Stella ejer en swingerklub
SPONSORERET indhold

”Folk tror, det er et sted, hvor alle knalder med alle. Men rolig nu! Du skal stadig kunne score”

34-årige Stella Spælling er medejer af swingerklubben Afrodite Club og tv-aktuel i DR3-programmet ”Samtaler fra swingerklubben”. Her ser vi hende lange madpakker og kram over bardisken, mens hun diskuterer hverdagsproblemerne over en kop kaffe med gæsterne. Hun møder fordomme hver eneste dag, men mener alligevel, at hun har verdens bedste job. Det handler nemlig mere om foreningsliv end sexliv, når hun går på arbejde blandt nøgne mennesker, støn og masser af grin.

Af:: Frederikke Pontoppidan Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen
13. feb. 2017 | Livsstil | ALT.dk

– Da jeg stod i baren, kom der en mand ind, som havde erektion. Han bestilte en vand, og jeg var så koncentreret om at kigge ham i øjnene, at det blev helt kunstigt. Han sagde til mig: "Det er okay, hvis du kigger ned." Og straks faldt mit blik ned, og jeg blev simpelthen så rød i hovedet.

Stella griner højt, mens hun tænker tilbage på sin første officielle arbejdsdag. Siden er hun blevet medejer af swingerklubben Afrodite, der ligger i hjertet af Fyn. Den ejer hun sammen med sin mand Peter, og i dag skal der langt mere til, før farven blusser op i kinderne.

– Skal vi handle sødmælk eller letmælk i dag? Sådan er det nogenlunde for mig at tale med folk om deres sexliv. Jeg tænker ikke over det, siger hun.

Og det samme gælder for de forskellige lyde, der kan komme fra rummene. For selvom swingerklubben er stor, er væggene tynde.

– Det svarer nogenlunde til at arbejde i en børnehave. Til sidst hører du slet ikke støjen. Der er til gengæld nogen, der har mere markant lyd end andre, og dém lægger jeg måske mere mærke til. Men det er altid med et smil på læben. Det sjove er, at når man kender sine gæster godt, kan man høre, hvor i klubben de er. Og når man kender dem rigtig godt, kan man også høre, hvad de er i gang med, siger Stella.

Oftest er det langt mere almindelige ting, der får hende til at løfte øjenbrynene.

– Jeg tænker faktisk mere over det, når de kommer ind med tøj på. Det er også det, der er så fantastisk. For vi får både besøg af direktøren, bankrådgiveren, social- og sundhedshjælperen og skraldemanden, men lige så snart, de har smidt tøjet, kan jeg ikke se deres erhverv, eller hvilken bil de ejer på parkeringspladsen. Når vi får tøjet af, er vi i store træk ens, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Ingen sex på første date" – og 13 andre datingråd fra min farmor

Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen. Stella har ejet Afrodite Club sammen med sin mand, Peter, siden 2012. Inden da læste hun til pædagog, men besluttede sig for at skifte livsbane, da hun følte, at hun manglede mere tid i institutionerne med det enkelte barn. 

"Det er sådan et sted, hvor alle knalder med alle"
Stella kalder kun Afrodite Club for sit arbejde, når hun skal beskrive den for andre. I virkeligheden er det en livsstil. Og hun er meget bevidst om, at det ikke er alle mennesker, der forstår den.

– Der er mange, der siger: "Jeg troede, det var sådan et sted, hvor alle knalder med alle". Men rolig nu, det er det slet ikke. Du skal altså kunne score. Det er stadig de gamle dyder, der er i spil. Nogle tror også, at det er et mørkt sted med kæder og kors på væggene, og så kan jeg da godt forstå, at man har fordomme omkring det. Så vil jeg da heller ikke være her, siger Stella og griner.

Efter fem år i Afrodite har Stella mange oplevelser og samtaler med gæsterne i bagagen. Det giver også en bred forståelse for, hvorfor de forskellige vælger at besøge Afrodite Club.

 

Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen. Der er mange forskellige rum i Afrodite, hvor der enten er plads til flere eller til tosomhed. Fællesrummet med chesterfieldsofaerne er både til afslapning og fysiske aktiviteter.

LÆS OGSÅ: "Jeg skyede berøring og var kun indstillet på sex, hvis jeg var utrolig fuld"

– For mange er det som at bestille en pizza. Du gider ikke bestille en nr. 8 med ananas og skinke hver gang. Og når man har dyrket sex med ens partner igennem tyve år, kender man jo rutinen og hver en centimeter mere end noget andet. Så trænger man måske til noget nyt og lidt krydderi i sexlivet, siger Stella.

Generelt er der lige så mange par, som singler, der besøger Afrodite Club.

– Ofte har mændene det sådan, at kvinden ikke skal være sammen med en anden mand, og derfor vælger de en ekstra kvinde. Men som tiden går, vil kvinden i forholdet måske gerne have endnu en mand med. Og så bliver det jo spændende at se, om de stopper dér eller fortsætter udviklingen. Men de fortsætter som regel.

– Der er også nogle, der lever i en familie, hvor det kun er den ene part, der går i swingerklub. Og der er ikke en sjæl, der ved det. Her er det ikke fordi, de ikke elsker deres familie og den partner, de lever med, men de har brug for det, og det er en del af deres liv, som de måske på et tidspunkt troede, at de kunne frasige sig, siger hun.

