Chanel Klæstrup
SPONSORERET indhold

Nikita Klæstrups søster: Jeg troede, Nikita var en døgnflue

Bag rigtig mange kendte kvinder står en ukendt kvinde, som er hendes søster. Mød Chanel, der har fuldt sin søster Nikita Klæstrup blive berømt og har fulgt kærligt med fra sidelinjen.

Af:: Marie Varming Foto: Sara Skytte
03. feb. 2017 | Livsstil | Hendes Verden

Hvordan oplevede du det, da din søster begyndte at blive kendt?
– Det var i 2013, da hun stillede op til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti og blev kåret som "årets valgbabe" i en konkurrence, hvor hun ikke havde så meget tøj på. Der begyndte folk at lægge mærke til mit efternavn og spørge, om jeg var Nikitas søster. Jeg må indrømme, at jeg troede, hun var en døgnflue.

Hvad troede du, din søster skulle, når hun blev stor?
– Nikita var barn i rigtig mange år, for da vi andre blev teenagere og rebelske, blev hun ved med at være lille, sjove Nikita. Vi har altid vidst, at hun var intelligent, men som små tænkte vi kun på hende som den irriterende lillesøster. I de større klasser begyndte hun at skilte med at have noget mellem ørerne. Hun blev interesseret i politik i gymnasiet og talte også om at blive spindoktor. Vi har aldrig været i tvivl om, at hun skulle lave noget, hvor hun brugte hovedet. I dag er hun vist Danmarks svar på Paris Hilton eller international "partygirl."

Minder I om hinanden?
– Nej, overhovedet ikke. Jeg skilter ikke med mig selv. Hverken med min intelligens eller mit udseende. Jeg er afdæmpet i hele mit væsen, mens Nikita er vild. Hun er en rigtig diva. Hun har altid godt kunnet lide at provokere og få opmærksomhed.

LÆS OGSÅ: Inger Støjberg: “Det er helt klart et savn for mig, at jeg ikke har fået børn”

Hvis der bliver talt dårligt om din søster i medierne?
– Det har jeg haft svært ved at vænne mig til, og jeg synes stadig ikke, det er sjovt, når de går efter hendes person. I starten læste jeg alt, hvad folk skrev om hende, det er jeg holdt op med. Men når det bliver for groft, kan jeg godt finde på at kommentere det. Især når det handler om noget med vores forældre, og hvordan vi er opdraget. Særligt da vores søster, Sasha, var "side 9-pige" i Ekstra Bladet, var der nogle, der havde travlt med, at Klæstrup-pigerne er billige. Jeg var bekymret, da hun skulle være med i Paradise Hotel, for hun kunne jo blive sat i bås som uintelligent partypige, og det sker da også, at folk skriver, at Nikita er en dum gås, men så kender de hende tydeligvis ikke.

Har du haft fordel af, at din søster er kendt?
– Det er sjovt, når hun ringer og kan alle de hemmeligste og saftigste sladderhistorier, som andre ikke hører.

Chanel og Nikita

Har du nogensinde ønsket at bytte med hende?
– Nej, aldrig nogensinde. Jeg er et meget privat menneske. Så længe hun er glad, vil jeg altid støtte hende. Jeg ville nok selv have gjort det hele anderledes, men jeg må indrømme, at hun er god til at brande sig selv.

Hvordan er jeres forhold i dag?
– Jeg voksede op hos vores far, men da jeg var 10-11 år, flyttede jeg tilbage til vores mor, hvor Nikita boede, og så kom vi til at dele værelse. Da jeg var 16 år og havde kærestesorger, tegnede hun en tegning til mig og skrev: "Don't cry rockstar, you'll ruin your makeup". Det viser, hvor både sjov og omsorgsfuld, hun er. Jeg var altid den beskyttende storesøs­ter over for de to små. Jeg var den, der trøstede dem, men i dag ringer Nikita vist oftest til Sasha, når der er noget, fordi jeg er den kedelige voksne.

– Vi kan godt skændes, og vi er ekstremt temperamentsfulde. Vi kan skrige og smække med døre, men det er altid hurtigt overstået. Vi ses desværre ikke så tit, men vi facetimer hver eller hver anden dag. Vi ses måske hver anden måned, som regel hos vores mor, hvor vi laver mad sammen. Vi søskende driller hinanden meget og rotter os sammen på skift mod en enkelt, som så bliver drillet af de tre andre hele dagen. Nikita er i øvrigt så god til at nusse, så hun er altid tvangsindlagt til at nusse mig i håret og på ryggen, når vi er sammen. Hjemme hos os er hun jo ikke Nikita i høje sko og fræk kjole. Hun er bare Nikita i nattøj.

LÆS OGSÅ: Her er Michelle Obamas sidste ord som førstedame

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt om sit nye liv: “Det var en trist periode og en tomhedsfornemmelse”

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”