Camilla Martins psykolog ramte plet, da parforholdet var i krise

Det er kampdag. Der er kartoffelsalat og skinke på menuen i Parken, og Camilla Martin er der, hvor hun har det bedst. Som en af gutterne.

– Jeg er god til at være i den her mandeverden. Jeg har altid hængt med drengene, både i skolen og som badmintonspiller. Jeg er ikke så meget pige som så mange andre piger og har aldrig leget med dukker eller lavet perleplader. Jeg har altid haft et raseri i min krop, jeg ville udenfor, hvor jeg kunne bevæge mig – og få lov at fylde, fortæller hun.

Det er 10 år siden, hun første gang tonede frem som superliga-vært på TV3. I en macho-konservativ verden, hvor det til tider har været svært for menigheden at godtage en blond, kvindelig fodbold-pastor.

– Jeg får stadig tit en sviner: "Hvornår holder du op med at sige æh og øh hele tiden?" og "hvad ved du egentlig om fodbold?". Men det påvirker mig ikke. Jeg vil gerne lære og lytter gerne til min chef eller Werge eller mine nærmeste, men jeg forbeholder mig retten til at lukke ørerne for dem, der bare mener, at jeg er lyshåret, eller at jeg kun ved noget om badminton, fortæller hun, mens Frimann taler hollandsk i telefonen og Carsten Werge får studset pandehåret.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg forlod familien og flyttede 50 meter væk

Søndag: En time før kampen

Produktionslederen ringer. Camilla har et kvarter til at få lavet en teaser nede i omklædningsrummet, inden spillerne ankommer.

– Kan jeg nå at få sminke på? Altså, jeg gør det lige så gerne uden.

Makeupartisten pakker ud. På en stol midt på gangen mellem to toiletter varmer hun hurtigt krøllejernet og airbrusher værten med HD-foundation.

– Seriøst, jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg skulle gå på skærmen uden makeup. Det er ikke dét, der fylder noget for mig. Jeg har aldrig gået op i makeup eller det rigtige tøj, for hele mit liv er foregået i sportstøj med en krop, der skulle bruges som et værktøj og ikke som et instagram-motiv.

Det lyder næsten, som om du sætter en ære i at være upiget. Gør du det?
– Nej, jeg er det bare ikke. Jeg har faktisk nogle gange forsøgt mig med det der afrensning morgen og aften og ansigtsbehandlinger og noget på neglene. Men det varer kun lige en måned eller to, så glemmer jeg det igen. Jeg synes, det kræver ekstremt meget at være piget, og det overskud har jeg ikke, for jeg bruger tid på så meget andet. Jeg kan godt se, jeg ser flottere ud med makeup, men det føles ikke ægte, for det interesserer mig ikke, fortæller hun, mens hun holder et øje på opdateringerne fra den engelske fodboldliga.

– Uh, Liverpool har scoret til 1-0. Det er fand'me godt.

Søndag: Kampstart

Jinglen lyder. Camilla Martin byder velkommen, medkommentator Stig Tøfting spæder til. Udsendelsen er i gang.

Her i studiet lægger hun arm med fodboldverdenens største profiler. FCK's træner, Ståle Solbakken, har præsteret at forlade et interview helt abrupt, inden hun havde nået at takke af.

Men Camilla Martin fører på point: Kækheden, som var hendes kendetegn, da hun selv var udøvende, er vokset med ind i hendes nye rolle. Og det affødte respekt, da hun en efterfølgende søndag bed sig fast i Solbakken med kvikke replikker som "Nu skal du ikke blande dig i, hvad vi skal tale om" og "Nu siger vi tak, fordi du kom, og så bliver du pænt stående, indtil jeg har sagt, at vi går til reklamer."

Så blev selv Ståle blød. Fans tiljublede hende, og branchen gav hende anerkendende Twitter-nik.

– Jeg tror, det betyder noget for respekten, at jeg selv har gennemlevet meget af det, de står i. Jeg har selv prøvet de scener. Jeg har aldrig følt, at jeg kæmper særligt for min plads, fordi jeg er kvinde, eller følt mig udsat for chauvinisme.

