”Det var nederen at blive kåret som Norges mest sexede mand”

Af Majbritt Lacuhr

Piktåge. Pis af. Fuck dig. Whatever... Iført broderet vest, kalvekrøs, velour­knickers og fjerbesat trekantet hat – og med lange, mørke lokker svingende om ansigtet – lukker Jakob Oftebro og resten af ensemblet i "Tordenskjold & Kold" op for et noget moderne sprogbrug, som rimer temmelig utraditionelt på de 1700-tals-kostumer, Henrik Ruben Genz' barokke filmdrama er fuld af.

"Tordenskjold & Kold"

LÆS OGSÅ: “Mænd er generelt bedre til bare at hoppe ud i tingene”

Jakob Oftebro spiller Tordenskjold, der ligesom en anden rockstar rejser land og rige rundt og lader sig hylde af overklassen med sit selvophøjende roadtrip-show som datidens største søhelt. Men uden udsigt til flere heroiske søslag, går fredstiden ham på nerverne. Den dampagtige ungersvend savner spænding – og "knepper" sig ud af kedsomheden og rastløsheden.

– Det er en meget uhøjtidelig film om et historisk drama. Nogle vil sikkert tænke: Nej! Kan man det?! Må man det?! Men jeg synes netop, det fede ved den er, at man har valgt at fortælle historien, som om Tordenskjold var en del af den der "Klub 27" – ligesom Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison, Amy Winehouse... Lev stærkt, dø ung. Tordenskjold var vores første rockstar, som på den ene side elskede og dyrkede sin berømmelse, men også bare var møgtræt af at være kendt.

LÆS OGSÅ: "Jeg er blevet en bedre far og en bedre mand"

– Jeg har altid været lidt fan af ham, så jeg er utrolig beæret over at få lov at portrættere ham. Jeg skulle tage meget på til rollen, fordi jeg skulle være denne her adelige bulderbasse. Men det var sjovt. Det passede mig godt oven på slavedramaet "Guldkysten", hvor jeg omvendt havde tabt mig helt vildt til rollen som plantageejeren Wulff og var helt afmagret.

At møde sig selv

Ligesom sin krigeriske søhelt er Jakob Oftebro en nordmand, der høster stadig større succes i Danmark. På et mere fredsommeligt plan naturligvis. Ligesom Tordenskjold har Jakob nemlig slået sig ned her i København. Otte år er det efterhånden blevet til, og der er ingen udsigt til, at han drager tilbage til hjemlandet. Han har det nemlig alt for godt her.

– Jeg elsker København, for jeg har haft så sindssygt mange fede oplevelser her. Når jeg tager hjem til Norge, minder det også meget om kærestesorger og svære teenageår. Danmark minder mig faktisk næsten udelukkende om topstemning. Og gode mennesker.

Jakob Oftebro var 21, da han landede i København med sin rejsetaske og indlogerede sig på et værelse på Amager med en ydmyg madras som eneste møbel. Allerede da han gik i 2.g på gymnasiet, kom han ind på Statens Teaterhøgskole i Oslo. 18 år gammel og som Norges næstyngste nogensinde. Efter tre år fik han lov til at udvide uddannelsen med et år på Statens Teaterskole i København, hvor han kom på hold med navne som Pilou Asbæk, Casper Crump og Julie Agnete Vang.

"1864"

– På uddannelsen i Oslo mærkede jeg hurtigt, at jeg var meget klar til det. Jeg var ekstremt motiveret og arbejdede sindssygt hårdt og var bare ivrig efter at udvikle mig. Men selvfølgelig handler skuespil til en vis grad også om at trække på nogle livserfaringer, og jeg var jo praktisk talt jomfru og stod bare der og ledte efter de tunge følelser. Så min personlige udvikling kom for alvor, da jeg flyttede til Danmark. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort.

