65. Men nu blev jeg faktisk ret glad for beskrivelsen, der blev efterfuldt af forklaringen: "Du skal nok klare det. Du flyder ovenpå, det gør du altid." Selvom det ikke er helt rigtigt, og der er masser af gange, jeg er røget til bunds, var det virkelig rart at høre, at der endelig er en, der ikke tvivler så meget på mig.

LÆS OGSÅ: Derfor bør du tegne en skilsmisseforsikring

Klenodier og kaos
Korkprop-sammenligningen kom ekstra belejligt, fordi jeg på ingen måder føler mig supersej lige nu. Udover det udfordrende budget er der er så mange løse ender, når vi lander derovre, og værst af alt, er min lejlighed herhjemme endnu ikke lejet ud. Til gengæld sejler den i et virvar af rod og underlige systemer. Mit klædeskab er inddelt i kasser, der indeholder ting, der skal organiseres yderligere (dem er der mange af), ting, der måske skal med og ting, der måske skal smides ud. Under min seng bor sække af tøj, som jeg har sorteret for så lang tid siden, at jeg slet ikke kan huske, hvad der skal hvad, og bogreolen står halvtom, fordi jeg en sen nattetime gik i gang med at muge ud i den, men aldrig rigtigt kom videre. I hjørnet af stuen står en stor, sort kasse, hvor jeg smider de mærkeligste smådimser ned, jeg gerne vil have med til USA, og alle dem, der har kastet et glimt ned i kassen, kan ikke lade være med at kommentere på mit tilsyneladende tilfældige udvalg af theskeer, lysetager, flødekander, æsker i alle farver og Royal Copenhagen skåle. Jaja, det kan godt være det hele kan fås i en eller anden form derovre, men jeg forestiller mig, at jeg bliver glad for gensynet med netop disse nøje udvalgte klenodier, når jeg sidder i en lejlighed med IKEA-møbler overalt.

Udvalget af dimser og klenodier, der skal skabe hjemlig hygge i L.A.

Her i weekenden kommer min søde søster heldigvis og hjælper mig med at få pakket ordentligt ned, lagt ting til side, der skal med på rejsen og i særdeleshed få organiseret loftsrummet, så der er plads til alt det overskydende, der udgør mig og mine unger her i lejligheden. Planen er, at der derefter bare skal stå en møbleret lejlighed tilbage, og de seks kufferter så småt skal til at pakkes.
Nu kan jeg ikke engang længere sige, at der er en måned eller flere til, vi rejser. Fra nu af kan jeg nærmest kun tælle dage.

LÆS OGSÅ: Lisbeth droppede sit karrierejob og købte en enkeltbillet til den indiske slum

LÆS OGSÅ: 8 ting du kan lære af dine venners skilsmisse

LÆS OGSÅ: 10 ønsker, jeg vil opfylde, nu da jeg er skilt