– Og nogle gange kan jeg godt tænke, at vi kvinder har meget travlt med at kræve vores ret, og det bliver let lidt skingert og uptight. Kan vi ikke bare lige sætte os ned og tage en snak? Jeg synes faktisk, mænd lytter mere, end man går og regner med.

LÆS OGSÅ: "Det var rent fyrværkeri, da jeg mødte Kasper Schmeichel"

Mandag middag: Hjemmet i Holte

Nede i kælderen hænger der to medaljer. VM-guldet og OL-sølvet. Resten er pakket væk.

Camilla Martin stoppede karrieren i 2004. I 15 år havde hun været hele Danmarks badminton-darling.

– Jeg kunne ikke klare mere. Jeg var slidt og jeg kunne ikke holde ud at høre mig selv fortælle den samme historie, som jeg havde fortalt i 15 år. Jeg ville ud, og jeg rørte ikke en ketsjer i otte år.

Motivationen havde haltet længe, men det så man ikke, når hun blev interviewet på tv.

– Jeg følte, at jeg blev nødt til at sige, at jeg levede og åndede for det, men det gjorde jeg ikke. Når jeg stod på banen, ville jeg vinde for enhver pris, men jeg havde ikke brug for, det skulle fylde så meget ved siden af. Selv om jeg ikke er egoistisk anlagt, så blev jeg det alligevel, fordi alt handlede om mig og om at føre træningsdagbog og spise pasta, og det var ikke mig.

Her trådte den første af to kloge psykologer ind i hendes liv.

– Han lærte mig, at det var ok ikke at leve og ånde for badminton og sige det højt. Men så skulle jeg selv tage ansvar for, hvad der motiverede mig. Det var grænseoverskridende og kvalmefremkaldende. Indtil da havde jeg altid kunnet skubbe det over på andre.

Den vigtigste af de andre var altid hendes mor. Inger Martin var en af den slags forældre, der stillede krav. Pacede, endda.

– Min mor kunne være frygtelig hård. Hvis jeg havde tabt, var hun så skuffet og kunne godt finde på at være sur og afmålt i lufthavnen, når jeg kom hjem. Jeg syntes, hun var latterlig, og vi har skændtes og har haft lange perioder, hvor vi slet ikke talte sammen.

– Vi havde nogle random mor-datter-ting ligesom alle andre, men der var bare dét, at jeg skulle præstere oven i det, og det ville hun frygteligt gerne kloge sig i. Jeg havde det sådan "du ved ikke noget om det, hold nu bare din kæft".

– Da jeg vandt VM i 1999, havde jeg ikke snakket med min mor i to måneder. Jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg før kampen ringede til hende og sagde "der er lagt billet til dig, men jeg gider ikke, at du forstyrrer. Jeg kører selv det her".

Camilla taler om sin mor i datid. Hun døde af kræft for halvandet år siden.

– Nu, hvor min mor er død, er jeg lidt ked af, at hun ikke var en del af dét, at jeg blev verdensmester. Jeg kan godt tænke "pis også, det skulle hun have været", men så tænker jeg også "hvis ikke tingene havde været, som de var, havde jeg måske ikke vundet". Jeg vejer de to ting op mod hinanden.

– Efterfølgende har jeg mødt mennesker, der fortæller mig, hvor stolt hun altid berettede om mig i banken, hvor hun arbejdede, så det har bare været over for mig, hun har været hård. Jeg tror også, det har været fordi, hun ikke ville have, jeg skulle blive for højtravende.

I dag er fortællingen om forholdet til moren stadig fyldt med kanter, men helt uden bitterhed. De to nåede at forlige sig, og i dag forstår Camilla, hvad morens til tider krasse facon bundede i.

– På den ene side syntes hun, at jeg havde et talent, jeg var forpligtet til at forfølge. Men på den anden side ville hun opdrage mig til at være realist. Ved at sige "det kan godt være, du var god i dag, men det er ikke sikkert, du er det igen i morgen".

– I dag kan jeg se, at hun havde fat i den lange ende, og hun veg ikke fra den. Jeg kunne ikke få hende omvendt, og når jeg kigger på mig selv udefra i dag, kan jeg se, at det havde hun jo en pointe med.

– For hende var det vigtigt, at jeg blev et helt menneske og havde en substans, der ikke kun baserede sig på badmintonsucces. Vi professionelle sportsfolk lever i en lille boble af jubel, gråd og tårer, og når vi kommer ud af den, så er vi kun ganske kort noget i kraft af det, vi har været. Så skal vi bevise vores værd. Jeg ville jo ikke kunne leve resten af mit liv på engang at have vundet VM i badminton. Det var min mor meget bevidst om. Jeg skulle være et helt menneske. Hun lærte mig en masse, som jeg egentlig først kan se nu. 

Nogen har engang sagt, at børn venter hele livet på, deres forældre skal sige undskyld, og at forældrene venter på, at børnene skal sige tak. I dag er Camilla glad for, at moderens leukæmi trods alt gav dem tid til at krydse hinanden et sted på den akse.

– Hun indrømmede, at hun havde været for meget. Heldigvis nåede hun at se mig få børn, og der gav hun sig selv lov til at give noget af al den kærlighed, hun egentlig gerne ville.

Moren endte på hospice, og her kom den ellers så handlekraftige datter til kort. Når hun fortæller om det, er det, som om hun skruer op for retorikken. Bandeord holder følelserne på afstand.

– Jeg var så rasende. Hun skulle fandeme ikke ligge der og lide, så jeg begyndte at ævle om aktiv dødshjælp. Men heldigvis var der en sød dame, der sagde til mig "vi bliver født én gang og vi dør én gang og er det ikke meget rart at kunne få lov at sidde her og snakke med hende?". Og det gav faktisk noget ro at sidde og se livet forsvinde. Jeg fik sagt farvel, uden det blev for brat, og det blev en proces, hvor jeg selv kunne nå med.

– Jeg ved, at hun ville have sagt til mig, at "det her byder livet også på, det kan du godt klare". Der var hun hård, og den hårdhed har jeg nok selv fået med mig.

Men den hårde skal krakelerer, når det rammer hende, at hendes mor ikke kommer til at se børnebørnene vokse op.

– Jeg skulle aflevere Elias på badmintonlejr sidste sommer, og så skulle jeg lige binde hans sko, og der gik jeg helt kold. For selv om jeg havde grædt over min mors død, så havde jeg også været optaget af begravelse og alt det praktiske. Men der kom jeg til at tænke på "fuck, det her kommer hun aldrig til at opleve" og måtte bare løbe ud af Holte-hallen. Det var første gang, jeg knækkede og indså "hold kæft, hun kommer fandeme aldrig tilbage mere". Jeg synes godt nok, det er en rædderlig tanke.

Moren blev 68. For Camilla er hun her stadig et sted.

– Jeg plejer at handle mig ud af ting, men den her kan jeg ikke løse. Her kan jeg ikke andet end tro på, at hun måske sidder på en tagryg og kigger med.

LÆS OGSÅ: Prinsesse Diana: William og Harry fortæller om deres mor

Mandag kl. 13: Hjemmet i Holte

Det er en af de dage, hvor Camilla holder fri fra redaktionen. Hendes mand, Lars Nygaard, er ansat i et amerikansk IT-firma, og han arbejder længe og ofte på skæve USA-tider. Så Camilla er chef for logistikken i "Nygaard APS", som de kalder familien, når det hele går op i afstemning af kalendere, sportstasker, der skal pakkes, og drenge, der skal køres rundt til nordsjællandske idrætsanlæg.

– Mine veninder spørger nogle gange "har I overhovedet været hjemme samtidig i den her uge?" Og nej, det har vi måske ikke, men sådan fungerer det for os. Børnene er jo vant til, at far ikke er der hele tiden, og når han kommer hjem klokken halv ni i aften, så har jeg ikke siddet og mugget til dem med "far er her heller ikke særligt tit".

Fordelingen fungerer. Nu gør den.

Vejen dertil har været lang. I foråret 2011 flyttede parret fra hinanden og lod sig separere efter seks års ægteskab.

– Det skete i god tone, og mange foreslog os, at vi i stedet skulle gå i parterapi. Men det var der ingen af os, der kunne se os selv i. Vi skulle ud af rammen.

– I dag kan vi godt grine af alle de gange, jeg har reageret spontant og siddet og mugget over alle mulige kvindeting. Jeg er så pissehurtig og har bare kørt på, hvis jeg syntes, at noget var for dårligt. Så kørte jeg bare ud over kanten og op ad væggen. I dag er det pinligt at tænke på.

Parret var separeret i halvandet år. Undervejs stødte hun på klog psykolog nummer to.

– Det var en børnepsykolog i fodformede sko. Knud. Det handlede egentlig om, hvordan vi skulle agere i forhold til børnene, og, typisk mig, så ryger snakken over på Lars, og så får han lige et hug. Knud sad der med foldede ben, og så sagde han stille og roligt: "Bare fordi du synes eller føler noget, så mærker verden omkring dig ikke det samme". Det ramte simpelthen hovedet på sømmet: Nej, jeg kan ikke forvente, at Lars, mine veninder, min mor føler det samme som mig.

Herfra begyndte en mental rejse for kvinden, der i sin professionelle karriere fik smadret mange badmintonketsjere i rent og skært raseri.

– Det er ikke nok at gå til psykolog. Man skal også være klar til at tage hul på alt det, der er grimt og ulækkert og vammelt ved én selv. Jeg har siddet og hylet hos Knud, fordi jeg vidste, at jeg også havde et ansvar. Jeg har læst en masse i en bog, der hedder "Enneagrammet". I den står der, at "dårlige vaner skal man lade falde fra sig, som visne blade falder til jorden". Det er svært, så man skal turde.

– Jeg har virkelig øvet mig i at sige til mig selv "nu tør du godt lægge det her fra dig". I en periode havde jeg for vane at sidde og snakke med mig selv i bilen om den eller det, jeg var sur på, og det var jo skidegodt, for jeg kom hele tiden igennem med mine pointer. Men fra den ene dag til den anden stoppede jeg med det. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle tage flere af den slags samtaler, så skulle jeg have mod til at tage dem rigtigt. Så gik der en uge, og så havde jeg glemt den vane.

Efter halvandet år stod det klart for parret, at de alligevel ikke kunne undvære hinanden. Men Lars beholdt sin lejlighed i Lyngby, som han fortsat overnattede i to gange om ugen. Til stor undring for omverden.

– Jeg måtte forsvare det over for veninder, der mente, at det var mærkeligt, at han skulle derind og "holde ferie". Jeg var sådan "helt ærligt, jeg er 40 år, jeg skal fandeme nok selv håndtere, om det er for meget eller for lidt". Det er noget med at turde at stå på mål for de valg, man træffer. Det var bare sådan, Lars kunne være i vores forhold på det tidspunkt, og det var en god måde for os at finde tilbage på. I dag savner jeg nok den lejlighed mere, end han gør, haha.

I dag bor de igen sammen i huset i Holte og har endda købt et nyt og større, hvor der bliver mere plads til drenge og kammerater og fodbold og sportstasker.

– I dag er Lars min bedste ven, sparringspartner, mand. Jeg kunne ikke ønske mig nogen bedre end ham. Vi har lært at forventningsafstemme og anerkende, at inden vi hver især kom ind i det her forhold, har vi levet meget egoistisk. Vi har begge en grad af frihedstrang, så jeg kan godt gå i byen med kolleger, uden han skal med, og han kan godt tage 14 dage til Østen alene, for det har han brug for. Jeg behøver ikke bagefter opfinde noget, som jeg så skal. Jeg tror ikke på milimeterdemokrati.

– Før kunne der godt snige sig noget småfornærmethed ind – det var mest mig – men det forsvandt, da vi var fra hinanden. Det var nok også der, Lars fandt ud af, at det er ok at være lidt sær. For det er han. Når man erkender det, er det nemmere at tale om.

– I dag er vi ret definerede i vores roller. Der er ikke noget med at skændes over, om lokumsbrættet er oppe eller nede eller der er underbukser på gulvet. Hvis jeg bliver vred over noget, trækker jeg vejret og er i situationen i 10-15 sekunder. Så kan jeg godt stadig synes, det er noget "hat", men outcome bliver anderledes. Lars har nogle gange sagt "hvis ikke du kan sætte dig ned og tale, så gider jeg slet ikke have den her diskussion". Førhen når jeg kunne mærke, at han var holdt op med at høre efter, kunne jeg godt blive irriteret og forlange af ham "gentag hvad jeg lige har sagt". Nu lever han sig lidt ind i det, og så går det hurtigere.

