Dy Plambeck
Foto: Helle Moos og private | Forfatter Dy Plambeck giver et indblik i indholdet af hendes ungdomsdagbøger.
ALT for damerne

Dy Plambeck

"Jeg hader de søndage, hvor man bare vader rundt derhjemme. Det er spild af liv"

Forfatter Dy Plambeck har hentet sine gamle dagbøger op fra kælderen for at lade ALT for damerne læse med. Her giver hun et indblik i sine hemmelige skriverier om ungdomsårenes udlængsel, om den første store forelskelse, om frygten for hverdagens trummerum og om at være dybt urimelig og ville elskes og være i fred på én og samme tid.

Af Michala Rosendahl 13.sep.2017 Livsstil

14. juni 1995, 15 år

Jeg cyklede til skole i dag i øsende regnvejr, så jeg var ret våd, da jeg nåede skolen. Kom en halv time for sent til Finns time, men jeg tror, han var ret ligeglad. Gik en tur med Tutte i skoven, da jeg kom hjem fra skole. Jeg vil på gymnasium i København næste sommer. Jeg orker ikke Stenløse. (...) Jeg skrev et digt, men det blev ikke godt, for det eneste, jeg kunne få til at rime på "mor" var "bistandhjælpens kontor." (...) Tog ned til M ved 20-tiden for at fejre hendes fødselsdag. Vi lavede bål og dansede og snakkede og drak. Kl. 4 gik vi til bageren og købte kanelsnegle.

– Det her er en meget klassisk beskrivelse af mit ungdomsliv. Jeg boede med mine forældre og min storebror i Buresø – en lillebitte flække i Nordsjælland, hvor der kun var to veje, nogle huse, en skov og en sø. Dagbogscitatet beskriver et meget stillestående liv. Jeg gik i skole, gik tur med min hund Tutte, skrev nogle mislykkede digte og brugte aftenerne hos min veninde M eller til klubfesterne.

– Allerede dengang havde jeg en stor udlængsel. Jeg ville væk fra det lille samfund. Egentlig havde jeg det godt og var meget social, men der var noget ved det lille liv, der fik mig til at føle mig indespærret. Jeg trængte til at sprænge rammerne, og jeg længtes efter en større skala.

– Jeg var meget orienteret mod København, for i Buresø stak jeg lidt ud i forhold til de andre. Jeg sang i kirkekor og interesserede mig for litteratur. Det var der ingen af mine venner, der gjorde. Men i København var der både musik og litteratur, vidste jeg. Her gik jeg til koncerter og oplæsninger, og selvom jeg havde nogle gode venner i Buresø, længtes jeg efter at få nogle venner, som interesserede sig for det samme som mig.

– Derfor valgte jeg at gå på Sankt Annæ Gymnasium i København i stedet for Stenløse Gymnasium, hvor jeg hørte til. Det var fantastisk at komme ind til byen, men efter et par år vendte udlængslen tilbage. Så efter 3.g tog jeg på en jordomrejse, der startede i New Zealand og Australien.

Dy flytter fra Buresø til København for at gå i gymnasiet og komme tættere på litteratur og musik.
På studentervognen efter tre år på Sankt Annæ Gymnasium i København.

LÆS OGSÅ: Ellie Jokar: “For guds skyld lyt til din mor. Hun kan se det, du selv er blind for”

6. november 1999, 19 år

Når det er svært på denne rejse her i New Zealand, når jeg har problemer af den ene eller den anden art eller bliver ked af noget, savner jeg ikke længere min mor, men Rahu. Mine tanker går tit tilbage til hans sted, Hokianga. Mens jeg var der, savnede jeg ingen eller intet overhovedet.

– På min lange rejse efter gymnasiet mødte jeg Rahu. Han var newzealænder og blev min første kæreste. Mødet med ham ændrede mange ting for mig. Det var, som om båndet til mine forældre blev kappet, og i stedet forbandt jeg mig til ham. Egentlig er det jo en helt naturlig del af det at være ung, men det var meget skelsættende at opleve.

På rejse i New Zealand efter gymnasiet..

– På rejsen skulle jeg arbejde som frivillig på Rahus forældres gård. Jeg kan tydeligt huske den dag, jeg ankom med bus. Jeg stod af med min backpack midt ude i bushen og fandt en lille grusvej, som jeg fulgte op på toppen af en stor bakke. Der stod han så. Vi kiggede på hinanden... Det er svært at sige det her, uden at det kommer til at lyde som en frygtelig kliché, men det er den eneste gang, jeg har oplevet kærlighed ved første blik.

– Jeg var på gården i tre måneder, og Rahu og jeg blev meget forelskede i hinanden. Jeg var ret uerfaren, men han var virkelig en god indgang til kærligheden, for det hele var så ukompliceret. Han var 25 år og boede med sine forældre og sine fem søskende i et Pippi-hus ude i bushen. Det var et absurd smukt sted med vandfald og bjerge. Et drømmeunivers. Vi arbejdede i markerne sammen, fangede vilde heste, tog på vildsvinejagt og surfede. Jeg var ret modtagelig over for det liv, han levede, for sådan et liv ville jeg også gerne have.

I Rahus families køkkenhave.

– Nogle gange står man over for nogle meget svære valg i livet, som er med til at bestemme, hvor man ender. Sådan var det med Rahu. Jeg skulle vælge, om jeg ville blive hos ham og få et helt andet liv, end jeg havde forestillet mig, eller om jeg skulle rejse videre. Det var en svær beslutning, men jeg endte med at rejse. Der var et naturligt ophold, fordi Rahu og hans familie skulle besøge en tante i Australien, og så tog jeg af sted. Efterfølgende savnede jeg ham virkelig meget, og vi talte flere gange om at mødes på Bali. Men det skete aldrig. I dag ved jeg ikke, hvad han laver.

– Det er sjovt at tænke over, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg var blevet i New Zealand. Med det, jeg ved om kærlighed nu, tror jeg sagtens, at Rahu og jeg kunne have været kærester i fem, seks eller syv år. Jeg er ret sikker på, at jeg kunne have haft det rigtig godt ude i bushen, men jeg ved også, at jeg nok ikke kunne have boet der for evigt. For den enkle tilværelse ville ikke være nok for mig.

New Zealand og kærligheden fylder meget i Dys dagbøger fra ungdommen.

2. januar 2001, 20 år

Første nytårsdag slæbte M og jeg madrasserne ind i stuen og lå under dynerne og så skihop. Mine tømmermænd var kolossale. Vi lå der, og jeg tænkte, ja så ligger vi her, så er det dét, livet går ud på, eller jeg begyndte at spørge mig selv: Er det det her, livet går ud på? At arbejde, vaske tøj, se fjernsyn, gå rundt i nattøj. Lige så snart dagen bliver sådan indelukket med en lugt af gammelt morgenbrød, af ost og æg, og avisen ligger ud over det hele, og man bare går rundt om hinanden, så bliver jeg sindssyg. Jeg kan slet ikke holde den trummerum ud, den kvæler mig og gør mig afsindig rasende og vred.

– Jeg var simpelthen så dårlig til trummerum dengang – og det er jeg stadig. Jeg har en driftighed og en rastløshed, og jeg er sådan et menneske, der slapper bedst af, når jeg laver noget. Så rydder jeg op, ordner ting eller løber en tur. Der skal ske noget, og jeg hader de der søndage, hvor man bare vader rundt derhjemme. Jeg får en følelse af, at det er spild af liv, og jeg kan nærmest blive helt klaustrofobisk bare af at tænke på det!

– Sådan har jeg altid haft det, og jeg tror, at det har været lidt af en udfordring for alle, jeg har været kæreste med. Det er jo forståeligt nok, for hvis man godt kan lide de der søndage på sofaen, må det da være enormt trættende at være i nærheden af sådan en som mig, der altid synes, at man skal opleve noget, se noget, gøre noget!

– Det er egentlig dybt paradoksalt, at jeg har det sådan, for i mit arbejde sidder jeg jo hele dagen foran min computer. Når jeg har en idé til en bog, vil jeg helst bare rydde min kalender et helt år og skrive hver eneste dag. På den måde er jeg fuld af modsætninger. Jeg kan utrolig godt lide stilheden, og jeg kan godt lide tanken om at bo i en skov med en brønd og et das mellem birketræerne og bare leve et totalt stille, simpelt liv. Men samtidig er jeg vild med livet i byen og den puls, der er.

11. september 2001, 21 år

World Trade Centers tårne er styrtet sammen. Der kom én ud og fortalte det, mens vi var ved at lege ølstafet foran pladsen ved lejrskolen. Vi har set fjernsyn hele dagen. De har vist det igen og igen. Hvordan flyene flyver ind i tårnene, og de styrter. Rusvejlederne ville alligevel gennemføre togafesten. Vi tog vores hvide lagner på og lå på madrasser inde i den store sal og spiste vindruer. Jeg vidste, det her med uni var en dårlig idé. Jeg skulle have lyttet til Hans Otto og Christian og søgt ind på Forfatterskolen.