– Jeg er født og opvokset i Oslo, begge mine forældre er derfra, og ja, Oslo er altså lidt på størrelse med Århus... Jeg kunne slet ikke gå på gaden uden at møde enten min mors eller mine egne venner – det var næsten klaustrofobisk. I Danmark kendte jeg ingen overhovedet. Så det handlede i høj grad om at møde mig selv. Uden andres forventninger. Her var jeg kun mig selv. Det var super.

LÆS OGSÅ: ”Jeg er blevet kaldt klam, omsorgssvigtende, luddoven og alt muligt i offentlige kommentarfelter”

Forelsket i København

Den største udfordring viste sig hurtigt at være følelsen af at tabe sit sprog. Pludselig at føle sig helt nøgen og blottet. Uden mulighed for at fyre en joke af eller bare gøre sig almindeligt forståelig. Folk forstod simpelthen ikke, hvad han sagde. Kun hvis han talte meget langsomt. Eller engelsk.

– Jeg var bare nødt til at prøve at tale dansk, hvilket selvfølgelig var meget sårbart i starten. Haha, det lød forfærdeligt! Men jeg måtte jo bare blive ved. Også selvom folk grinede ad mig. 

Helt konkret fik han fat i en masse lydbøger og en talepædagog og forsøgte så ellers at stikke næsen så godt ned i dansk kultur – bøger, musik og film som han kunne. Og slyngede gladeligt sit telefonnummer ud, når han mødte nogle interessante mennesker rundt om i byen, i håb om at opbygge en vennekreds.

– Ja, haha, folk må have tænkt: Han er godt nok lidt irriterende, ham nordmanden der. Sikke en desperat type!

– Desuden havde jeg ingen penge. Jeg købte mig en cykel til 170 kroner, som blev stjålet efter tre dage, hvorefter jeg købte en endnu billigere. Hele det første år fik jeg ikke SU, så jeg levede af røde linser. Det var helt crazy. Min far kom ned til mig på et tidspunkt. Er du sindssyg, han blev bekymret og bad mig om omgående at stoppe med at sulte mig selv på den måde. Jeg syntes jo, det var lidt
fedt sådan at være en lidende kunstner i København. Men på et tidspunkt blev jeg nødt til at ringe hjem og sige: "Jeg har ikke engang råd til røde linser, hvad skal jeg gøre?" Og så hjalp min far vist lidt. Desuden var alle omkring mig supersøde. Faktisk gav Pilou rigtig mange af mine frokoster. Han så på den der lille tupperwarebøtte med kogte, røde linser: "Jakob, det går jo ikke! Hvad er det der?". Der blev taget hånd om mig.

Heldigvis for Jakob og hans udmarvede sideben fik han job på Mungo Park – og dermed smør på brødet. Og mulighed for at blive i Danmark ikke mindst.

– Jeg var jo også bare gået hen og blevet forelsket i at være her. Jeg følte også virkelig, at jeg havde investeret alt for at få en hverdag op at køre her. Og da jeg så pludselig opnåede det, blev det bare endnu federe. Alt, hvad jeg har opnået her i Danmark, er jeg superstolt af – for intet af det er kommet gratis. Jeg har kæmpet for det. Det liv, jeg lever her, har jeg selv valgt.

LÆS OGSÅ: ”Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt”

Hårdt arbejde

Man er ikke i tvivl om, at Jakob Oftebro er en slider. Stædig og fokuseret. Sidste år fik han Nordens Sprogpris for sit "brennende engasjement for nordisk språkforståelse", som det hed i juryens konklusion. En pris, som er blevet uddelt siden 2010 og tidligere er gået til Islands forhenværende præsident Vigdís Finnbogadóttir, den danske skuespiller Ghita Nørby, den svenske musiker Timbuktu og den norske tv-vært Fredrik Skavlan. Og når man sidder over for den velformulerede nordmand, forstår man godt hvorfor. For lydbøgerne, timerne hos talepædagogerne og i særdeleshed stædigheden har i den grad båret frugt. Der er ikke et fnug af norsk afsmitning i hans perfekte, københavnerprægede udtale af det danske sprog.

