"Du må godt": Ny tendens peger på, at vi hverken skal udvikle os eller optimere vores sundhed
Foto: Getty Images og Polfoto | “Så giv dem kage.” Marie-Antoinette vidste, at marengs var godt for folket. Det er det stadig, for vi har gjort vores sundhed til vores religion, og det gør os stressede. Så læn dig tilbage, og byt selvhjælpsbogen ud med en tyk roman og en fed kage.
Eurowoman

Derfor må du godt smide selvhjælpsbøgerne ud

Del på

Ud til højre med selvhjælpsbøgerne og ud til venstre med skridttælleren og fedtprocentmåleren. En ny tendens peger på, at vi hverken skal udvikle os eller optimere vores sundhed, for det gør os ikke lykkeligere. Tvært-imod gør det os stressede. Så drik du bare det glas hvidvin, og spis den Sarah Bernard-kage.

Af Marie Lodberg 20.jan.2016 Nyt

Velkommen til Utopia. Din Outlook-kalender blinker med en indkaldelse til en medarbejder-stop-udviklingssamtale. Din chef vil nemlig gerne have, at du holder op med at udvikle dig, det skal være slut med at være omstillingsparat, og du skal overhovedet ikke være klar på nye udfordringer. Eller du går i boghandlen for at finde bogen med 10-trins-guiden til at tænke positivt, leve i nuet, sove godt, finde lykken, løbe en maraton og lave smoothies på lokale økologiske grøntsager (til de fem dage om ugen, hvor du ikke faster, naturligvis). Men reolen med selvhjælpsbøger er tom. Nej og nej, sådan ser hverken din kalender eller boghandel sjovt nok ud. Men det burde de måske gøre, for vi har alt for travlt med at udvikle os, mentalt og fysisk, i den endeløse jagt på at være glade og tilfredse med os selv og leve et meningsfuldt liv.

LÆS OGSÅ: Finn Nørbygaard: "For mig er lykke noget, der kan ramme som et lyn, men også en følelse jeg selv kan udløse"

Det mener Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, der har skrevet bestselleren Stå fast – Et opgør med tidens udviklingstvang, som han i år vandt DR's formidlingspris Rosenkjærprisen for. Gennem syv trin forklarer han, hvordan vi skal slå rødder i stedet for at bruge vores fødder på vejen belagt med evig selvudvikling.
Hvorfor skal vi affinde os med os selv i stedet for at udvikle os?

- Det er eksistentielt betydningsfuldt for os at høre til et sted og have forpligtende relationer til andre. Mange menneskers liv er nu så hastige og omskiftelige, at de går ned med stress og udvikler angst og depression, så det at have rødder kan være en god modvægt til vores i øvrigt flygtige liv, siger Svend Brinkmann, der også mener, vi har en etisk forpligtelse til at leve op til vores ansvar over for andre og fx holde, hvad vi lover.

LÆS OGSÅ: "I dag har jeg det udmærket. I går var et rent helvede og i forgårs var endnu værre"

- Men hvis vi hele tiden er på vej og i færd med at blive en anden i morgen, end vi var i går, hvordan kan andre mennesker så regne med os? spørger han.

- Tillid, loyalitet og forpligtelse forudsætter, at vi ikke bare udvikler os konstant, men også bestræber os på at forblive den samme over tid. Det kan rødder hjælpe med.

Lykkeforskningen nikker ovre fra universitetet. Nej, vi finder ikke lykken ved at lægge alle kræfter i at udvikle os selv med hjælp fra tykke bøger om positiv psykologi og mindfulness-guider.

Men hvorfor bliver vi ikke lykkeligere af at udvikle os selv med hjælp fra selvhjælpsbøger?

- Mange selvhjælpsbøger fortæller, at lige netop deres vej er den eneste til at blive lykkelig. Men vi ved fra forskningen og litteraturen, at det, der virker for dig, ville være frygteligt for mig. Det er ligesom at sige, at alle bliver lykkelige af en ostemad. Jeg synes, ost er afskyeligt. Den seriøse lykkeforskning peger på, at det er friheden til at træffe valg for vores eget liv, der gør os lykkelige, siger Christian Bjørnskov, der er lykkeforsker og professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Han har netop udgivet bogen Lykke, der er en del af Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser.

Hurtigere, sundere, lykkeligere?
Udviklingen i vores hoveder er én ting. Noget andet er vores evindelige ønske om at optimere vores krop. Kroppen skal have det godt, og vi må jo endelig ikke glemme, at den hele tiden kan blive bedre. Det får vi heller ikke lov til, for de velmenende kolleger, venner, svigermor (velmenende og velmenende, måske mere en hentydning?), tv'et, aviserne, bladene og fitnesscentrenes kampagner står ude på sidelinjen af hverdagen og fortæller, hvordan vi bør spise færre kulhydrater, flere rå grøntsager, bruge færre timer på sofaen og få flere kilometer i benene. Hvornår er det godt nok?

Det er der til gengæld ingen, der kan svare på, og det er netop problemet, mener forfatterne bag den nye bog Wellness syndromet, Carl Cederström og André Spicer, der er henholdsvis lektor i organisationsteori ved Stockholm Business School og professor i organisational behavior ved Cass Business School i London. Den konstante jagt på et sundt liv er blevet så ekstrem, at vi bliver stressede og får angst af det pres, der ligger på os. Vi føler skam og får dårlig samvittighed, hvis vi ikke overholder de leveregler, vi har sat op for os selv.

Problemet er, ifølge Cederström og Spicer, at vi er blevet opdraget til, at vi kan blive alt det, vi drømmer om. Så hvis vi drømmer om at løbe en maraton og have en fedtprocent som en atlet, er det kun vores egen skyld, hvis ikke vi opnår det. Altså en kamp, der ikke kan vindes. Vi bliver så optagede af os selv og vores ambitioner på vores sunde livsstils vegne, at vi ikke ser det store billede, og hvad der egentlig betyder noget og gør os tilfredse med livet.

- Der er jo ikke noget i vejen med at ville være sund, så længe det ikke kommer til at skygge for andre væsentlige anliggender i tilværelsen. Som kropslige væsener er det selvfølgelig godt for os at bevæge os og spise ordentligt. Men jagten på sundhed skal nødig blive et narcissistisk ego-projekt, siger Svend Brinkmann, der mener, at man ophøjer sundheden til noget, den ikke kan bære, hvis man gør den til sin eksistentielle rettesnor eller endda en slags religion.

- Al den snak om kost er blevet et selvrealiseringsprojekt, hvor man håber på en form for frelse ved at spise på en bestemt måde. Men frelsen udebliver, og der er garanti for, at der om et halvt år kommer et nyt kostregime, man skal følge. Det illustrerer i virkeligheden et grundproblem i vores tid: Man er aldrig god nok – der er altid noget at optimere og mulighed for at præstere bedre. Og det er da en usund mentalitet at gå rundt med, siger Svend Brinkmann.

Jagten på hele tiden at blive sundere vil aldrig give os det klimaks og den lykkefølelse, vi håber på. For man får ikke et lykkeligere liv af at løbe 5 km. Man får kun et skud øjeblikslykke det sekund, kilometertælleren krydser 5-kms-grænsen. Umiddelbart efter har kroppen allerede vænnet sig til distancen og rusen af at nå målet.

LÆS OGSÅ: Er det forbudt at have overskud?

- Det er en lykke, der forsvinder hurtigt igen. Vores forventninger til, hvad der er normalen for os, ændrer sig hurtigt. Vi vænner os hurtigt til noget, andre mennesker ville opfatte som en forbedring, for de ser ikke, at vi har hævet overliggeren. Derfor kan vores krav til os selv gå hen og blive absurde, og man ender med krav, man ikke kan opfylde,siger Christian Bjørnskov.

Det ved instruktøren Hella Joof. Hun er stået af sundhedstoget og har i stedet sat sig i sofaen.

- Jeg spiser kød og drikker rødvin. Jeg har været på slankekur hele mit liv og orker ikke mere. Jeg vil ha' lov at ældes med hedeture, dobbelthage og dobbeltrøv. Hvis jeg nogensinde skal være tynd igen, bliver det med Karen Blixen-kuren: amfetamin, østers og champagne. Og måske lidt syfilis, sex er jo også en slags motion, siger hun i artiklen "Hvad er sundest: Detox-romkugler eller Chablis-kur?", som journalist Ditte Giese skrev i Politiken i oktober.

Glem din egen navle
Hvis vi ikke bliver lykkeligere af at udvikle os selv, hvad gør os så hverdagslykkelige? Vi har desværre fundet ud af, at øjeblikslykken, der bruser ind i kroppen, når et forelsket kys eller et bid af en kages blødende chokoladehjerte rammer læberne, kun varer et splitsekund.

