"Det er meget federe at blive gravid, fordi man har elsket og glemt at passe på, end fordi man har siddet og planlagt det"

Børn – en potentiel partystopper

Det første møde mellem Anne og Kim er næsten som taget ud af en romantisk film. Kim missede et tog mod Jylland en oktoberdag i 2014, og ventetiden brugte han på at gå en tur i Botanisk Have. Her spottede han Anne, der sad på en bænk og røg en cigaret.

Senere – da han sad i toget – sendte han en mail til den lyshårede livstilsekspert, som han kendte fra tv. Han fortalte, at han havde set hende på bænken, og at han gerne ville invitere hende ud, og Kims mod og ligefremhed imponerede Anne, der endte med at takke ja til at mødes. Og så udviklede tingene sig ellers derfra. De begyndte at date, blev kærester, og allerede efter et par måneder flyttede Kim ind i Annes københavnerlejlighed i indre by.

Selvom alting var lyserødt og romantisk, var Anne dog klar over, at det ikke var sikkert, at tingene ville blive ved med at være sådan. Det blev nemlig hurtigt tydeligt for hende, at hun og Kim var to vidt forskellige steder i livet. Anne var 42. Kim var 29. Hun var strategisk direktør i reklamebureaet Envision og gik til møder med mænd i jakkesæt. Han havde netop startet sin musikkarriere og hang ud med en masse kreative mennesker.

– Da vi begyndte at se hinanden, tror jeg, at vi begge tænkte, at det var lidt ufarligt. Det var ikke meningen, at vi skulle være et par – vi skulle bare have det sjovt – for vi var meget forskellige. Men så forelskede vi os jo for alvor, siger Anne og fortæller, at de helt fra begyndelsen var opmærksomme på, at der var nogle grundlæggende ting, som de var nødt til at få debatteret.

Særligt en ting, forudså Anne, kunne blive et problem. Spørgsmålet om børn. For mens hun havde droppet tanken om at blive mor, ønskede Kim at blive far.

– Det var jo en potentiel partystopper. Det vidste vi godt, men det er jo mega uromantisk at tale om den slags, og jeg tror ikke, at man skal kvæle forelskelse i rationaler. Kim og jeg er følemennesker og navigerer mere efter vores følelsesliv end vores fornuft, så vi parkerede det og aftalte, at vi lige skulle huske at tale om det, inden det løb helt af sporet, og vi blev flettet for meget ind i hinanden, siger Anne.

Først var det planen, at de skulle have snakken, inden de flyttede sammen. Men det skete ikke. Så blev det i stedet, når de "havde boet sammen et stykke tid" – en dejlig udefinerbar deadline, der betød, at de boede sammen i flere år uden rigtig at tale om det, der i værste fald kunne blive slutningen på deres forhold.

LÆS OGSÅ: “Jeg oplevede også, at kærligheden til min datter blev fordoblet, da lille Cooper kom til verden”

Projekt baby og et sexliv i system

I sommeren 2015 kunne Anne og Kim dog ikke udskyde diskussionen længere, og på en tre ugers ferie i Annes sommerhus i Italien åbnede de op for den. Der var solskin og lyse aftener, og der var tid og ro til at tænke, tale og overveje.

– Vi var enormt forelskede og blev tættere og tættere og begyndte at forestille os en fælles fremtid. Og så måtte vi jo hellere tale om det, for det ville være rigtig ærgerligt, hvis vi havde ti skønne år sammen og så måtte gå fra hinanden, fordi vi ikke havde fået debatteret det færdigt, siger Anne, der sammen med Kim brugte de tre uger på at genoptage samtalen flere gange.

Den endelige beslutning blev truffet en dag, hvor hun og Kim lå på den italienske terrasse under solens varme stråler.