– Inden jeg søgte ind på universitetet, havde jeg været et halvt år på Testrup Højskole, og det var her, jeg begyndte at skrive for alvor. Mine undervisere Hans Otto Jørgensen og Christian Dorph havde sagt, at jeg skulle gå videre med det og søge ind på Forfatterskolen, men jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være forfatter. Jeg ville gerne læse antropologi eller psykologi, og jeg havde endda taget matematik på B-niveau for at sikre mig, at jeg kunne søge ind på psykologistudiet.

– Men så traf jeg et virkelig underligt valg. I stedet for at søge ind på et af de studier, jeg hele tiden havde drømt om, søgte jeg ind på den humanistiske bacheloruddannelse på Roskilde Universitet. Jeg kan virkelig ikke huske, hvorfor jeg gjorde det. Jeg må have været meget forvirret, og jeg endte også med at droppe ud efter et år, for allerede på rusturen indså jeg, at det med universitetet overhovedet ikke var mig.

– Mens vi var på rustur, styrtede tårnene nemlig sammen. Det, der skulle have været en sjov og hyggelig rustur, blev pludselig slået fuldstændig i stykker, og det så jeg som et tydeligt tegn. Der måtte være nogen, der prøvede at fortælle mig noget, tænkte jeg. 9/11 var så fatalt. Jeg kunne ligesom ikke fortsætte på universitetet, når tårnene var styrtet ned, vel? Det lyder skørt, men af en eller anden grund koblede jeg de to ting sammen. Jeg vidste, at det med universitet var et fejlskud og brugte det meste af tiden på at forberede min ansøgning til Forfatterskolen, og året efter blev jeg optaget.

LÆS OGSÅ: Geo: “Du skåner ikke nogen ved at køre et brud i langdrag”

8. januar 2003, 22 år

Det har været min redning, at folk pegede mig ud som anderledes, det var smertefuldt, det er stadig smertefuldt. Jeg passer aldrig helt ind i det, jeg er i. På en måde blev det mærkelige navn, Dy, min skæbne. Det pegede mig ud som anderledes i skolen, i familien var det litteraturen, der pegede mig ud som anderledes, de sagde alle sammen, at jeg var anderledes, noget for mig selv, den slags ting – og så blev jeg det.

– Følelsen af at være anderledes har fulgt mig hele livet. Helt fra jeg var barn, følte jeg mig speciel, fordi jeg havde det der mærkelige navn, som jeg ikke delte med nogen. Det var min storebror, der begyndte at kalde mig Dy, da jeg var helt lille, og så syntes mine forældre, at jeg skulle hedde det. De andre i Buresø hed Mia, Amalie, Søren og Rasmus, så jeg var meget tydelig. Alle vidste, hvem Dy var.

– Jeg var aldrig hende den mærkelige i klassen, som ingen gad lege med, men jeg havde nogle andre interesser end mine venner. Jeg stod ofte lidt ved siden af det hele. Ikke udenfor, men ved siden af. Jeg var et gammelklogt barn, der tænkte meget og godt kunne lide at betragte ting lidt på afstand. I en periode kaldte mange af mine venner mig "mormor", fordi det var, som om jeg var blevet født som 80-årig.

– Alle – især min familie – sagde, at jeg var "anderledes" og "noget for mig selv". Min far var entreprenør, og min mor var folkeskolelærer. Ingen af dem interesserede sig for litteratur, og i starten syntes de, at det var svært, at jeg gerne ville være forfatter. "Skal du så leve af havregrød resten af livet?" spurgte min far, og min farmor og farmor spurgte i mange år, om jeg ikke snart skulle have "et rigtigt job". De havde ingen forståelse for min verden.

– Jeg ser mig selv lidt som en mønsterbryder, og det er forbundet med en ensomhed, fordi det bagland, jeg kommer fra, ikke kender til det, jeg er en del af. Min far har læst meget få bøger, mest om bryggeri og biler, og han har ikke et sprog for den verden, jeg er i. Det kan være svært. Men at være mønsterbryder er selvfølgelig også koblet til en stor glæde, for jeg har jo skabt det liv, jeg gerne ville have, og mine forældre bakker mig op. De ved, at det er livsnødvendigt for mig at skrive, og at jeg har en kraft inden i mig, som skal have lov at komme ud og skabe noget.

Dy Plambeck har efterhånden lært at kombinere forfattergerningen med et almindeligt hverdagsliv.

11. februar 2007, 26 år

Igen følelsen af at på et tidspunkt bliver jeg afsløret. Følelsen af, at jeg ingenting kan, ikke skrive, intet og der en dag kommer én og prikker mig på skulderen og siger: Så går den ikke længere Plambeck! Men hvad er det vedkommende skulle afsløre? Jeg kan jo det, jeg kan.

