Malene Lauritsen
SPONSORERET indhold

”Jeg var rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, at jeg havde røbet min hemmelighed”

”SEXMONSTER” brøler Ekstra Bladet i 2007, da en far idømmes seks års fængsel for at have misbrugt sin datter seksuelt. Vi væmmes og skynder os forbi spisesedlen. Men pigen er der stadig, og i dag er hun voksen.

Af:: Mette Møllevang Foto: Lene K.
06. jan. 2017 | Livsstil | Hendes Verden

Fødselsdagsgæsterne sætter sig muntert til bords, og 20-årige Malene anstrenger sig for at smile. Hun er for første gang, siden hun flyttede til København tre år tidligere, tilbage i sin fødeby, Nakskov. Til fest hos kærestens familie. Jo mere hun anstrenger sig, jo værre får hun det. Hun har kvalme, alting sejler, og pludselig kan hun ikke høre noget. Så bliver alt sort. Malene bliver indlagt med voldsomme kramper, som lægerne forsøger at stilne, og hun bliver overført til Rigshospitalet. Får mere medicin og er omtåget, da en kvindelig læge sætter sig på sengekanten og aer hendes arm. "Malene, jeg tror, der er noget, du ikke fortæller os," siger hun. "Du må prøve at hjælpe os ved at fortælle mig, hvad der er sket med dig." Malene krakelerer, og pludselig strømmer ord og tårer ud af hende.

– Gennem hele mit liv havde jeg ventet på, at nogen skulle stille det spørgsmål og se, at jeg havde brug for hjælp. Det var første gang, jeg fortalte, hvad min far havde udsat mig for, fortæller 33-årige Malene Lauritsen i dag.

Hun er netop udkommet med bogen Brev til mor, hvori hun fortæller om overgrebene, om at politianmelde sin egen far og om at arbejde sig fri af fortiden. I dag er hun mor til fire, gift og iværksætter, og bogen er et ønske om endegyldigt at lægge fortiden bag sig. For udenforstående giver den en sjælden mulighed for at forstå, hvilke menneskeskæbner der ligger bag avisernes afskyvækkende overskrifter.

LÆS OGSÅ: “Derfor tog jeg coke, arbejdede som escort og endte i fængsel”

Alene med angsten

På Rigshospitalet forklarer lægen, at der er op til et års ventetid på et behandlingssted for incestofre.

– Det var første gang, ordet incest blev sagt, husker Malene.

– Men jeg følte ikke lettelse. Tværtimod var jeg rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, jeg havde røbet min hemmelighed. Hun bliver udskrevet og tager alene hjem til sin lejlighed, afkræftet af krampeanfald og medicin.

– Det var svært at fatte. Jeg havde netop åbnet mig og fortalt, at min far havde voldtaget mig gennem syv år. Var der ingen, der kunne hjælpe? Jeg følte mig slået i stykker og ønskede, jeg var død, fortæller Malene.

Samme aften får hun et nyt krampeanfald, og kæresten ringer 112. Malene bliver genindlagt og overført til et psykiatrisk hospital, og de følgende døgn svæver hun ind og ud af en trancelignende søvn. Da hun vågner, prøver hun at orientere sig.

– Det var, som om jeg gik rundt i en ond drøm, husker hun.

– Jeg længtes efter et menneske, som lyttede, forstod og ville være der for mig. I stedet var jeg låst inde sammen med personer, det var slået klik for. Jeg gik tilbage på værelset og gemte mig under dynen.

Ingen sex med andre

I sin bog beskriver Malene, hvordan hendes far dagligt misbrugte og voldtog hende og slog og nedgjorde hendes storebror. Han var invalidepensionist og altid hjemme, når Malene kom fra skole. Hendes mor arbejdede fuldtids og tog ekstravagter i weekenderne, så Malene var meget alene med sin far.

– Jeg er selv mor og ved, at man vil give sit liv for sine børn, så hvordan min mor kunne lade det foregå uden at hjælpe mig, er en gåde, siger Malene.

– Vi levede under samme tag i de syv år. Hun kan ikke have undgået at vide, hvad der foregik; hun bad mig endda om at lægge mig ind til far, så han ikke blev sur.

Da Malene var 12, sørgede forældrene for, at hun fik p-piller, og kort efter fastslog hendes far, at hun ikke måtte have sex med andre.

– Der slog det mig: Det er min udvej! Hvis jeg var sammen med andre, ville overgrebene måske stoppe, fortæller Malene, som derfor begyndte at date forskellige fyre.

Hendes strategi fik efterhånden faren til at trække sig, og Malene flyttede hjemmefra som 15-årig, først i Nakskov og senere til København.

LÆS OGSÅ: “Hvis han bare døde, fordi shit happens, så bliver det for alvor meningsløst at leve i sådan en verden”

Higede efter trøst

Efter sit sammenbrud til familiefødselsdagen er Malene indlagt i adskillige uger på psykiatrisk afdeling. Hun er igennem psykologsamtaler og test, uden at det ændrer ved angsten, og en dag beder hun om lov til at gå en tur alene. Hun ender i sin lejlighed, og med ét mærker hun en forandring inde i sig.

– Skammen blev pludselig til vrede; jeg var træt af at være offer! forklarer hun og fortsætter:

– Det kunne ikke være rigtigt, at det var mig, der skulle have det så elendigt. Hvis jeg nogensinde skulle få et normalt liv, måtte min far overtage byrden. Jeg havde jo altid beskyttet ham ved at tie, forklarer hun.