– Kim havde – siden jeg mødte ham – snakket om, at han en eller anden dag skulle have en familieforøgelse, og selvom jeg aldrig havde haft den der baby-craving, havde jeg fået lyst til at få børn med Kim. Jeg var forelsket, og det føltes bare rigtigt, så jeg sagde: "Okay, så gør vi det!" Det var både vildt og rørende, men også lidt skræmmende at sige højt. For det var jo ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre, siger Anne, der udmærket var klar over, at hendes 43 år kunne være en udfordring.

Alligevel var hun fast besluttet på, at hun ikke ville have hjælp til at blive gravid. Det skulle foregå naturligt, og derfor blev hun og Kim enige om, at hvis de skulle have børn, så skulle det være nu – også selvom Anne er ret sikker på, at Kim gerne ville have ventet et par år.

– Jeg er darwinist og meget firkantet på det område, og jeg syntes, at det ville være lige lovlig flot af mig at trække sådan en beslutning så længe, som jeg havde gjort, og så ende med at få hjælp på en fertilitetsklinik. Det havde jeg ikke lyst til, siger Anne, der dog ikke for alvor forestillede sig, at det ville blive et problem at blive gravid.

– Jeg har altid haft ret god selvtillid i forhold til min krop. Jeg spiser jo mine grøntsager og lever sundt, så selvfølgelig skulle jeg nok blive gravid, husker Anne, at hun tænkte, men hun måtte indse, at det ikke var helt så let og ligetil.
Anne arbejdede nemlig i Aarhus og pendlede frem og tilbage flere gange om ugen, og "projekt baby" viste sig derfor at blive ret teknisk. Bare det at sørge for, at de var til stede i samme by, når hun havde ægløsning, var en udfordring.

– Tidligere havde vi haft det så dejligt, men pludselig skulle vi sætte vores sexliv i system. Det gjorde vores forhold enormt uromantisk og uskønt, og det var virkelig en dræber for projektet. Alt det, der havde været naturligt og fint, blev pludselig kunstigt og besværligt, siger Anne, der hurtigt blev træt af planlægningen.

Blandt andet derfor tog hun i begyndelsen af 2016 en stor og livsomvæltende beslutning. Efter 18 år i reklamebranchen sagde hun sit direktørjob op og sprang i stedet ud som selvstændig med base i København.

– Jeg kunne simpelthen ikke både arbejde 60-70 timer om ugen, flyve rundt i hele landet, bo både i Aarhus og København og så også tro på, at jeg kunne blive gravid. Hvis jeg virkelig ville det, var jeg nødt til at lave om på min livsstil – så det gjorde jeg, siger Anne.

Og det var tilsyneladende det, der skulle til. Kort efter at hun og Kim begyndte at have en rigtig hverdag sammen, stod hun med en positiv graviditetstest i hånden og en lykkefølelse i maven. Men glæden varede ikke længe.

En enkelt lille svipser

Anne var ikke mere end en måned henne i graviditeten, da hun – midt under en tv-optagelse – pludselig mærkede, at der var noget galt. Kort efter gik det op for hende, at hun havde aborteret, og det kom fuldstændig bag på hende.

– Jeg havde forestillet mig, at alt ville gå glat og uproblematisk, når nu jeg ikke længere arbejdede så meget og var stresset, men så stoppede det bare. Og det skræmte mig virkelig! Det var heldigvis ikke et barn endnu, men vi blev kede af det – især fordi det fik os til at indse, at det måske ikke kunne lade sig gøre, siger hun.

Aborten fik hende og Kim til at standse op og spørge sig selv, om de nu var sikre på, at det var familielivet, de ville, for selvom Anne kun havde været gravid i en måned, havde hun kunnet mærke, at det betød, at der var lidt mindre plads til fest og ballade. Genovervejelserne strakte sig ind i efteråret og ind i vinteren, og mens Anne og Kim talte om for og imod, gjorde de sig umage for ikke at blive gravide.

Men nytårsaften 2016-2017 slog det Anne, at de måske ikke havde gjort sig umage nok. Hun havde pludselig ikke lyst til alkohol, og de cigaretter, som lå i hendes jakkelomme, og som hun havde tænkt sig at ryge, forblev uberørte hele aftenen.

