Beate Bille om det sted, hun elsker mest: "Hernede går ingen med fuld makeup, smarte bikinier og dyre Chanel-tasker"

– Jeg var rigtig dårlig i skolen og syntes, det var totalt klaustrofobisk at sidde i et klasselokale. Jeg kunne ikke koncentrere mig og gad ikke møde op til timerne. Det var svært for mig at sidde stille, og jeg kedede mig grænseløst. Jeg hadede det virkelig inderligt, det kunne diverse forældremøder ikke lave om på, så somrene på Møn var mit fristed. Det har altid været meget meditativt for mig at komme til Møn. Som barn havde jeg min helt egen lille verden dernede.

– På de bedste dage red vi til langt ud på aftenen i Klinteskoven, og så fik jeg aftensmad kl. 22, når jeg kom hjem. Vores hus ligger lige ned til vandet tæt på klinten, og vi tog tit en aftendukkert. Jeg har fået timevis til at gå på den strand med at lave keramik ud af det ler, der løb ned af klinten. Faktisk var jeg så optaget af det, at jeg blev gode venner med den lokale keramiker, Ler-Bente. Jeg var nede hos hende og få keramikken glaseret og brændt. I mange år havde jeg en stor produktion, og mine forældre har stadig en masse ting stående. Jeg var meget inspireret af Ler-Bentes stil, så der var mange lerskåle med blomsterkant, og så lavede jeg grønne ler-hatte, som mine forældre hang på væggen.

– I mange år legede jeg på stubbene med min kusine. Det var et område i Klinteskoven, som var blevet fældet, hvor vi skabte en hel landsby blandt træstubbene. Jeg stod for købmandsbutikken, og hun havde møbelforretningen. Der var ikke andre end os, men vi kom der weekend efter weekend og år efter år i regnvejr og storm. Da vi blev 16-17 år, kiggede vi på hinanden og blev enige om, at nu var vi nok blevet for gamle til det her.

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber mødte sin kone, da han var blot 11 år

Den årlige citronmåne-picnic

– Hver sommer afholder vi en kæmpe picnic på min fætters fødselsdag. Min bedstefar plejede at holde kæmpe middage ved lange borde med hvide duge, og så fik vi grillet pattegris. Det har siden udviklet sig til en årlig picnic i bakkerne ved Høje Møn, hvor vi spiser svensk pølseret og citronmåne og mødes med alle dem, vi kender på øen. Lidt i kontrast til vores ellers sunde livsstil. Hvis vejret er godt, sidder vi der, til solen går ned, og drikker halvdårlig hvidvin. Hvert år kommer nye tilflyttere til, og så dukker der nye ansigter op til picnicen. Mens de voksne sidder og taler, spiller børnene rundbold og klatrer i træer. Det er fantastisk at videregive traditioner til sine børn. Især i den verden vi lever i nu, tror jeg, det er vigtigt at have noget, der ikke er omskifteligt. Noget, som ikke foregår i et hæsblæsende tempo.

Sej hestepige og pylremor

– Første gang jeg satte mig op på en hest, var jeg kun syv år gammel. Jeg var på ridelejr og blev bare sat op på en hest af en eller anden hippie-pige, som havde lejet sig ind på en gård på Møn. Hun havde ikke mange regler, og der var intet fintfølende over hendes undervisning, man blev bare kastet ud i tingene. Jeg red alene op og ned af skrænter i Klinteskoven. Vi legede cowboy og indianere og jagtede kvæg ude i bakkerne. Den allerførste dag blev jeg trukket med ud i skoven for at ride galop. Det er altså ikke bare lige sådan, når man ikke har siddet på en hest før. Da jeg udtrykte lidt bekymring for, om jeg nu kunne styre den, fik jeg bare at vide, at så måtte jeg jo hive lidt i tøjlerne. Det var en meget rå måde at være barn på, som jeg godt kunne lide.

