Caminoen
Foto: Private | Zoey fandt tilfældigvis et par efterladte vandrestave på et herberg. Uden dem havde hun ikke klaret de mange kilometer om dagen.
Hendes Verden

Caminoen

Har du overvejet at gå Caminoen? Så skal du læse Zoeys beretning

Et forsvundet visakort, madforgiftning og stærke smerter var prøvelser, der ventede Zoey Adrianna, da hun gik den legendariske pilgrimsrute El Camino. Men undervejs mødte hun også skønheden i livet, som åbenbarede sig i form af hjælpsomme fremmede og glæden ved nuet.

Af Eline Holm 18.aug.2017 Livsstil

Det er tidlig morgen i en lille spansk landsby. Zoey er stået op før de fleste, og efter en kop kaffe krænger hun sig ind under rygsækken og forlader det herberg, hvor hun har overnattet. Nattens kølighed hænger i luften, og bortset fra lyden af grus under vandrestøvlerne og en svag dinglen af kobjælder i det fjerne er der stille. Fra en bakketop ser hun solen stå op, mens duggen letter.

– Det var så fantastisk, og jeg måtte knibe mig selv i armen for at tro på, at jeg virkelig var der, husker Zoey.

I takt med at hun bevæger sig gennem landskabet kilometer for kilometer, glider hun ind i en meditativ tilstand, hvor alverdens problemer pludselig synes ubetydelige.

– Jeg fik en stærk følelse af, at det, der fandtes, var nu og her. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om andet end at være, forklarer hun.

– Jeg havde kun mig selv og de ting, jeg kunne bære i min rygsæk, og jeg kunne ikke gøre andet end at gå.

Smukke, stille morgener i det nordspanske højland er nogle af Zoeys bedste minder.

LÆS OGSÅ: Maise Njor tog med sine veninder på vandretur til Skotland: Sådan gik det

Lagt ned af lungebetændelse

De idylliske morgener er blandt de bedste minder, 29-årige Zoey Adrianna har fået med hjem fra sin månedlange gåtur på El Camino, den berømte pilgrimsrute, som strækker sig over 800 kilometer fra Frankrig tværs over Spanien og til byen Santiago De Compostela. Zoey er én af de tusindvis af danskere, der hvert år drager ud for at fuldføre den krævende vandring, som pilgrimme i århundreder har gået.

For Zoey blev drømmen tændt, da hun hørte en kammerat fortælle om sin Camino-oplevelse. Hun elsker at gå i naturen, og Caminoen virkede som den ultimative vandreoplevelse, men mellem job, uddannelse, flytninger og rejser blev det alligevel kun til mindre ture her og der. Først da hun lige efter nytår blev lagt ned af en hård lungebetændelse, begyndte Caminoen nærmest at "kalde" på hende.

– Jeg kunne intet andet end at hoste og tænke, og pludselig stod tanken klar for mig: Caminoen var det, jeg skulle, fortæller hun.

– Jeg var træt af at leve rodløst, jeg havde rejst og flyttet meget, og jeg håbede, at turen ville give mig afklaring og styrke til at falde til ro.

LÆS OGSÅ: Vibeke gik Carminoen: “Jeg har fundet en helt ny fred”

Urkraften som følgesvend

Med et par gamle vandrestøvler, otte kilo i rygsækken og troen på, at hendes grundform vil bære hende igennem, lander Zoey i Frankrig ved Caminoens begyndelse først i april. Hun ved, at det bliver hårdt. Hendes kammerat gav i sin tid op på grund af knæproblemer, og hun har hørt historier om både de fysiske og psykiske prøvelser, som vandrerne går igennem. Alligevel kommer det bag på Zoey, hvor hårdt Caminoen rammer hende. Efter tre dage er hendes ankler inflammerede, hendes knæ er smadrede, skuldrene er røde og hævede af at bære, og hofterne gør ondt. Hun begynder at tvivle.

– Jeg tænkte "hvad fanden har du gang i?". Hvordan skulle jeg klare en måned sådan her? Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne, husker Zoey.

– Jeg havde ikke trænet, og jeg var gået alt for langt, alt for hurtigt. Alle tror, de er supermand de første dage, men så rammer du en mur.

Hun ringer til sin kammerat, som konstaterer, at når hun allerede har det så skidt, så tager hun vel hjem. I det øjeblik går det op for Zoey, at det ikke er en mulighed.

– Der kom en fandenivoldskhed op i mig. Jeg sagde, at om jeg så skulle kravle i mål, så var det det, jeg gjorde. Det var nærmest en urkraft. Til trods for at jeg følte mig som et vrag, har jeg aldrig følt mig stærkere, siger hun.

Zoey får fat i et par vandrestave. Binder anklerne ind i sportstape. Tager Ibuprofen for at dæmpe smerterne. Lægger tøj ind under rygsækkens stropper, så de ikke gnaver. Sætter tempoet ned. Humper videre.

– Jeg gik så langsomt, at min bedstemor ville kunne overhale mig. Men jo langsommere jeg gik, jo bedre fik jeg det, fortæller Zoey.

På Camino-ruten viser muslingeskalsymbolet pilgrimmene på vej, og vandrerne har ofte en muslingeskal på rygsækken, så man kan genkende hinanden. Desuden er der tradition for, at man tager en muslingeskal med hjem som symbol på den fuldførte færd.

LÆS OGSÅ: En uge på et munkekloster i Burma gjorde Josephine lykkeligere

Én stor familie

Smerterne letter, efter at hun lærer at lytte til sin krops signaler. Men nye tilbageslag venter. En bankautomat spiser hendes visakort en eftermiddag efter lukketid og efterlader hende med fem euro på lommen. Hun får madforgiftning, som stjæler hendes kræfter i dagevis. Men uanset hvor håbløs situationen er, sker noget magisk: Hjælpende sjæle viser sig overalt. Fremmede låner hende penge. Følger hende på apoteket. Køber en kop kaffe eller en omelet. Giver opmuntring og trøst.

– Jeg kan ikke sætte ord på, hvor smukt det var at opleve den omsorg fra vidt fremmede. Det gav mig en følelse af, at selv om jeg var langt hjemmefra, så var jeg stadig tryg. Nogen bekymrede sig om mig, forklarer Zoey.

Hun bliver del af en slags "Camino-familie", hvor man giver og tager undervejs. Selv om hun rejser alene, er hun ikke alene, og oplevelsen lærer hende noget vigtigt: Det er okay at være sårbar.

– Jeg er vant til at klare tingene selv og føler ikke som sådan, at jeg har brug for andre. Men det har jeg jo. Det har været sundt for mig at sige "det her magter jeg faktisk ikke, vil du hjælpe mig?".

Zoey rejste alene, men fandt stor støtte, hjælp og venskab i de andre Camino-vandrere.

Hver sin rejse

Efter 28 dage går Zoey ind i Santiago De Compostela, i det nordøstligste hjørne af Spanien.

– Jeg græd. Det havde været helt forfærdeligt og helt vidunderligt at være af sted. Tårerne var udtryk for lettelse over, at det var slut, og sorg over alle de smukke oplevelser, jeg sagde farvel til, forklarer hun.

Caminoen har givet Zoey et indblik i hendes styrker og begrænsninger – og en accept af, at hun skal finde sin egen vej i livet, og at den ikke nødvendigvis ligner naboens.

– I begyndelsen sammenlignede jeg mig med andre – hvor mange vabler har de? Hvor langt har de gået? Det stoppede jeg med på et tidspunkt, siger Zoey.

– Jeg fandt ud af, at selv om folk har forskellige rytmer og måder at gøre tingene på, så ender vi det samme sted. Det er egentlig sigende for livet: At vi hver især har vores egen rejse.

Den erkendelse har omsider givet Zoey den ro, hun tog af sted for at finde.

Hvad er Caminoen?

El Camino betyder "vejen" og har siden middelalderen været regnet for en af de vigtigste kristne pilgrimsruter.

Caminoen dækker over flere veje, der fører til den nordvestspanske by Santiago de Compostela, hvor apostlen Jakob menes at være begravet. Den kendteste rute begynder på den franske side af Pyrenæerne og er 800 kilometer lang.

Interessen for El Camino er steget eksplosivt. I 1990 gik 4.918 mennesker til Santiago, heraf seks danskere. I 2014 var det 238.000, heraf 1.733 danskere.

Caminoen befærdes af alle aldre. Af de 215.880, der registrerede sig i Santiago i 2013, var 28 procent under 30 år, 56 procent mellem 30 og 60 år og 16 procent over 60. 45 procent var kvinder. Pilgrimmene kommer fra hele verden, men oftest Spanien, Tyskland og Italien.

Kilde: Pilgrimsvandring.dkCaminoen.dk, Kristeligt-dagblad.dk og Caminodesantiago.me


Henter...