Nu kan du igen tilmelde dig Danmarks hyggeligste kvindeløb.  Læs mere om overraskelserne her

Cool løsninger i TV-værtens rækkehus
Foto: Martin Sølyst/Erik Bjørn & Kompagni
BoligLiv

Cool løsninger i TV-værtens rækkehus

Cool løsninger i TV-værtens rækkehus

Del på

Designer og tv-vært Ulrik Foss har bygget et helt klassisk byggeforeningshus om til et nyt hjem med masser af kreative løsninger og sjove ideer. Kig med indenfor!

Af Eva-Marie Wilken/mariesverden.dk og Tanja Elisabeth Ulsø | 11.jun.2015 | Nyt


HVEM: Tv-vært, designer, arkitekt, multihåndværker og indehaver af Fossform, Ulrik Foss, og sønnen Tor.

HVAD: Fireetagers byggeforeningshus på 204 kvadratmeter fra 1900.

HVOR: Den såkaldte engelske gade i Horsens fossform.dk.

Både store og små ideer myldrer fra Ulrik Foss’ kreative hjerne og bliver til virkelighed i hans gamle gennemrenoverede rækkehus på fire etager i en hyggelig gade i Horsens. Her bor han sammen med sin søn Tor. Ideerne går fra at lade gamle kommodeskuffer indgå i et nybygget skrivebord og til at bygge en hel glastilbygning, der får bolig og have til nærmest at gå ud i et. Tilsammen afspejler løsningerne Ulriks evner som designer, arkitekt og multihåndværker. Men måske kender du ham bedst som den ene af to værter på tv 3’s programserie Hjælp – mit hus skal sælges. Ulrik købte det nu 204 kvadratmeter store hus i 2009 med tanke på at lave et

Par små ændringer for derefter at leje de to lejligheder i ejendommen ud i et par år. Det viste sig dog, at huset var mere forfaldent end først antaget, og en større renovering blev nødvendig, før han kunne leje det ud. Da han i 2012 besluttede sig til at bo i huset selv, måtte han endnu en gang til tegnebordet – denne gang for at færdiggøre sine egne drømme. Ulrik tog fat med store armbevægelser og fik bl.a. løftet taget, så man nu kan stå oprejst på det daværende tørreloft. Alt indvendigt blev ændret, og køkken og bad blev flyttet og bygget op igen. – Jeg er fascineret af at løse pladsmæssige begrænsninger og bygge opad og især udad i haveområdet. Jeg er ikke særlig autoritetstro og bruger det til at nytænke og sætte spørgsmålstegn ved arkitektoniske regler, fortæller Ulrik. Ideer til personlig indretning Denne holdning ses tydeligt i både

Ulriks designvirksomhed, hans tv-opgaver og i indretningen af huset. Hvert rum har sit særpræg, der afspejler tendenser i tiden, men som samtidig har sin helt egen sjæl. Ulrik er nemlig ikke glad for indretninger, der består af design i samme stil. – Jeg holder f.eks. meget af en stol som Svanen af Arne Jacobsen, men jeg synes ofte, at udtrykket bliver forudsigeligt og kedeligt, hvis den sættes sammen med design inden for samme kategori, forklarer Ulrik. – Hver ting har sit eget liv – kunsten er at finde det, der forlænger ens egne tanker og drømme, og som giver noget særligt i netop sit eget udtryk, mener Ulrik, der sjældent køber ting, der er nye, men altid lige tjekker Den Blå Avis først. – Er man åben nok, kan man altid finde en sjov, ny, anderledes eller alternativ løsning til et problem. Ting behøver ikke være dyre for at være unikke og personlige. For mig er det en glæde, hvis jeg kan give andre inspiration til en friere opfattelse af, hvad god boligskik og personlig indretning også kan være, siger Ulrik.


Den grønne stol, designet af Alf Svensson, har Ulrik arvet fra sin mormor og morfar. Den er ombetrukket med stof fra Hay og er sammen med Gubis lampe Grasshopper en fin kobling mellem det gamle og det nye. Lignende lyskæde kan fås hos Dora, og plakaten er fra wonderhagen.com

TILBUD: 4 numre af BoligLiv + 3 vaser fra Kähler



Ulrik har bygget tilbygningen på 15 kvadratmater, der går ud fra køkkenalrummet. De store vinduer udvisker overgangen mellem bolig og have på skønneste vis. Spisebordet er et gammelt kontorbord der er lakeret hvidt, og de gamle Arne Jacobsen stole, AJ 3103, er genbrugsfund.


