Er du også træt af at huske passwords? Så vil du kunne genkende dig selv i Camilla Lindemanns klumme

Klokken er næsten midnat. Og det er onsdag. Jeg er kommet hjem efter nogle uger i sommerhus, men inden jeg skal i seng, vil jeg åbne streamingtjenesten HBO. Jeg lægger mig behageligt til rette i sofaen med remote-kontrollen, og så er det bare at trykke på HBO-ikonet på tv-et. Tror jeg.

Jeg er ikke et teknisk geni, men jeg holder dog fast med det yderste af neglene, når det drejer sig om opdatere evner til at betjene en computer, bruge en smartphone, ligesom jeg ved, hvad en app er, selvom jeg ikke er på snapchat og Tinder (endnu).

Jeg indrømmer uden blusel, at jeg fik hjælp til at downloade HBO-appen til mit tv af venindes muntre søn, men derefter kørte det. Lige indtil denne onsdag nat. Jeg trykker på HBO-symbolet og får den ildevarslende besked: "Log ind med din mailadresse og password."

"Hold nu op. Du plejer da ikke at bede om adresse og kodeord!" Jeg begynder at tale højt til mit tv. Men det hjælper ikke. HBO vil stadig have kodeord, password, login.

Har jeg overhovedet sådan et?

Jeg er så træt af passwords, kodeord, logins. Uanset hvad vi kalder dem, er det tal og bogstaver, der skal huskes. Man må ikke have de samme koder alle vegne, og resultatet er, at jeg har så mange adgangskombinationer, at jeg ikke kan huske nogen af dem. Og det er ikke fordi, jeg blev født, mens Hans Hedtoft var statsminister, for jeg kender mange yngre, der klager over det samme, men alderens hærgen gør det ikke bedre.

LÆS OGSÅ: Camilla Lindemann: “Jeg har aldrig forstået dyrkelsen af vejret på tv”

Jeg er fristet til at glemme alt om morderen i den serie, jeg skal følge op på, og i stedet gå fornærmet i seng. Tekniske problemer skal løses, når man er udhvilet. Men krigeren kommer op i mig. Måske har jeg skrevet det efterspurgte login i min notesbog.

Bogen ligger desværre ikke, hvor jeg ellers er sikker på, jeg har lagt den. Så begynder eftersøgningen, og jeg giver ikke op, før jeg finder den attråede genstand.

Der er et rosenflor af koder: Til vinfirma, til Netflix, Apple Store, Billetnet, Amazon, Borger.dk. Med videre. Nævn et firma, og der er et password til det. Mange af dem fantasifulde, andre børnebørns navne kombineret med tal og bogstavkombinationer, der i sig selv er små fromme ønsker. (for eksempel: money2come).

Bare ikke noget kodeord til HBO.

Så begynder jeg at gætte. Jeg taster min mailadresse ind. Det tager en rum tid, for jeg skal spurte rundt med en cursor på skærmen, men adressen bliver registreret. Derefter skal jeg regne ud, hvilken kode, jeg kunne have tænkt at overraske mig selv med. Jeg er igennem hele min slægts navne, imens min frustration vokser. Alle forslag afvises. "Har du glemt dit password", spørger streamingtjenesten flabet. "Ja for helvede", brøler jeg nu desperat ud i onsdagsnatten.

Jeg ved, det uundgåelige er på vej, for jeg oplever det igen og igen: "Vi nulstiller dit password, du skal taste dig ind igen og lave et nyt password. Vi sender dig et link." GRRRRR!! Det går som regel galt.

Jeg slukker for lortet og går i seng. Nu kan den seriemorder have det så godt.
Næste dag ringer jeg utålmodig til HBO. Til min forbavselse får jeg straks, uden yderligere indtastninger, et rigtigt levende menneske i røret. Sød dame, der siger: "Vi har opdateret appen, det er derfor, du ikke kan komme ind. Du får en ny kode af mig, og du kan ændre koden, hvis du synes, den er for simpel." For simpel? Kan det overhovedet blive det?

Fra nu af er mit kodeord: Simpelt. Til alt.