Adisa flygter stadig fra krigen i Jugoslavien

Bosnien 1995
Diffuse støvskyer letter fra hjulene under bussen, da den sætter i gang. Ombord sidder en alt for tynd 17-årig kvinde tæt sammen med sin familie – sin far, sin tvillingesøster og sin farmor – og med godt 45 kroatere. På flugt fra det fædreland, de ikke længere kan blive i. De har ikke sagt, de er bosniske muslimer. Det har en kroatisk præst i bussen rådet dem til. Han gemmer deres papirer. Hvis de siger det, bliver de hevet ud af bussen og formentlig henrettet midt ude i det åbne landskab.

Efter fire år i den jugoslaviske borgerkrig er Adisa Mujezinovic på vej til friheden. Hun krammer posen, hun har med, tæt ind til kroppen. I den er lidt tøj. Undertøj især. Strømper, varmt tøj, en jakke. Og fotoalbums fra en dejlig tid, hvor familien Mujezinovic havde et godt liv i byen Bosanska Dubica i det nordvestlige Bosnien. Var de blevet i byen bare én dag længere, var de blevet slået ihjel. Men Adisas familie har fået et tip om, at byen skal udrenses, og det er lykkedes dem at arrangere en flugt via en kone til en højtstående politibetjent.

Efter to timers kørsel og uendeligt mange nervepirrende stop når de endelig frem til grænsebyen i nord, Srbac, hvor de alle bliver gennet ud af bussen af et hold serbiske soldater, iklædt sorte elefanthuer.

– Sikke en flot T-shirt, du har på – skal du ikke tage den af?

Adisa kigger stædigt på den maskerede soldat, som puffer til hende med sit gevær. I tre-fire år har hun ikke fået noget nyt tøj. Men denne her grå Reebok-T-shirt med fine, grønne detaljer er spritny. Faktisk har hun lige fået den af en dame, der forbarmede sig over hende, fordi hun ikke havde nok penge i butikken. "Jeg vil gerne give dig og din tvillingsøster en. Jeg kender din far", havde hun sagt.

– Nej. Det vil jeg ikke. Adisas stemme er tør.

– Hvorfor skal jeg det? Så har jeg ikke noget andet, jeg kan tage på... Soldaten roder i hendes pose og foreslår, at hun tager en af de gamle, hullede T-shirts på.
– Du får den ikke! Du kan bare slå mig ihjel her.

– Dine jeans er også nye, fortsætter han.

– Hold nu op, hun skal gå. En anden soldat blander sig.

– Tag din pose og gå.

Adisa tager posen ud af hånden på soldaten og begynder at gå. Han følger efter. På tømmerflåden ved floden venter hendes familie allerede. Og på den anden side af breden venter friheden. Med det kroatiske flag blafrende i vinden og folk, der vinker.

Adisas blik er koncentreret mod faren og søsteren, mens hun sætter i løb. Hun springer ombord og hører så soldatens legesyge opfordring:

– Skal vi ikke skyde nu?! Efterfulgt af en rungende latter.

Den lille påhængsmotor hoster et par gange, og sætter så tømmerflåden i fart hen imod den anden bred. På den anden side af vandet – i Davor – bliver de budt velkommen af folk fra FN's Flygtningehøjkommissariat iført hvidt og blåt tøj. Adisas far græder af glæde og lettelse. Og hans 17-årige datter vender sig om og tænker, at hun håber, hun aldrig kommer til at se det land igen.

Danmark 2010
Adisa bor sammen med sin mand Ado og deres lille søn Amil og har fået job i en børnehave i Klampenborg nord for København. De lever på mange måder et godt liv, men Adisas traumer fra krigen begynder at røre på sig. Hun isolerer sig, får rysteture og kan ikke sove om natten. Og når hun endelig falder i søvn, med lyset tændt, er hun plaget af mareridt og frygtelige flashbacks til dengang, hendes far med nød og næppe undslap at blive kørt til koncentrationslejrene.