Køkkenet er bygget af elementer fra Ikea og krydsfiner, der er lakeret adskillige gange, og er beviset på, at man godt kan bruge billige og simple materialer og alligevel opnå et spændende og smukt resultat. Pendler fra Ikea og gryde fra Le Creuset. Krukker fra Hay og H. Skjalm P. – det ternede stel er fra Normann Copenhagen.


Den gamle håndværkerskammel er fundet i en genbrugsbutik for ganske få kroner og danner en flot kontrast til det stringente køkken. Lampen er fra Le Klint.


Et udpluk af Ulriks kreative udfoldelser.


Under trappen er der lige plads til et lille hjemmekontor. Bordet har Ulrik bygget af skuffer fra en gammel kommode og en ny skal i teaktræ. Stolen af arkitekt Ib Kofod Larsen er fundet på et loppemarked. Ræveprintet af Ashley Percival er fundet på etsy.com. Pibeprintet er fra wonderhagen.com


Stuen er sammensat af møbler med forskellig oprindelse, men de klæder hinanden. Sofaen er købt igennem Den Blå Avis ligesom marmorbordet. Rullebordet er fra Normann Copenhagen. Malerierne er af Christina Jacobsen.


I soveværelset ovenpå hænger enkel kunst i form af litografier og plakater. Blyantsplakaten er fra wonderhagen.dk, ansigtet er fra Hay, og det øverste billede er hevet ud fra et blad. Tæpper fra Hay, puder bl.a. fra Not Knot, Hay og Ikea.


Grafisk kunst og højrøde lamper bryder det lidt kliniske udtryk i badeværelset. Fliserne er fra Evers, vasken er fra billigvvs.dk, og lamperne er købt i en genbrugsbutik.


Badekarret har Ulrik fundet i Den Blå Avis, og det giver en sjov og overraskende effekt i det moderne rum. Bemærk, hvordan karret er sat på en opmuret sokkel og på den måde danner sit eget rum i rummet. Plakaterne er fra Playtype, og uret er fra Ikea.


Ulrik måtte rive taget ned for at øge loftshøjden på loftet og bygge en kvist til for at øge rummets areal. I dag fungerer loftet som et kreativt arbejdsrum, hvor lyset vælter ind. Gulvtæppet er fra Casanova Møbler, og skamlerne er fra Jacobsen Plus.

Snup ideerne...… fra Ulriks iderige rækkehus.
Huset er fyldt med originale påfund og kreative løsninger.


1. De lave reoler i industristil er lagerreoler, der er skåret midt over med en nedstryger. En billig og sej løsning. Husk at sætte filtdupper under benene, det både stabiliserer og forhindrer ridser i gulvet. Reolerne er fra Jem og Fix.
2. Ulrik har hængt et grønt forhæng op i skunken, så han kan gemme ting væk, som han ikke bruger så tit, på en dekorativ måde. Stoffet er fra Stof 2000. Bemærk den sjove pil af tape på trappetrinet!


3. Ulrik ser muligheder for originale løsninger overalt! Den grønne lampe er i virkeligheden en skærm fra en gammel arkitektlampe brugt som pendel. Her er den hængt op sammen med en stor pære fra Dora.
4. Det luftige og samtidig rå industrielle gelænder er lavet af zinkrør fra et VVS firma – endnu et af Ulriks gode påfund, der forener det billige med det praktiske.


5. Mangler arkitektlampen en fod? Så sæt den fast i en gammel juletræsfod og stil den på gulvet – så har du en skæv og sjov løsning på belysning. Billedet er fra Copy Collage.
6. Den smukke og anderledes sengegavl består af et helt originalt fund fra et renoveringsprojekt: Det er siden fra et badekar, sandsynligvis fra 60’erne.


► SE OGSÅ: Nye tider i bondegården

► SE OGSÅ:
Mig & min bolig: Designer Mette Lindeberg fra Manostiles

► SE OGSÅ: Murermestervilla anno 2014: Moderne drømmehjem 


Del på
Kommentarer (0)
Henter...