Annemette Voss: ”Jeg kastede op, fordi jeg simpelthen ikke kunne rumme mere”

Hvilken vej var den første, du gik på?
– En villavej i Vejle, hvor jeg boede som barn med mine forældre og min fire år ældre bror. Far har et reklamebureau, og mor var hjemme, når hun ikke arbejdede i forskellige småjobs. Min mor er vildt kreativ og syede altid alting selv. Til gengæld er hun den værste til at bage. Hun har engang præsteret at ødelægge et hold cupcakes, selv om jeg stod lige ved siden af. Netop fordi hun var så dårlig til det, fik jeg lov at eksperimentere i køkkenet som barn, og mor ryddede gerne op efter mig.

Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Jeg flyttede til Australien på et års sprog­rejse, da jeg var 15 år. Moren i familien, jeg boede hos, var lige blevet skilt, og hun var meget psykisk ustabil. I dag ved jeg jo godt, hvor langt ude man er i den situation, men hun betroede sig til mig og fortalte, hvordan hun ikke havde lyst til at leve mere. Jeg var 15 år, jeg var slet ikke moden til de der samtaler med hende, og jeg havde ikke lært hjemmefra at sætte grænser. På et tidspunkt fik jeg bulimi. Senere var der en psykolog, der fortalte mig, at jeg kastede op, fordi min krop simpelthen ikke kunne rumme mere.

– Jeg blev meget syg, og det varede, til jeg var 18 eller 19 år. Spiseforstyrrelser er ligesom en influenza – bare lidt større. Det er noget, man påvirkes til udefra, og en dag bryder det ud i lys lue. Jeg stoppede med at kaste op den dag, jeg startede hos en psykolog. Jeg havde simpelthen bare brug for nogen, der fortalte mig, at det ikke var godt det der. Men i mange år kæmpede jeg med det selvbillede, at jeg var hende den syge – og jeg er typen, der ikke bryder mig om mennesker, der høster en masse sympati på at gå rundt og være syge. I dag er jeg rask, og jeg vil gerne være fortaler for, at man kan komme rask ud i den anden ende.

Dit livs omvej?
– Da jeg var 20 år og læste økonomi, fejlvurderede jeg mig selv og så mig selv som et redskab med et sæt egenskaber. Jeg var klassens dygtige pige, og jeg vidste fra begyndelsen, at økonomi på universitetet ville være "piece of cake" for mig. Jeg troede, jeg skulle komme nemt igennem og ud på den anden side og tjene en masse penge. Men det var for firkantet og facitorienteret, og det passede ikke til det analytiske og sensitive menneske, jeg er.

LÆS OGSÅ: Annemette Voss: "Jeg blev landskendt og smed hele mit liv på gulvet samtidig”

Din levevej?
– Det har aldrig været min drøm at blive kendt fra et tv-program. Jeg vil være anerkendt for det, jeg kan. Som barn ville jeg faktisk være model, for jeg var tynd og langbenet, men så faldt jeg og brækkede næsen to gange inden for et år, og så var den karriere aflyst. I dag er jeg lykkelig for, at jeg aldrig blev model. Den branche har et overdrevet fokus på kroppen.

– Da jeg læste økonomi, var jeg også skiguide i Alperne sammen med min storebror, og en dag foreslog han, at jeg skulle begynde at læse til arkitekt i stedet. Jeg er både matematisk og kreativ, og det, mente han, passede godt sammen med det studie. Jeg har siden fundet ud af, at arkitektstudiet er altfavnende. Man skal forstå mennesker, sætte sig ind i samfundet, lyde, farver og rumforståelse. Men det er også kunst, faktisk mere kunst end håndværk. Det var et spændende studie, og jeg er vildt glad for, at jeg har den uddannelse, selv om jeg mangler otte måneder fra at kunne kalde mig kandidat.

– Mens jeg sad som praktikant på Vilhelm Lauritsens tegnestue, kom jeg med i bagedysten, og samtidig blev jeg skilt. Jeg troede, jeg skulle tilbage til tegnestuen og skabe mig en karriere bagefter, men jeg havde ikke lyst til at vende tilbage til noget som helst, der havde med mit gamle liv at gøre. Alt skulle laves om. Jeg gik rundt et par måneder og overvejede, hvad jeg skulle gøre, og så blev det bagningen. Kort efter ringede en fyr, Andy fra Jylland, og spurgte, om jeg havde lyst til at tage rundt i storcentre og dele smagsprøver på kage ud og tjene en masse penge på det. I dag findes der ikke et storcenter i Danmark, jeg ikke har serveret kage i – eller et lille et for den sags skyld.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det har jeg det helt fint med, for jeg oplever aldrig noget negativt. Faktisk oplever jeg tit, at folk siger: "Gud, hvor er du sød i virkeligheden", og så kan jeg godt tænke: Jamen, hvad havde du regnet med? Men når jeg ser mig selv i bagedysten, kan jeg godt se, hvorfor de tror, jeg er en anden. Der blev lagt meget vægt på en enkelt side af mig; perfektionisten og æstetikeren. Jeg er meget mere end det, og jeg kan faktisk godt lide det uperfekte, men i bagedysten stod jeg i en konkurrencesituation, som jeg var gået ind i for at vinde, og så sørger man selvfølgelig for, at brombærrene er lige store. Faktisk vil jeg kalde mig mere målrettet end perfektionistisk. Bagedysten er jo også et program, vi ser, fordi vi gerne vil imponeres af smukke mesterværker. Jeg håber bare, folk husker, at det ikke er det samme derhjemme. Hvis du bare kommer halvvejs i mål derhjemme, så er det fint. Målet er jo, at det skal være hyggeligt, når alle sidder om bordet. Kage bringer os sammen i en tid, hvor telefoner fylder for meget.

