27-årige Stine har Asperger: Jeg har aldrig lært at bearbejde følelser

I september sidste år tog 10 danskere til Norge med hver deres kamera under armen for at teste deres egne grænser på landsdækkende tv i programmet "Alene i Vildmarken". Deltagerne skulle leve alene i den barske natur med kun få remedier og en kameradagbog. Langt de fleste af dem tog hjem indenfor den første uge på grund af hjemve. Men Stine nød ensomheden.

Hun tog kun hjem fordi, der ikke var mad nok. Ikke fordi, hun savnede familien. For Stine har Asperger, hvilket betyder, at hun ikke har samme behov som andre for at være social, og det kræver meget energi af hende. Det betyder også, at hun skal være ekstra opmærksom på at tage hensyn til andre mennesker, og at selv de små ting i hverdagen skal have en dybere mening.

– Jeg sover ikke på samme måde som jer andre, og har i mange år lidt af søvnløshed. Jeg spiser heller ikke på samme måde eller går på toilettet. For jeg har ikke brug for at spise, men jeg gør det, fordi jeg skal. Jeg skal også huske mig selv på at gå på toilettet, siger Stine.

Det er ikke usædvanligt, at folk med Asperger har en tendens til at snakke med en gammelklog udtale eller i en underlig, høj melodi. For Stines vedkommende er det kun den stærke nordjyske dialekt, der bemærkes.

– Jeg kan hyper-koncentrere mig. Men alt skal have en dybere mening, for at jeg gør det. Og når det giver mening, fordyber jeg mig. Så kan jeg koncentrere mig i 18 timer af gangen uden at gå på toilet og uden at drikke eller spise. Jeg har ikke behov for at være andre steder end lige dér, siger hun.

Stine maler på et fiktivt lærred med sine hænder ud i luften. For det er især, når hun maler, at hun glemmer alt om tid og sted. Hun bruger generelt meget gestikulation, når hun forklarer. Og blikket viger aldrig fra ens øjne.

LÆS OGSÅ: 27-årige Marias sværeste overvejelse: Skal jeg være ægdonor?

– Når jeg sætter mig noget for, bliver jeg helt manisk. Så er jeg konstant på google, finder videoer og skal have bevis for alt. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan udforske det her på et mentale niveau og på et fysisk plan, så det hele går op i en højere enhed, så jeg kan få det helt tæt på mig. Jeg ser også mig selv blive for opslugt nogle gange, men jeg kan ikke styre det. Det er ikke noget, jeg selv bestemmer, siger Stine.

Hun ser også verden på en anden måde, end de fleste af os. Der er et klart "jeg" og et "jer". Stine ved godt, at hun er anderledes.

– Selvom jeg ikke snakker jeres sprog, ser jeg jer udefra hele tiden. Jeg ser alt, også det usagte og alle signalerne. Jeg har intet filter, jeg tager alt ind og bearbejder alt, siger hun og fortsætter:

– Jeg er også så ærlig, som ingen andre tør at være. Og det er de færreste, der kan klare det. Jeg prøver ikke at være hård, men bare ærlig. Jeg har trænet rigtig meget de sidste par år på at levere tingene på den bedst mulige måde, men det er en læringsproces for mig at servere den her sandhed så delikat som muligt, siger hun.

Det er først indenfor de seneste år, at Stine har lært at forstå Asperger-siden af sig selv.

– Ordene fløj bare ud af mig før, og jeg kunne ikke styre det. Der var så mange følelser bag. Jeg blev også ofte misforstået som barn. For der var aldrig nogen, der har lært mig at bearbejde de helt store følelser. Det var først, da jeg blev sygemeldt med stress for fire år siden, at jeg lærte selvudvikling. Jeg troede, jeg var født, som jeg var, og så måtte jeg bare leve med det," siger hun.

Alting skal give mening

Det er ikke alle med Asperger, der har indlæringsvanskeligheder. Men i Stines tilfælde var det svært for hende at modtage undervisning i folkeskolen, fordi hun ikke kunne give mening til de mange, forskelligartede fag. Og så havde det været nemmere, hvis forældre og lærere allerede dér havde vidst, at hun havde Asperger.

– Det havde gjort, at jeg havde haft en skolegang, hvor jeg ikke altid skulle gå hjem og lære mig selv det hele. For det var i virkeligheden dét, jeg gjorde. Jeg fandt ud af, hvilke sider undervisningen drejede sig om i bogen, og så gik jeg hjem og lærte mig selv det, siger Stine og fortsætter:

– Jeg var den elev, der hele tiden stillede spørgsmålstegn ved alting. Og der var sjældent nogen, der kunne give mig et svar. Det gjorde, at de blev irriterede på mig, og jeg forstyrrede undervisning. Og så blev skolegangen uinteressant. For jeg kunne ikke se en mening med det. Hvis jeg samtidig ikke havde respekt for lærerne, fordi de havde en facon, der ikke tiltalte mig, kunne jeg heller ikke modtage undervisning. Det hele skulle nærmest være perfekt, før jeg kunne modtage viden. Det har gjort mig autodidakt. Jeg lærer mig selv stort set alt, siger hun.

LÆS OGSÅ: Annemette Voss: "Jeg kastede op, fordi jeg simpelthen ikke kunne rumme mere"

Selvom Stine blev dygtig til de ting, der begyndte at give mening, var det utrolig svært for hende at lære sig selv noget, hun aldrig havde hørt om før.

