DIY: Cool knyttet nøglekæde
Foto: Denis Sytmen
BoligLiv

DIY: Cool knyttet nøglekæde

DIY: Cool knyttet nøglekæde

Måske har du prøvet at knytte, da du var i fritidshjemsalderen? Nu kan du støve talentet af, for macrame, som det også kaldes, er hot igen. Vi viser her, hvordan du kan knytte din egen superfunky nøglekæde. Og du kan godt være med, selvom du ikke har prøvet det før!

Af Lisa Grue og Denis Sytmen 09.mar.2015 Livsstil


Knyttet nøglering

DU SKAL BRUGE:
• Knyttevejledninger som du kan downloade på fx. lisagrue.bigcartel.com. Du finder dem under ‘Free Downloads’
• Sorte og hvide træperler (fås i Panduro Hobby)
• Sort eller hvid vokset bomuldssnor (fås i Panduro Hobby)
• Klemmer til macrame til at spænde knyttesnoren op med (fås i Panduro Hobby)
• Nøglering og karabinhage (fås i Skindhuset)





SÅDAN GØR DU
1. Klip 2 stykker snor på hver 100 cm, og sæt dem fast som anvist på illustration 1.1 i knyttevejledningen.Det kan godt betale sig at markere snorene med lidt kulørt tape, så du kan se forskel på snorene undervejs i knytningen. Spænd snorene ud med klemmerne som vist på billedet, så de ligger nogenlunde stramme.

2. Der er benyttet to knytningstyper på denne nøglering. Du kan selv bestemme, hvilken du vil begynde med. På billedet er vi startet med spiralknytning.

3. Indsæt et par perler ind imellem knytningstyperne – se nærmere på billedet af nøglekæden!

Retknytning
1. På figur 1.2 føres venstre snor over de to midterste snore og om bag snoren til højre.
2. På figur 1.3 føres højre snor bag om de midterste snore og op igennem løkken til venstre.
3. Knytningen strammes lige meget fra hver af de to snore, samtidig med at man skubber den opad, til den sidder tæt på ringen (figur 1.4).
4. På figur 1.5 fører man højre snor hen over de midterste snore og under snoren til venstre. På figur 1.6 føres venstre snor bag om de midterste snore og op igennem løkken på højre snor.
5. Stram igen lige meget til på hver snor.
6. Fortsæt, indtil du har knyttet 7-10 cm. (figur 1.7)

Spiralknytning
1. På figur 2.2 føres venstre snor over de midterste snore og bag om højre snor.
2. Højre snor føres bag om de midterste snore og op igennem løkken til venstre (figur 2.3).
3. Stram til (figur 2.4).
4. Gentag proceduren med altid at føre den højre snor bag om de midterste snore og venstre snor hen over, indtil den ønskede længe opnås. Husk at trække et par perler på indimellem.

Afslutning
På figur 3.1-3.4 kan du se, hvordan du slutter arbejdet af.

1. Start med at fastgøre midterstykkerne som vist på figur 3.1.
2. Før venstre snor over midterstykkerne og bag om højre snor. Højre snor føres bag om midterstykkerne og op igennem løkken på venstre snor (figur 3.2).
3. Stram knytningen, og skub den ned mod ringen (figur 3.3).
4. Det er en god ide at hæfte ende ved at føre snorene ind imellem knytningen midtpå som vist på figur 3.4. 

TIP
Prøv at låne gamle bøger om knytning på biblioteket. De gamle bøger gemmer nemlig utrolig fine ideer til knytning!



► SE OGSÅ: Lav selv sød sættekasse af pap


► SE OGSÅ:
Lav selv simpelt patchwork






Henter...