“Derfor tog jeg coke, arbejdede som escort og endte i fængsel”

"To sekunder, så er jeg klar" lyder det inde fra det gråblå træhus bag Mozarts Plads i Sydhavnen. Annika Bech Sills giver døren et puf med hoften, mens hun trækker et par irgrønne græslignende frottesokker på fødderne og stikker dem i et par lyserøde badesandaler.

"Velkommen i vores lille hule," siger hun og viser vej rundt om den yngste datters køjeseng og legehjørne videre til fjernsynskrogen, hvor vi slår os ned med en kande stempelkaffe.

Hun kommer direkte fra en 24-timers-vagt – og seks kopper kaffe – i Hvidovre, hvor hun arbejder som social- og sundhedshjælper. En helt almindelig dag i hendes "nye liv", kan man næsten kalde det. Eller i hvert fald det liv, hun har haft de seneste godt fem år. Med mand og børn og uddannelse og fast arbejde. Sådan har det bestemt ikke altid været.

20. marts 2010 - Statsfængslet Møgelkær sydøst for Horsens
Annika har fået et par hjælpere til at tage på "fængselstogt" for hende. Med andre ord: De støvsuger fængslets arealer for stoffer. Indsamler alt, hvad der kan opdrives af euforiserende sager. ­Elleve forskellige stoffer bliver det til, som de kommer i en halvandenliters ­colaflaske og fylder med alkohol. Annika ryster flasken og sætter den for munden. Bunder.

Hun har ikke længere noget ønske om at leve. Livet er blevet for sølle. Al livskraft er suget ud af hende. Og  ikke engang tanken om de to døtre på henholdsvis 11 og 9 ude på den anden side – i friheden – kan holde lysten til livet på sporet.

Tre dage efter vågner hun op i en isolationscelle. Og der træffer hun en hardcore beslutning – at bevise over for afdelingslederen i fængslet, men vel nok mest for sig selv, at hun kan blive clean på 14 dage.

De næste par uger beder hun om at blive låst inde i sin celle for at face alle de dæmoner, som har budt på alt for mange udfordringer igennem hendes liv. Mens en uudholdelig ildebrand raser stofferne ud af kroppen, får Annika omsider fat i den kvinde, hun med alle tænke-­lige midler har holdt på afstand det ­meste af sit liv. Den rigtige Annika, som hun knap nok kender. Og som siden sine ­tidlige teenageår har eksisteret helt ude på kanten i en farlig kamp imellem liv og død.

På trods af sin betydelige højde på 183 cm vejer "den rigtige Annika" nu kun 49 kg. Men allerede en måned efter – på sund kost og fysisk træning – er det tal steget til godt 78 kg. Annika interesserer sig nu ikke kun for sin nye krop og imponerende muskelmasse. Hun begynder også at læse psykologi.

– Pludselig så jeg på mig selv med andre øjne. Jeg begyndte at holde af mig selv. Jeg higede ikke længere efter anerkendelse og opmærksomhed. Jeg begyndte at anerkende mig selv som det individ, jeg er, og det barn, jeg var engang. Acceptere den situation, jeg var i.

August 2007 - Hessensgade, Amager
"I har præcis en time til at komme og hente mine børn, ellers har de ingen mor. Jeg hopper ud over altanen. Det er jeres valg. Jeg kan ikke mere."

Det er en desperat Annika, der kontakter sagsbehandleren i ­Københavns Kommune. Tidligere på dagen overlevede hun endnu et voldeligt slagsmål med kæresten, som indebar smadrede glas, kvælertag og møbler, der fløj rundt i luften. Og endte med en flyvende fladskærm, som tog sigte mod Annika, som heldigvis nåede at flytte sig. Alt dette sker – igen – for øjnene af de to ­piger på 5 og 8 år, som, kommunen samme dag har foreslået, bliver anbragt i familiepleje hver tredje uge. Det er ikke nok for Annika. Hun kan ikke længere påtage sig ansvaret for dem.