Hvis man går i swingerklub, er det vigtigt at turde starte samtaler, byde ind og være nysgerrig på andre mennesker. Derfor har Stella har også observeret, at swingere oftest er meget åbne mennesker med et stort socialt overskud.

– Det handler ikke så meget om sexdelen. Swingere får flirten, og de fleste må oven i købet gå hele linjen ud, selvom de er i et forhold. Så det handler om at være byttedyr og jæger. Men man kommer selvfølgelig også, fordi man har nogle fantasier, man ønsker at udleve. Swingersex har ikke så meget med kærlighed at gøre udover til den partner, man tager med herned, siger Stella.

Service er essentielt
Stella har ikke sin åbenhed fra fremmede. Begge forældre var frie omkring kroppen, og hun har altid kunne tale med sin familie omkring sex. Derhjemme var intet for pinligt, anderledes eller tabubelagt. Men faktisk har sex intet at gøre med, hvorfor Stella arbejder i Afrodite.

– Når jeg åbner døren, ser jeg glade mennesker. Og når jeg lukker døren om aftenen, ser jeg trætte, men stadig glade, mennesker. Det kan godt være, at Afrodite Club giver meget til deres gæster, men de giver lige så meget igen til os som værter, siger hun.

Og Stella giver netop meget af sig selv på arbejdet. I programmet ser vi hende lave madpakker til nogle af sine gæster, og hun ved altid, hvilken nøgle de foretrækker i garderoben. Hun har også et par, der foretrækker laklagen og nogle, der skal have et ekstra håndklæde. Hun har sågar en gæst, der får serveret en kold Classic-øl i spaen hver eneste gang, han kommer forbi. Stella kender de flestes rutiner.

LÆS OGSÅ: Christina havde menstruation i 14 dage i træk: "Det var helt galt. Men ingen vidste, hvad årsagen var"


Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen. "Vi har dem, der hedder par nr. syv, fordi de altid får nøgle nr. syv. Vi har også nøgle nr. 14, som er en delenøgle. Det er to, der kender hinanden, men som ikke swinger på samme dag," siger Stella.

– Jeg har engang været tjener et sted, hvor maden ikke altid var i top, og dugen var lidt halvkrøllet. Her lærte jeg utrolig meget om kundeservice. Får du et smil og kan mærke, at tjeneren gør alt det, de kan, for at give dig en god oplevelse, så gør det faktisk ikke så meget, at bøffen var lettere gennemstegt i stedet for medium. Og den erfaring har jeg taget med mig. Så jeg bestræber mig altid på at give mine gæster det største smil og bedste service, uanset hvad aftenen bringer, siger hun.

Afrodite Club er en stor del af Stellas liv, og hun engagerer sig i hver enkelt gæst, der træder ind ad døren. Har en af dem en dårlig dag, tager hun dem til side til en snak bag kulisserne.

– Det er jo en tillidserklæring, når folk fortæller mig noget om deres privatliv, og det skal løftes med et vis ansvar. Det er et super positivt miljø, hvor folk er glade, men nogle gange går tingene ikke, som de skal på jobbet eller hjemmefronten. Og jeg kan hurtigt mærke på folk, når noget er i vejen. Der er jeg ikke bleg for at spørge, om de er okay.

– Det er ofte økonomi, der er allermest privat for folk, når de er i sådan et miljø. Ellers er resten noget, vi kan tale om, siger Stella.

Swingning er venskaber og næstekærlighed
Selvom Stella udmærket ved, at swingermiljøet langt fra er for alle, synes hun alligevel, at det er mærkeligt, at der er så mange fordomme forbundet med det. Det var også grunden til, at hun valgte at deltage i DR-programmet "Samtaler fra swingerklubben", selvom hun værner meget om diskretionen i Afrodite Club.

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Badehotellet: "Det er nærmest magisk at møde mennesker, der får en til at føle, at man er en rigtig god udgave af sig selv"

Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen. Langt de fleste starter ud med en kop kaffe ved langbordet, hvor de vender løst og fast. Her ser de også hinanden an, for der skal scores og flirtes, før sex overhovedet kommer på tale.

– Da DR3 sagde, at programmet ikke handlede om at blæse kønsdelene fuldstændig ud gennem æteren, ville jeg gerne være med. For man kunne godt vise det meget råt, men det er bare ikke sådan, det er i Afrodite. Det er sex ja, men det tror jeg godt, at folk ved. Det vigtigste for mig at vise er, at swingning også er venskaber på kryds og tværs, respekt, kærlighed til din næste og indlevelse i andre mennesker.

– Jeg håber også, at jeg bare rykker lidt ved folks holdning, så de opdager, at vi ikke er nogen stygge mennesker, siger Stella.

Du kan se "Samtaler fra swingerklubben" på DR's hjemmeside nu.

 

LÆS OGSÅ: Danske Michaela på 19 år lever af at spille Counter-Strike på Costa del Sol

LÆS OGSÅ: "Min hund Molly kan nogle ret gode tricks. F.eks. knurrer og gør hun, når jeg siger 'Ekstra Bladet' til hende"