Efter den slags mareridt vågner Adisa op, badet i sved og med et hjerte, der føles som om, det er på vej ud af brystkassen. Og en dag, hvor hun sidder på børnehavens legeplads, glider tårerne ned ad kinderne.

Her løber glade børn rundt og leger ubekymret. Og i glimt ser Adisa sig selv som barn. Pakke picnickurv med vennerne, hente frugt fra haven, lave sandwich og tage på stranden, hvor de løber rundt og leger, til de dratter trætte omkuld i de lune aftener.

– Efter vi var flygtet, måtte vi ikke fortælle nogen, hvad vi havde oplevet. De måtte ikke vide, hvordan vi havde haft det, for de skulle ikke se ned på os, syntes far. Men jeg kunne bare mærke, at det var noget, jeg ikke længere kunne have som en hemmelighed.

Adisa fortæller kollegerne i børnehaven om sin mørke fortid, og de anbefaler hende at gå til lægen. Det fører til et halvt års forløb med en psykolog og siden en henvisning til DIGNITY, Dansk Institut Mod Tortur, hvor Adisa kommer i terapi med andre ofre for den krig, der har sat så tydelige ar på hendes sjæl. Selvom hun i første omgang tænker, at hendes oplevelser er alt for personlige til at snakke højt om.

– Hvordan skulle jeg kunne fortælle dem, at en af mine lærere, som min far oven i købet havde haft som elev, forsøgte at voldtage mig i skolen? Eller at soldaterne pegede på mig med deres geværer, når jeg var på vej i skole, og skød op i luften for at skræmme mig?

LÆS OGSÅ: Sima Samar "I Afghanistan er der ligeløn"

Bosnien 1992-1995
Adisa er 14 år, da krigen bryder ud. Bosnierne har ved en folkeafstemning besluttet at løsrive sig fra Jugoslavien. Det er sommer, og hun og veninderne har været på stranden, da store, grønne militærvogne pludselig ruller ud i gaderne og soldater indtager deres positioner, mens de holder på deres skarpladte våben.

Da krigen sætter ind, bliver det Adisas ansvar at holde liv i familien. Næsten helt bogstaveligt.

– I fire lange år levede jeg som en kanin i skoven. Altid på vagt og altid parat til at flygte. Jeg havde ikke tid til leg og venner. I stedet påtog jeg mig et alt for voksent ansvar.

De barske krigsår bliver efterhånden hverdag for den unge Adisa og hendes reaktioner mere rolige. Som da en soldat sætter sin kalashnikov direkte mod hendes tinding og siger: "Nu skal du dø. Hvad vil du gøre ved det?", og hun koldt og med et direkte blik svarer: "Jeg er ikke bange".

– Hver dag tænkte jeg, at det måske var den sidste dag i mit liv.

Fornedrelse er en del af serbernes strategi, så forældrene mister begge deres job som skolelærere. En ulykke for Adisas far, der er rektor på byens skole og en højt respekteret og vellidt mand i Bosanska Dubica. Systematisk chikane er en anden metode, som skal drive muslimske bosniere som familien Mujezinovic på flugt. Men Adisas far holder fast i sin ret til at blive og kæmpe for det, han selv har bygget op – sit hus, sin familie, sin status.

En status, som med ét forsvinder. For uden penge har de ingen mad, ingen strøm, ingenting.

Adisas far risikerer at blive skudt, hvis han vover sig ud af huset uden et ærinde bestemt af serberne. Som f.eks. at rense toiletter, som han bliver sat til på et tidspunkt. Adisas mor har en psykisk lidelse og tvillingsøsteren en alvorlig ryglidelse. Derfor må Adisa på egen hånd, forklædt med hat og med livet som indsats, hente forsyninger til familien på op til 50 kilo i Røde Kors-lageret en kilometer væk. Typisk brød, olie, pulvermælk og fisk på dåse.

Adisa og søsteren Azra fortsætter med at gå i skole. Her skal man også betale for maden, og da pigerne ingen penge har, får de først mad, når de kommer hjem godt op ad eftermiddagen. Kampen for mad er konstant.

