"Min verden styrtede sammen i et kaos af smerte, savn, sorg, frustration og magtesløshed"

– Min Instagram giver mig et rum, hvor jeg kan skabe et univers, som afspejler min hverdag med alle dens opture og især de mange nedture. Derudover giver det mig plads til tale om sorg. Noget som ellers er forbundet med tabu. Især på de sociale medier, hvor har vi en tendens til at vise et lyserødt, perfekt univers, hvor vores hverdag fremstår pletfri. Sorg, frustration, smerte og ked-af-det-hed passer meget dårligt ind i det koncept. Jeg vil gerne have brudt med den ide og lade det "farlige" og smertelige i livet få taletid.

– Jeg har altid været meget glad for at tage billeder, og Instagram virkede som et ideelt socialt medie for mig. Også fordi en af mine passioner er at være kreativ med ord.

– Tidligere var det højt tempo, smil og glade dage, som ­prægede ­mine billeder. Det har ændret sig nu. Min lillebror døde pludseligt i 2014, og min verden styrtede sammen i et ­kaos af smerte, savn, sorg, ­frustration og magtesløshed. Det ­virkede naturligt for mig at dele det. På samme måde som Instagram tidligere havde været en naturlig inddragelse i en hverdag fyldt med fester og naivitet, blev det nu inddraget i en hverdag fyldt med sorg.

– Det er en slags poetisk ­selvterapi. Det er et rum, hvor jeg kan ­lukke ­luften ud af ballonen, når de ­store ­følelser hober sig op indeni. Det er også, fordi jeg føler et behov for at dele mine ord. Hvis mit mål kun var at bruge ordene som terapi, kunne jeg jo bare skrive dagbog.

– Når jeg deler mine tanker og får respons, føler jeg, at folk ­anerkender, forstår og imødekommer min sorg blot ved deres likes og kommentarer. Samtidig har jeg også dage, hvor jeg tvivler på min måde at gøre det på. Det er en forfærdelig tanke, men nogle gange tænker jeg, at nogle mennesker måske tror, at jeg deler min sorg for at få likes. Det er en ubehagelig tanke.

– Frygten for at folk finder mine indlæg trivielle, at de bliver trætte af gentagelserne, og at de måske tænker: "Nu må hun også snart komme videre", skræmmer mig også. Omvendt er det jo netop det, jeg ønsker at give en indsigt i. At man ­ikke kommer "over sorgen", og at der 2 ½ år efter også er dage, hvor sorgen er altoverskyggende.

– Da jeg sjældent anvender hashtags og derfor sjældent får delt mine billeder med andre end dem, som følger mig, er det tit bekendte, som jeg får respons fra. Men jeg har efterhånden fået flere og flere følgere, som jeg ved, har været i samme situation som jeg. De har tilfældigvis fundet mig og enten skrevet personligt til mig eller givet respons på mine billeder. Det betyder meget at få kommentarer fra andre. Jeg føler, at Jonas bliver husket. Jeg føler, at folk tager min sorg seriøst. Ikke mindst gør det, at jeg ikke føler mig alene. 

LÆS OGSÅ: Derfor deler vi sårbare ting på Facebook

LÆS OGSÅ: Pernille deler sin spiseforstyrrelse på Instagram: Jeg føler mig mindre ensom

LÆS OGSÅ: Camilla deler sin diagnose på Facebook: "Jeg overvejede ikke, at den største gevinst ville blive for mig selv"