Malene får sin mor overtalt til at køre til København med den begrundelse, at hun har noget vigtigt at fortælle. Moren er fortravlet, da hun ankommer, og Malene får tårer i øjnene. "Far har voldtaget mig. Mange gange. Han sagde, at du ikke ville gå i seng med ham, derfor skulle jeg," får Malene sagt, higende efter sin mors trøstende ord. De kommer ikke. I stedet beder moren Malene om ikke at kontakte politiet, og så kører hun.

– Det var mit livs allerværste dag. Jeg følte mig helt tom; som om alt blev revet ud af mig. Jeg sad bare på køkkengulvet og græd, husker Malene.

Lidt efter lidt vender følelsen af det ultimative svigt sig dog igen til vrede.

– Jeg nægtede at finde mig i mere, og det stod pludselig ekstremt klart for mig, at jeg måtte melde min far.

Ved at kaste op

Malene træffer sit livs mest skelsættende beslutning: Hun melder sin far til Nakskov politi. Politiet tager sagen dybt alvorligt og afhører Malene i dagevis. Hun må i detaljer beskrive, hvordan hun er blevet voldtaget af sin far, og hun er flere gange ved at kaste op.

– Jeg genoplevede det hele: hans alkoholånde og overvægtige krop og at ligge med ryggen til ham, så han undgik at se mit ansigt, fortæller hun.

Selv om det er dybt grænseoverskridende for Malene at sætte ord på overgrebene, nærer hun tillid til den betjent, der afhører hende og leder efterforskningen.

– Han tog mig alvorligt og viste ægte forståelse og var den første, som handlede på det, jeg fortalte, forklarer Malene, som nogle uger efter afhøringerne bliver ringet op af samme betjent. Han fortæller, at politiet har varetægtsfængslet Malenes far.

– Der mærkede jeg et strejf af frihed, siger hun.

– Før var jeg offeret, men nu byttede rollerne, og jeg skulle ikke længere flygte.

LÆS OGSÅ: “En nat så jeg fra mit vindue, at en af naboerne løb efter sine børn med en økse”

Tre timers afhøring

Efterforskningen står på et års tid, og i mellemtiden bliver Malene gravid med sine tvillinger. Da sagen begynder i Østre Landsret, ammer hun sine små drenge i bilen, overlader dem til kæresten og går ind til afhøring. Rædselsslagen.

– Jeg skulle afhøres i en retssal fyldt med fremmede, vel vidende at min far sad i lokalet ved siden af og hørte det hele, fortæller Malene, som mødes i et lille lokale med efterforskningslederen, sin advokat og en læge, der står klar, hvis hun besvimer.

Hun ryster og græder. Betjenten beroliger hende og siger, at hun skal forestille sig, at hun fortæller det hele til ham. Forklarer, hvor han vil stå i salen, så hun kan kigge på ham, når hun bliver usikker. Malene gennemfører tre timers rædselsberetning, som Ekstra Bladet skriver, foran nævningeting, presse og tilhørere. Når modet svigter, kigger hun på betjenten, som smiler til hende.

– Han var der for mig, og jeg havde aldrig klaret det uden ham, som hun siger.

I de kommende fire dage bliver de øvrige vidner afhørt, og derefter afgør nævningetinget skyldsspørgsmålet. Det sker 11. januar 2007, og Malene tager rystende telefonen, da politibetjenten ringer. "Du er i fjernsynet, Malene. Du vandt" siger han. Flæbende sexmonster dømt, 48-årig familiefar voldtog sin datter 1.460 gange skriver Ekstra Bladet dagen efter.

– Jeg grinede og græd. Det var mærkeligt at have fået sin far i fængsel, men det var en ubeskrivelig lettelse, at jeg ikke længere skulle være bange for at støde på ham eller høre fra ham, siger Malene.

Længsel efter mor

Hendes krampeanfald aftager. Hun smider breve og alt andet fra sin barndom ud, siger sit job op og bliver selvstændig, alt sammen med et stort behov for at starte på en frisk.

– Jeg fik gradvis mere selvtillid, men kunne samtidig ryge ned i den gamle smerte og bare have lyst til at springe ud foran en bil, husker Malene, som de følgende år gennemlever både skilsmisse, spiseforstyrrelse, besvimelser, angst og ikke mindst et stadigt savn efter sin mor.

Hun møder også Christian, bliver gift og får endnu to børn og omsider det familieliv, hun har drømt om. Hendes mor kender hverken tvillingerne eller Malenes to yngste børn.

– Børnene spørger om deres mormor og morfar, og jeg kan ikke fortælle dem sandheden nu, men en dag er de nødt til at kende den, siger hun.

Sin bog har hun skrevet som et brev til den mor, hun selv bliver ved med at længes efter.

– Jeg ved godt, at det aldrig sker – men jeg drømmer stadig om, at hun kommer, giver mig et kram og fortæller, at hun elsker mig og er ked af alt det, der skete.

Hendes Verden har kontaktet Malenes mor i forbindelse med denne artikel, men hun meddeler gennem sin kæreste, at hun ikke ønsker at udtale sig.

LÆS OGSÅ: Shaka Loveless om at være skruk, stresset og på stoffer

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark