Ellen Hillingsø
SPONSORERET indhold

Ellen Hillingsø om at blive "gammel" mor: "Det var en virkelig god beslutning for mig"

Ellen Hillingsø er fyldt 50, og det er tid til at gøre status over livet og kærligheden. Her deler skuespillerinden 10 ting, hun har lært, og fortæller, hvorfor det er fedt at blive ældre, hvorfor lykken i hendes tilfælde har fire ben og logrer med halen, og hvorfor du lige så godt kan lære at skide det hele et stykke. For det går over igen, og når det er allermørkest, er du tættere på lyset.

Af:: Stinne Kaasgaard Foto: Rasmus Weng Karlsen
27. okt. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Det bliver bedre med alderen

– Alting bliver klarere med alderen, og du bliver selv klarere. Jeg er personligt blevet gladere med alderen og tager tingene mindre tungt. Der kommer en lethed med erfaringen, bl.a. i forhold til, hvordan du ser ud. Hold kæft, hvor havde jeg det problematisk med det, da jeg var yngre. Men jeg er nået til et punkt, hvor jeg bare må sige, at det er sådan her, jeg ser ud. Samtidig mener jeg ikke, at der er noget modigt i at lade stå til. Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at være den bedste udgave af mig selv, men grundlæggende handler det om at slutte fred med dig selv. Du kan have nogle forestillinger om, hvordan livet bliver, men hvis der er én ting, der er stensikkert, er det, at det bliver anderledes, end du havde forestillet dig. Som unge tror vi, at vores liv kommer til at forme sig som en lige linje. Men livet er en slingrekurs. Jeg havde fx aldrig forestillet mig, at jeg ville blive så glad for at få en hund. Men en hund er jo kærlighed på fire ben. Vores hund er mega nuttet, og den suger al form for stress ud af mig. Den minder mig om, hvad der er væsentligt. Vi stormer rundt hele tiden, men hvad gør os egentlig glade? Det tager tid at lære at skide det hele en march, men du kan lige så godt begynde at øve dig.

Tag ikke noget personligt

– Der er ikke noget, der er rettet mod din person. Selvfølgelig kan du have det hårdere end andre i perioder af dit liv, og der kan være ting, der virker meningsløse og forfærdelige. Men du er nødt til at lade være med at tage det personligt. Det er noget, jeg har øvet mig på i mange år, og det giver mig en kæmpe frihed. Da jeg var yngre, følte jeg mig ofte dårlig behandlet og tænke, at noget var uretfærdigt, eller jeg følte mig forbigået og overset. Jeg blev meget hurtigere fornærmet, sur og stødt og tænkte ofte: "Gud nej, hvorfor mig?" Det er, som Karen Blixen skriver et sted, hvor et skib er ved at synke, og en person råber: "Hvorfor mig?", og der bliver svaret: "Hvorfor ikke?" Det nytter ikke at blive fornærmet på livet.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: "Lad være med at sidde og vente på, at tingene dumper ned i hovedet på jer"

Der findes ingen dumme spørgsmål

– Jeg synes, at Spørge Jørgen er den dummeste bog i verden. Hvordan kan du have en bog, der kritiserer et barns spørgsmål? Mine forældre svarede altid på mine. Det kan godt være, at de ofte var fortravlede, gik til mange fester, røg cigaretter og drak sjusser, og at de indimellem var ligeglade med os, men de svarede altid på vores spørgsmål. "Hvor langt er der til månen?", "Hvor stor er månen?", "Hvad handlede det i fjernsynet om?", "Hvem byggede pyramiderne?" Jeg havde så mange spørgsmål hele tiden. I min opvækst blev jeg fra tid til anden sat på plads og fik skæld ud, men aldrig på grund af mine spørgsmål. Hvis mine forældre ikke kunne svare, slog vi det op. Det gør jeg også med mine egne børn. For den åbenhed over for verden skal vi bevare. Vi skal blive ved med at stille spørgsmål ved alting. Nysgerrigheden er en af menneskets vigtigste egenskaber.

