Billig køkkenløsning
SPONSORERET indhold

Bolig: Billig køkkenløsning med modige detaljer

Efter en stor ombygning var pengene små hos boligstylist Mette Helena Rasmussen, så det ekstra køkken i husets erhvervstilbygning tager udgangspunkt i Ikeaelementer, billige greb og lidt håndmalede luksusfliser.

Af:: Mette Kirstine Brinch Foto: Tia Borgsmidt
02. nov. 2013 | Bolig | ALT for damerne

De enkle, hvide køkkener, der nemt kan peppes lidt op med en cool lampe eller nøje udvalgt tilbehør, er nået et skridt videre. Vi vil stadig gerne have det enkle, men bare med en tand mere personlighed end årets modefarve på termokanden. Dette køkken er boligstylist Mette Helena Rasmussens bud på, hvordan man skaber et køkken på budget, men med personlighed og et farvevalg, der gør køkkenet både æstetisk og spændende. Når du vælger nyt køkken, er det sikre valg de hvide fronter. Men der er kommet mere og mere fokus på det personlige køkken, og på løsninger, som naboen ikke også har i sit køkken.

– Det handler om at turde. At vælge lidt mere utraditionelle farver og mikse forskellige materialer som træ og metaller, fortæller Mette Helena. Hun valgte fliser i farvenuancer som brun, lilla og lyserød, der ikke kun har en overraskende effekt, men også giver en varm glød til det ellers hvide rum.

– Det hvide køkken er en enkel baggrund – som et lærred. Jeg forestillede mig så, at jeg skulle i gang med at male et maleri, fortæller Mette Helena. Hun valgte også at peppe de hvide køkkenelementer op med messinggreb fra Genbyg for at give lidt modspil til alt det hvide.

– Metaller som messing og kobber er meget oppe i tiden, og det er med til at give flotte kontraster til dit køkken. På samme måde er træ et must i dit køkken, så der kommer lidt varme og en snert af natur ind i rummet, siger hun. For at få en mere modstandsdygtig bordplade blev den lakeret med en lak i en lys lilla nuance. Igen har Mette Helena leget med farverne, der sammen giver et harmonisk resultat. Prikken over i’et er den lyserøde String-hylde med træhylder, som også er med til at give køkkenet en personlig stil.

– Drop det med at købe et samlet køkken, hvor overskabe matcher alt det andet. En String-hylde, åbne kasser eller en anden hylde i træ, giver dit køkken langt mere karakter og særpræg, forklarer hun.
Her er valgt et af Ikeas billigste køkkenmoduler, og vasken og armaturet fra Børma er genbrug, fra før huset blev bygget om. Grebene er fundet på Genbyg til en femmer stykket. De fleste kender Made a Manos smukke lavastensfliser. Men firmaet forhandler også mere budgetvenlige lerfliser, der stadig har den smukke håndmalede overflade. Her er det fra Made a Manos Pop-kollektion. Bordpladen er en simpel birketræsplade fra Ikea, der har fået tre gange bejdset lak i tonen ”Klokkeblomst” fra Dyrup. På den måde sikrer man et flot trælook, men slipper for at skulle behandle med olie.

LÆS OGSÅ på Boligliv.dk: 12 skarpe shoppinghits

Stentøjsvaser i massevis og finurlige vaser og figurer. Mette Helena har altid været noget af en samler, når det gælder ting til hjemmet.
Hvor der før var ét stort lagerrum, er der sat en væg op med en dør fra Genbyg, for at kunne adskille lager og køkken. Bord og stole er fra Moster Olga, vitrineskabet fra Lindebjerg Design, og billede fundet hos Genbyg.

LÆS OGSÅ: Se 3 kreative projekter til din bolig