– Vi var begge to stjernepsykopater. Og jeg smadrede ham, lige så meget som han smadrede mig

Annika er alt for godt klar over, at den er rivende gal. Så kort forinden har hun kontaktet sin store datters klasselærer på Tårnby Skole og bedt om hjælp til at få børnene væk. Og først der vågner de forskellige instanser – kommune, ­skole, børnehave – på trods af, at Annika ­ikke havde gjort sig særlige anstrengelser for at skjule det kaos, familien levede i. Pludselig dukker bekymringsudtalelser op, en børnepsykolog kommer på banen.

– De havde lagt mærke til en masse ting hen ad vejen, jeg havde bare aldrig ­fået noget at vide. Og jeg har altid været hudløst ærlig. De vidste, at jeg arbejdede som luder. Og desuden har jeg bevæget mig rundt i en kronisk tilstand af at være stangpåvirket af stoffer og fucked up.

Annikas arbejde som prostitueret – escort og på bordel – foregår på det her tidspunkt i noget nær døgndrift for at finansiere sit eget og kærestens massive misbrug af stoffer. Det nåede så vidt, at Annikas mellemste datter, Rosa, slugte en ecstasy-pille, da hun var bare halvandet år gammel. Barnepigen nåede at grave en kvart pille ud af kinden på hende, da hun så, at hun pludselig sad og klaprede med tænderne og var helt gasblå i hovedet. Sammen med sin mor blev Rosa indlagt til afrusning og observation på hospitalet i fem døgn. Alligevel greb ingen ind.

– Jeg tog alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, men mit favoritstof var Free Base – kokain, som jeg kogte op i tredobbelt salmiakspiritus for at sortere affaldsstofferne fra. På den måde kunne man ryge den rene kokain. Det gav mig en afsindig ro.

Straks efter Annikas nødopkald til kommunen ankommer sagsbehandleren i en taxa og kører pigerne ud til deres mormor i Brøndby Strand. Efter et par uger her ender pigerne med at komme i netværkspleje hos Annikas bror og svigerinde i Viborg. Her bliver de i de følgende otte år.

– Det var fandeme hårdt, men jeg har ­aldrig fortrudt, at jeg gav mine børn fra mig. Jeg har hele tiden vidst, at jeg gjorde det ud af kærlighed. Og i fængslet begyndte jeg at tænke over, at jeg faktisk havde reddet mine børn. Hvor havde de været, hvis jeg ikke havde givet de børn fra mig? Havde de overhovedet været her? Havde jeg selv levet?

LÆS OGSÅ: Simon Jul: ”Jeg er kæmpefan af sexlounges. Det er superliderligt, og jeg kan kun anbefale det”

1980'erne - Brøndby Strand
Allerede som 7-årig begynder Annika at ryge cigaretter. Faren drikker en del, og moren arbejder rigtig meget. Familien hænger dårligt sammen, og Annika føler sig som det sorte får i familien. Hun skulle også bare have været en plet på lagenet, får hun at vide. Hun er hyperaktiv, udadreagerende og samtidig indesluttet – og bliver hele tiden sammenlignet med sine ældre søskende, som klarer sig bedre. Efter tre måneders indlæggelse på Nordvang Børnepsykiatrisk Hospital får hun servereret diagnosen "Pippi Langstrømpe Syndrom" – i hvert fald af sine forældre.

I 11-12-årsalderen begynder hun at ryge hash, sniffe lightergas og eksperimentere med andre stoffer. I samme periode sker der også et seksuelt overgreb. Under en overnatning hos en veninde bliver hun voldtaget af venindens far, som efterfølgende bliver sendt til et behandlingssted på Fanø.

– Tvivlen fyldte en del i starten. Også fra min mors side. Var der nu også sket noget? Der begyndte jeg for alvor at ­blive selvdestruktiv.

