Utroskab
SPONSORERET indhold

Hvorfor er vi utro?

Har du været utro? Hvis ikke, så har din nabo! I ALT for damernes store utroskabsundersøgelse fra 2011 svarer halvdelen ja til, at de har været utro, og rigtig mange har overvejet at være det. Tjek de mange tankevækkende citater og tal fra undersøgelsen, og læs, hvad psykologen og sexologen mener, det siger om kvinder i Danmark.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Bulls Press
16. aug. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

„Jeg har gennem næsten ni år haft et forhold til en mand, selv om jeg er gift. Dette forhold har på den ene side betydet helt fantastisk meget i form af nærhed, bekræftelse, sex og selvtillid. Og på den anden side har det givet mig en konstant dårlig samvittighed og manglende ægthed i forhold til min mand.“

Sådan skriver en af de 877 kvinder, der har gennemført ALT for damernes store utroskabsundersøgelse på Altfordamerne.dk. Halvdelen (50,1 procent) af deltagerne i undersøgelsen har selv prøvet at være utro, mens den anden halvdel (49,9 procent) ikke har været utro, og tankerne omkring utroskab spænder lige fra væmmelse, fordømmelse og dårlig samvittighed til udsagn som: „Det er den fedeste oplevelse! Alle burde have et „klippekort“ til utroskab. At blive bekræftet og så alligevel tænke „Jeg har en dejlig mand derhjemme“. Det giver faktisk et lille kick til parforholdet. Og hvem ved – måske kunne man lære noget!“

 


Omkring en tredjedel (32 procent) af de utro har kun været det én gang, mens 46 procent har været utro to til fem gange. 23 procent har været utro mere end fem gange. For rigtig mange er der altså tale om andet og mere end den klassiske hovsa-oplevelse til julefrokosten eller det hurtige engangsknald på kurset langt væk hjemmefra. Og halvdelen (51 procent) har faktisk været utro med den samme gennem længere tid. Som kvinden, der fortæller: „Jeg kan bare sige, at min hemmelige kæreste igennem rigtig mange år har hjulpet mig igennem nogle massive kriser i mit nuværende ægteskab. Jeg var nok ikke kommet igennem uden ham. Jeg ved godt, det lyder bizart, men ikke desto mindre forholder det sig sådan.“

Læs også: Hvornår er du utro?

Hvor går grænsen?
At være utro dækker over flere ting, og der er mange forskellige meninger om, hvornår man rent faktisk er utro. 46 procent mener, at det er, når man har sex med en anden, 33 procent synes, at det er utroskab at kysse en anden, mens 14 procent tænker, at man er utro, hvis man chatter eller sms’er med en anden. Og 5 procent synes, at man er utro, bare man tænker på en anden. Og så er der måske forskel på, om det er ens egen utroskab eller partnerens, der er tale om, hvilket følgende citat kan tyde på: „Det er sjovt, for når jeg tænker på, hvornår jeg betragter mig selv som værende utro, så er det kun de fysiske handlinger, der tæller. Men forestiller jeg mig min kæreste være utro, så tæller chatten med andre kvinder og tanker også med.“

Hvorfor gør man det?
Årsagerne til utroskab er mange, men der er dog to ting, der går igen. 44 procent var utro, fordi partneren ikke sagde dem noget mere, eller fordi de følte, at de manglede noget i deres parforhold, som de kunne få et andet sted. 32 procent svarer, at de simpelthen mødte en, som de tændte på. Der findes dog også dem, der har prøvet begge dele: „Jeg har både været i et åbent forhold, hvor det var okay at udforske og se, hvad sex ellers kunne byde på, men jeg har også været utro, fordi jeg i bund og grund ikke var forelsket i min kæreste længere og derfor manglede gnisten til at have rigtig god sex. Det tog bare ret lang tid for mig at opdage, at det i bund og grund var, fordi jeg skulle gå fra ham, at jeg fandt andre så tiltrækkende.“ Det er kun 1 procent af kvinderne i undersøgelsen, der har haft en aftale i parforholdet om, at det var ok at være utro. Det åbne forhold ser altså ud til næsten at være afgået ved døden – eller måske har det aldrig for alvor eksisteret!

Få psykologens forklaring på utroskab på næste side.  

Psykolog: Utroskab er blevet mere legalt
Når cirka halvdelen af alle i ALT for damernes utroskabsundersøgelse svarer, at de har været deres partner utro, hvad er det så et udtryk for? Psykolog Camilla Holst kommer her med sit bud.

– Jeg tror, at undersøgelsen siger en masse om, at vi er blevet mere åbenmundede om utroskab. Den siger også helt klart, at kvinder snart er lige så utro som mænd – halvdelen af kvinderne i undersøgelsen har prøvet at være utro, og mange har overvejet det. Tidligere talte kvinder mest om mænds utroskab, mens de selv bare „gik videre i et nyt forhold“. Kvinder figurerede på den måde ikke rigtig i utroskabsstatistikkerne, fordi historien mere var, at de havde fundet en ny kæreste. I dag er det – viser undersøgelsen – blevet mere „legalt“ som kvinde at sige, at man har været utro. I det hele taget tror jeg, at det vil blive mere og mere almindeligt at tale om, at man i løbet af et langt parforhold ikke kan undgå i perioder at blive fascineret af en anden. Og så lægger jeg i øvrigt mærke til, at hele 32 procent ligeud siger, at de har haft en engangsaffære, hvilket er mange i forhold til, hvad man tidligere har hørt og troet om kvinder.

Læs også: Flopper du i kærlighed?

