Boligindretning
Foto: Tia Borgsmith
BoligLiv

Boligindretning

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

For kunstner Mogens Leander er enkelhed med respekt for stedets ånd det vigtigste i indretningen. Og med husets fantastiske beliggenhed er der da heller ikke brug for ting, der kan tage fokus fra de smukke omgivelser.

Af 14.sep.2017 Livsstil

Huset ligger i forreste række ned til vandet. Tagryggen består blandt andet af en stor limtræsbjælke, der er belagt med kobber i hver ende.

 

HVEM: Mogens Leander, 67 år, billedkunstner og Bente Brandorff, 63 år
HVAD: Sommerhus/helårshus på 60 kvadratmeter
HVOR: ved Lillebælt nær Kolding Fjord
Se Mogens’ kunst på ikoner.com

D a Mogens og Bente fik muligheden for at købe det gamle fiskerhus, var de ikke i tvivl. Huset opfyldte nemlig et helt basalt krav fra parrets side: – Vi har altid sagt, at skulle vi have et sommerhus, så skulle det ligge direkte til vandet. Eftersom vi var kommet i huset via familiemæssige relationer gennem mange år, kendte vi stedet rigtig godt. Så da husets ejere mente, at det var tid til et generationsskifte, slog vi til, fortæller Mogens. Det lille hus, der bogstaveligt talt ligger på stranden, har Mogens og Bente døbt Art Beach House. Det fungerer, ifølge Mogens, som en forlængelse af det atelier og galleri, som han gennem en årrække har haft i Kolding. Et refugium for ro og nye ideer, der gerne skulle fødes i dette specielle miljø. Med tiden har familien indrettet huset mere permanent, så besøgende både kan nyde kunsten i huset og kystnaturen.

Ikoner og kuriosa

Mogens går umiddelbart ikke ind for genbrug for genbrugets skyld, men fordi noget tidligere anvendt kan genfortolkes og pludselig fremstå som en skarp ting i en ny sammenhæng. Det samme gør han, når han skaber ikoner i sit kunstneriske virke, men også når han går på jagt efter ting til huset. Blandt andet, da han sammen med barnebarnet Axel forrige år roede over til de nærliggende øer Kidholmene. Her fandt de et gammelt udgået træ, der blev fæstnet efter båden og sejlet over til sommerhuset, hvor det i dag fungerer som en lodretstående lyskilde. Axel og Mogens fandt også en tre meter bred gammel flypropel i træ, der i dag har fået en æresplads på husets indvendige gavl ved hjælp af en ekstra kraftig trækonstruktion.

Fra Skagen til Skærgården

Under renoveringen stødte Mogens og Bente på mange lag, der vidnede om, at huset havde ligget under for tidens trends på både godt og ondt fra 1912 og frem til i dag. – Det var tydeligt at det har haft mange liv, alt efter tidens modeluner og hvad der har været råd til, fortæller Mogens. – Da vi overtog huset var det uden el, vand og kloakering. Det er jo ting, vi i dag anser som helt basale, men som førhen var luksus set med datidens øjne. I dag er huset fuldt opdateret og på linje med et moderne helårshus ,når det gælder vand og el og også indretningen er Mogens efter mange år kommet i mål med: – I dag fremstår huset umiddelbart som en blanding af et svensk skærgårdshus og et Skagenshus, men ved nøjere eftersyn, så har det sit helt eget udtryk, og det er jeg glad for, slutter han.

Smukke bøger, strandfund og et fiskelod støbt i cement ligger til inspiration på sofabordet.

Farven på køkkenelementerne er specialbestilt, fordi den skulle passe med sol og hav. Bordpladen er i lys granit og armaturet er fra Vivaldi. Lamperne i loftet er fra Ilva.

Fem skridt fra vandet, hverken mere eller mindre. Stenhøfderne på stranden holder på sandet.

 

De to sofaer er fra Ilva. Det lille sofabord er hjemmebygget af drivgods og en gammel robåd, der lå på stranden. Lampen på ben er fra Ilva.

Ikke to fliser i travertingulvet er ens, og da mureren lagde gulvet, anviste Mogens selv hver en sten. Dugen er fra Georg Jensen Damask og stolene er loppefund, der er blevet malet. 

Det blå stel er Bing & Grøndahls Julerosen, tekanden er købt i Tebutikken i Kolding og vasen er et arvestykke fra 1950’erne.

 

Det hvide stykke træ er fundet på en ø ud for sommerhuset. Med en lyskæde viklet omkring er det blevet omdannet til en unik lampe.

Travertinfliserne går igen på væggene i brusekabinen. Armaturet er fra Vivaldi og tandbørstekruset er fra Kähler.

Man kan gå i timevis og lede efter den perfekte sten på stranden.

Stendiget på stranden er 40 meter langt. Havemøblerne er fra Ilva.

De to sofaer er fra Ilva og sofabordet er hjemmebygget. Fra stuen er der uhindret kig ud over Lillebælt.

Stenhøfderne hjælper med at holde på sandet, så havet ikke gnaver sig ind på kysten. Til huset hører naturligvis både en lille robåd og et surfbræt, så man kan komme på vandet.


Henter...