Annika er 14, da hun første gang bliver gravid. Det finder moren ud af og giver hende en pille, hun har fra sin tid i sygeplejen, for "mavesmerterne". Det resulterer i en styrtblødning og en akut abort på toilettet. Kort efter bliver hun smidt ud hjemmefra.

– "Du bliver aldrig til noget andet, end at du får en flise inde på Halmtorvet", sagde min mor. Hun fik sådan set ret. Det blev bare aldrig en flise. Når jeg ser tilbage den dag i dag, tænker jeg, at mine forældre aldrig skulle have haft børn. De havde ikke ressourcerne til det.

Fra hun er 12, til hun er 16, bor hun hos venner og kærester. Hun dropper også ud af 8. klasse for at arbejde et år på restaurant, men hopper tilbage til folkeskolen og får både 9. og 10. klasses eksamen i hus, selvom hun står bag skuret og tager rygeheroin i pauserne op til eksamenerne. Pengene stjæler hun sig til.

Annika har svært ved at huske, når hun prøver at vride hjernen tilbage til ­sine unge år, som er én lang bytur. Men på grund af en fast kæreste skruer hun godt ned for stofferne i en periode og får også arbejde som stripper på doku-soapen "Stripperkongens Piger" på TvDanmark, indtil hun som 19-årig bliver mor til datteren Elisa.

2002 - Mern syd for Præstø
Med Annikas næste forhold er hun lynhurtigt tilbage på misbrugersporet. Elisa er i aflastning hver tredje weekend, og Annika er nybagt mor til datteren Rosa. Men alt er kaos. En bekendt har introduceret hende for Free Base.

– Og fra det øjeblik var jeg lost. Der mistede jeg mit liv. Det var så godt, at det var umuligt at stå af på. Det hele blev lort, og det gik meget ud over børnene. Vi kørte fra Præstø til København for at hente store mængder coke – en til to gange om dagen.

Det kræver en del penge, så Annika starter for alvor som prostitueret – et job, hun allerede havde taget hul på ­tilbage i tiden i Brøndby Strand – og fortsætter i flere år.

– Jeg blev ekstremt glad for mit arbejde. Det tør jeg godt at sige. Det foregik altid under ordnede forhold, til en god pris. Og jeg bestemte, hvem der rørte ved mig, og hvem der ikke gjorde. Det sad dybt i mig efter det overgreb, jeg var ude for som 12-årig. Jeg havde rigtig mange faste gæster. Måske lidt for mange. Jeg har haft nogle rigtig lærerige år som ­luder. Rent ud sagt. Og jeg har aldrig fortrudt det. Sex behøver ikke altid at være lidenskabeligt, man kan også bare have rå sex. Når jeg var på arbejde, kunne jeg selv bestemme, om jeg ville tilfredsstilles, og det blev jeg, når behovet var der. Når jeg gik hjem, havde jeg en følelse af, at jeg sgu havde gjort det godt. Samtidig med at jeg kunne forsørge min familie. Mine børn fik tøj på kroppen og mad på bordet. Og min kæreste og jeg fik vores stoffer.

Med de mange penge vokser parrets forbrug af stoffer tilsvarende. Forholdet bliver en farlig cocktail af alkohol, stoffer og blodige slåskampe.

– Rosas far og jeg var nogle svin. Sammen. Vi var destruktive over for os selv og hinanden.

Forholdet begynder at smuldre, da de flytter tilbage til København, men de er nødt til at blive sammen, for at Annika har en, der ser efter børnene, når hun har sine lange vagter. Men børnene er vidne til flere og flere voldelige episoder.

– Hver gang kastede jeg dem ind på værelset eller ned i gården, så de ikke skulle se noget, men det har jo betydet en enorm utryghed for dem. Slår de nu hinanden ihjel?

