Nu kan du igen tilmelde dig Danmarks hyggeligste kvindeløb.  Læs mere om overraskelserne her

DIY: Hylder du selv kan lave
Nyt

Hylder

DIY: Hylder du selv kan lave

DIY: Der er masser af reoler, bogkasser og hylder at vælge imellem i butikkerne – men det er langt sjovere selv at lave dem!



LETTE HYLDER
Har du lyst til at have tallerkner, skåle og kopper stående fremme, men ønsker du ikke, at reolen skal fylde for meget i rummet, er disse hjemmelavede hylder en genial løsning. Stålwirerne giver en rå og samtidig svævende effekt. Plakaten er fra I Love My Type. Læs på side 74, hvordan du laver de fine hylder!

SÅDAN LAVER DU DEN LETTE HYLDE
Du skal bruge: 4 lige lange og brede brædder/hylder, 4 stk. stålwire, klemmer, lås og spændesystem til stålwire (hele stålwiresystemet kan købes i Silvan). Desuden 4 kroge til væggen og en boremaskine.
Sådan gør du: Hylderne er ikke svære at lave, det kræver blot, at krogene sidder godt fast i væggen. Bor to huller i hver side af hylderne. Træk en stålwire igennem hvert hul på den første hylde. Form en løkke på wirerne under hylderne, og fastlås løkkerne med en klemme på hver. Træk wirerne igennem den næste hylde, og monter en stålwire-lås under hvert hjørne. Gentag med de sidste hylder. Form derefter igen en løkke i hver wire, som du fastlåser med klemmer. Sæt krogene i væggen. Monter hylderne på krogene. Til sidst strammes stålwirerne til.

TIP
Stil de lette glas øverst og tungere keramik som tallerkner nederst. Det giver den bedste balance udseendemæssigt.


HÆNGT PÅ HOVEDET
Selvom man køber et færdigt produkt, kan man godt sætte sit helt eget præg på det. Her er et par Ekby hylder og hyldeknægte fra Ikea vendt på hovedet! Det giver et helt andet look og gør det samtidig nemmere at stille bøger på hylden. Som en sjov effekt er undersiden af hylderne malet svagt rosa. Billedet er af Line Brøndsted fra bybdesign.dk. Æsken er fra Bungalow, mens den hvide porcelænskrukke og fuglen er fra Søstrene Grene. Hunden er fra Architectmade.


SMART TIL SMÅT
Minikommoder fra Ikea er malet sorte og stablet, så de ligner et sammenhængende møbel. Genial opbevaring til småting! Dymolabels giver det fulde overblik, så det er nemt at finde lige det, man leder efter.


RÅ REOLKASSE
Lav din egen hylde af OSB-plade. Her er vi gået all in med trælooket og har tilsat en Kay Bojesen elefant og andet træpynt. På side 74 kan du læse, hvordan du bygger reolkassen – det er nemmere, end det ser ud!

SÅDAN LAVE DU DEN RÅ REOLKASSE
Du skal bruge: OSB-plade, blyant, lineal, sav og trælim.
Sådan gør du: Tegn den ønskede højde og bredde af hylden op med blyant på OSB-pladen. Sav det ud, og du har hyldens bagstykke. Bor et hul i hvert af de to øverste hjørner. Tegn top og bund op – de skal have samme længde som bagstykket og måle f.eks. 15 cm på den anden led, alt efter, hvor dyb hylden skal være. Lim dem sammen med bagstykket. Tegn til sidst siderne op. De skal være lige så brede som bagstykket med top og bund og være lige så dybe. Lim også dem på med trælim. Skru kassen fast i væggen igennem de to huller.

TIP
OSB-plader minder om krydsfiner, men er billigere og bæredygtigt, da det kan fremstilles af al slags affaldstræ fra træindustrien. Det er fri for knaster og er derfor godt at bruge som skrivebordsplader, hylder og reoler.


TIL SMALLE VÆGGE
Design din egen hylde til den smalle væg. Her er der valgt de klassiske hyldeknægte Ekby Gällö fra Ikea, men selve hylden er et stykke træ skåret til i det ønskede mål hos en trælasthandel. Mal træhylderne i en flot farve, eller lad dem stå råt som her.


SÆT DIT PRÆG MED MALING
Den nemme løsning på at lave en personlig reol er at male en træreol i en flot og markant farve, om det så er en sjov pangfarve eller en mørk og maskulin farve som her. Reolen kan nemt males over igen og give et helt nyt udtryk til rummet. Denne enkle reol er fra Trævarefabrikernes Udsalg, malingen hedder Neutral o8 fra Dyrup.


TIL OPBEVARING AF MAD
Hvor er det lige, at man skal finde plads til rodfrugter og kartofler, som fylder for meget i køleskabet? Man hænger udtræksbokse på væggen og skaber overblik over indholdet med bogstavstickers. Ikea har udtræksbokse, der kan bruges på samme måde. Bogstavstickers fås i hobbyforretninger eller online på sq-stickers.dk


EN FLOT UDSTILLING
Hylder kan bruges til andet end praktisk opbevaring, nemlig som et superflot indslag i indretningen. Miks dine yndlingsting som billeder, keramik eller figurer. Vælg ting i samme nuancer, og bland gerne træ ind til at bløde lidt op. Lav små grupper som f.eks. tre vaser sammen, og det bliver roligt at se på. Hylderne er i privateje.

► SE OGSÅ: DIY: Havebænk af genbrugstræ
► SE OGSÅ:
DIY: 4 cool ideer med tapet
► SE OGSÅ:
DIY: Fra kedelig kasse til cool sidebord





Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok