Anne Deppe
SPONSORERET indhold

Anne blev gravid med underboen: "Jeg fik en ret kæk sms fra ham"

Vi kender alle sammen følelsen af, at et tilfælde drejer vores liv i en bestemt retning. Mød Anne Deppe, der blev gravid ved et tilfælde.

Af:: Marie Varming Foto: Sara Skytte og privat
03. nov. 2017 | Livsstil | Hendes Verden

Det var egentlig den noble gamle mand, som faldt i snak med Anne Deppe ved et busstoppested, men det var den unge mand, som overhørte samtalen, der kort tid efter gjorde hende gravid.

Tilbage i 2014 nogle uger inden den aften ved stoppestedet gik Anne og glædede sig til en planlagt tur til San Fransisco i 2014. Hun skulle over og lære mere om forretningsudvikling, så fly og hotel var bestilt. Alligevel havde hun en idé om, at hun nok ikke ville komme af sted.

– Samtidig flyttede jeg til en ny lejlighed, og i den periode var jeg lige begyndt på en ny træningsform, hvor jeg skulle hoppe meget, fortæller den i dag 34-årige Anne Deppe med et grin.

Som det ordentlige menneske hun er, lagde hun en besked til sin underbo, som hun ikke kendte, om at hun nok kom til at hoppe lidt, og han måtte sige til, hvis det blev for meget.

Hun anede ikke, at den seddel ville komme til at bidrage til hendes skæbne.

– Kort tid efter fik jeg en ret kæk sms fra underboen om, at det var helt ok, og jeg skulle huske at spise grøntsager, husker Anne Deppe.

Cirka to uger senere var hun til en venindes fødselsdag, men hun tog tidligt hjem fra festen til sin nye lejlighed.

– Jeg var i ret godt humør, så jeg sad og hørte musik i bussen og kom til at køre to stop for langt. Jeg var nødt til at gå tilbage til stoppestedet, hvor jeg skulle skifte bus. Da jeg kom derhen, stod der en ældre herre i et hvidt sæt tøj. Vi faldt i snak, og da han præsenterede sig som højesteretssagfører og med sit navn, sagde jeg, at jeg hed Anne Deppe, husker hun.

Men til hendes overraskelse var der en anden mand ved busstoppestedet, som reagerede.

– Så må du være min nye overbo, sagde fyren bagved.

Anne med sin uventede datter Emma.

LÆS OGSÅ: "Tænk hvis jeg ikke havde ædt mig til en livsstilssygdom”

Den første nat

De to faldt i snak og blev hurtigt enige om en øl. De fandt en café, hvor de snakkede, drak en øl og tog en dans. Lige netop den aften havde Anne besøg af sine forældre i lejligheden, så det var meget bekvemt for hende, da underboen tilbød, at hun da bare kunne sove nede hos ham. Det gjorde hun, men først da hun gik på date med ham en uges tid senere, blev deres forhold noget mere kødeligt.

– Vi var på date den 13. september. Præcis den dag, jeg skulle have været til San Fransisco. Jeg havde bare fået så meget at lave, at jeg ikke kunne overskue turen, så jeg aflyste.

I stedet blev aftenen blandt andet brugt på at have ubeskyttet sex med underboen, for Annes læge havde engang sagt, at hun formentligt ikke kunne blive gravid, og selv om hun aktivt havde forsøgt at blive gravid tidligere, var det da heller ikke sket. Men det blev hun den nat.

– Efter et par uger fik jeg ømme bryster, og min veninde spurgte, om jeg måske kunne være gravid.

I dag er hun mor til Emma på to år, og hun har en fornemmelse af, at det var Emma, som ville frem i verden fremfor skæbne eller tilfælde.

– Jeg har oplevet en del ting i livet, som er sket på den måde. Underlige sammentræf, hvor man tænker, at der må være en højere plan med det hele. Det var da mærkeligt, at jeg lige blev gravid der, når jeg tidligere havde prøvet aktivt uden held, siger Anne.

Anbefalet til dig