– Tanken om, at jeg kunne være gravid, strejfede mig, men jeg tænkte: Det kan jo ikke lade sig gøre. Vi havde jo passet på, siger Anne.

Mistanken havde dog sat sig fast, og allerede to dage efter – den 2. januar – var hendes nysgerrighed blevet så stor, at hun tog en graviditetstest. Og den var positiv.

– Jeg tænkte bare "fuuuck!" Jeg forstod det slet ikke, og de første minutter brugte jeg bare på at forsøge at regne ud, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. Men så kom Kim i tanke om, at der jo lige var den der ene gang efter en fest... griner Anne, der derefter kunne give plads til glæden.

– Det var en gave, at det skete sådan. Første gang var det "jeg har ægløsning, super, bum", og så var det det. Anden gang var helt anderledes, for det er meget federe at blive gravid, fordi man har bollet og har glemt at passe på, end fordi man har siddet og planlagt det. Jeg følte mig som en uansvarlig teenager, og det var fantastisk, ler hun.

Glæde og lykke var dog ikke de eneste følelser, der ramte Anne. For nu hvor hun havde aborteret én gang – hvordan kunne hun så vide sig sikker på, at det ikke ville ske igen?

– Jeg blev ramt af en galopperende panikfølelse. For tænk, hvis det gik galt ligesom første gang. Desuden havde jeg jo ikke vidst, at jeg havde været gravid i december, og selvom jeg ikke er en "heavy drinker", havde der da været nogle julefrokoster. I den ideelle verden var jeg blevet gravid i januar, og så var babyen blevet lavet på kåljuice.

LÆS OGSÅ: Parterapeut: Denne ene ting kan få dit parforhold til at blomstre

Et skeptisk sundhedssystem

Som tiden gik, og maven voksede, kunne Anne dog pakke bekymringen væk. Alting gik, som det skulle, og scanninger af fosteret tydede på, at alt var fint. Der var et hjerte, der slog. Der var et lille liv.

Anne husker, at hendes læge fortalte hende, at hun skulle være stolt af sin dengang 44-årige krop, og at det var godt klaret, at hun var blevet gravid. Men ikke alle steder i sundhedssystemet er hun blevet mødt af samme begejstring.
I løbet af sin graviditet har hun flere gange oplevet, at det er blevet set som en klar ulempe, at hun er en del ældre end den gennemsnitlige førstegangsfødende, og hun er gang på gang blevet mindet om de øgede risici, der er forbundet med at føde i en sen alder. Blandt andet er mange af resultaterne på de prøver, hun har fået foretaget, blevet udregnet med afsæt i hendes alder. Og det provokerer hende.

– Alder er jo relativt, og jeg forstår ikke, at det betyder så meget i sundhedssystemet. Man kunne jo sagtens vælge at se på, at her kommer en kvinde, der tydeligvis aldrig har drukket for meget, som ikke er storryger, som spiser sine grøntsager, og som ikke er overvægtig – men i stedet kigger man rigidt på et tal, og det, synes jeg, virker dumt, siger hun.

Desuden forstår hun ikke, at det kun er moderens alder, som "får sundhedssystemet til at panikke", som hun udtrykker det.

– Der er også øgede risici forbundet ved, at faderen er gammel, men det udløser jo slet ikke de samme alarmklokker, hvis der kommer en ung kvinde ind med en ældre mand. Der var faktisk ingen, der spurgte ind til Kims alder, og den kønsmæssige skævvridning bliver jeg altså lidt provokeret af.

Selvom hun har mærket bekymring fra sundhedspersonalets side, er det ikke noget, hun har taget til sig, og selv tænker hun ikke over sin alder. Overhovedet ikke faktisk. For graviditeten er indtil videre gået, præcis som den skulle.

– Jeg har taget ti kilo på, og jeg kan da godt mærke, at der er nogle ekstra kilo at slæbe på, men jeg synes virkelig, at jeg har haft det fint indtil videre. Jeg har ikke haft kvalme og har ikke haft det dårligt, siger Anne, der går meget op i at holde sig i form og både går lange ture og dyrker yoga.