– Min mor var ikke så pylret. Hun sagde, at man altså ikke kunne blive en god rytter, før man var faldet af 100 gange. Jeg prøver at praktisere den samme frie opdragelse over for mine egne børn, men min generation er blevet meget mere pylret med mange ting. Jeg kan selv være megapylret, men som forælder er man også bare nødt til at forstå, at man ikke kan bære sine børn på hænder og fødder. De skal ud og have nogle skrammer og slå sig lidt på livet. Der er det meget godt, jeg har min mand at læne mig op ad. Han er roen selv. Og det har heldigvis smittet af på vores datter, Fernanda, som sidste år kastede sig ud i akrobatikkens verden og var på cirkusskole på Møn.

LÆS OGSÅ: 15 ting, du skal opleve på Bornholm

Fra stiletter til klipklappere

– Jeg får tit at vide, at jeg er en rigtig bypige, og det kan jeg nærmest blive lidt stødt over. Som om jeg aldrig har haft muld under fødderne. Det har jeg altså. Jeg har en stærk tilknytning til både by og land. Og når jeg siger "land", mener jeg ikke bare et sommerhuskvarter eller en villa med trimmet græsplæne. Vi har levet med og i naturen og haft vores egen køkkenhave.

– Efter vi fik vores to børn, er jeg blevet spurgt mange gange, om ikke vi skal flytte ud af byen, men jeg vil faktisk gerne blive. Jeg kan godt lide larmen. At være omgivet af gallerier og teatre. Men jeg kan da godt se, at når solen begynder at skinne, så er den der græsplæne ret appellerende. I glimt tænker jeg, at måske er det dét, vi skal på sigt. Måske er det ikke. I don't know. Lige nu rejser min mand super meget, så jeg ville slet ikke kunne overskue at have hus og have, som vores liv ser ud i øjeblikket.

– Jeg elsker at bo midt i byen, men jeg har også brug for at kunne trække mig tilbage engang imellem, og det kan jeg på Møn. Der behøver jeg ikke pakke en eller anden strandtaske med smarte bikinier, for vi møder ikke nogen på vejen. Der er ingen dyre Chanel-tasker, og jeg tror aldrig, jeg har set en kvinde i fuld sminke dresset helt op på Møn. Det er ikke det, man dyrker dernede. Selv trisser jeg rundt i lette, gamle sommerkjoler, stråhat og klipklappere. Det er en god kontrast til byen, hvor man er meget mere "på" hele tiden og gerne hopper i et par fine stiletter, og jeg synes, det er skønt, at det hele ikke er så shiny – det er der også en særlig æstetik i. På Møn er der ikke en eller anden chik strandbutik og restaurant, du bare lige må ind forbi. Og det er rart at få en pause fra glitteren og glamouren. Jeg tror, det er sundt at se livet fra en lidt anden vinkel engang imellem.

Økologi og asfalt-børn

– Min barndom på Møn har præget mig på den måde, at jeg i dag lever økologisk og får det rigtigt dårligt, hvis jeg spiser dårlig mad. Derhjemme fik jeg aldrig slik, min mor nægtede at fylde os med e-numre, så det måtte jeg spise, når jeg var på besøg hos de andre Møn-børn. Vi har altid spist sundt i min familie. Vi fik fisk, grøntsager, kirsebær og jordbær. Og is om sommeren, selvfølgelig! I foråret fik vi brændenældesuppe, hyldeblomst om sommeren og svampe i efteråret. Vi spiste det, der var i sæson. Det har altid været healende for mig at komme ned og få min mors sunde mad, når jeg har været totalt hængt op og stresset. Jeg tror på, at vi er nødt til at leve mere plantebaseret og skære ned på vores kødforbrug, hvis vi vil bevare vores jord. Vi kan ikke blive ved med at spise fødevarer, der ikke er i nærheden af os – vi behøver altså ikke nektariner om vinteren. Og så synes jeg, det er fuldstændigt håbløst, at vores politikere har indført en fedt-skat, hvorfor ikke en e-nummer-skat i stedet? Det er meget mere ødelæggende for vores kroppe, og det burde være forbudt at sælge.

– Jeg vil gerne vise mine børn, hvor maden i supermarkedet kommer fra, så de ikke ender som asfalt-børn, der aldrig har set en ko, og det lærer de på Møn. Min datter ved godt, hvordan økologi-mærket ser ud, hun har plukket brændenælder til suppe med min mor, og her i sidste weekend såede hun grøntsager og vandede i køkkenhaven på Møn med min far. Min mor sylter, laver hyldeblomstsaft og ved, hvilke svampe der ikke er giftige, og det vil jeg megagerne lære.

