”Jeg går stadigvæk i Kvickly i natbukser”

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var en villavej i Højbjerg ved Aarhus. En lille blind vej, som endte i en skov, hvor der var et vandtårn. Det var en meget beskyttet vej og en skov fuld af frihed. De store drenge fra vejen brød altid døren op til vandtårnet, så vi kunne komme derop, uden at de voksne vidste det. Min far havde sit eget firma, der solgte granit, marmor og andre slags sten. Min mor var korrespondent, og jeg har en tre år ældre søster, der er sygeplejerske.

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem ..."
– Mad! Vi rejste meget i min barndom, og vi rejste tit efter det næste måltid. Når mine forældre havde gæster, lavede de mad til den store guldmedalje. Vi børn gik fra bordet, når vi ikke gad mere, og hvis vi kom tilbage klokken to om natten, var de voksne lige i gang med at spise en masse ost eller en cognacsmagning. Camille (Anne Hjernøes 14-årige datter, red.) er på samme måde. Hun er sulten på både mad og oplevelser. Mad er livet for mig. Jeg laver kogebøger, tv om mad, fødevareudvikling, workshops og foredrag om mad. Det er også næsten altid mig, der laver mad herhjemme.

Din levevej?
– Jeg er oprindeligt uddannet socialpædagog, men jeg har aldrig brugt det, for siden har jeg uddannet mig inden for multimedie, retorik og formidling og har taget en tillægsuddannelse i journalistik. Mit mål var egentlig at skrive om socialpædagogik, men så gik der mad i maskineriet. Jeg skrev en masse om mad og også en masse kogebøger, men jeg tænkte aldrig på at lave tv. Da Camille var lille, skulle min mand lave noget tv i Spanien, så vi tog med. Produktionsassistenten på programmet hed Rikke, og hende løb jeg senere ind i i Danmark. Hun spurgte, om jeg ville komme på besøg i programmet Udeliv, som blev optaget i Frilandshaven, hvor jeg skulle være ekspert i kryddersnaps, som jeg lige havde skrevet en bog om. Det blev sidenhen til et job i Frilandshaven, hvor jeg sørgede for foto, hjemmeside, gæster og tekster. Når der skulle laves mad, var jeg gæstekok, og på den måde blev jeg vært på programmet. Siden begyndte vi at filme AnneMad hjemme hos mig selv og senere i udlandet. Nu kører vi på syvende sæson med Anders (Agger, red.) og Anne. Jeg har aldrig tænkt på, at tv skulle være mit liv, det dukkede bare op.

LÆS OGSÅ: Peter Aalbæks ny mission: “Vi gamle har fået i hoved og røv, nu skal vi give tilbage”

Dit livs omvej?
– Jeg har virkelig red verden-genet, og jeg har blandt andet som 20-årig boet to år i et indianerreservat i Costa Rica i håb om at være med til at redde verden. Vi var blandt andet med til at bygge en 100 meter lang tretårnet hængebro, så indianerne også kunne få deres syge børn på hospitalet i regntiden. Vi lavede også skolebøger og grundlagde en planteskole, så de ikke kun skulle leve af ris og bønner. Den rejse er virkelig noget af det, jeg ikke fortryder. Jeg gjorde det gerne igen, men lige nu er jeg ramt af en anden virkelighed. Den dag, vi ikke har hjemmeboende børn, kan jeg dog sagtens forestille mig at flytte ud i verden igen og arbejde på nødhjælpsprojekter. Jeg er også ambassadør for Verdensnaturfonden. Folk ved generelt godt, at det er mig, man ringer til, hvis man mangler en århusianer til styregruppen for et godgørende projekt. For mig er den slags projekter meget vigtige. Min datter har også genet. Hun er den første til at smide alle sine lommepenge, hvis hun ser en tigger i Sydeuropa.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Folmer (Aarhus Festuges direktør Folmer Jepsen, red.). Vi har været sammen i 24 år, men vi blev først gift i New York til et run away-bryllup for otte år siden. Vi har aldrig tænkt på det som en forlovelse, men når folk begynder at falde fra omkring en, kommer man i tanker om, at man skal huske at sætte pris på kærligheden og hinanden. Vores bryllup var en blanding af praktik, omsorg og kærlighed.