Parforhold vil blive mere åbne
– Alle de sociale medier har gjort det meget let at opsøge gamle og nye relationer, og flere i undersøgelsen nævner da også sms’er, chat og lignende. På facebook kan du let finde frem til gamle kollegaer, gamle skolekammerater og gamle flammer, og på den måde kan du trække alt det gode fra din fortid med ind i nutiden. Det giver et større potentiale for sex og kærlighed. På de mange datingsites kan du let komme i kontakt med nye bekendtskaber, og det er blevet meget mere legalt at mødes med en fremmed og måske ligefrem dyrke sex med ham eller hende. Jeg tror, at vi er på vej mod et opbrud af det klassiske parforhold i de yngre generationer.

– De, der i dag er i slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne, vil i højere grad komme til at bo hver for sig, få børn alene og i det hele taget vælge at have tid til sig selv. De vil formentlig være noget ældre end tidligere generationer, før de finder den eneste ene – i hvert fald når vi taler om folk, der bor i landets større byer. Generationen, der kommer efter dem vil være endnu mindre klar til at binde sig, tror jeg. Det er dem, der er teenagere nu, og som er vokset op med de sociale medier. De kommer til at se på parforholdet på en endnu mere åben måde.

Store psykiske konsekvenser
– Utroskab har konsekvenser, som det fremgår af undersøgelsen, og det er lige præcis konsekvenserne, man ikke taler om på de sociale medier. Men det HAR store psykiske konsekvenser at opleve utroskab i et parforhold. Hvad med børnene, hvad med huset – og hvad med ens identitet? Hvem er man egentlig, hvis man ikke længere skal være sammen med sin partner? Det fylder virkelig meget, når jeg har par i konsultation, som har haft utroskab inde i forholdet. I undersøgelsen svarer kun omkring en fjerdedel, at de har fortalt deres partner om utroskaben, men jeg mener helt klart, at man skal fortælle det. Og man skal sige det, mens det er helt „friskt“, for så kan man „behandle“ det og ofte fortsætte i forholdet. Hvis man lever i et parforhold med en dyb relation, vil den anden alligevel altid kunne fornemme, at der er noget galt. I parterapi fortæller den part, det er gået ud, over stort set altid, at han eller hun havde haft mistanke om, at der foregik noget, og spørgsmålet er altid: Hvorfor sagde du det ikke bare?

– Nogle brænder nallerne så meget første gang, at de aldrig er utro igen. Det er typisk dem, hvor det bliver opdaget eller sagt, og hvor man får det bearbejdet. Man finder ud af, hvor meget smerte man har påført et menneske, som man elsker, og det vil man ikke gøre igen. Men de, der er utro, uden at det bliver opdaget, vil ofte gøre det igen, for „der skete jo ikke noget“.

Læs sexologens forklaring på utroskab på næste side.

Sexologen: Du skal være ærlig
Sexolog Cecilie Lolk Tommerup mener, at det er en stor fejl, når 75 procent af kvinderne i utroskabsundersøgelsen ikke vil fortælle deres partner, at de har været sammen med en anden. Det er mangel på respekt overfor både sig selv og ens partner.

– Undersøgelsen viser, at folk er ekstremt fokuserede på sig selv og har en stærk „MIG-identitet“. De har fokus på, hvad de selv kan få. Mange i undersøgelsen tror, at utroskab betyder, at de får noget, men når man er utro, siger man i langt de fleste tilfælde nej til noget i stedet for. De, der er utro, leder typisk efter kærlighed og nærhed, men er der noget, man ikke får ved utroskab, så er det nærhed og kærlighed. Man får sex. Og desværre er der rigtig mange mennesker, der forveksler de to ting," siger hun og fortsætter:

– Utroskab kan derfor i mange tilfælde være en destruktiv handling, som faktisk fjerner en fra den nærhed og kærlighed, som man søger. Derved starter en ond spiral, hvor der bliver mindre og mindre nærhed i det forhold man er i, og man har derfor mere og mere tendens til at søge utroskaben igen, i stedet for enten at gøre op med forholdet eller søge nærheden med alt hvad det indebærer. Mit råd er, at man skal gøre op med sig selv, om man er moden til kærligheden, og om man vil sit forhold eller ej. Vil man forholdet, så brug energien der og accepter, at man altid vil savne noget, for ingen er perfekte. Tosomhed og et godt parforhold er netop at acceptere dette i stedet for at forsøge at få det hele. Hvis trangen til utroskab kommer af, at man grundlæggende er ulykkelig i sit parforhold, så er løsningen heller ikke utroskab, men derimod at gøre op med forholdet og sætte sig selv og hinanden fri.

Løgn skaber afstand
– Mange af deltagerne i undersøgelsen vil ikke fortælle deres partner, at de har været utro. Deres begrundelse er, at det ikke gavner noget at sige det. Men det er efter min mening mangel på respekt for sig selv og ens partner. Kærlighed handler om at rumme og acceptere hinanden fuldstændig som vi er, og det kræver også en absolut ærlighed. Hvis man ikke fortæller om utroskaben, lever man på en løgn, og man vil mere eller mindre bevidst trække sig fra sin partner. Det vil skabe en afstand, og det er aldrig positivt. Hvis man har været utro, så vær ærlig og accepter, hvad der måtte ske derefter.

– Jeg har også lagt mærke til, hvor få i undersøgelsen, der har det skidt med deres utroskab. Det er fordi, vi lever i en verden, hvor vi fra helt små får at vide, at vi er unikke og fortjener alt i denne verden. Men faktum er, at størsteparten af os er gennemsnitlige mennesker, og at lykken måske netop ligger i at acceptere dette faktum og være taknemmelig for det.

Læs også: Så ofte har vi sex