Anders Agger forlod sine forældre som 17-årig i et kæmpe raserianfald: “Hvordan ku’ du, Anders?”

LÆS OGSÅ: Abdel Aziz Mahmoud: “Skam kommer ikke fra Gud, men fra mennesker”

Men hey, 17-års-Anders: Du har ret. Det er lidt nemt at sidde der 35 år senere – tilbagelænet i pauselån og parmiddage – og fnise og ironisere over teenagelivet med fester, fodbold og matematik, som sangeren fra Aarhus sang samtidig.

Og så er der kærligheden, for den er der – udover Mette Marie. Eva, Gudrun, Karen, Anne Dorthe, Hanne, Cathrine – og så'n. Et lille potpourri af klassiske 60'er pigenavne, der defilerer forbi dér i dine unge år. De bliver en fin start på en langvarig uddannelse i at være i forhold... Og her nærmer vi os måske en lige linje fra de 17 til de 52 år, Anders A: At de størrelser, der gør dig glad og ked af det i 1982... de forandrer sig faktisk ikke, kan jeg læne mig henover bordet og fortælle dig, som du sidder der i din svagt lyserøde Marco O'Polo sweat. Det er konstanter, som fysiklærer Jens Vaaben på gymnasiet forsøger at få dig til at forstå. De forbliver konstante. Familien, kærligheden, vennerne og fodbolden. Med løbende udskiftninger, men det er fortsat de bærende konstruktioner i mit lille midalder-liv i dag. Akkurat, som de var, da fugerne blev forskubbet omkring bagdøren på parcelhuset i 80'erne.

Men det er også uendeligt fint, som gamle Faster Elna udtrykker det længe inden, alle bruger ordet "fint" om alt fra porcelæn til heste: At din familie med en kæreste og soulmate i én menneskealder, tre vellykkede børn, venner i alle afskygninger – og så fodbold – fortsat er det, der gør dig mest glad. Og ked af det.

For du slipper ikke, 17 års mand: Du vil få dine tæv i alle genrer. A conto og fremadrettet. Og du vil heldigvis lære at acceptere, at din familie – udover primært at være smuk og underholdende – også begår fejl og er forfærdelig sorgfuld i perioder. Og at det er ok. Selv Mette Maries grænseløse frihedsfamilie har sikkert sine små udfald i dag. Og kan smile af dem. Eller være ked af det.

Kærligheden? Is the drug, mand. Stadigvæk. Har man så haft sin sidste store forelskelse, gammel-Anders, spørger du så? Måske. Lige dér ved ingen noget. Er det sorrigt, spørger du?

Nej – ikke, når alt er, som det skal være. At der stadigvæk er en lige linje ind til hende, man forelskede sig i.

Man skal være dygtig og omhyggelig og krævende, hvis ikke det hele skal forsvinde ind i all inclusive sydpå og pludselige, paniske hiketure i Nordnorge.

Vennerne? Siger sig selv. Ole, Steen, Torben og Preben fra kortklubben skal være der. Også i andre og nære udgaver, hvor man ser hinandens børn og liv, mens det sker.

Og fodbold, 17 års-Anders: Dét, der i virkeligheden er det eneste, der kan gøre dig hidsig – også dengang. Er det fortsat lige så ultimativt vigtigt? Ja, det er. Punktum. Nu bliver jeg ikke hidsig som spiller. Nu bliver jeg mere...semi-deprimeret... efter sådan en weekend, hvor både ManU i Premiere League, FCM i superligaen og Ringkøbing i 2. division taber. Så laver jeg en Maude, 17-års Anders. Akkurat som dig.

Det pudsige er: Dagen efter er alt som regel godt igen. Ligesom med familien, vennerne og kærligheden.

Anders