Opskrift på chokoladefondant med sauce anglaise
SPONSORERET indhold

Chokoladefondant med sauce anglaise

Afslut årets nytårsmiddag med et brag af en dessert - her får du opskriften på chokoladefondant med sauce anglaise, en chokoladekage med flydende chokolade i midten, som serveres med vaniljesauce og friske hindbær. Den perfekte afslutning på en en god nytårsmenu.

Af:: Trine Hahnemann Foto: Henrik Freek
30. dec. 2010 | Livsstil | ALT for damerne

Til 6 personer:
200 g chokolade, 70%
240 g smør
4 æg
90 g sukker
30 g mel.


Sauce anglaise:
5 dl sødmælk
1 stang vanilje
5 æggeblommer
4 spsk sukker
lidt smør til at smøre formene med.


Bær:
200 g friske hindbær (kan undlades).

Chokoladefondant: Smelt chokolade og smør over vandbad og lad det derefter afkøle til stuetemperatur, rør det forsigtigt rundt. Pisk æg og sukker skummende og lysegult. Vend chokolademassen i æggene og sigt derefter melet i dejen. Hæld dejen i seks forme beklædt med smurt bagepapir. Afkøl i køleskabet i mindst 2 timer før bagning – for at den beholder en blød kerne under bagning. Bages 15-20 minutter ved 200 grader.

Sauce anglaise: Kog mælken op med en vaniljestang, og lad den derefter stå og trække i 10 minutter. Fjern vaniljestangen. Pisk æggeblommer og sukker, til det er tykt og skummende. Hæld den varme mælk i æggemassen og hæld cremen tilbage i gryden, og rør under svag varme med en træske, til den begynder at tykne – den må ikke koge, for så skiller den. Tag den af varmen og køl den ned.

Servér desserten lun med vaniljesauce og evt. friske hindbær.

LÆS OGSÅ: Nytår: Her er en perfekt, børnevenlig nytårsmenu med krudt i