– Jeg tænker utroligt bæredygtigt og økologisk, men der ligger også et kæmpe skisma i det for mig, for jeg flyver til udlandet mange gange om året. Det er noget rigtig shit at flyve så meget, men det kræver mit job, og så er vi jo også en del af en global verden. Det har jeg haft en lang indre diskussion med mig selv om, og jeg har endnu ikke helt fundet løsningen...

LÆS OGSÅ: Samsø er den ultimative feriedestination for foodies

Min trygge base

– De sidste mange år har jeg især brugt Møn, når min mand, Magnus, har været ude at rejse, og jeg har været alene med børnene. Der kan jeg godt mærke, at Møn symboliserer noget trygt og rart for mig. Dernede har jeg en masse mennesker omkring mig, og det holder savnet af Magnus i strakt arm. Mine forældre er en kæmpe hjælp med børnene, Fernanda har en masse legekammerater, og en af mine gode veninder har hus på øen. Det nytter ikke noget at sidde derhjemme i lejligheden på 4. sal i København K og svælge i savnet, det hjælper mig og ungerne at holde os beskæftiget. Men de ville jo allerhelst have, at far var der, for han bygger huler og alt muligt andet sejt, mor ikke kan finde ud af.

– Vores liv er meget omskifteligt, men vi er ret gode til at rumme det begge to. Vi får det til at hænge sammen, selvom Magnus både har været tre måneder i USA og tre måneder i Canada på filmoptagelse, og jeg har været tre måneder i Finland for at indspille tv-serien "Black Widows" bare i år. Distancen er da svær. Især når der er tidsforskel. Så ringer Magnus, når jeg er ved at hente børnene, og jeg ringer midt om natten, når han sover. Men vi har en regel om, at der ikke må gå mere end en måned imellem, vi ser hinanden. Og jeg har heldigvis ikke et fast job, som binder mig til Danmark, så det er et kæmpe privilegium at kunne rejse med. Jeg savner altid min mand, når han er af sted. Også at familien er samlet. Men afstanden kan også gøre mig helt nyforelsket. Når jeg så ser ham igen, tænker jeg altid: "Gud, en skøn mand jeg har." Jeg elsker, når han kommer hjem og står i køkkenet og laver god mad til mig, mens vi drikker vin.

– Man kompenserer på andre tidspunkter, når man arbejder freelance, som vi jo gør. I de perioder, hvor ingen af os er på optagelse, kan vi hente børnene tidligt, og så er vi gode til at gå ud og spise frokost med hinanden og få en pause midt på dagen, hvor vi to er i centrum.

– Magnus og jeg mødte hinanden på en bytur. Jeg havde set ham nogle gange ovre på filmskolen, som lå tæt på den teaterskole, jeg gik på. Han sad sammen med en masse mennesker på en vinbar, og pludselig faldt vi i snak. Så gik der et par uger, hvor jeg spillede teater i Aarhus, og han var på filmoptagelse, og så blev vi forelskede. Der gik ikke meget mere end 1,5 måned, så tog vi 14 dage til Costa Rica sammen. Det føltes bare rigtigt. Og det gik jo godt, for vi har to børn i dag. Det var især hans integritet og ro, der fangede mig. Han er en super skøn og begavet mand at være i rum med. Vi har altid haft det meget nemt sammen.

– Nu har vi været sammen i ni år, og vi har stadig stor respekt for det, vi begge to har lyst til, og vi har altid bakket hinanden op i det. Jeg tror, det er vigtigt ikke at begrænse hinanden i sit parforhold, så kan man lige så godt underskrive skilsmissepapirerne. Det kommer tifoldigt tilbage, når man giver hinanden plads. Og det holder parforholdet interessant. Hvis man dræber sin kærestes passion, dræber man også parforholdet.

I den trykte version af denne artikel stod der, at man kan plukke smukke buketter af de vilde orkideer langs klippekanten ved skovområdet Jydelejet. Vi gør opmærksom på, at alle orkideer i Danmark er fredede, og derfor hverken må plukkes eller graves op.