– Dansk er så sexet. Det er et fedt sprog. Det har virkelig noget power. Hvor svensk er lidt fransk, og norsk er så klingende naivt. Der er den her indbyggede glade tone i norsk, som kan gøre det – i hvert fald i forhold til skuespil – svært at hive ned i noget tungt eller alvorligt. Når man siger noget på dansk, lukker man ned, og så ligger den ligesom der. Bum.

Om det er et decideret talent eller sprogøre, vil han helst ikke tage på sig. Han ser det mere som hårdt arbejde. Sådan er det nemlig også med skuespil.

– Jeg ved, jeg er meget langsom, og at jeg skal arbejde hårdt med det for at blive god. Jeg ved, at det kræver 10.000 gange mere arbejde for mig end for mange andre.

Måske er det bare sådan, det er med Jakob Oftebro – at han vælger den svære vej. Udfordringerne. På mange måder havde det ligget lige for at skabe sig en succes i Norge, hvor netværket var lige inden for rækkevidde. Ikke mindst fordi hans far er et velrenommeret navn i branchen. Nemlig skuespilleren Nils Ole Oftebro.

– Jeg fik hurtigt en meget tydelig rolle i Norge. Deroppe lå der så mange forventninger til mig – dels at jeg var min fars søn, men også fordi jeg var kommet ind så tidligt på teaterskolen, for "så må han jo altså være rigtig, rigtig god!". Og havde mit talent mon noget på sig? Derfor var det så fedt at komme her til Danmark, hvor ingen forventede, at jeg var noget bestemt. Først der begyndte jeg at lytte til mig selv og blive en bedre skuespiller. Inden da havde jeg været meget mere fokuseret på målet og på, hvad andre syntes eller forventede. At være en dygtig dreng.

– Desuden går den norske jantelov meget ud på, at man helst ikke skal have det så godt. Man skal helst lide lidt. Sådan følte jeg i hvert fald, at det var i det norske kunstnermiljø. Det var skønt at komme lidt væk fra. Her i Danmark må man faktisk godt have det godt og slå lidt ud med armene. Det er fedt.

– Pludselig var der bare noget ved det her projekt omkring Danmark. Det blev vigtigt for mig. Vigtigt at lære sproget og være midt i udfordringerne og fuldføre det.

– Jeg er blevet voksen i København. Det var her, jeg fandt min identitet. Det er også derfor, jeg elsker den by. Alt det, jeg kæmpede med og imod som teenager ligger tilbage i Norge. Samtidig har jeg masser af gode minder og min familie og mine venner deroppe. Jeg er skilsmissebarn, så lige så vel som jeg aldrig ville kunne vælge imellem min mor og far, kan jeg heller ikke vælge imellem Danmark og Norge. Jeg er vant til at pendle imellem to ting, jeg holder lige meget af. Jeg er lykkelig, når jeg er i Danmark, og jeg er lykkelig, når jeg er i Norge. På to forskellige måder.

Norges mest sexede mand

De er muligvis lidt sårede oppe i Norge over, at deres landsmand har tabt sit hjerte til nabolandet. Men der er bestemt ingen tegn på, at de ikke kan lide ham. Tværtimod. Jakob arbejder nemlig også en hel del i Norge. Og i 2012 kårede magasinet Elle ham sågar til Norges mest sexede mand. Eller "Norges aller heiteste mann" som det helt præcist hed.

– Ja, hvordan har jeg det med det? Ad helvede til. For det kan jeg slet ikke forholde mig til. Selvfølgelig bliver man smigret på en eller anden måde. Men hvis du ikke føler det sådan selv, er det svært at tage imod en kompliment. Jeg vil meget hellere tage imod komplimenter for noget, jeg har kæmpet for. Ingen har jo lyst til at være et objekt. Jeg vil gerne anerkendes, fordi jeg er dygtig til mit arbejde. Ikke fordi mine forældre mødte hinanden og tilfældigvis fik mig i den her udgave. I bund og grund er det jo deres fortjeneste alene – den har jeg ligesom ikke gjort noget for.