Men det værste er, da de kommer efter hendes far. Det er de billeder, der i dag står alt for skarpt i Adisas erindring.

– De kom i fire jeeps, som de parkerede rundt om huset, og ud sprang maskerede soldater iført sorte huer og maskingeværer. Jeg husker, at jeg stod naglet til jorden og ventede på, hvad der skulle ske. De spurgte om alt – om vi havde penge, våben, hvor min bror var, og hvornår vi skulle flytte, for de havde andre flygtninge, serbere, der skulle bo i vores hus. Og jeg havde lyst til at råbe, "men det er jo VORES hus!," men så ville de bare slå. Så ingen af os sagde noget, mens de gik rundt i huset og rodede i vores ting. Min far taler på en særlig måde, fordi han engang havde cancer i spiserøret, så et par gange sagde jeg: "Hvordan kan I gøre det her mod mennesker? Jeg er jo bare et menneske ligesom dig." Jeg var ligeglad, om jeg var i live eller ej.

– Flere gange tog de mig med til forhør på politistationen, hvor jeg sad helt alene med fem mænd. De kom meget tæt på og kiggede mig i øjnene. Pludselig var man alene med en, mens de andre gik, og så vidste jeg jo ikke, hvad de kunne finde på. Jeg kunne bare mærke mit hjerte banke hurtigt. Jeg tror, at det reddede mig, at jeg aldrig viste, at jeg var bange.

Fra tid til anden flyver granaterne gennem luften i byen og rammer nabohusene. Til sidst er bombningerne så intense, at nattehimlen står i lys lue nat efter nat. Og Adisa lærer på den iskolde måde, at man med et fingerknips kan miste livet.

En aften, hun befinder sig i fasterens hus sammen med sin søster og sin farmor, bliver der skudt mod huset – midt imens Adisa står i badekarret og netop har sæbet sig ind.

– Vi havde ingen elektricitet, kun stearinlys og kun den slags olielampe, som gjorde vores huse helt sorte af sod. Men vi havde vand, så jeg tog et bad, selvom det var sent. Og pludselig hørte jeg skud fra maskinpistoler, vinduesglas, der splintrede, og min familie, der råbte, at jeg skulle kaste mig ned på gulvet.

– Der lå jeg så i badekarret og rystede og ventede på, at der blev stille, så jeg kunne vikle et håndklæde om mig og tjekke, om min søster og farmor var okay. Jeg kunne ikke tale, for jeg vidste ikke, hvad jeg havde i vente. Men da jeg kom ud, sad de bare på gulvet, og der blev vi siddende resten af natten og rystede af sult og af kulde. Og næste dag, da vi åbnede døren, stod alle naboerne og gloede fra deres altaner for at se, om vi var levende eller ej. Jeg tror, det var dem, der skød mod os. Rigtig mange havde jo våben.

På en varm sommerdag bemærker Adisa en lidt underlig lugt nede ved floden, men springer alligevel i. Ude i vandet er det, som om hun støder på noget. Hun dykker, og da hun kommer op igen, ligger der en soldat foran hende. Helt hvid og opsvulmet og med store øjne. Han er ved at gå i opløsning, men Adisa trækker ham forsigtigt op på breden. Og netop som hun får ham anbragt der, dukker hele ti andre lig op – kvinder som mænd. Adisa tilkalder hjælp hos naboen, som er serber, og sammen får de ligene op af vandet. Soldaternes ID-kort viser, at de er fra den serbiske hær, men for Adisa er de mennesker ligesom alle andre og fortjener respekt. De får tilkaldt politiet, og de pårørende kan få besked.

– Jeg har set alt for mange ting. Og jeg har gemt det hele herinde, fortæller Adisa og lægger hånden på brystet. Hendes øjne er røde og tårerne umulige at holde tilbage.