– Jeg udgav min første digtsamling, "Buresø-fortællinger", i 2005, og året efter fik jeg Statens Kunstfonds tre-årige arbejdsstipendium. Det var kulminationen på alle de år, jeg havde skrevet. Endelig var jeg blevet til det, jeg gerne ville være. Jeg følte mig så heldig og lykkelig. Men samtidig blev jeg også af og til ramt af en angst. Angsten for min egen succes og for, at der pludselig ville komme nogen og prikke mig på skulderen og sige: "Det er løgn og latin det her". Jeg frygtede, at jeg var ligesom kejseren i "Kejserens nye klæder". At der en dag ville stå en lille dreng og pege på mig og sige "Hun kan jo slet ikke noget".

– Nytårsaften 2006-2007 skulle jeg præsentere mig for nogle venners venner, og jeg kan huske, at jeg sagde: "Hej, jeg hedder Dy, og jeg skriver". Men så sagde min ven: "Ej nu holder du op, Dy. Du er forfatter. Du har både udgivet en bog og fået et treårigt legat. Hvad vil du mere?". Der gik det op for mig, at jeg nok hellere måtte tage det på mig og begynde at stå ved det, jeg kan.

– I dag tvivler jeg langt mindre på mig selv, og jeg nyder selve skriveprocessen mere, end jeg gjorde tidligere. Før var jeg mere orienteret omkring resultatet, og jeg var optaget af at få andres accept, men nu har jeg indset, at man ikke kan gøre alle glade. Jeg kan ikke skrive en bog, som alle kan lide. Den erkendelse har været vigtig for mig. Selvfølgelig kommer djævlen stadig engang imellem og sætter sig på min skulder og fortæller mig, at jeg intet kan, men jeg er blevet bedre til at hvile i mig selv og stole på, at jeg faktisk kan noget.

LÆS OGSÅ: Christian Fuhlendorff: “Jeg blev nødt til at elske mig selv, da jeg fik barn”

30. april 2008, 27 år

A sagde et par sandheder om mig i går, da vi gik tur sammen i Søndermarken. Hun sagde, jeg er sådan en kvinde, der gerne vil leve livet selv, skrive mine bøger og være i fred, og samtidig vil jeg elskes af en mand. Det er urimeligt, sagde A, man kan ikke både ville elskes og samtidig være i fred.

– Det her citat er meget spot on, og jeg er desværre ret sikker på, at min veninde A havde ret dengang. Jeg var lidt urimelig. Jeg ville gerne have skriften for mig selv, og jeg kunne slet ikke skrive, hvis der var nogen i lejligheden. Det betød, at jeg tit kom i karambolage med de kærester, jeg var sammen med, fordi de forstyrrede mig, og nogle af dem var nærmest jaloux over, at jeg gav skriften så meget opmærksomhed.

– En stor årsag til, at jeg i dag er sammen med den mand, jeg er, er, at han forstår, hvor vigtig skriften er for mig. Han bliver ikke jaloux, og det er godt. Hvis man vil være sammen med mig, er man nødt til at lade mig være en hel del i fred med min tekst. Så skal jeg nok blomstre op og være alt muligt godt bagefter.

– Heldigvis vil jeg også sige, at jeg har ændret mig en hel del siden dengang. Jeg er blevet mindre urimelig, og der må gerne være nogen i lejligheden, når jeg skriver. Jeg har lært, hvordan man kombinerer et almindeligt hverdagsliv med kæreste og barn med et forfatterliv, hvor man gerne vil være i fred og skrive. Selvfølgelig kan det være svært at få tiden til at slå til, men jeg synes ikke, at det er svært at være både mor, forfatter og kæreste.

– For mig var det en stor øjenåbner at få min datter. Jeg vil gerne være sammen med hende hele tiden, og hun har fået mig til at nedprioritere skriften. Ikke at det ikke er vigtigt længere, der er bare kommet noget, som har udvidet det rum. Det har været fantastisk at opleve. Det har gjort mig mindre ekstrem, og jeg har lært at lade de mange forskellige sider i mig eksistere på samme tid.

Dy Plambeck, 37

Forfatter og digter.

Bor i København med sin kæreste, Henrik, og deres datter, Ingrid, der snart fylder tre år.

Kære dagbog...

I løbet af sensommeren bringer ALT for damerne interviewserien "Kære dagbog", hvor tre kendte danske kvinder er gået med til at dele små uddrag af deres ungdomsdagbøger. Denne gang er det forfatter Dy Plambeck, der har fundet sine
gamle dagbøger frem. Næste gang åbner sangeren Sys Bjerre op for sine skriblerier.


Henter...