LÆS OGSÅ: Eddie Skoller: "Jeg tror fuldt og fast på kærligheden"

Februar 2008 - Et bordel i Nordaalborg
Mens Annikas børn er i sikkerhed og fungerer i stabile rammer i Viborg, eskalerer Annikas misbrug. Hun ryger store mængder coke hver dag og arbejder nonstop som escortpige og på bordeller for at finansiere det massive forbrug. Men en dag går det galt. En tidligere pusher har stukket hende, og Annika bliver anholdt på bordellet i Aalborg, hvor hun bor i denne periode – for at være tættere på sine døtre. Hun får en dom for en mistanke om køb af et kilo kokain til eget forbrug.

I november 2009 tjekker hun ind på Møgelkær – et åbent statsfængsel sydøst for Horsens. Og det skal vise sig at blive hendes redning.

LÆS OGSÅ: Lisbeth droppede sit karrierejob og købte en enkeltbillet til den indiske slum

Forår 2013 - En haveforening i Københavns Sydhavnskvarter
"EMIL 7/9/13" står der med sort ink på højre side Annikas hals. I Møgelkær gennemgår hun nemlig ikke bare en kold tyrker og bliver clean, hun møder også Emil, som afsoner en dom for hashsmugling til Norge. De to bliver stormende forelsket på en måde, ingen af dem før har prøvet, og indgår en pagt om at lægge både stoffer og prostitution på hylden. Starte forfra. Sammen.

Tre uger efter deres første møde bliver Annika gravid, og på grund af Annikas belastede fortid går kommunen straks i alarmberedskab i forhold til en tvangsfjernelse.

Men fordi Annika har taget et kvantespring i sin personlige udvikling i sin tid på Møgelkær, og kommunen derfor ­reelt ingen grund har til at fratage dem deres lille datter, Chili, som kommer til ­verden i marts 2011, får de en unik chance. I løbet af tre måneder i Familiehuset Bisgård i Aalborg skal de bevise, at de er gode og ansvarlige forældre. De består uden anmærkninger.

På den eftertragtede dato 7. ­september 2013 – 7-9-13 – gifter de sig og lader det hele bevidne til tv-dokumentaren af samme navn, som siden har fulgt dem i tykt og tyndt og vises på DR i disse uger.

I takt med, at Annika og Emil støt og roligt får deres nye tilværelse på benene – de rykker til København, Annika ­haler sin eksamen som social- og sundhedshjælper i land med et 12-tal og får fast job, og Emil starter i voksenlære som kok – ytrer de to piger i Viborg et stadig større ønske om at komme hjem og blive en del af familien. Og i sommerferien 2015 insisterer de. Så nu bor de alle fem i det lille gråblå hus i haveforeningen i Sydhavnen. Sammen med Emils mor.

Annika vandt kampen. ­Ikke bare over sine dæmoner. Hun vandt livet og kærligheden – og hun vandt sine børns tillid tilbage. De har nemlig tilgivet deres mor.

– Det er stadig en udfordring for os alle sammen. Vi skal lige finde vores ben. Stofferne og lortelivet er et langt, overstået kapitel. Men jeg ved alt for godt, hvad mine piger har været igennem. Jeg har fortalt dem, at jeg ved, jeg har trådt ved siden af. Og at jeg har gjort det af kærlighed. Hvis de er sure, må de gerne råbe mig ind i hovedet. De skal bare få det ud. Jeg har brede skuldre nok til at tage den.

– Jeg tror, Emil er en stor del af grunden til, at jeg er der, hvor jeg er nu. Jeg tog selv det første afgørende skridt, og så har vi kæmpet os ud af det her sammen. Det fællesskab, vi har, betyder alt. Han har vist mig, at man godt kan blive elsket og accepteret som den, man er – på trods af sine svagheder. Jeg har også taget ham med hud og hår. Han har også meget lort med i bagagen fra sin ungdom og tidligere forhold. Vi har fået ryddet op i vores fortid sammen, og derfor er vi så stærke sammen nu. Vi kan ikke væltes. 

LÆS OGSÅ: ”Hvem skal redde verden, hvis jeg får nok i mig selv?"

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

LÆS OGSÅ: “Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag”