Guide til billedvæg i stuen
SPONSORERET indhold

Guide: Sådan får du den perfekte billedvæg

Undgå at bore forkert, når du vil lave en billedvæg. Her får du hemmeligheden bag en vellykket gallerivæg - eller salonophængning som den blev kaldt, da den opstod i Paris i slutningen af 1700-tallet.

Af:: Mi Skjold brix Foto: Mi Skjold Brix
16. mar. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Guide til billedvæg i stuen

Billedvæggen har været et hit i mange sæsoner og er en god måde at tilføje lidt spræl og personlighed til din indretning. Men har du styr på, hvordan du nemmest laver den perfekte billedvæg uden at bruge væggen som forsøgskanin først?

Det har vi.

For der findes nemlig tre generelle mål for placeringen af dine billeder på din væg, som sikrer dig et flot og harmonisk udtryk. De tre mål angiver hvor højt på væggen, dine billeder skal hænge (a), hvor stor afstanden mellem rammerne skal være (b), og hvor tæt på et eventuelt møbel, dine billeder må hænge (c).

Billedvæg
Grafik: Mi Skjold Brix

Målene stammer fra den populære, trendsættende boligblog Apartment Therapy, og er en stor hjælp for de af os, der ikke lige kan sjusse os frem til, hvordan sådan en såkaldt salonophængning bliver vellykket – i hvert fald ikke uden at væggen først bliver gennempiercet som en anden voodoodukke.

Mellem væg og første billede skal være ca. halvanden meter og mellem de forskellige rammer, skal der være knap 8 til 15 centimeter. Skal dine rammer hænge i nærheden af et møbel - eksempelvis en kommode som på tegningen, så sørg for, at der er mellem ca. 15 og 20 centimeter fra kanten af rammen til møblet. 

Husk at bruge avis og gulv, når du laver en billedvæg

Ud over hammer og søm får du også brug for en avis og dit gulv. Det forklarer boligredaktør på ALT for damerne og chefredaktør på ALT Interiør, Nicola Kragh Riis.

- Inden du borer en masse huller i væggen, skal du lægge dine billeder på gulvet og finde ud af, hvad der passer godt sammen. Her skal du være klar til at 'kill your darlings' (droppe favoritterne, red.), hvis de ikke passer ind, siger hun.

Husk at have de "magiske" mål i mente, når du placerer rammerne. Herefter skal du finde din avis frem.

- Klip stykker af avispapir i samme størrelse som dine billeder, og sæt dem op med malertape på væggen, og flyt så rundt, til du er tilfreds, siger hun.

Et trick er ifølge den garvede boligredaktør at finde et større billede, der fungerer som anker for din ophængning. Når du er tilfreds, så mangler du bare at bore hele samlingen op i den rigtige højde (a), og læne dig tilbage og nyde samlingen af dine yndlingsværker og plakater.

Anbefalet til dig