Klumme: “Hvorfor tror nogle mænd stadig, at kvinden passer ilden, mens de er ude at jage?”

F orleden tabte jeg ganske enkelt underkæben. Vi befinder os i år 2017, og alligevel virker det så eklatant grotesk, at nogle mennesker kan udtale sig om kvinder og mænd, som var vi tilbage et sted i stenalderen. Det var et fuldstændig uskyldigt radioprogram, der fik mig i det røde felt. Jeg lyttede ved et tilfælde til Radio 24syvs "Romerriget", hvor Knud Romer giver den fuld skrue som harcelerende vært. Jeg elsker Knud Romers program.

Omdrejningspunktet var samtalebogen "Mit vildeste måltid" af Lars Birk. Den indeholder interviews med 19 forskellige mænd, som forfatteren nærer stor beundring for (Lars Lilholt, Thomas ­Buttenschøn, Knud Romer m.fl.). Der blev snakket frem og tilbage om måltidet som social og kulturel begivenhed og om disse spændende mænds uforglemmelige måltider, som ofte handlede om det ­ekstreme i en eller anden forstand.

Jeg nåede lige at tænke, at mit vildeste måltid var engang i Italien, hvor jeg rejste nogle uger alene efter et hardcore ­kærestebrud. Her blev jeg jagtet af vildsvin gennem en skov og nogle vinmarker, fordi jeg liiiige havde strakt den for vidt og var gået ud til et kloster, hvor solen var ved at gå ned, da jeg først nåede frem.
På hjemvejen skulle jeg mutters alene tilbagelægge en strækning på 15-20 ­kilometer. Mens solen hastigt gik ned, løb jeg hurtigere og hurtigere. Jeg mere eller mindre fløj de sidste to timer i bælgmørke med hamrende hjerte gennem vinmarker og skovbund, mens vildsvinene (som der var advaret mod overalt!) begyndte at spurte rundt om fødderne på mig. Og det var ikke nogle små søde kræ, der bare ville lege lidt, kan jeg hilse og sige.

Da jeg endelig nåede civilisationen i form af en sort, mørk landevej, overvejede jeg at hitchhike, men turde ikke, fordi jeg var bange for at blive samlet op af den forkerte type og voldtaget. Jeg husker frygten ætsende klart.

Så i stedet traverserede jeg diverse mærkværdige klippeformationer, gemte mig i skyggen af klipperne, hver gang en bil kørte forbi, og nåede endelig, endelig, endelig frem til en lille landsby.

Jeg har aldrig i hele mit liv været så ­lettet eller så sulten, da jeg trådte ind på en lille, lokal restaurant. Her bestilte jeg med ­dirrende finger den største pizza på kortet og speedsnakkede med to amerikanere. Jeg har heller aldrig sagt så meget så hurtigt. Tale gør godt, når angstens lammelse letter. Og jeg fråsede i den pragtfulde pizza.

Alt dette nåede jeg at tænke, før Lars Birk blev spurgt (af programmets eneste kvindelige deltager), hvorfor der egentlig ikke var kvinder med i bogen? Hvortil han (­efter flere undvigemanøvrer) replicerede, at han havde talt om det med nogen, og de var blevet enige om, at kvinders vildeste måltid sikkert ikke handlede så meget om død og overlevelse og tilværelsens største ekstremer på kanten af civilisationen – men nok i højere grad om at gå på restaurant og nyde en uforglemmelig middag med en kæreste eller en veninde.

Suk. Som i suk, som i suk. Hvorfra får man den antagelse? Hvorfor tror nogle mænd stadig, at kvinden passer ilden, mens de er ude at jage?

For sjovs skyld spurgte jeg på Facebook om andre folks vildeste måltid. En kvinde huskede et måltid på McDonald's, efter hun var undsluppet en kidnapning i New Zealand. En anden skrev om det ristede brød, man får på hospitalet efter en fødsel. En tredje talte om at varme en dåse med baked beans over et bål i ­Jordan – og så var der en mand, som skrev, at hans vildeste måltid til dato var en mindeværdig aften med en ekskæreste på en udsøgt restaurant.
Vi er lige startet på 2017. Kan vi ikke blive de kønsstereotyper kvit én gang for alle? 

LÆS OGSÅ: Klumme: Vi skal ikke finde os i de venner, der konstant er forsinkede

LÆS OGSÅ: Lone Fønss Schrøder: “Det eneste område, hvor kvinder er lønførende, er jo blandt topmodeller”

LÆS OGSÅ: Frederikke Leth: Her er den anderledes ting, jeg nu har valgt at bruge min togtur på