– Det var sindssygt hårdt nogle gange. For hvordan bygger du et skib uden at vide, hvordan du bygger et skib? Sådan havde jeg det rigtig tit. Andre mennesker kan huske noget bare for at huske noget. Jeg bliver nødt til at give mening til det. Der skal være en sammenhæng, siger Stine.

Det var ikke fordi, hun ikke ønskede at lære. Men hvor vi andre ofte kan tvinge os selv igennem en uinteressant eller kedelig opgave, er det selv den dag i dag helt umuligt for Stine.

– Det er en del af Asperger at have rigid tankegang. Når jeg tænker, at jeg ikke kan, så kan jeg ikke. Man kan sjældent tvinge mig til noget, siger hun.

Det værste er smalltalk

Det var ikke kun undervisningen, som var overvældende for Stine. Det sociale drænede hende også for energi, hvilket hurtigt var noget, hun måtte sige fra overfor.

– I folkeskolen var jeg helt udkørt efter et par timer på grund af indtryk. Jeg kunne slet ikke være i det. Så når vi havde fri og skulle i SFO, gik jeg som det første ud på toilettet og græd. Jeg havde et overflod af følelser, og jeg skulle bare have det ud. Det gjorde jeg hver dag i et halvt år, indtil det gik op for mig, at jeg var rigtig ulykkelig, siger Stine og fortsætter:

– Så jeg sagde til mine forældre, at jeg ikke ville gå i SFO mere, men at jeg ville have nøglen til at komme hjem og være alene. Det havde jeg brug for. Så fra jeg var syv år, kørte jeg selv hjem fra skole, siger hun.

I dag har Stine stadig et minimalt behov for at være social, og det er mere end rigeligt for hende at se én ven, én gang om måneden. Det betyder ikke, at hun ikke kan deltage i arrangementer eller gå i byen. Der er bare én ting, hun ikke kan holde ud:

– Smalltalk. Det er ikke fordi, jeg er snobbet, men jeg kan ikke have det. Jeg kan slet ikke være i det. Jeg kan blive helt panisk og leder efter en nødudgang. Derfor foretrækker jeg også at være sammen med ét menneske ad gangen, siger hun.

LÆS OGSÅ: Ulrikke Falch om sin spiseforstyrrelse: "Jeg var ivrig efter at fremstå som syg, fordi jeg var stolt af det"

Stress banede vejen til diagnose

Stine bebrejder ikke sine forældre, at de ikke så, at hun måske var mere end blot "anderledes". Hun har nemlig en storebror, der også krævede ekstra opmærksomhed - især i barndommen. Men de mange år i uvished om diagnosen, lagde et ekstra pres på Stine om at skulle præstere på samme niveau som andre. Det endte ud i en sygemelding med stress i 2013.

– I den sidste tid før jeg bliver sygemeldt, havde jeg tabt 12 kilo og mistet halvdelen af mit hår. Jeg havde konstant sure opstød og begyndende mavesår. Og så kastede jeg bare op pludseligt og uhæmmet, siger Stine og fortsætter:

– Der gik lang tid, før jeg fandt en balance. Jeg havde bare flygtet fra mig selv hele mit liv. Jeg havde altid haft så meget fart på, at jeg aldrig var stoppet op og tænkt på mig selv. Og da det går op for mig, at jeg havde forsømt mig selv så meget, blev jeg enormt ulykkelig. Jeg havde enormt svært ved at leve med det faktum, at jeg havde skadet mig selv så meget, siger hun.

Fordi Stine analyserer alt omkring sig, har hun også altid brugt meget tid på at analysere sig selv. Men det er først, da hun bliver sygemeldt, at hun erkender, at hun ikke selv kan finde alle svar.

– Da jeg bliver sygemeldt med stress, går det op for mig, at jeg skal snakke med nogen. Jeg skal have en forklaring på, hvad der sker oppe i mit hoved. Jeg snakker med flere forskellige, men det er først, da jeg rejser hjem til mine forældre i Nordjylland og kommer i kontakt med en klinisk psykolog, at der endelig er en, der forstår, hvad jeg tumler med, siger Stine og forklarer:

– Han kunne snakke mit sprog. Vi talte, om de problemer jeg oplevede, og det blev hurtigt klart for ham at jeg havde Asperger. Pludselig fik jeg forklaringen på, hvorfor jeg har rendt panden mod muren så mange gange. Det var fordi, jeg prøvede at løse problemerne som andre mennesker gør, men det kan jeg ikke, for min hjerne er bygget anderledes, siger hun.

Det vigtigste for Stine ved at fortælle sin historie er at forklare den udvikling, hun har været igennem, indtil hun fandt Asperger-diagnosen. For det har i sidste ende gjort hende gladere, selvom vejen dertil var hård.

– Jeg har lært meget ved at gå til psykolog. Men jeg har ikke lært nær så meget om mig selv, som jeg har lært om mig selv i forhold til verden. For i takt med at jeg er så ærlig og analyser alt, så analyser jeg også mig selv. Jeg er også ærlig med mig selv. Så jeg har altid været min egen psykolog, men jeg har bare ikke kunne finde ud af at løse de mere seriøse problemer. Det har faktisk holdt mig nede hele mit liv. Indtil nu.

De ti mænd og kvinder, der deltog i programmet ”Alene i vildmarken” på DR3. Stine havde forinden planlagt en lignende tur selv, men da hun læste om programmet, tænkte hun, at det var en god mulighed for at dele sit eventyr og erfaring med andre.