- Man bliver lykkelig ved at være tryg i andre menneskers selskab og ved at have friheden til at vælge det liv, som passer til én selv. En del af friheden er også at blive ved med at leve det liv, der er godt for én, også selv om andre synes noget andet, siger Christian Bjørnskov.

Penge er heller ikke uden betydning. For de kan købe os til oplevelser og frihed.

- Økonomisk udvikling er vigtig, fordi den skaber nye muligheder. Lykken, når man fx køber en ny bil, varer kun lige så længe som duften af en ny bil. Til gengæld giver en god indkomst mulighed for, at man kan tage en tur til Berlin og betale en babysitter fredag aften, så man kan spise middag ude. Det giver en mulighed for at få oplevelser, og det bliver nemmere at indrette sit liv, siger Christian Bjørnskov.

Tryghed, frihed og oplevelser med vores medmennesker er det, der giver mening til vores tilværelse. Alt andet end mavefornemmelsen. Den er nemlig ikke til at stole på, hvis man spørger Svend Brinkmann.

Hvis ikke vi skal mærke efter i os selv, hvad skal så være kompas for vores lykke?

- For det første skal vi efter min mening erkende, at der er andre værdier i verden end vores egen lykke: At leve moralsk godt, at leve værdigt og at bruge sit liv på noget værdifuldt. For det andet bør vi erkende, at lykken involverer et paradoks: Jo mere vi stræber efter den, desto sværere kan det blive at opnå den. Lykken kan ikke tvinges frem, ligesom man ikke kan tvinge sig selv til at falde i søvn. Den kommer som regel snigende, når man er engageret i meningsfulde aktiviteter sammen med andre. Så mit overordnede svar vil være, at kompasset skal indstilles efter de andre, efter de forpligtende fællesskaber, vi er en del af, og ikke blot efter vores indre 'mærken efter', som kan være en temmelig upålidelig pejling, siger Svend Brinkmann.

Så spændende er din egen navle åbenbart heller ikke. I stedet bør du kigge ud. Mod andre mennesker, litteraturen, naturen, vores kultur, andre kulturer, "der åbner op for en rig og kompleks verden, som langt overskrider ens små forestillinger og præferencer. Alt det, der kan give os selvudsigt og ikke blot selvindsigt, må være velkomment," siger Svend Brinkmann.

Lad os lige tjekke med lykkeforskningen.

Hvordan bidrager andre mennesker til vores lykke?

- Når vi lytter til andre mennesker, lærer vi af dem, og det udvider vores horisont. Andre gange er det bare god underholdning. Der sker også det, når vi deler glæder såvel som bekymringer og sorger med andre, at vi føler os trygge. Det giver en vis lykke at vide, at man ikke er den eneste, der er blevet arbejdsløs, har mistet sine bedsteforældre eller er træt af, at AGF tabte igen (vores lykkeforsker er rigtignok mand, jyde og AGF-fan, red.), siger Christian Bjørnskov.

Vi booker et møde med os selv i kalenderen på Svend Brinkmanns anbefaling: Til at læse en moderne klassiker af Murakami eller Knausgård eller til at tage en tur til Berlin. Og vi indkalder vennerne til middag for at dele erfaringer og grine højt og længe. Det eneste vi, ifølge tendensen, ikke skal bruge tid på, er at blive bedre, tænke mere positivt og hurtigere og optimere vores sundhed i det ekstreme. Men det kan være lettere sagt end gjort, når resten af verden iler derudad.

Hvordan får vi overbevist os selv og omverdenen om, at vi skal stå stille, når alle skriger, at vi skal udvikle os?

- Jeg tror, at mange kan genkende fornemmelsen af altid at være bagud, altid at føle, at de andre løber hurtigere end én selv. Tillader man sig at stå stille lidt, føles det jo, som om man går baglæns, fordi alle andre konstant løber fremad. Paradokset er, at flertallet formentlig kan genkende det, så vi har en slags massepsykose, hvor vi er ofre for hinandens kollektive forventninger. Men jo mere vi taler om det, desto lettere vil det blive at forstå, at også mange af dem, der skriger om udvikling, i virkeligheden har behov for stilstand og rødder indimellem, siger Svend Brinkmann.


LÆS OGSÅ: Jo, du kan købe dig til lykke

LÆS OGSÅ: 4 kvinder: Sådan lykkes vores 'projekt lykke'

LÆS OGSÅ: "Da jeg blev forelsket satte jeg mig ned og græd. Han havde sejret" 

Del på
Kommentarer (0)

Henter...