– Når de bombede, sad vi bare musestille og ventede på, at det var overstået. Vi havde ingen kælder eller noget at gemme os i. Og alle vores venner var flyttet fra byen. Min far sagde, at han var ligeglad med, om de kom og slog ham ihjel. Han nægtede at melde sig til den serbiske hær, han ville ikke i krig. "Jeg er jo lærer, jeg skal opfostre børn. Det er lige meget, om de slår mig og min familie ihjel". Det chokerede mig, hver gang han sagde det, for jeg ville gerne leve! Og far kunne ikke redde os. Flugt var umulig, for vi havde ingen penge.

Sverige 1995-2004
De penge, det alligevel lykkes familien i al hemmelighed – og via en mellemmand i Tyskland – at skrabe sammen, kommer fra Adisas bror, Haris, som faren i starten af krigen har sendt til Sverige, så han undgår at komme i hæren. Og broren er både lykkelig og rystet over at se sine søstre igen, da de endelig når frem til Sverige efter flugten, der varer i to uger. Alt for tynde, men med livet i behold.

– Han kiggede og kiggede på os: "Men I er jo voksne nu! Far, jeg kan ikke forstå, hvorfor du har holdt dem så lang tid dernede – de er jo sådan nogle flotte piger, tænk hvis der var sket dem noget!". Og så tænkte jeg bare, at der jo VAR sket noget med os. Herinde. I hjertet. Jeg kunne bare ikke sige det, for jeg ville ikke have, at far skulle føle skyld.

Adisa bor otte år i Sverige, lærer sig lynhurtigt svensk og tager en kontoruddannelse. Hun møder Ado, som nåede at komme ud af Bosnien, før krigen for alvor satte ind. Han bor i København, og da de gifter sig, flytter hun ind hos ham.

LÆS OGSÅ: "Langt de fleste menneskers største fjende er dem selv"

Danmark 2012-
Først i forbindelse med terapien på DIGNITY lukker Adisa op over for sin far og fortæller ham om alle de rædsler, hun har gennemgået.

– Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke var gået til ham. Men jeg vidste jo, at han ville være blevet gal og måske havde opsøgt den lærer, der forsøgte at voldtage mig. Og hvad kunne der så ikke være sket?

I terapien får Adisa sluppet de mange ubehagelige minder fri. Hun indser, at hun langtfra er den eneste i verden, som har det på den måde, og forløbet her får afgørende betydning. Langsomt genvinder hun kontrollen over sin sønderrevne sjæl, også selv om hun må leve med bevidstheden om, at hendes PTSD (posttraumatisk stress syndrom), som hun fik konstateret i forbindelse med sin revalidering, vil forfølge hende i større eller mindre grad resten af livet.

– Jeg var jo næsten død indeni, fordi der var sket så mange ting. Nogle gange ønskede jeg mig bare ud af min krop. Jeg ville ikke leve mere, hvis det skulle være på den måde. Det eneste, der har reddet mig, er min søn. Jeg vil ikke have, at han skal leve med et traume over, at hans mor tog sit eget liv.

– Jeg har lært at håndtere min angst. Kommer panikken, eller vågner jeg med mareridt, trækker jeg vejret dybt og roligt. Ligesom jeg også er blevet tvunget ud af min isolation, som betyder, at jeg nu igen kan gå på legepladsen med min søn – og i Zoologisk Have eller i Tivoli.

– Jeg er så glad for, at jeg lever, og for at jeg kan kæmpe for at få et bedre liv. Jeg elsker mit liv. Og endelig er jeg sluppet ud af det fængsel, min angst og min smerte var. Alt det, der skete i den krig, var jo bare dumt. Folk mistede deres liv for ingenting. Vi har jo levet sammen i så mange år, og pludselig begyndte vi at slå hinanden ihjel. Naboer, tidligere bekendte, venner... Og folk dernede har stadig ikke noget at spise eller noget arbejde.