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen og Louise Mieritz: “Guldet ligger i alt det grimme”

Hvordan har du det med at betræde offentlig vej?
– Jeg var 37 år, før jeg kom på skærmen og var allerede ret etableret. Havde jeg været yngre, var låget nok blæst af. Men jeg var så gammel, at jeg allerede vidste, at det vigtigste i verden er, at dine børn har det godt. Jeg tror, det er langt nemmere at forholde sig til at være kendt, når man er oppe i årene. Unge mennesker kan godt synes, de ligger inde med sandheden, og hvis der samtidig skrues op for rampelyset, tror jeg, det kan være svært at bevare jordforbindelsen. Jeg er ikke sådan en, der bliver overvåget, og der ligger ikke fotografer og roder i min skraldespand. Når jeg laver tv, tænker jeg faktisk ikke over, at der sidder 300.000 mennesker og ser det i den anden ende. Jeg hygger mig bare med at lave mad sammen med fotografen Egon. Kun på mine meget trætte dage kan jeg godt synes, det er lidt svært, at mine indkøb overvåges, men jeg går stadigvæk i Kvickly i natbukser. Folk stopper mig tit for at sige, at de bliver glade eller inspireret til selv at rejse eller lave mad, når de ser mine programmer. Mange vil gerne have Frilandshaven eller AnneMad tilbage, men heldigvis er folk også begejstrede for mine programmer med Anders Agger. Jeg bliver ofte stoppet fire-fem gange på en indkøbstur, fordi folk gerne vil snakke. Det er hyggeligt, men det kan også gøre indkøbsturen lidt lang.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Før i tiden havde jeg et mentalt panel af mennesker, som jeg spurgte til råds. Når jeg skulle tage en beslutning, tænkte jeg: Hvad ville den og den gøre i min situation? I dag er det mere mig selv, der ved, hvad jeg skal sige ja eller nej til. Jeg bliver selvfølgelig spurgt om mange ting, for eksempel reality-tv, og om jeg vil reklamere for forskellige produkter. Nogle gange er det store koncerner, som jeg bare ikke synes matcher mit brand, og folk ville synes, det var underligt, hvis jeg dukkede op i en reklame for et produkt, som jeg intet har med at gøre. Indimellem siger jeg nej til noget, der kunne betale et mindre sommerhus i Skagen, men jeg har lært med tiden, at det er okay, for hvis jeg siger ja til for meget af den slags, er der mindre tid til det sjove. For eksempel er jeg i gang med at udvikle en økologisk fairtrade krydderiblanding, hvor der går penge til torturofre. Det er noget, der giver mening for mig. Mennesker i den tredje verden skal have en fair pris for deres varer, og det er ikke noget, jeg skal blive rig af.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Jeg har været ret privilegeret indtil videre, for jeg har ikke haft ret mange af de livsomvæltende kriser, hvor jorden ryster under en, men jeg ved godt, at det nok skal komme og ramme mig i nakken en dag. Når du får børn, lever du jo med hjertet uden på kroppen, og i dag er jeg ikke bange for at dø, men jeg er bange for at dø fra Camille. Jeg har da også været ret tæt på nogle gange. Jeg blev engang overfaldet på en strand i Costa Rica af to mænd på crack med macheter. Jeg gav dem alt, hvad jeg havde, og så smuttede de igen. Jeg grinede hele vejen hjem. Det var en blanding af chok og lettelse, men måske også fordi vi var blevet advaret om, at det var en strækning, man skulle passe på med at gå på om aftenen. Ti år senere sad jeg på en strand i Cape Verde, da en plasticpose fløj op og strejfede mit ben. Jeg gik totalt i sort, og da forstod jeg, hvor bange jeg havde været dengang i Costa Rica.

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
– Vi er to meget ambitiøse mennesker med travle arbejdsliv. Min mand mener nok, at jeg bestemmer for meget, og han har vist nok ret. Min mand skriver mange sange. Han har blandt andet skrevet Hjem til Aarhus, som har betalt det her hus. Da jeg blev 40 år, skrev han en sang med omkvædet: "Hun er stejl som en bakke, man ikke orker at gå op ad". Han skrev heldigvis også en masse gode ting i den sang.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Ud over til en vinbar i midtbyen, hvor to af mine veninder sidder og venter på mig, er jeg på vej til at udgive min anden børnebog, Mimse og brunkagemanden. Jeg har skrevet, siden jeg kunne skrive, men som regel bare til skrivebordsskuffen. For nogle år siden sendte jeg to børnebogsmanuskripter til min mor, og da hun fandt dem frem af gemmerne sidste år, læste jeg dem igen og syntes, de var meget sjove. Så sendte jeg dem til forlaget Turbine, som gerne ville udgive dem. Så fandt jeg en tegner, og hun fik næsten frie hænder til at illustrere dem. Den nye bog handler om Mimse, som skal til julefest i børnehaven. Hun har en brunkagemand med til at hænge på juletræet, men undervejs er der nogle store drenge, der ødelægger ham, og så starter en større redningsaktion. Jeg har skrevet 16 kogebøger gennem årene, og skønlitteratur er bare noget helt andet. Det eneste fælles er det skrevne sprog, og det falder mig heldigvis helt naturligt. 

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt om sit nye liv: “Det var en trist periode og en tomhedsfornemmelse”

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om sin mand: “Christoffer og jeg har valgt hinanden, og nu holder vi sammen”