– Jeg tænker ikke over, at jeg bliver en gammel mor, men jeg tænker over, at jeg skal blive ved med at gøre mig umage med at holde mig sprød og sund. For nu har jeg jo en forpligtelse til at blive mindst 100 år.

Kort barsel, men masser af nærvær

Hvis alt går efter planen, bliver Annes og Kims lille tomandsfamilie til tre i begyndelsen af september. Kigger man sig om i deres københavnerlejlighed, er der dog ikke ret meget, der tyder på, at der er en lille ny på vej – ud over at der snart kommer døre i nogle af rummene.

– Indtil nu har vi bare haft ét stort rum, og det har været skønt. Men nu kan vi godt se, at det nok er meget praktisk at have i hvert fald ét værelse, som man kan lukke døren til, griner hun og tilføjer, at de derudover endnu ikke har gjort ret meget for at forberede sig på deres søns ankomst.

– Vi har faktisk ikke rigtig styr på noget. Jeg glæder mig helt vildt, men rent mentalt er der et godt stykke vej, til at jeg står og køber børnetøj og barnevogn, for det er stadig lidt for abstrakt for mig. Desuden har jeg ret travlt, så jeg har simpelthen ikke tid til at sidde derhjemme i lotusstilling og læse Politikens store babybog, siger hun.

Anne er i øjeblikket optaget af at skrive en bog om danskernes madvaner, som udkommer til efteråret, mens hendes kæreste, Kim, netop har udgivet et nyt album. Travlhed er en fast del af deres hverdag, men som selvstændige har de mulighed for at arbejde hjemme og skrue ned for arbejdstimerne, som det passer dem. Barslen har de aftalt at dele, men der bliver ingen reel barselsboble for Anne. Allerede to måneder efter fødslen har hun planer om at tage på tv-optagelse.

– Der er jo virkelig potentiale for at få røven på komedie, når man indrømmer, at man ikke har tænkt sig at holde et års barsel, men jeg er sikker på, at vi sagtens kan skabe nærvær og intimitet uden at afskære os fuldstændig fra omverdenen. Desuden kan babyen jo lige så godt vænne sig til, at han har en mor med krudt i røven. Sådan kommer det til at blive ved med at være – og så må han bare være en del af det, siger hun.

Selvom hun udmærket er klar over, at den kommende familieforøgelse kommer til at vende op og ned på hende og Kims hverdag, håber hun, at de langt hen ad vejen kan holde fast i det liv, de lever nu.

– Planen er, at vi skal gøre alt det, vi plejer. Så bliver vi bare tre i stedet for to. Vi skal gå til koncerter, se film, rejse og være sammen med vennerne, og jeg håber, at vi kan få et liv, hvor vi kan skabe en fest hjemme hos os hver dag, siger hun og lægger ikke skjul på, at hun håber på at få en dreng, der matcher hende og Kims energiniveau.

– Han skal selvfølgelig have lov til at gøre, lige hvad han vil, men jeg synes, at det er meget sjovere at spille fodbold end at dimse med dukker. Så det ville være skønt med sådan en lille en, der gerne vil løbe på væggene. Og jeg kan da mærke, at der allerede er fuld gang i ham. Han sparker løs og holder fest hver nat, siger Anne.

Hvad den lille, livlige fyr skal hedde, vil hun ikke afsløre, men navnet er valgt, og de var meget enige, fortæller hun. I en anden diskussion er enigheden dog lidt sværere at nå frem til – nemlig i forhold til, hvorvidt deres søn skal være enebarn.

– Juryen er stadig ude. Kim synes, at det kunne være sjovt med en mere, men jeg ved ikke helt. Nu er jeg gået med til én. Og det glæder jeg mig til, men jeg er ikke sikker på, at flere børn er vejen frem til et langt og lykkeligt ægteskab, griner hun og tilføjer:

– Men man skal aldrig sige aldrig. Jeg har jo skiftet mening før.