”Jeg fik åndenød og mærkede et pres i brystet, som om der stod én på min brystkasse”

P4 med en vigtig meddelelse til alle trafikanter på E47 sydmotorvejen i nordgående retning: En ambulance er på vej til Rigshospitalet med en hjertepatient. Alle trafikanter bedes trække ind til siden.

Søndag eftermiddag, 12. december 2010. Udenfor daler sneen, og rundt­om i de små hjem tændes det tredje lys i adventskransen, mens julemelodierne strømmer ud af radioen. Hjemme hos Gittes forældre er der julefred. Endnu aner de ikke, at den alvorlige trafikmelding gælder deres datter.

LÆS OGSÅ: "Da jeg så ham hive Andreas op af vandet, vidste jeg, at alting var forbi"

Fire timers søvn

Der er blevet løbet stærkt hjemme hos Gitte og Flemming de seneste år. Flemming driver en vognmandsforretning og har lange arbejdsdage på landevejene og med reparationer af lastbiler. Gitte står for børn, husholdning, hjem og have. Plus sit job som tandklinikassistent, vognmandsforretningens regnskaber, parrets 14 udlejningsboliger og en plads i skolebestyrelsen. Børnene tæller Linea og Matilde på 16 år, Signe på 12 og Emilia og Andreas på fire. Der er skole, legeaftaler, gymnastik, kor, ridning, hest, svømning og pigernes fritidsjob. Familien bor på Møn med få busforbindelser, så Gitte transporterer børn mange gange i døgnet. Når køkkenet er ryddet, og de små lagt i seng, sætter Gitte sig med regnskaberne, og ofte bliver det ikke til mere end fire timers søvn.

– Alle sagde, at nu skulle jeg til at slappe lidt af. Og ja, det skulle jeg, siger Gitte.
– Men hverdagen skulle fungere. Der skulle vaskes tøj, laves mad, købes ind, laves lektier. Det var nu engang vores vilkår.

Ild i brystet

Gitte puster de tre lys i adventskransen ud, siger farvel til Flemming, som skal på arbejde, og tager Matilde og Signe med til et udsalg af rideudstyr. Mens de kigger på ridebukser, bliver Gitte dårlig.

– Jeg fik åndenød og mærkede et pres i brystet, som om der stod én på min brystkasse, fortæller Gitte, som finder en stol at synke ned på. Hun er forskrækket, for symptomerne er kommet ud af det blå.

Ubehaget går ikke over, tværtimod bliver det værre.

– Det var som en ildebrand i mit bryst, som strålede ud i begge armene, og samtidig følte jeg, at min brystkasse blev mast, husker Gitte.

Hun vil ikke gøre pigerne urolige og siger blot, at nu skal de hjemad, mens hun betaler for et par ridebukser.

På vej hjem kan Gitte godt fornemme, at det her ikke er godt. Smerterne er konstante.

– Jeg har været på en del førstehjælpskurser og kendte symptomerne: Det var en blodprop. Men jeg kunne bare ikke tro det, for jeg var 39, røg ikke, var i god fysisk form og drak ikke, siger hun.

Fra bilen ringer hun til sin far, selv om hun burde have slået alarm til 112. Gittes far mener, at hun skal ringe til lægevagten.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, at jeg havde røbet min hemmelighed”

Alene tilbage

Hjertet hamrer af sted. Gitte bladrer i vejviseren, men kan ikke finde nummeret til lægevagten, og panikfølelsen breder sig. Men det må ikke blive dramatisk, for børnene skal ikke blive bange, tænker Gitte.

Hun lægger sig på sofaen og får omsider fat i lægevagten, som beder hende ringe 112. Fra alarmcentralen får hun at vide, at der er en ambulance tæt på.
– Og så lagde han på! siger Gitte.
– Det var det værste i hele forløbet! Det menneske i den anden ende af røret var min livline; den eneste, jeg havde til at hjælpe mig. Men han sagde bare "Sørg for at holde hovedet højt". Så forsvandt han.

Herefter følger de minutter, som føles som de længste i Gittes liv. Hun er bange og føler sig ekstremt alene.

– Det var op til mig selv at holde mig i live, siger hun.

