Tidligere ung hjemløs: ”Jeg ved ikke, hvad fanden jeg vil med mit liv”

Rikke Prelle har grønne øjne og sorte tatoveringer på halsen.

På den ene side rager en stor kongekrone næsten op til øret.

På den anden side står der "Prelle" med store gotiske bogstaver.

- Før jeg kom her var mit liv helt fucked up, siger hun og læner sig frem i sofaen på Hellebro, et værested for unge hjemløse og udsatte i Sydhavnen i København.

- Jeg føler mig tryg, når jeg kommer herop. Når jeg kommer ind ad døren, så ved jeg bare: Det hele skal nok gå.

Svært ved at finde fast adresse
Rikke Prelle er 21 år og tidligere hjemløs. Hun er vokset op hos sin far, som er bygningsmaler, og som allerede i barndomsårene havde svært ved at overskue at have hende og lillesøsteren boende i hjemmet i Aarhus.

- Jeg var altid den sidste, der blev hentet fra fritidshjemmet. Nogle gange blev jeg slet ikke hentet, og så skulle jeg gå hjem, siger Prelle, der endte med at blive frivilligt anbragt på et opholdssted som 11-årig, efter at kommunen havde truet med at tvangsfjerne hende.

Siden da har hun boet på mange forskellige opholdssteder i Jylland og begyndte allerede som 12-årig at færdes i kriminelle kredse i Aarhus.

- Da jeg blev 18, lavede jeg noget lort, som gjorde, at jeg blev varetægtsfængslet, siger Prelle og fortæller om en episode, hvor hun truede én af beboerne på et opholdssted med en kniv.

- Det slog bare klik for mig.

Resultatet var varetægtsfængsling i 42 dage, og da hun kom ud, var der "lukket ved alle kasser".

- Da jeg sad inde i arresten, kom der en kvinde og sagde til mig: "Vi skal finde ud af, hvad der skal ske, når du bliver løsladt." Jeg tænkte: Skal jeg ikke bare tilbage til opholdsstedet? Men de ville ikke have noget med mig at gøre, siger Prelle, der på det tidspunkt var blevet myndig.

For to år siden valgte hun derfor at flytte til København for at starte på en frisk og boede i begyndelsen hos kæresten Jasmina.

- Jeg har været sammen med min dame i to år on and off, og der har været nogle gange, hvor vi er gået fra hinanden, hvor jeg ikke rigtig har haft et sted at bo. Der har jeg bare smidt det hele på gulvet og sagt: Ved du hvad, så kan det hele også være ligemeget.

I de tilfælde har hun sovet på venners sofaer og enkelte gange har hun lagt sig til at sove i tilfældige opgange rundt i byen.

- Men når man har sovet på en vens sofa i en uge, så kan deres forældre godt sige: "Argh, nu er det måske lige i overkanten." Og man vil jo helst ikke presse sig på.

LÆS OGSÅ: Hjemløse bliver hyret til at ligge i kø efter sneakers

Kan ikke tage hjem
I dag bor Rikke Prelle på Vesterbo i et lille klubværelse i en lejlighed med tre drenge. Lejligheden er okay, siger hun, men gulvet er skævt, og der er ret uhygiejnisk. Hun fik værelset gennem Kofoeds Kælder, som er et kontaktsted for unge hjemløse i København. Det koster 1.800 kr. om måneden, så det løber lige rundt på kontanthjælp, men pengene slipper hurtigt op, fortæller Prelle. Hun regner med at flytte igen om et par måneder, fordi hun har fået et nyt tilbud gennem Kofoeds Kælder om at bo i et større hus med andre udsatte unge, hvor der vil være en pædagog tilknyttet.

- Jeg vænnet mig til det der med, at jeg tager, hvad jeg kan få. Jeg kan ikke sige: "Jeg vil gerne have en lejlighed ude ved Strandvejen" eller: "Jeg vil gerne have et værelse, hvor gulvet er lige." Jeg må bare tage, hvad jeg får tilbudt.

Hun bryder sig ikke om de traditionelle herberg for hjemløse, der findes i København, siger hun. Der er for mange stoffer, og tonen er hård.

- Jeg er vokset op med aftensmad kl. seks. Jeg havde en god barndom. Jeg er godt opdraget. Når man kommer på herberg, er det noget helt andet. Det er en helt anden verden for mig. Jeg kan ikke rigtig forholde mig til det.

Kan du ikke tage hjem til din far, hvis det virkelig brænder på?

- Det kan jeg ikke. Men det er også det problem, jeg tror, de fleste unge hjemløse har. Man sidder og håber på, at ens forældre selvfølgelig vil lukke én ind, men der kan være sket nogle ting, der gør, at det ikke er muligt. Og hvor fanden skal man så gå hen?

Rikke Prelle fortæller, at det blandt andet har påvirket hendes mulighed for at søge kontanthjælp og hendes mulighed for at flytte tilbage til Aarhus, at hun har haft svært ved at finde fast adresse i København.

- Jeg synes ikke altid, at man bliver taget seriøst, når man står og siger: Hør her, jeg har faktisk brug for en akut bolig, siger hun.

- Det er jo ikke så nemt bare lige at finde en adresse.