– Jeg er ikke bitter på nogen i dag. Det vigtigste er, at jeg lever. Mit liv skal ikke standse, fordi jeg har oplevet nogle grimme ting i fortiden. Jeg HAR jo en fremtid. Jeg bor i et land med mange muligheder og med adgang til uddannelse og mange forskellige jobs. Jeg tror på Gud, og jeg tror på, at alle kommer til at stå til ansvar for deres handlinger i sidste ende. Man skal være et godt menneske, og vi skal hjælpe hinanden. Også ud af de svære situationer. Jeg går ikke bare forbi et lidende menneske på gaden, som de fleste andre gør. Man skal vise respekt for hinanden.

Om få dage udløber det revalideringsforløb, Adisa har været igennem via Dignity. Og hun er stærkt opsat på at få et job, selvom hendes helbred ikke er helt i top.

– Jeg vil gerne have, at I som danskere kan være stolte af mig, fordi jeg klarer mig selv og er i arbejde. Bidrager til det danske samfund og giver noget igen. Det, I har gjort for mig... jeg har slet ikke ord for, hvor meget det er værd for mig.

– Hvis jeg en dag mister mit arbejde, vil min første tanke være, at jeg ikke kan få noget at spise. Har man først oplevet det én gang... det er så hårdt. Jeg tænker på min søn. Og på, hvordan min far ikke kunne give mig noget at spise. Et højtuddannet menneske, som har knoklet hele sit liv. Før krigen levede jeg jo, ligesom I gør. Vi havde både FilmNet og MTV. Jeg har haft det hele, og pludselig havde vi ingenting. Dét vil jeg aldrig opleve igen. Og det er den slags tanker, der får min PTSD til at blusse op. Jeg VIL vise, at jeg kan klare mig selv – og på den måde sige tak, fordi I tog imod os.

Hvad er PTSD?
– også kendt som posttraumatisk belastningsreaktion.

PTSD er en alvorlig psykisk lidelse udløst af en truende eller katastrofeagtig begivenhed. En ekstrem angstsituation, som sætter kroppens fareberedskab med frygt og angsthormoner i højeste alarmberedskab og måske overbelaster dette system. Typisk manifesterer det sig i søvnproblemer, mareridt, flashbacks til rædselsvækkende oplevelser, uro, spontane og eksplosive følelsesudbrud.

Adisa Mujezinovics familie blev systematisk chikaneret indtil 1995, hvor de fik et tip om, at byen skulle udrenses. Efter fire benhårde år i den jugoslaviske borgerkrig fik de asyl i Sverige og bosatte sig i Trelleborg, hvor Adisas far, hendes tvillingsøster og storebror stadig bor. Hendes mor flygtede et halvt år forinden og bor i dag i Malmø.

– Jeg er under stort pres lige nu. Jeg er bange. Om lidt slutter min revalidering som kontorassistent i Frederiksberg Hjemmepleje, som jeg har været meget glad for, så nu skal jeg have et job, så jeg kan klare mig. Jobcentret presser mig også. Og det pres er hårdt for mig. Har jeg ingen penge, minder det mig om at være i krig og ikke have råd til mad. Men jeg vil gerne arbejde og have, at min søn en dag kan være stolt af mig – som jeg er stolt af min far og af, hvor hårdt han har kæmpet for mig.

– Min søn har ikke fået lov til at få et legetøjsgevær eller noget af det armytøj, de laver til børn.

Udover PTSD (posttraumatisk stress syndrom) lider Adisa Mujezinovic af endometriose og en nyrefejl, som har kostet hende en del operationer.

– Det bedste, der er sket i mit liv, er at få min søn, Amil. Selvom det ikke altid har været nemt at være ordentligt til stede i hans liv pga. min PTSD. Men min mand har været en stor støtte.

Adisa har kun været tilbage i Bosnien én gang, siden hun forlod landet for knap 18 år siden. Det var i 2008, hvor hun gerne ville vise sønnen frem til den del af familien, der er blevet i Bosnien. Men gensynet med fædrelandet vækkede kun dårlige minder.

LÆS OGSÅ: Anders Agger - Man går ikke i stykker af kriser