Gitte ligger på sofaen med en blodprop i hjertet og eneansvaret for fem børn. Vant til morrollen, som hun er, prøver hun at virke rolig, for børnene skal ikke mærke, at der er fare på færde.

– Jeg sagde bare, at jeg var lidt dårlig. Men jeg havde kun ét i tankerne: At jeg skulle holde mig i live. Børnene skulle ikke se mig dø, siger hun.

Hun samler sig om at trække vejret helt ned i maven, så kroppen får ilt. Sender Linea ovenpå med de små, og Signe ud på vejen, så hun kan vinke ambulancen ind. Det kan spare afgørende sekunder, husker Gitte fra diverse førstehjælpskurser. Samtidig får hun dirigeret Matilde rundt efter taske, hårelastik, mobiloplader, deodorant og mascara.

– Hvorfor det lige skulle være de ting, aner jeg ikke, og hvad pigerne må have tænkt, ved jeg heller ikke. Jeg koncentrerede mig kun om min vejrtrækning.

Mor og far i chok

Omsider ankommer ambulancen, og redningsfolkene rykker ind med deres tasker og udstyr.

– Jeg kan huske, at jeg var flov over, at der lå tre-fire maskinfulde rent vasketøj på køkkenbordet, siger Gitte, som får smertestillende og bliver støttet ud til ambulancen, hvor hun kommer op på en båre.

Ambulancen kører af sted med kurs mod Rigshospitalet 129 kilometer væk. På førstesalen står Linea med sine to søskende, som græder. I indkørslen står Matilde, Signe og Flemming, som er kommet hjem – tavse og intetanende om, hvor alvorlig situationen er.

Gitte ligger på intensiv en uge, før lægerne finder spor efter en blodprop i hjertet, og alle, der kender hende, måber ved den diagnose.

– Min mor og far fik et chok. Jeg var jo deres barn. En blodprop?! siger Gitte, som også selv har svært ved at fatte det.

– Det var ikke rart at få at vide. Omvendt var det godt at få afklaret, hvad der var sket. Men ingen kunne sige hvorfor. Stress, formodentlig, efter at jeg havde kørt i femte gear i mange år. Kroppen sagde fra.

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”

Sad og helede

Gitte bliver udskrevet, men er fortsat sygemeldt og sover meget af tiden væk.

– Det var nyt for mig at have så meget tid. Det var næsten, som om kroppen havde givet mig en tiltrængt pause. Jeg samlede kræfter, forklarer hun.

Samtidig kommer hun med i en samtalegruppe for hjertepatienter, og her er hun med sine 39 år den yngste.

– Alligevel var det godt at dele sine tanker med andre, der havde været igennem det samme. Det hjalp mig til at få bearbejdet den følelsesmæssige reaktion: "Hvorfor lige mig? Jeg kunne have været død", forklarer Gitte, som efter sin sygeorlov siger op på tandklinikken. Patienterne kræver hendes omsorg, men hun kan ikke fremvise et menneskeligt overskud, hun ikke har. I stedet får hun job i en maskinforretning.

– Her sad jeg og helede. Jeg kunne fordybe mig i regnskaberne og skulle ikke møde en masse mennesker. Det gjorde mig godt, og efter et års tid var jeg klar til tandklinikken igen, siger hun.

I dag kører livet og hverdagene videre, men ikke i samme tempo som tidligere, og Gitte skal tage hjertemedicin resten af sit liv.

– Det er vigtigt for mig at understrege, at det her ikke er nogens skyld. Det var bare sådan. Vores liv. Vores vilkår. Når man står i det, ranker man ryggen, for det skal jo gå, siger Gitte.

– Men jeg er blevet bedre til at mærke efter, få min søvn og tage mig tid til haven, som giver ro og overskud, og jeg går ikke og er bange. Men jeg har instrueret Emilia og Andreas i, hvad de skal gøre, hvis det sker igen: Tast 112. 

LÆS OGSÅ: ”Jeg skyede berøring og var kun indstillet på sex, hvis jeg var utrolig fuld”

LÆS OGSÅ: ”Min kæbe gik i krampe, og jeg kunne ikke stå oprejst”