Derfor finder du aldrig den eneste ene
SPONSORERET indhold

Derfor finder du aldrig den eneste ene

Har du også i årevis ledt forgæves efter den eneste ene? Spørger du tit dig selv, hvor han bliver af? Parterapeuten Esther Perel har forklaringen – og løsningen.

19. feb. 2016 | Livsstil | Eurowoman

Kærlighedsbuffeten har aldrig været større. Og antallet af singler, der leder efter kærligheden, har heller aldrig været større end i dag. Hvordan hænger det sammen? Parterapeut og forfatter til flere bøger om kærlighed Esther Perel har forklaringen. Hun mener nemlig, at hele vores syn på den eneste ene er misforstået. Hun har holdt hundredvis af foredrag for unge såvel som gamle, og der er en kæmpe forskel på, de spørgsmål, hun får fra de unge i forhold til ældre generationer:

- Mange unge forveksler kærlighed med at være forelsket. De kommer ind til mig og siger, de elsker deres partner, men de er ikke forelskede. Der er ingen sommerfugle eller sug i maven. For den er det her stadie af entusiasme direkte forbundet med at være lykkelig. Hvor den ældre generation bliver skilt, hvis de er ulykkelige, bliver den yngre generation skilt, fordi de måske kunne være lykkeligere. Den tendens hænger direkte sammen med, at unge føler, de fortjener lykken. Tidligere handlede parforhold ikke kun om en selv – men om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad andre forventede af en. Sådan er det ikke i dag.

LÆS OGSÅ: Derfor er det blevet sværere at finde kærligheden

I dag er vi længere tid om at finde vores partnere – og det betyder, at vi har brugt mange år på at finde ud af, hvem vi er. Vi har fået en karriere, lejlighed og opsparing. Derfor bliver det også svært det øjeblik, hvor forholdet går i stykker, forklarer hun:

- Når du vælger mig, er jeg den eneste ene. Jeg er unik, uerstattelig og uundværlig. Og når tingene ikke går, så er jeg det pludselig ikke mere. Vi bliver valgt som vores mest autentiske og afvist som vores mest autentiske. Aldrig har vi investeret mere, og aldrig har vi lidt mere på grund af kærlighed og begær.

LÆS OGSÅ: Derfor behøver du ikke have sex for at have et sundt forhold

Er han den rette?
Et af de spørgsmål, Esther Perel oftest får fra de unge, hun møder, er, om de er sammen med den rette. De føler, at de dater og dater, men uden at finde den rigtige. Hun mener, at unge i dag befinder sig i et fuldstændig paradoksalt valg, for hvordan ved man, at man er sammen med den rette, når den næste kun er et swipe væk på Tinder?

Når hun spørger unge, hvad det betyder at møde den rette, lyder svaret, at det er at finde den ekstraordinære person, som giver en lyst til at holde op med at lede. Men sådan fungerer kærlighed ikke – og Perel mener, at det er nøglen til at forstå, hvorfor vi jagter mere end nogensinde uden at finde, hvad vi leder efter- den rigtige findes nemlig ikke:

- Du finder ikke den rette person. Du vælger personen. Der er ingen, som er så fænomenale, at du holder op med at lede. Det er dig, som en dag vælger at holde op med at lede. Fordi du siger, at du vil bygge noget med en bestemt person. Ikke fordi den person har fået al indre rumlen til at forstumme. Du leder efter noget, der ikke er ægte. Enhver person, du er sammen med, vil få dig til at tvivle på, om vedkommende er den rette – det er en del af kærligheden. Enhver person, du er sammen med, vil nogle gange få dig til at tænke på, hvordan livet ville være uden ham eller hende – og nogen gange ville du ønske, I ikke var sammen. Du skal være i stand til at hade den person, du er sammen med. Det er også en del af kærlighed. Kærlighed er et verbum – ikke et stadie af entusiasme.

Bogen Erotisk Intelligens – Nøglen til begær i lange parforhold er netop udkommet på dansk.