– Desuden fik jeg den titel på baggrund af filmen "Kon-Tiki", hvor jeg skulle være krigsveteran med 50'er-agtig, sund og veltrænet krop – og afbleget hår. Og jeg er netop vokset op med helt modsatte idealer. Som teenagedreng syntes jeg, det var svært med al den fokus på kropsidealer. Det kunne jeg slet ikke finde ud af. Så jeg havde slet ikke lyst til pludselig at blive et forbillede for det. Det var ret nederen. Forkasteligt på en eller anden måde. Jeg føler mig jo ikke sådan indeni. Indeni er jeg en lidt usikker dreng, der helst bare vil tage det stille og roligt. Jeg var ikke så fremme i skoene på nogen områder inden for det der. Og det er heller ikke noget, jeg går rundt og føler mig som nu – at "hey, jeg er Norges mest sexede mand. Wuhu!" Jeg følte slet ikke, det havde noget med mig at gøre. I mine øjne er det megausexet ikke at kunne spise og gøre, som man har lyst til. I den periode, hvor vi optog "Kon-Tiki", levede jeg af hytteost og dåsetun og trænede fire timer om dagen. Det var godt nok usexet, kan jeg love dig for!

– Samtidig, når man ser det lidt på afstand og ikke skal tage sig selv så pissehøjtideligt, så kan man selvfølgelig grine af det og blive smigret over det. Der kom alle mulige følelser på én gang. Det handlede bare også om, at nogen pludselig havde sat et mærkat på mig – og kunne jeg så leve op til det? En status, som jeg så skulle være bange for at mis-te igen. For det er vitterligt ikke noget, jeg nogensinde har tænkt over eller kæmpet for at opnå. Jeg nørder bare med mit, og forhåbentlig støder jeg så ind i nogen af og til, der godt kan lide mig. For den, jeg er. Eller det, jeg laver.

– Det havde været meget federe, hvis jeg var blevet kåret efter Tordenskjold. Haha. Så havde vi haft fat i nogle lidt sundere og mere naturlige idealer, siger han og slår sig på maven.

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du har menstruation

Kæreste med norsk kollega

Tilsyneladende er missionen om at blive værdsat for det, han er, lykkedes. Også på den private front. I to år har han nemlig dannet par med sin norske kæreste, den to år yngre kollega Iben Akerlie. De mødtes, da de spillede de to ulykkeligt forelskede, Victoria og Johannes, i filmatiseringen af Hamsuns "Victoria" og købte sidste sommer lejlighed sammen på Nørrebro. Kæresten arbejder mest i hjemlandet og er endnu ikke så velbevandret i det danske sprog. Men det skal nok komme, forsikrer Jakob.

Jakob er kæreste med Iben Akerlie, som også er skuespiller.

– Hun elsker også Danmark. Ja, jeg ved ikke, hvad det er, I gør ved os, siger han og tager sig teatralsk til hjertet.

– Vi elsker at bo på "The Bronx" – sammen med alle de andre indvandrere. Der er et dejligt miks af forskellige typer. Det er supercool og meget afslappet.

Med filmoptagelser fordelt over Skandinavien og dele af Europa kan det være svært for de to travle skuespillere at ramme hinanden. Men de får det nu til at hænge nogenlunde sammen, mener Jakob. I hvert fald er det rart at have en fast base i København, hvor de føler sig så godt tilpas.

– Generelt synes jeg, jeg er blevet virkelig godt modtaget. Som dansker tænker man måske selv, at den danske mentalitet er noget med parcelhus og "til hegnet og ikke længere"-attitude, og at fremmede kan stå og banke på i mange år, før de kan komme ind – for du skal endelig ikke tro, du er noget. Hele den der jantelovstankegang. Men jeg følte altså, at danskerne var meget åbne og imødekommende og nysgerrige. Og så er der bare hele den der leg, som jeg synes, danskerne er utrolig gode til: At nu skal vi også have det godt og nyde livet. 

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige

LÆS OGSÅ: Fra flygtning til dansk popstjerne

LÆS OGSÅ: Louise testede Tinder: "Jeg skal lige love for, at der er gang i den"