Marie Louise om sin skilsmisse: "Vi havde altid gjort alle de ting, som terapeuterne sagde"
Efter 19 års samliv blev Marie Louise Bossow forladt af sin mand sidste forår. Med hjælp fra sin coach, mødet med en ny mand og lysten til at gå i byen og danse har hun fundet sig selv igen.
De havde altid været gode til at lave ting sammen, altid gjort alle de ting, som terapeuterne sagde, man skulle. Taget på kæresteferie, fået børnene passet og gået ud sammen. Derfor kom det som et chok, da Marie Louise Bossows eksmand sidste forår forlod hende til fordel for en "yngre model". Efter 19 års samliv og to fælles døtre stod hun fra den ene dag til den anden uden en mand, et trygt familieliv og en klar fremtidsplan. Pludselig var hun én af dem; skilsmissemoren, alenemoren.
– Jeg fik revet gulvtæppet væk, fundamentet styrtede i grus. Alt det, jeg troede på, var væk. Jeg havde følelsen af ikke at kunne regne med noget eller stole på nogen og frygtede for, hvad der skulle ske i fremtiden. Jeg skammede mig meget over at skulle skilles. Jeg syntes, det var et nederlag, en fiasko og et tegn på, jeg ikke klarede det. Mit livsprojekt lykkedes ikke for mig.
– Før havde jeg tænkt: nå ja, alle bliver skilt... men jeg havde ingen anelse om, hvordan det føltes, før jeg var i situationen. Jeg kan huske, jeg tænkte, hvis jeg overlever det her, kan jeg overleve alt.
Månederne efter, at eksmanden flyttede, sov Marie Louise maks. tre timer om natten, vågnede med kvalme hver morgen og spiste næsten ingenting. Det handlede udelukkende om overlevelse og om at få børnene af sted i skole med madpakker og i rent tøj.
– Jeg kunne hverken fysisk eller psykisk hænge sammen. Jeg havde aldrig været ude i sådan en livskrise. Jeg skulle pludselig redefinere mig selv, mit liv og min fremtid. Men så småt begyndte jeg at gøre ting, der var gode for mig selv. Jeg tog vare på mig selv, greb ud efter hjælp og indså, at jeg havde brug for professionel hjælp for at komme videre. Min coach blev min redning. Det hjalp mig at have et fast holdepunkt.
Fest den ene weekend, mor den næste
I efteråret skete det uventede. Marie Louise mødte en mand, og han satte gang i noget, hun slet ikke troede, hun var klar til.
– Lige pludselig var der en, der syntes, jeg var tiltrækkende. Jeg havde en følelse af at være begæret igen og have nogen tæt på. Jeg blomstrede virkelig op, og han gav mig lysten og modet til at komme ud og mærke livet igen. Det er faktisk først efter ham, jeg har fået lyst til at gå i byen igen.
For Marie Louise har mødet med den nye mand og det at gå i byen og komme ud blandt andre mennesker været en form for terapi, som sammen med coachingen har givet hende livsglæden tilbage:
– Når jeg går i byen, bliver jeg bekræftet. Det er kropsligt at danse og ekstremt befriende. Bare at være, nyde livet og flirte. I øjeblikket lever jeg et lidt skizofrent liv. Jeg er ude og danse og mærke friheden den ene weekend, og den næste er jeg mor på fuldtid derhjemme. Jeg kan godt lide mit liv lige nu, selvom jeg jo helst vil være sammen med mine børn altid. Man får ikke børn for at være med dem det halve af tiden, men når det ikke kan være anderledes, må man få det bedste ud af det. Når en dør lukkes, åbnes en anden. Man må finde glæden i den frihed, der ligger i ikke at have sine børn, på den gode måde, for jeg ville heller ikke være en god mor, hvis jeg var ked af det i den uge, de var væk.
Et stærkere og bedre menneske
Marie Louise kalder det i dag "skæbnen". Få dage inden hendes mand forlod hende, havde hun færdiggjort sin coachuddannelse. Den har hjulpet hende med at arbejde med sig selv og bearbejde sorgen og smerten på en konstruktiv måde, så hun under et år efter skilsmissen kan kalde sig selv et stærkere og bedre menneske:
– Hvis man har det udgangspunkt, at der er en gave i alting, uanset hvilken situation man kommer i, så har gaven i det her været, at jeg er blevet mere tro mod mig selv. Jeg føler mig mere fri, autentisk og ærlig. Jeg har det faktisk bedre med mig selv. Jeg har udviklet mig meget og kigget på mig selv og mine egne mønstre, min egen andel i det her. Og jeg har fundet ud af, at jeg skal gøre mig selv lykkelig og ikke nogensinde være afhængig af, at en mand eller andre skal gøre mig lykkelig. Jeg skal være hjemme hos mig selv.
– Nu er fremtiden helt tom, og jeg skal selv fylde den ud. Det synes jeg både er angstprovokerende og befriende. Nu kan jeg drømme lidt og spørge mig selv, hvad jeg kunne tænke mig, hvad gør mig glad. Alt er muligt. Det er en helt ny måde at leve på, hvor jeg lever i nuet og har tillid til, at alt udvikler sig, som det skal.