Tænk over, hvornår du får børn

– Hvis du ikke vil være træt, når du får børn, skal du få dem tidligt. Men hvis du gerne vil trykke den af, skal du få dem sent. Jeg var en gammel mor og 35, da jeg fik mit første barn. Det var en virkelig god beslutning for mig. Min mor sagde til mig, at hun ville være blevet en bedre mor, hvis hun havde ventet med at få børn. Hun var 10 år yngre end mig, da hun fik sit første barn. Jeg tror, at unge kvinder er mere modne i dag, og jeg ved godt, at der er meget snak om, at vi skal få børn tidligere. Men for mig var det rigtig godt at vente. Livet med børn er en berigelse, men det er også benhårdt arbejde, og det er hårdt for ægteskabet. De fleste bliver jo skilt inden for de første par år, efter de får børn. Men der vil jeg bare sige: "Hold ud, og kom igennem det, for det bliver godt igen." Husk på det gamle bonmot: "This too shall pass."

Stil krav til dine børn

– Børn kan klare meget mere, end du tror. Jeg har altid taget mine børn med på udstillinger og i teatret, og jeg har tvunget dem til at læse bøger. Når de siger, at de ikke vil med på Louisiana og se Marina Abramovic, siger jeg: "Så længe I er i min varetægt, skal jeg vise jer, at verden er større end den, I kender." Jeg har også opdraget dem benhårdt til at hjælpe til med at rydde op, ordne vasketøj og lave mad. Jeg synes, man skal lære børn at tage ansvar. De skal være med til at holde husets fællesarealer rene og ryddelige, og så er jeg ligeglad med, om der står en muggen smoothie på deres værelse i to uger. De skal sige goddag og farvel til andre mennesker, og de skal vide, at god etisk opførsel starter inde i dem selv, og at det, de fx poster på sociale medier blot er en forlængelse af dem selv. De har et personligt ansvar for alt, hvad de foretager sig, og det skal de lære meget tidligt. Da min søn var otte år, kom han hjem og spurgte, hvad voldtægt betød, fordi han havde læst det på en spiseseddel. Så måtte jeg forklare ham, hvordan tingene fungerer. Om seksualitet og forholdet mellem mennesker. Jeg oplever, at mange forældre er for generte til at tage snakken, og så holder de sig fra den. Men min blufærdighed skal ikke afholde mig fra at fortælle min søn, hvordan han skal behandle en kvinde eller en mand, at han skal tage et nej for et nej, og at det i øvrigt også gælder den anden vej. Når vi glemmer at stille krav og fratager vores børn og vores medmennesker ansvar, bliver de grundforvirrede.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø

Gør dig umage

– Jeg har altid ydet mit ypperste. Jeg har sat en ære i at være velforberedt, komme til tiden og gør mig virkelig umage i alt, jeg laver. Jeg har en indre tjekliste og spørger altid mig selv: "Var du modig? Var du velforberedt? Var du en god kollega? Var du vild? Var det sjovt?" Hvis de ting er tjekket af, er det ude af mine hænder, hvad andre tænker om det, jeg leverer. Jeg synes ikke, det er hårdt at stille krav til mig selv. I gamle dage sagde man, at livet er en jammerdal. Dengang var man mere bevidst om, at livet er hårdt arbejde. For i den modsatte ende af disciplin ligger frihed, og frihed eksisterer kun i kraft af sin begrænsning. Hvis vi vil opnå noget, må vi begrænse os. Jeg har fx aldrig prioriteret af få ordnet mine negle. Jeg får et chok hver morgen, når jeg kigger på dem, men det giver mig frihed til andre ting. Jeg går ikke rundt hver dag og pisker mig selv, men jeg mener bare, at den frihed, vi alle sammen gerne vil have, ligger for enden af et hårdt stykke arbejde. De stegte vagtler kommer ikke flyvende ind af vinduet. Som der står nede i fitnessklubben: No pain, no gain. Sådan er det bare.

Byd kriserne velkommen

Mit liv var mest udfordrende, da mine børn var små. Det var meget krævende, og jeg lavede rigtig meget teater. Jeg var kridhvid i hovedet af træthed hver dag, jeg var overworked og utilfreds med min arbejdssituation. Jeg følte mig enormt skrøbelig. Jeg havde brug for at folde min karriere ud og lave flere forskellige ting, så mit liv hang bedre sammen. Det var bl.a. på det tidspunkt, at jeg begyndte at holde foredrag. Det var virkelig hårdt at erkende, at der skulle ske noget andet og komme i gang med det. Men i dag er jeg glad for, at jeg tog ansvar for mit arbejdsliv i stedet for at arbejde mig selv ihjel og være utilfreds. Det var en smertefuld proces, men når det er allermørkest, er du faktisk tættere på lyset. En krise er et udtryk for, at du skal ændre din adfærd. I stedet for at frygte kriserne, bør vi byde dem velkommen, for de er et udtryk for, at noget skal laves om.