LÆS OGSÅ: Powerparret Christian Stadil og Alice Brunsø: ”Man kan undgå meget terapi, hvis sexlivet fungerer”

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Det gjorde jeg, da jeg blev skilt fra mine to ældste sønners far for tre år siden. I lang tid havde jeg været så betaget af kærligheden mellem os og hvor ukompliceret, det var at være i samme rum. Men jeg havde også undervurderet, hvor meget jeg har brug for en mand, der er jordbunden fremfor svævende. Jeg var sammen med en flyvsk kunstner i et opmærksomhedskrævende forhold, hvor vi langsomt forvandlede hinanden til leverpostej uden modpoler. Jeg skulle have lyttet til mig selv alle de gange, jeg tænkte: Jeg er nødt til at gå. Med tiden bragte han ikke noget godt frem i mig, og da jeg slet ikke kunne mærke mig selv mere, blev jeg skilt. Hele det år, der fulgte, mistede jeg fuldstændig forbindelsen til jorden under mig. Jeg fik brug for det, jeg i sin tid havde lært hos psykologen: at tilgive mig selv. Jeg tilgav mig selv for, at jeg ikke var den perfekte mor i den tid og tit måtte ty til plan B og for eksempel give mine drenge mad uden selv at spise. Først når de var lagt i seng, tænkte jeg på mig selv. Men jeg stolede på, at vi nok skulle overleve i den periode, hvor jeg ikke kunne genkende mig selv, og vasketøjet væltede ud over det hele.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Micky, som jeg mødte via Dating.dk, da jeg lige var blevet skilt. Jeg genkendte hans navn som en af min eks-mands bekendte, og så tænkte jeg, at det ville rygtes gennem vennerne til min eks-mand, at jeg datede en, han kender. I dag er vi begge videre og påfører ikke længere hinanden smerte, men på det tidspunkt så det ud, som om min eksmand havde det så godt, og jeg havde det så elendigt. Da jeg så Micky første gang, gik der dog ikke mere end 20 sekunder, og så handlede det slet ikke om min eksmand mere. Det var bare mig, der stod over for et menneske, jeg syntes, var interessant.

Annemette med kæresten, Micky, og sønnerne fra første ægteskab, Hugo-Sander og Ferdinand. Foto: James Alexander Thisted

– Vi så hinanden an i ret kort tid, og så var vi enige om, at vi skulle være sammen. Jeg gik faktisk direkte hjem og fortalte en af mine venner, at jeg havde mødt ham, jeg skulle have børn med. Selv om jeg troede, jeg var færdig med at få børn. Jeg kan satme mærke mig selv sammen med Micky. Også lykken.

LÆS OGSÅ: Jesper Vollmer: “Jeg skal til at acceptere den nye Jesper”

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Min storebror, som bor i Stockholm. Mine forældre er også fantastiske og vigtige i mit liv, men med dem vil der altid være et element af, at jeg gerne vil være den kloge og dygtige. Min bror er det eneste voksne menneske, som kender mig helt og aldrig prøver at opdrage mig. Han er det klogeste menneske, jeg kender. Jeg brugte ham meget i forbindelse med min skilsmisse, for han har også været igennem en grim skilsmisse. Han er også god til at vejlede mig om mit firma. Vi minder utroligt meget om hinanden, og hvis man tror på den slags, er det intet tilfælde, at vi skulle være født på samme dato. Jeg kom dog fire år og fire dage senere.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej mod mit voksne liv og det billede, jeg har af mine forældre, som de var, da jeg var barn. De børn, jeg skal have, er født, og nu er familielivet øverst på listen. Nu, hvor de to store er ret selvkørende, er der også mere plads til mig, min karriere og mit parforhold. Jeg er desuden på vej mod noget større karrieremæssigt, for jeg kunne godt tænke mig at udvide mit firma, så det ikke kun er mig. Men udgangspunktet vil altid være kage.

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem ..."
– Kage. Det vil altid være mit udgangspunkt, men jeg kan ikke leve af at lave opskrifter og lægge dem på min blog. Det interesserer mig faktisk også mere at lave gennemarbejdede bøger og programmer til YouTube. Bagning skal jo netop være hygge – ikke arbejde. Men bagningen er udgangspunktet for, at jeg tager på messer og møder mennesker. De mennesker læser min blog, som handler om alt fra amning og skilsmisse til præstationsangst. Det handler om alt andet end bagning, men kage er alligevel udgangspunktet for alt, hvad jeg gør.

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Badehotellet: "Det er nærmest magisk at møde mennesker, der får en til at føle, at man er en rigtig god udgave af sig selv"

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”