Nu kan du igen tilmelde dig Danmarks hyggeligste kvindeløb.  Læs mere om overraskelserne her

5 film som fanger forskellen mellem kvinder og mænd
Foto: PR
Eurowoman

Sam Mansoor

5 film som fanger forskellen mellem kvinder og mænd

Del på

Her får du Eurowomans faste klummeskribent Sam Mansoors fem bud på film, der gør os klogere på forholdet mellem mænd og kvinder.

Af Sam Mansoor | 30.dec.2015 | Nyt

KLUMME: Jeg holder af film, da de vellykkede af slagsen gør os klogere på vores egen tilværelse. Jeg har samlet 5 film, som har gjort mig klogere, eller i værste fald mere opmærksom. De har spillet en rolle i min dannelse samt for min forståelse af mænd og kvinder. De viser også slående, hvordan samfund eller fællesskab kan influere, påvirke eller fremprovokere kønsroller eller stemple vores seksualitet – oftest kvindens.

5. "Malèna" — Italien
(Manuskript: Luciano Vincenzoni. Instruktion: Giuseppe Tornatore)
 

Vi befinder os i Europa i opbrud, og i et Italien som er i krig. I 1940 er Italien nu inddraget i den anden verdenskrig, men i en Siciliansk by er der stadig ro. Den 12-årige Renato oplever to vigtige ting, som skitserer hans vej i puberteten: hans første cykel og første gang han ser Malèna (Monica Belucci). Han bliver betaget, dernæst bliver betagelsen afløst af besættelse. Malèna bliver en skæbnesvanger figur, som tegner Renatos vej til manddom. Han kan ikke få nok af hende, han vil være der for hende, men han bliver en passiv passager i hendes svære tilværelse. Malèna selv er kommet til byen med sin mand, Nino. Men han drager i kamp mod tyskerne.

Vi oplever, hvordan Malèna tackler de italienske mænds sultne blikke og de lokale kvinders misundelse. Malèna havner i en tragisk spiral: hendes mand meldes død i kamp. Hun bliver enke. Byen står som beskuer med hende i centrum; de reducerer hende til et moralsk forfald. Malèna havner i fattigdom og hun prostituerer sig selv. Hun ses med tyske officerer, med kvindernes mænd, hun har opfyldt den faldne profeti, som byens misundelige kvinder, har tegnet for hende. Filmens klimaks er hjerteskærende, i det vi ser, når kvinderne får afløb for deres had til Malèna. De ydmyger hende, angriber hende i et bestialsk forsøg på at gøre hende grim og uønsket.

Malèna er flere beretninger i en: det er indblik i det patriarkalske Italien som reducerede kvinderne til enten objekter for mænds nydelse, eller afhængige af en mands indkomst. Men mere end det, er Malèna eksemplet på den misundelse kvinder har mod hinanden. Filmens karikerede fortællemåde udstiller den primitive misundelse, så vi kan se den, mærke den og føle afsky mod den. Måske vigtigst af alt, er den tilmed en fortælling om mistænkeliggørelsen af kvindens utæmmede seksualitet, og hvordan den har været i evig kamp mod religiøsbetonet moral og tradition. Malèna er som en filmisk opera: italiensk, forførende og så absolut værd at se.

LÆS OGSÅ: Her er den (u)officielle københavnerstatistik

4. "Lost in Translation" — USA
(Manuskript og instruktion: Sofia Coppola)


Bob: "It gets a whole lot more complicated when you have kids."
Charlotte: "It's scary."
Bob: "The most terrifying day of your life is the day the first one is born."
Charlotte: "Nobody ever tells you that."
Bob: "Your life, as you know it... is gone. Never to return. But they learn how to walk, and they learn how to talk... and you want to be with them. And they turn out to be the most delightful people you will ever meet in your life."
Charlotte: "That's nice."

"Lost in Translation" er en fortælling om venskab og fortrolighed samt den form for anerkendelse, man kun kan have i ved venskabets første kapitel.

Scarlet Johansen er Charlotte. Nygift og i konflikt med sit forhold til sin mand, som er en omvandrende kliche af en selvoptaget musiker. Overladt til sig selv, og ikke mindst sin rastløshed, skal hun udfylde tomrummet, i en by hvor identiteten drukner i et homogent menneskehav.

Bill Murray er Bob Harris, en aldrende filmstjerne som lever i vinteren af sin storhedstid. Hans karriere som trækplaster på de bonede gulve lever som et ekko. Tilbage står eks-kunstneren, der solgte ud. Japanerne er glade for Bob, og Bob er glad for whisky. Og han kan reklamere for det, som ingen anden kan. Charlotte og Bob møder hinanden – to fremmede i en fremmed verden; de taler sammen, først med fraser der hviler på høflighedens overflade. Dernæst, udvikler de i et venskab. To allierede i et fremmed land hvor ingen kender dit navn. Charlotte er sin generations lethed, men også et portræt af den neurose, en pige i hendes alder er både plaget af og kæmper med. Bob er, ydermere, portrættet af den passive passager i et ægteskab, der kører på trætte skinner.

Sofia Coppola har med "Lost in Translation" skabt en bule i filmuniverset. Filmen spejler kropsproget, og hvordan den er låst af tilværelsens hæmmende år; det evige dilemma mellem at overgive sig eller holde sin afstand. "Lost in Translation" er den moderne hymne om det rammeløse forhold, hvor ord udrykkes i stilhed, og handling begraves i længslens baghave.

LÆS OGSÅ: "Jeg var min kæreste utro 5 minutter hver dag"

3. "Jeune & Jolie" (Young & Beautiful) — Frankrig
(Manuskript og instruktion: François Ozon)


Filmen åbner med, at vi betragter den 17-årige Isabel (Marine Vacth) solbade på stranden gennem en voyeurs kikkert. Denne voyeur opdager vi, er hendes lillebror. Begge er de forskellige steder i deres seksuelle rejse. Hendes lillebror som er ved at åbne sine uskyldige øjne for kvindekroppen og Isabel som vil udforske sin krops grænser.
I filmens første minutter opdager vi, igen gennem broderens uskyldige voyeurisme, Isabel gnubbe sit skridt mod hovedpuden.

Puberteten er den grove plantegning for vores seksualitet; Isabel er ved at skitsere sin plantegning med røde streger. Isabel mister sin mødom under sin sommerferie, hvor filmen indleder sit drama, der strækker sig kronologisk over fire årstider. Isabel er fraværende, på kanten til gråd, mens Felix, hendes sommerflirt, er på toppen af hende. Hun vender sit hoved, og kigger mod strandbredden. Hun ser sig selv, en forskrækket beskuer, betragte sin egen seksuelle debut.

Efter sommerferien tager hun springet og tjener penge på sin krop. Vi følger hendes dobbeltliv, som hviler mellem uskylden og forfaldet. Indtil hun lander der, hvor hun ikke kan bunde.

Jeune & Jolie er fortællingen om en ung pige, som kunne være din datter eller din elsker; et uperfekt narrativ om en faderløs generation, som tester grænserne, men som er født med en uhørt kalkuleret uskyld, en rastløs umodenhed og en styrke vi har svært ved at tackle.

Jeune & Jolie er den første film, jeg har set, som fortæller det narrativ med en subtil og intens elegance. Og at opleve hvor mange gange Isabel bliver kaldt en "hore", for blot at tackle sin seksualitet, er intet mindre end hjerteskærende.

2. "MANHATTAN" (S/H) — USA
(Manuskript: Woody Allen, Marshall Brickman. Instrueret af Woody Allen)


Isaac: "I got a kid, he's being raised by two women at the moment."
Mary: "Oh, y'know, I mean I think that works. Uh, they made some studies, I read in one of the psychoanalytic quarterlies. You don't need a male, I mean. Two mothers are absolutely fine."
Isaac: "Really? Because I always feel very few people survive one mother."

Manhattan er Woody Allen's mesterlige kærlighedserklæring til New York City – som den så ud i dens dannede storhedstid, som blomstrede ud af tidslommen i 1979. Manhattan åbner som en tidsepoke: Vi ser New York City – ikke som en by, men som en kulisse, en levende kulisse, som kun kan fungere i kraft af dens utællelige rolleliste, som er dens farverige indbyggere.

Woody Allen spiller den neurotiske tv-skribent Isaac Davis, som har overlevet to skilsmisser. Hans sidste kone, Jill, fornemt spillet af Meryl Streep, forlader ham for en kvinde. Isaac tackler sin tilværelse i midtvejskrisens nåde med at date den purunge Tracy, en blød Lolita-skikkelse som stadig går i high school. Isaac kan se det moralsk forkastelige i forholdet, men han kan ikke modstå det, Tracy giver ham. Ydermere, indleder Isaac en affære med hans bedste vens (Yale) kone, Mary, en rolle som blev en af Diane Keatons mest ikoniske.

Det travle trekantsdrama gøres værre af Isaacs passive natur. Isaacs romance med Mary giver ham en belejlig undskyld til at slå op med Tracy. Scenen hvor Tracy, som spilles modent og modigt af Mariel Hemingway, reagerer på bruddet, skærer i hjertekamret hos enhver mandlig beskuer, som har oplevet at have slået op med en kvinde, han holder af. Tracys fravær åbner Isaacs øjne for hans rigtige kærlighed. Og den kærlighed tilstår han i exceptionelle, jordnære fraser.

Manhattans gråtoner ses bedst med et bekendtskab med pessimismens store tænkere: Kafka, Nietzsche, Sartre med flere. Men det er ikke et krav, da det symposium, som holdes i ugudelig live af dens rollebesætning, løfter os til en tilstand ingen anden film kan. Den udstiller moralen for dens hykleriske væsen, den udstiller kynismen i kærlighedens fravær, den udstiller begæret som en utilgivelig transcendens, der er blind for alder og køn. Den udstiller eksistentialismen for den tragikomedie den er. Manhattan er et mesterværk, som ingen kan fortælle igen. En tidslomme vi vil besøge igen og igen.

1. "When Harry Met Sally..." — USA
(Manuskript: Nora Ephron. Instrueret af Rob Reiner)


Harry: "Mmm... Ingrid Bergman. Now, she's low maintenance."
Sally: "Low maintenance?"
Harry: "There are two kinds of women: high maintenance and low maintenance."
Sally: "Which one am I?"
Harry: "You're the worst kind; you're high maintenance but you think you're low maintenance."

"When Harry Met Sally..." er Nora Ephrons fornemste film, og den kan passende tjene som hendes epitafium. Sjældent, har en filmisk fortælling så sublimt vist samspillet, udfordringerne, og ikke mindst den rastløse kærlighed der rusker tremmerne i et platonisk venskab mellem mand og kvinde.

Harry Burns og Sally Albright kører sammen til New York fra University of Chicago, hvor de er blevet færdige med studierne. Her oplever vi deres første møde som nyudklækkede voksne efter studiernes ende. Under deres fem timer lange køretur, som fremmede, endevender de store spørgsmål: Harry irriterer Sally med sine lommefilosofier om hvorfor mænd og kvinder ikke kan være venner og at mænd med klodsede navne umuligt kan være gode i sengen. De er mindre fremmede, når de siger farvel, tydeligvis uforsonlige i deres respektive verdensbillede.

Efter fem år mødes de tilfældigt i det samme fly. Sally er stadig irriteret over Harrys opførsel. Efter nogle år mødes de i en boghandel, begge har de lidt et stort brud, begge er de åbne og mere sårbare – de står nu som en levende cliché af livet i midt-30'erne som single. De bliver venner. Filmen er en tidslomme af deres 20 år lange forhold, hvordan deres venskab gør dem klogere på hinanden og på det modsatte køn.

De færreste, om nogen, kan fange det kønslige samspil som Ephron, der skrev filmen. Hun forstår kvinder, hun forstår mænd. Hun forstår de respektive køns neurotiske tilbøjeligheder. Hun pakker kompleksiteten af de emner ind i et simpelt, fængende narrativ, som alle kan forstå. Det er ingen nem kunst, og hun mestrede den til perfektion. "When Harry Met Sally" er den eneste "romantiske komedie" (filmen er meget mere end det), hvis lykkelige slutning rent faktisk er imødekommende; vores menneskelige tilstand higer konstant efter håbet og at se håbet opfyldt, i filmens sidste scene, er intet mindre end forløsende.

God fornøjelse.

LÆS OGSÅ: Mangler du en fest nytårsaften? Her er dine muligheder

LÆS OGSÅ: "Danske mænd er elendige til at date - og 4 andre ting, der gør det svært at være udlænding i Danmark"

LÆS OGSÅ: Caroline Brasch-Nielsen: Jeg er nok oppe på 20 Chanel-tasker nu

Del på
Kommentarer (0)
Henter...