Julekrans
SPONSORERET indhold

6 smukke julekranse, du selv kan lave

Det er en smuk og dejlig tradition at byde julen velkommen ved at binde en smuk krans. Hæng den på hoveddøren og lad den byde dine gæster og dig selv velkommen. Eller hæng den i et vindue, så den skaber stemning indenfor.

Af:: Dorthe Kvist Meltdesignstudio og Camilla Tange Peylecke Foto: Peter Kragballe og Martin Sølyst
07. dec. 2019 | Bolig | ALT for damerne

Julekrans med sommerhilsen

Kransen her er stor og overdådig og fuld af hilsner fra sommeren. Den vil gøre sig ­rigtig fint på hoveddøren, hvor den kan hænge og være smuk hele julen. Den er bundet på en stor tyk halmkrans af gran, eukalyptus, hortensiablomster, rosa bær fra benved og paradisæbler.

Sådan gør du: Bind først halvlange grene af gran fast på kransen i yderkanten, så du får lavet en ­yderkant af gran. Derefter binder du små buketter af hortensiablomster og bær fast på den måde, at du lægger buketterne ind over hinanden og fastgør dem i den ende, hvor stilken er, så resten af grenene er løse. Pas på, du ikke binder det hele fast, så det ligger stramt ind til kransen. Fyld en paradisæblegren ind imellem hist og pist, og det samme med eukalyptusgrenene. Slut af med at hænge kransen op i en tyk lædersnøre. Halmkrans fra blomsterhandleren. Lædersnøre fra Søstrene Grene.

En cirkel med lys

Det ser smukt ud med levende lys i ­vinduerne i den mørke tid. Kransen her er bundet på en messingcirkel med ­lysholder og er derfor nem at have med at gøre. Kransen er enkel, asymmetrisk og lidt tilfældig i sit udtryk, og den er bundet af gran og ­eukalyptus og pyntet med snebær.

Sådan gør du: Læg messingringen på bordet og fastgør grene af gran med tynd ståltråd. Lad dem gå en tredjedel op af den ene side og to tredjedele op af den anden side af ­ringen. Læg lidt eukalyptusgrene ind mellem grangrenene, og lad alle grene være længere i den ene ­side af kransens bund, således at kransen ­bliver lidt asymmetrisk. Pynt med små grene af snebær, som du fastgør på kransen. Sæt et smukt lys i, og husk, at det ikke må være for højt, da messingringen kan blive lidt varm i toppen. HUSK at du altid skal holde øje med levende lys. Messingkrans fra Nordal og lys fra Broste.

LÆS OGSÅ: Mandelgave: her er 7 gode idéer

Julede stjerner

Er du til traditionelle julefarver og -former, kan du lave en julestjernekrans af blomster i den klassiske røde farve blødt op med et skær af koral og pink og med dejligt grønt julegran.

Sådan gør du: Brug en smal oasiskrans i mellemstørrelse, og lad den ­suge så meget vand, at den ikke bobler mere. Klip blomsterne af dine julestjerner, så stilkene er ca. 5-7 cm lange. Når du har klippet blomsten af, skal du brænde det afklippede sted over et stearinlys i ca. et halvt minut for at stoppe "blødningen" af den mælkelignende saft fra stilken. Så stikker du blomsterne ned i kransen, så de dækker det hele. Til sidst stikker du små eukalyptusgrene ned i kanterne. Oasiskranse fås i din lokale blomsterbutik og på nettet. Køb julestjernerne i dit lokale supermarked eller hos blomsterhandleren. Stik også kviste af cypres, gran og buksbom ned i yderkanten af kransen, og pynt mellem julestjernerne med røde bær fra hvidtjørn. Kransen er hængt op med et vinrødt silkebånd.

Tip: Når du har klippet blomsten af, skal du brænde det afklippede sted over et stearinlys i ca. et halvt minut for at stoppe "blødningen" af den mælkelignende saft fra stilken.

Julekrans i blå toner

Kransen i grågrønne og blå toner er bundet på en halmkrans af tre forskellige slags eukalyptus med henholdsvis spidse og runde blade og bær. På ­kransen er der lavet en gruppe af pynt bestående af blomsterhoveder fra mandstro, tørrede frugter fra hørpalme og et par mørke blade fra parykbusken.

Sådan gør du: Lav små buketter af de tre slags eukalyptus, ca. 10-12 cm lange. Læg dem ind over hinanden på kransen, mens du vikler tynd ståltråd omkring enderne af dem. Når du er kommet hele vejen rundt, lader du de sidste buketter dække de første stilke, og dermed er kransen færdig. Lav en gruppe af bær, mørke blade og mandstro, og fastgør den på kransen med ståltråd. Hæng kransen op med et midnatsblåt grosgrainbånd.

Pasteldrøm af ­julestjerner

Den klassiske røde julestjerne, Poinsettia, er både hadet og elsket. Måske elsker du den, fordi den er en klassiker og en del af nedtællingen til jul, måske hader du den, fordi den er så rød og har været på banen i stuerne i mange år. Men det er der kommet en fin ny løsning på, nemlig Poinsettiaens lillesøster Princettia, som kommer i nye smukke pastelfarver.

Sådan gør du: Brug en stor smal oasiskrans, og lad den suge så meget vand, at den ikke bobler mere. Klip blomsterne af dine Princettia, så stilkene er ca. 5-7 cm lange. Brænd det afklippede sted over et stearinlys i ca. et halvt minut for at stoppe "blødningen" af den mælkelignende saft fra stilken. Stik blomsterne ned i kransen, så de dækker det hele. Til sidst stikker du små eukalyptusgrene ned i kanterne. Oasiskranse fås i din lokale blomsterbutik og på nettet. Princettia fra Gasa Group fås i dit lokale supermarked og hos blomsterhandleren. Hæng kransen op i et bredt rosa silkebånd.

Tip: Julestjerner er ret kuldefølsomme, og denne krans holder sig bedst indenfor. Når bladene begynder at se slatne ud, kan du give dem nyt liv ved at nedsænke oasiskransen i vand.

Langtidsholdbar krans

Bind en langtidsholdbar krans af kristtjørn, der er spraymalet lilla, tørrede roser, hortensia og lidt glimmerguirlande.

Sådan gør du: En gren er nænsomt bukket rund og samlet med ståltråd, ved samlingen er blomsterne og bladene påsat, også med ståltråd. Roserne er nemmest at arbejde med, hvis du klipper stilkene af og sætter ståltråd igennem helt oppe ved hovedet.

Anbefalet til dig