Fik praktikplads på Hellebro
Derfor er Rikke Prelle glad for at have adgang til et sted som Hellebro, som har åbent til kl. 22, og hvor der er mulighed for at se film, spille musik, tage et bad eller få et måltid mad.

- Hvis man har brug for at tage lidt væk, så kan man komme herop. Der er folk i samme situation. Vi er som en familie, siger Prelle, der ser ud til at være vellidt på Hellebro, hvor hun går afslappet rundt i et Lacoste-joggingssæt og skænker kaffe med Nike-sko på fødderne. Her bliver hun kaldt "skat" af personalet og hilser på mange af de andre unge, vi møder på gangen, i computerrummet eller i køkkenet.

Tanken bag Hellebro er, at hjemløse og udsatte unge i aldersgruppen 18 til 29 år, selv kan række ud til én af de omkring 20 frivillige, der driver stedet, når de er klar til det og for eksempel ønsker hjælp til at søge ind på en uddannelse eller finde et arbejde.

Det drog Rikke Prelle nytte af for et halvt års tid siden, da hun havde fodlænke på og manglede en praktikplads, fortæller hun.

- Hvis ikke det var for Hellebro, så havde jeg siddet inde. For så havde jeg ikke haft en beskæftigelse, og så havde jeg ikke kunne nå at finde en praktikplads, siger Prelle, der kom i praktik på Hellebro, hvor hun fik ansvaret for musikrummet.

Hellebro samarbejder også med organisationer som High:five, der hjælper unge i alderen 15-30 år med kriminelle baggrunde ind på arbejdsmarkedet.

- Jeg har gået i lang tid og tænkt: Jeg kan ikke blive til noget. Jeg har en plettet straffeattest, og jeg har tusser på halsen. Men så fortalte de mig om High:five, og så kontaktede vi dem.

Hun fik en læreplads som bygningsmaler – ligesom sin far – men holdt kun ud i to måneder, fordi det var svært at overskue hverdagen og stå tidligt op.

- Jeg ved ikke, hvad fanden jeg vil med mit liv. Jeg har gået forvirret rundt og ikke haft nogen plan. Så det der med pludselig at skulle stå op kl. 5 om morgenen, det var hårdt. Jeg holdt til det i to måneder og til sidst kunne jeg ikke klare det mere.

LÆS OGSÅ: Heidi mistede sit hjem: ”Alle kan blive hjemløse”

Svært at overskue fremtiden
Og når man spørger Rikke Prelle, hvad planen egentlig er for fremtiden– om hun vil tilbage til skolen eller vil søge fast arbejde eller noget helt tredje – så ved hun det ikke rigtig. Hun har aldrig været god til at skole, siger hun, så hun tager det én dag ad gangen.

- Jeg har boet på opholdssteder så mange år, hvor der har været struktur, så det der med at skulle stå på egne ben, som jeg har gjort længe, det kan godt være hårdt en gang imellem.

I øjeblikket venter hun på en udredning fra et behandlingssted, der tilbyder hjælp til unge, som er psykologisk udfordrede. Hun har nemlig haft mange "mærkelige tanker", siden hendes mor døde for tre år siden, siger hun.

- Jeg er meget impulsiv, og jeg har mange humørsvingninger, og hele min familie bor i Jylland, og jeg bor herovre og sidder og tænker, om der sker min familie noget og den slags.

- Lige nu tager jeg det bare en dag ad gangen.

Rapper om systemet
Men så er der musikken. Rikke Prelle er nemlig rapper, og det er som om, at de mærkelige tanker forsvinder, når hun skriver sine tekster. I øjeblikket har hun over 100.000 visninger til sangen "Lytter til mig selv," som hun lagde på YouTube i foråret.

I omkvædet synger hun: "De sagde, at jeg skulle tro på systemet. Men det er svært, når det er dem, der er problemet."

Rikke Prelle føler sig nemlig svigtet af systemet. Når hun har boet på opholdssteder eller har søgt hjælp hos kommunen, har hun ofte følt, at hun bare var et nummer i rækken.

- Jeg har været i systemet i mange år, og jeg har ofte tænkt: Det her er ikke for at hjælpe mig. Det er bare noget, du skal sige. Det er noget, du har fra en eller anden bog af.

Her er musikken med til at give afløb for frustrationerne. Og så gør den det nemmere at håndtere savnet til sin mor.

- Jeg lærte først min mor at kende, da jeg var syv år gammel. Jeg vidste slet ikke, at hun eksisterede, for min mor var misbruger. Hun var meget syg til sidst. Jeg mener, at lægerne sagde, at der var gået hul på hjerteklappen, siger Prelle.

- Inden hun døde lovede jeg hende, at jeg ville blive ved med at lave musik. Uanset hvad. Og det har hjulpet mig.

- Når jeg har haft det skidt, så har jeg kunne sætte mig ned og skrive mine følelser ned på papir i stedet for at slå ind i en væg eller gå ud og slå på folk.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være hjemløs

LÆS OGSÅ: Anne Mette Beckmann: Frustrerende at være hjemløs

LÆS OGSÅ: Hjemløse læser onde tweets om sig selv