Det startede som en aparte interesse, mange havde svært ved at forstå. Nu lever Louise af sin hobby
Foto: Jørgen Bentzen | Det startede som en aparte interesse, mange havde svært ved at forstå. Nu lever Louise af sin hobby
Eurowoman

Det startede som en aparte interesse, mange havde svært ved at forstå. Nu lever Louise af sin hobby

Louise Hjort lever i dag af en interesse, som mange fandt sær, da hun var yngre.

Af Louise Hjort 10.dec.2015 Livsstil

KLUMME: Det er altid svært at være 16 år. Da jeg var 16 år spillede jeg stadig blokfløjte – det gjorde ikke tingene nemmere. Det var ikke det, at jeg havde spillet blokfløjte – det gjorde alle jo som børn dengang. Det var det, at jeg stadig spillede blokfløjte. Men jeg kan allerede nu afsløre, at jeg gør det stadig, og jeg er vild med det!

Blokfløjten bliver ofte diagnosticeret som kronisk taber-instrument – et begynderinstrument, som kun kan lyde dårligt (klart nok, som nybegynder lyder alle musikinstrumenter jo dårlige). Det er rigtigt, at det er et instrument, som kræver meget før det lyder rigtig godt – challenge accepted – så er vi jo nogle, der må tage én for holdet, og få det til at lyde godt.

LÆS OGSÅ: "Bare fordi man kun er 157 kan andre godt synes, at man fylder for meget" 

Ud over at spille blokfløjte boede jeg på en bondegård og var rigtig god til at fodre køer. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive kunstner. Bevares, min familie er kreativ, og jeg er fra "et hjem med klaver", men vi var ikke berejste, vi gik ikke ud og spiste, vi gik ikke tit i teatret eller på museer. Det var eksempelvis først da jeg flyttede til Esbjerg, da jeg kom ind på konservatoriet, at jeg opdagede "dørtelefonen". Jeg kendte tidligere ingen, der boede i lejlighed, og jeg vidste simpelthen ikke, at der fandtes noget som en dørtelefon.

Måske var jeg et mærkeligt barn. Et barn, der interesserede sig mærkelige ting som fx klassisk musik, dyr, blomsternavne og historiebøger. Og de akavede teenageår gik også med at forsøge at passe ind – det gik egentlig ret godt med det, og jeg var da også interesseret i helt almindelig ting fodbold, rock og popmusik, for sådan rigtig nørdet var jeg jo heller ikke. Men da jeg så en dag, som 20-årig aspirant til konservatoriet, begyndte at omgås ligesindede - den sjældne race: andre unge mennesker, som brændte for klassisk musik og andre nørdede emner, følte jeg mig endelig forstået. Det legitimerede pludselig mine interesser og mine evner, hvilket var en stor lettelse. Min familie har altid været opbakkende, men det er ofte de jævnaldrende venners accept, et ungt usikkert menneske har brug for.

LÆS OGSÅ: "Jeg forelsker mig konstant, men elsker sjældent"

Da jeg endelig havde fundet mit eksistensgrundlag, lagde jeg alle kræfter i at blive endnu dygtigere til min, i nogens øjne, lidt aparte passion, og jeg forsøgte at blive den bedste på mit instrument. Og det gik egentlig også ret godt med det. Men det at være en musiker, som spiller historisk klassisk musik, er en meget snæver bås at blive sat i – og det bliver man både af omverdenen, andre musikere samt af alle de regler, man skal kende til, for at den historiske musik skal kunne fungere. Alle de regler syntes så interessante, pga. af deres historiske perspektiv, men det blev paradoksalt nok, også en begrænsning for mit kunstneriske udtryk og min musikalske identitet.

Jeg manglede udtryk, eksplosivitet, farver, råhed, blod, sved og tårer. Jeg savnede lyden af verden i dag, og jeg savnede at kunne udtrykke verdens grimhed ligeså vel som skønheden. Den verden, som jeg endelig havde fundet, og hvor jeg følte mig hjemme, var nu ikke længere nok. Jeg ved ikke, om jeg burde kalde mig en eksistentiel vendekåbe, når jeg i den grad finder min rette hylde, men så alligevel ikke kan stille mig tilfreds med de rammer, som er forudsætningen for at være på denne hylde. Det var trygt og godt, men der skulle ske noget mere. Jeg begyndte at finde inspiration i den moderne musik, kunst og performance art. Jeg tog mine blokfløjter i hånden og drog på tur ind i den elektroniske musiks verden, i den avantgardistiske jazz-verden og i improvisationens verden – verdener, som nok aldrig før havde set en blokfløjte.

Jeg sugede det hele til mig, og i dag har alle de inputs bundfældet sig, og de er det blevet til min lyd – min stemme. Det er eksperimenterende, det er provokerende, og det er grænsesøgende, men det er kunst og det er lyden af det moderne samfund. I denne verden ser jeg nu, ca. ti år efter at jeg første gang fandt mig selv, at jeg igen ved hvem jeg er, og hvor jeg hører hjemme.

Det har været en eksistentiel rutsjebane, men er dette "vendekåberi" så mærkeligt? Skal vi ikke hele tiden udfordres for ikke at stagnere intellektuelt og følelsesmæssigt? Og det er jo netop kunstens vigtigste opgave i vores samfund. Jeg synes at musik, såvel som kunst, skal kunne sætte tanker i gang, udvide horisonter, måske endda provokere lidt, så det hele ikke ender med at være ligegyldige ørehængere. For mit vedkommende vender jeg også tilbage til min helt store kæphest: at forsøge at slippe for de forudindtagede holdninger om musikgenrer og instrumenter, som mit instrument blokfløjten tit har været offer for.

Blokfløjten er på én måde utrolig simpel med dens rå trælyd og dens lange historie, men på den anden side et utrolig komplekst instrument, som man kan skabe moderne musik med. Jeg er vild med instrumentets skizofrene karakterer og jeg elsker, når jeg kan modbevise publikums forventninger om det formodede "pæne" instrument. På den måde føler jeg, at jeg nu er kunstner – ikke bare musiker, men kunstner. Men det ændrer ikke ved, at jeg stadig er en bonderøv. En finkulturel bonderøv.

LÆS OGSÅ: "Jeg brugte apps til at lave om på min ansigtsform, gøre min talje mindre og mine tænder hvidere"

LÆS OGSÅ: 7 ting, der er fede at huske, hvis i går fra hinanden 

LÆS OGSÅ: "Jeg har simuleret virkelig mange orgasmer"

Louise Hjorth Hansen (f. 1983)

Louise er uddannet blokfløjtenist fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg med efterfølgende solistklasse fra Royal College of Music i London og Syddansk Musikkonservatorium i Odense.
Hun har modtaget priser som Léonie Sonnings Musikfonds Talentpris, Statens Kunstråds støtteordning "Den unge Elite" og har vundet priser ved flere internationale konkurrencer.

I 2014 udgav hun sin første cd, dobbeltalbummet "A Short Story". Hun arbejder som freelance blokfløjtenist og som blokfløjtelærer på Hørsholm Musikskole.

Hun er aktuel som kurator og performer i koncertrækken MOD i KoncertKirken på Blågårdsplads, Kbh N.

 


Henter...