Interview med Cecilie Haugaard og Christopher
SPONSORERET indhold

Christopher sagde til mig: "Skal vi ikke bare aftale, at du er min fra nu af?"

De er ofte væk fra hinanden i uger eller månederad gangen og må sige godmorgen og godnat påFaceTime fra hvert sit hjørne af verden. Men det gør ikke noget for modellen Cecilie Haugaard, 25, og musikeren Christopher, 24, for savnet gør kunkærligheden større. De har begge to 'ild i den' og bliver aldrig sådan et par, der bare kaster sig på sofaen og ser fjernsyn. Siger de.

Foto: Rasmus Weng Karlsen
27. jul. 2016 | Livsstil | Eurowoman

- Griber du mig, hvis jeg falder?

Cecilie Haugaard, aka @cillemouse, er lige hoppet op på gelænderet på balkonen i penthousesuiten på hotel SP34 i København. Den 25-årige model er ved at være ved vejs ende i et timelangt fotoshoot med kæresten, den 24-årige musiker Christopher, som på opfordring tager godt fat om livet på hende, mens hun trodser tyngdekraften og læner sig let bagud med ryggen mod Københavns tage.

LÆS OGSÅ: Medina: "Jeg har aldrig haft en kæreste før, der gav mig overskud, aldrig"

De har tydeligvis begge prøvet det før. Hun som model, han som en af landets mest feterede popstjerner. Selv om temperaturen har sneget sig over 20 grader, solen prikker på huden, og der ikke har været tid til pauser – eller frokost for den sags skyld – er der store smil, glimt i øjnene og masser af flirt i luften. Med kameraet og med hinanden. Da det sidste skud er i kassen, slår vi os ned i restauranten for at høre parrets kærlighedshistorie.

Hvordan mødtes I?

Christoffer: Vi mødte hinanden på SPOT Festival for to år siden. Det var min manager Thomas, der introducerede mig til Cille, og jeg vidste godt, hvem hun var, for jeg havde stalket hende lidt på Instagram. Cille havde på et tidspunkt set mig i noget live-tv, hvor det var poppet op, hvilke profiler jeg senest havde tjekket ud, og hvor hun var en af dem. Jeg prøvede først at forklare mig ud af situationen ved at sige, at der var en anden, der havde holdt min telefon for mig, men den hoppede du ikke rigtig på.

Cecilie: Og så sagde jeg: "Nå, er det dig, der har gjort min Instagram til en fanpage?" Jeg kendte ham slet ikke, men da vi mødtes, glemte vi bare tid og sted. Der var en vild kemi mellem os fra første sekund.

Hvad skete der derefter?

Christopher: Der skete det, at jeg skrev til Cecilie: "Tak for i går. Skal vi ses igen?" Og så svarede hun: "Chris, du virker skidesød, men jeg er vild med en anden." Men jeg kunne jo godt mærke, at der havde været noget kemi den aften, så i stedet for bare at smække døren i holdt jeg den på klem og skrev: "Okay, he's a lucky guy." Efter lidt tid spillede jeg på Distortion og lagde et videoklip på Instagram, og så tikkede der en lille besked ind fra Cille, hvor hun skrev: "Hvad så, godt show ..."

Cecilie: Jeg var i Paris og var lidt fuld, men så mødtes vi flere gange hen over sommeren. Og så var der jo Tisvilde ...

Christopher: Det var i august 2014. Jeg vidste, at Cille var i sommerhus deroppe, så jeg tog derop for at mærke, om viben stadig var der, eller om hun bare havde fået 60 gin & tonics på SPOT Festival. Det var den dag, hvor vi bare sagde: "Fuck alt andet." Vi brugte hele dagen sammen, og der var bare så god stemning.

Cecilie: Det var der, Chris sagde til mig: "Skal vi ikke bare aftale, at du er min fra nu af?" Og jeg sagde: "Jo, det kan vi godt." Det var 3. august. Piger har noget med, at man skal have en kærestedag.

Cecilie: Indtil da havde vi spillet det der spil, hvor man venter et par timer med at svare på den andens beskeder, men efter Tisvilde var der ikke noget spil længere. Jeg skulle til New York en måned senere, så vi skulle have mest muligt ud af tiden. Så jeg rykkede faktisk ud af min lejlighed og ind på Stay (lejlighedshotel, red.), hvor Christopher boede på det tidspunkt (parret bor i dag i Christophers lejlighed på Christianshavn, red.).

LÆS OGSÅ: Casper og Isabel: "Der er kun ét problem i aldersforskellen"

Hvordan ser jeres hverdag ud?

Christopher: Vi vågner op hver for sig. Cille er på Island, og jeg er på Christianshavn. Så FaceTimer vi en time, og så laver vi hver vores ting en hel dag, og så FaceTimer vi igen om aftenen. Sådan har det i hvert fald været meget her på det sidste.

Cecilie: Der har været halvanden måned, hvor der har været lidt for meget ild i den for mit vedkommende.

Christopher: Jeg har også rejst, men det har været rundt i Danmark, hvor Cille har været i Berlin, Amsterdam, Island, Sri Lanka osv.

Cecilie: På det seneste har jeg nærmest skullet noget hver dag, så da jeg var i Amsterdam for nylig og lige havde en søndag fri, tog jeg hjem for at være sammen med Chris i 24 timer.

Hvad er I rigtig gode til som par?

Cecilie: Vi er virkelig gode til at være sammen, så snart vi har muligheden for det. Jeg tager fx snart med Chris på tour bare for at kunne sove og vågne op sammen. Når vi endelig er sammen, prøver vi at nyde det så meget som muligt. Vi sover længe, spiser på altanen, når vi vågner, går ture, tager i biffen og ud at spise. Vi bliver aldrig sådan et par, der, hver gang vi er sammen, kaster os på sofaen og tænder for noget ligegyldigt i tv. Det kommer aldrig til at ske med os. (Mmm. Vi tales ved om et par år ... red.).

Christopher: Det er hårdt at være så meget væk fra hinanden, men så er det også det bedste, når vi er sammen igen og har fået lov til at savne hinanden. Det er som at være nyforelskede igen.

Cecilie: Vi har generelt slet ikke en rutinepræget hverdag, men morgener har altid været vigtige.

Christopher: Vi starter, og vi slutter sammen.

Hvordan har jeres opvækst præget jeres kærlighed?

Christopher: Vi kommer fra samme baggrund: en sund og rask kernefamilie. Vi er begge vokset op med en masse kærlighed og selvtillid og de samme værdier. Vores moralske kompas er bare fuldstændig i vater og er helt urokkeligt. Jeg ville ikke kunne slippe af sted med nogen af de ting, jeg kunne i tidligere forhold, fordi Cille har så mange ben i næsen og er så selvsikker. Du finder dig ikke i så meget pis og siger tingene, som de er. Du går ikke og venter på, at jeg måske ændrer mig med tiden. Du tager virkelig tyren ved hornene.

Cecilie: Jeg føler, at Christopher er en udgave af mig selv som dreng.

Christopher: Du mener som mand.

Cecilie: Nå ja, selvfølgelig. Der er den samme modenhed og seriøsitet, og vi har den samme ambitiøse tilgang til tingene, hvor vi begge to knokler fuldstændig igennem, når der er noget, vi gerne vil. Chris er den mand, jeg har været sammen med, som er mest mand.

Hvorfor er I gode for hinanden?

Christopher: Cille grounder mig bare. Jeg føler mig helt hjemme, når jeg er sammen med hende, og den base er vigtig for os begge, fordi vi rejser så meget. Der skal jeg ikke tage stilling til noget. Jeg skal bare hygge mig og ikke gå op i, hvordan håret sidder, og hvad jeg har på. Og så er Cille altid i sindssygt godt humør. Det er så dejligt, og det smitter. Vi griner rigtig meget sammen. Det er en sindssygt vigtig del af mit liv, og det er ikke nødvendigvis en selvfølge, at man kan få det med sin kæreste.

Cecilie: Jeg synes egentlig ikke, at det er så sjovt at hænge ud med drenge, men Chris giver mig både en masse omsorg og kærlighed, og så er han min bedste ven.

Hvor jaloux anlagte er I?

Christopher: Det er nok mest mig, der er det.

Cecilie: Men du er det på den fede måde, for du er ikke bange for at sige det.

Christopher: Men jeg har faktisk aldrig været i et forhold, hvor jeg har været mindre jaloux. For Cille giver mig overhovedet ikke grund til det, selv om hun laver noget, hvor hun er omgivet af lækre fyre med sixpack hele tiden. Men nogle gange kan der da være nogle billeder, som jeg synes er lidt over stregen. Fx har hun fået skudt et billede med Madonnas ekskæreste, hvor han var nøgen.

Cecilie: Det vidste jeg altså ikke, at han var. Han havde morgenkåbe på ...

Christopher: Mmm, nej, du havde slet ikke lagt mærke til, at han ikke havde noget tøj på.

Cecilie: Men jeg kiggede i hvert fald ikke. Det var bare tre-to-en, og så smed han den. Det er faktisk et af de billeder, der bliver brugt mest fra den skydning.

Christopher: Sjovt nok ...

Cecilie: Christopher siger netop fra, hvis jeg bliver lidt for tæt med andre mænd i mit arbejde. Han kysser jo også med andre letpåklædte piger i musikvideoer og gnubber sig op ad dem på scenen, men det rører mig ikke, for jeg ved godt, at der ikke ligger noget i det.