Hvad der tidligere trappede op til skænderier, ender i dag ofte i et godt grin.

– Vi er blevet bedre til at grine af hinanden og hinandens flippen ud. I løbet af dagen sender vi alle mulige platte billeder og beskeder til hinanden, så sidder jeg der og griner midt i frokosten. Jeg tror, det var det, der gik op for mig, da vi var fra hinanden: "Hvor blev alt det sjove lige af?".

Mandag kl. 14.30: Dronninggårdskolen

Dagens første chauffør-opgave venter i skolefritidsordningen. Eller rettere: Otteårige Elias skal lige findes først. Så skal han overtales til at springe over eftermiddagsmaden. Så skal han have sko på og finde sin taske.

Han skal til badminton, han er god til det, og fra bagsædet fortæller han, at han satser på at vinde OL-guld en dag. Hans mors sølvmedalje er i hans øjne intet andet end et finalenederlag. Camilla griner ad ham. Hun kan godt se, han har talent, men holder sig tilbage.

– Jeg står allerbagerst, når Elias spiller badminton. Jeg siger til ham, at hvis jeg skal komme ind mellem sættene, så skal han sige til. Ellers lader jeg være. Han skal selv have lov. Det fik jeg ikke, og derfor blev jeg så hård over for min mor. Jeg ligner hende ufatteligt meget af sind og humør, men jeg har valgt at turde se i øjnene, at der er en fare for, at jeg kan komme til at dominere, og at jeg skal være opmærksom på at stoppe mig selv.

Hvordan ligner du hende?
– Ligesom hende er jeg ret konsekvent med børnene. Lucas er en dygtig fodboldmålmand, men jeg siger til ham, at lige nu er det sjovt, men det bliver kun hårdere. Lige pludselig er der en ny målmand, der er lige så god. På den måde er jeg realist, som hun var.

– Jeg har så meget temperament, men samtidig har jeg også en følsomhed på nogle ekstremt underlige tidspunkter. Jeg kan godt begynde at græde, når jeg ser en tegnefilm, når folk bliver glade for gaver eller over en tale til nevøens konfirmation. Sådan var min mor også. Tough og følsom.

Mandag kl. 15: Lyngby Badminton Klub

Ude på banen varmer Elias op. Eller rettere: Han varmer op, når træneren kigger. Camilla har et øje på ham, mens hun fortæller om sine to drenge, som hun sender ud i en verden, hvor hun synes, at "Det Ordentlige Menneske" er under pres.

– Jeg taler meget med dem om, hvordan man gerne vil være over for andre. Hvis jeg så mig selv udefra, hvad ville jeg så se? Jeg forbeholder mig ret til at følge med i Lucas' instagram. Ikke for at snage, men for at vide, at der ikke er nogen, der kommer i klemme. Jeg nurser med retning, men jeg går ved siden af dem, jeg kommer aldrig til at gå bagved og skubbe, de skal selv lære at navigere.

– Vi gør meget ud af at tage dem med ud i verden, hvor tingene ikke foregår som her i Holte. Den her lille enklave er begrænset til en vis del af befolkningen, jeg vil gerne vise dem, at verden er mere end det. Vi vil gøre dem selvstændige. Men Lucas kan dog ikke vaske selv endnu. Det kunne jeg, da jeg var 10, haha.

Drengene er verdensmænd i løbet af dagen. Om aftenen, inden de skal sove, bliver de små igen og har brug for at snakke med mor om dumme kammerater og andre genvordigheder.

– Jeg prøver at lære dem, at de skal være rummelige over for dem, de har konflikter med. Vi skal ikke være bange for konflikter. Bare vi bagefter kan blive enige om, at "jeg har et ansvar, du har et ansvar, hvad gør vi herfra?"

Ligegyldigt fnidder og uhåndterede konflikter er der ikke længere plads til i Camilla Martins liv.

– Det er livet for kort til. Det er jeg blevet meget bevidst om, efter jeg har mistet min mor. Vi er her jo for helvede ikke ret længe, vel?