Fælles værdier er vigtige

– Min mand og jeg er forskellige, fordi vi lever så forskellige liv. Jeg er ofte på teatret i længere perioder, hvor jeg er væk hver aften og er definitionen på ekstrovert. Jeg elsker at være sammen med mennesker. Jeg elsker middagsselskaber, en god fest og champagne. Min mand er ikke skuespiller, og det er jeg på mange måder lykkelig for, for han repræsenterer noget andet. Han giver mig jordforbindelse og får mig til at slappe af. Men vi har de samme kerneværdier, og det er det vigtigste. Man siger, at modsætninger mødes, og sød musik opstår. Det er måske rigtig nok i de første 10 dage, hvor I ikke bevæger jer ud af soveværelset. Men jeg tror på, at man når længst, hvis man grundlæggende har de samme værdier og mål og de samme standarder for, hvad det gode liv er. Der kan være små ting, som betyder meget. Det er ikke så dumt, at begge parter synes, at smørret skal stå i køleskabet. At champagne er bedre end hvidvin. Eller at I er enige om, at børnene skal i seng i ordentlig tid, selv om det er weekend. Hvis I deler de samme grundlæggende værdier, kan I sagtens være forskellige i øvrigt.

Lykken er hårdt arbejde, men det belønner sig, lover Ellen Hillingsø

Du skal arbejde for lykken

– Lykke er ikke noget, der dratter ned fra himlen. Vil du være lykkelig i dit parforhold, skal du arbejde for det og træffe et aktivt valg om, at du vil ham eller hende. Jeg har været sammen med den samme mand i snart 20 år, og det er da benhårdt arbejde. Ingen af vores forældre er skilt. Vi har set, at det kan lade sig gøre, så på den måde har det aldrig været en option for nogen af os at gå fra hinanden. På det punkt er vi nok bedre rustet end så mange andre. Men jeg tror ikke på, at græsset er grønnere på den anden side. Vi bærer alle vores kors. Nogle menneskers kors er lyserøde og har diamanter på, og nogle er i træ, men vi har alle sammen noget, vi kæmper med. Livet er en stor pølse af potentiale. Du skal ikke sidde og vente på, at tingene kommer til dig. Om det er nye relationer, en god fest eller et nyt job. Du kan ikke sige: "Jamen, det var bare sådan en kedelig fest." Prøv at spørge dig selv: "Gjorde jeg selv noget for, at den blev god?" Vi har alle et personligt ansvar for vores liv og vores lykke og de muligheder, vi har. I vores del af verden kan mange af os langt hen ad vejen skabe det liv, vi gerne vil have.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om sin mand: “Christoffer og jeg har valgt hinanden, og nu holder vi sammen”

Glem drømmene

– Jeg har været modig og har foldet mit talent ud gennem min karriere, og nogle af de frø, jeg har sået arbejdsmæssigt som yngre, kan jeg høste af nu. Det betyder, at jeg laver en masse forskellige ting, som inspirerer og udvikler mig og gør, at jeg har et ekstremt varieret arbejdsliv. Det seneste år har jeg haft 37 forskellige ansættelsessteder. Det var min revisor, der fortalte mig det. Jeg har spillet Samuel Beckett på Østre Gasværk Teater, jeg er med i den kommende julekalender på TV 2, jeg har holdt foredrag i Herning, og jeg har været i Go'morgen Danmark og tale om skuespillerens arbejde på film. Derudover laver jeg oplæsninger og indlæsninger og holder kurser og seminarer, fx for folk, der skal blive bedre til at performe. Jeg bliver ofte spurgt, hvad mit drømmejob er. Drømmerollen. Men hvad er drømme? Drømme og forhåbninger er illusioner. Når du drømmer, har du lukkede øjne, og hvis du vil have dine drømme til at gå i opfyldelse, har jeg ét godt råd: Vågn op. Drømmerollen kræver drømmeinstruktøren, drømmemedspillerne, drømmescenografen. Glem det. Det er illusioner. Knib dig selv i armen, og wake up and smell the coffee.

Anbefalet til dig