Christopher: Jeg tror, at jeg er nået et punkt, hvor jeg siger, at jeg simpelthen ikke bruger min tid på at rende rundt og spekulere på, om hun synes, en mandlig model er lækker. Hun har jo øjne i knoppen, så selvfølgelig synes hun, at han er lækker. Det handler nok om at nå til en erkendelse af, at det er o.k. at synes, at en anden er lækker indimellem. Du er også bare så ærlig, så nogle gange skal jeg lade være med at spørge: "Hvad synes du om Bradley Cooper?" "Jeg synes, han er pivfræk."

Hvor går grænsen mellem flirt og utroskab?

Christopher: Vi er begge meget smilende og udadvendte af natur. Cille er det nok endnu mere end mig, og det kan godt hurtigt blive misforstået som flirt. Men jeg synes, der er nogle helt klare grænser. Det har jeg sagt fra starten af. Hvis jeg ikke er til stede, skal hun bare tænke: "Hvad ville jeg selv tænke, hvis Chris var i denne situation?" Man kan tydeligt mærke, hvor ens grænse går, hvis man vender situationen om. Jeg tror ikke, jeg vil kunne tilgive utroskab. Der er rimelig meget nultolerance der.

Cecilie: Vi har været fuldstændig ærlige over for hinanden helt fra begyndelsen, og vi har tit talt om, at den tillid, vi har bygget op, er unik. Hvordan fanden får man den igen, hvis den først er brudt? Det er simpelthen for dyrebart. Hvis man har lyst til at være utro, er man tydeligvis ikke det rigtige sted i sit liv.

Hvad skændes I om?

Christopher: Hvis vores grænser er blevet overtrådt eller pga. misforståelser. De værste skænderier opstår, når vi begge to føler, at vi har ret. Så er vi bare enige om, at vi er uenige. Men jeg kan ikke være sur i mere end et par dage.

Cecilie: Et par dage?!

Christopher: Altså, jeg kan ikke holde ud, at der er dårlig stemning i mere end et par timer, men nogle gange kan der godt gå lidt længere tid, før det er helt ude af kroppen.

Cecilie: Jeg kan næsten ikke huske, at vi har haft et skænderi, der varede mere end en time eller to.

Christopher: Nej, men du er også sindssygt god til at få det ud.

Hvad gør I for at komme videre efter et skænderi?

Cecilie: Jeg tror på, at man kan løse alt med kommunikation.

Christopher: Det skal bare kysses væk med dig.

Cecilie: Jeg har bare nogle gange brug for at tænke mig om noget tid for at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg blev så sur over. Jeg er meget psyko-Cille. Jeg vil gerne forstå, hvad der sker oppe i mit eget hoved, og når jeg har forstået det, kan jeg komme videre. Så kan du også bedre forstå det.

Hvad er det mest irriterende ved andre par?

Christopher: Nogle gange, når jeg hører Cilles veninder sige noget til hende om deres mænd, tænker jeg: "Hvorfor fanden siger du det ikke bare til ham?" I stedet for at de taler om mændene bag deres ryg.

Cecilie: Jeg taler om alt med mine veninder. Vi har kendt hinanden altid, så jeg skal have lov til at dele alle tanker og følelser om mit forhold, og de dømmer ikke Chris af den grund.

Christopher: Det kan også være utrolig irriterende, når andre par er smaskforelskede.

Cecilie: Jeg tror, at folk godt kan synes, at vi er for klamme, når vi kysser for meget.

Christopher: Men hvis man er der, hvor man kysser for meget, er man jo pisseligeglad med, hvad alle andre tænker. Go ahead and hate. I'm the one in love.

Hvad gør I for at holde kog i kærligheden?

Christopher: Det er slet ikke nødvendigt endnu. Hver gang vi lige er begyndt at have noget, der ligner en hverdag, rejser du til New York i to måneder, og når du kommer hjem, kan vi få lov at starte forfra.

Cecilie: Jeg glæder mig faktisk til den dag, vi får lidt mere hverdag sammen. Jo mere vi er sammen, jo mere i sync er vi, og jo bedre har vi det sammen. Det er der ingen tvivl om.

Hvor meget taler I om fremtiden?

Christopher: Hele tiden. Der er ingen af os, der gider være i et forhold for sjov. Vi vil jo ikke spilde hinandens tid. Hvis der ikke er en fremtid, og vi ikke tror på det, er det jo ikke fedt. Selvfølgelig skal man tro på det hele vejen, og selvfølgelig skal vi have en familie sammen en dag.

Har I et godt kærlighedsråd, I vil give videre til andre?

Christopher: Chanel-tasker. Jeg sværger, de virker altid.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Jeg har fundet mig i alt for meget pis"

LÆS OGSÅ: 17 tegn på, at du er i et "forhold" med din bedste veninde

LÆS OGSÅ: 19-årig model fik nok: Branchen skal ikke kalde mig for tyk