Foto: Freja Wewer og Sofie Bording | Eksperterne slår alarm, men hvad siger Instagram-kvinderne selv om deres burger-billeder?
Eurowoman

Eksperter: Sygt at superslanke instagrammere poster burger-billeder

Burgerne er ikke et tegn på, at vi har fået et mere afslappet forhold til sundhed. Tværtimod mener eksperterne.

Af Amalie Holm 28.jan.2016 Livsstil

På Instagram bliver Raw-food og salattallerkener i stigende grad erstattet af burger-billeder. Billederne kan være en mulig modtendens til det spornoseksuelle kropsideal, der dyrkes på de sociale medier, hvor letpåklædte mænd og kvinder affotograferer deres ekstremt veltrænede kroppe. Men spørger man eksperterne, så er burger-billederne snarere endnu en syg tendens i tiden, der øger kravene om kropslig perfektion.

LÆS OGSÅ "HIV-diagnosen fik mig til at føle mig mindre ren. At folk stemplede mig som en, der uforsvarligt var sammen med alle mulige"

Ligesom langt størstedelen af mine jævnaldrende tager jeg jævnligt min iPhone op af lommen - ikke for at ringe eller skrive til nogle, men simpelthen for at snage i andre folks perfekte privatliv på de sociale medier. Jeg scroller og op ned, frem og tilbage, mellem et utal af kvinder med et pukkelpist-lignende vaskebræt, store biceps, neon-farvede sportsbh'er og Royal Copenhagen-frokosttallerkener anrettet med Raw-food.

Jeg får sved på panden. Men pludselig øjner jeg en ny tendens. De veltrænede kvinder, der tidligere fotograferede sig selv foran spejlet iført træningsbukser fra Nike eller Stella Mccartney, har skiftet morgenmadsskålen med skyr ud med burgere, pomfritter og colaer.

Jeg tænker ved mig selv, om Instagram-mediet, der ellers har været domineret af kropslig perfektion, mon er ved at blive overhalet indenom af en ny tendens, der tillader usunde madvaner, mere maveskind og mindre muskler?

Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, finder jeg ud af, da jeg kontakter to eksperter, der har specialiseret sig i træningsafhængighed og spiseforstyrrelser.

LÆS OGSÅ: "I dag har jeg det udmærket. I går var et rent helvede og i forgårs var endnu værre"

Burgerne er tidstypiske
Ifølge Sofie Seier Helms, der er psykolog, og som har erfaring med behandling af spiseforstyrrelser, er burger-billederne et tidstypisk fænomen:

"Vi ser i dag en tendens, hvor det er 'in' at være slank og sund samtidig med, at man skal udstråle overskud. Man skal leve livet uden at lægge bånd på sig selv, hvilket bl.a. indebærer i et vist omfang at tillade sig at spise det, man vil. Når madbilleder er overrepræsenteret på meget slanke kvinders Instagram-profiler, kan det være et udtryk for, at de vil vise verden, at det slanke udseende ikke er resultat af udsultning og overdreven træning. De sociale medier er et oplagt sted at formidle dette til verden, selvom virkeligheden kan være en anden," siger Sofie Sejr Helms.

Og virkeligheden er formentlig en anden, hvis man spørg Sofie Seier Helms. Hun påpeger nemlig, at der er en vis lighed mellem kvindernes fremstillingsmåde på Instagram og de karakteristika, hun ser hos personer med spiseforstyrrelser.

"Når jeg browser gennem profiler af meget tynde kvinder, der har lige så mange billeder af mad som af deres slanke kroppe, kan jeg ikke lade være med at tænke på fællestrækkene ved måden, kvinder med spiseforstyrrelser fremstiller sig selv på. Disse har ofte et overdrevent fokus på mad: De snakker meget om mad og ynder at lave mad til andre. Jeg finder dette fællestræk mellem de til synladende raske kvinder og de klinisk spiseforstyrrende alarmerende," fortæller Sofie Seier Helms.

Uvist om burgerne bliver spist
Mia Beck Lichtenstein, der er psykolog og forsker i træningsafhængighed, stiller også spørgsmålstegn ved, om den verden, kvinderne iscenesætter på de sociale medier, nu også stemmer overens med virkeligheden:

"Der er ingen dokumentation for, at kvinderne spiser de burgere, de lægger op. De kan tilhøre hvem som helst. Personligt tror jeg ikke, at maden nødvendigvis bliver spist. Og hvis den gør, så kan det bekymre mig, hvor meget dårlig samvittighed der følger med efter indtaget hos disse kvinder," siger hun og fortsætter:

"Hvis kvinderne har en snært af spiseforstyrrelse i sig, er det min erfaring, at det kan være sygdomsvedligeholdende at blive ved med at lægge billeder op af deres træning, kroppe og mad. Derfor fraråder jeg altid mine patienter at lægge sådanne billeder op," fortæller Mia Beck Lichtenstein.

Bekymret for unge kvinders spejling
Sofie Seier Helms og Mia Beck Lichtenstein er ikke kun urolige for de kvinder, der står bag profilerne, men også for de unge kvinder, der spejler sig i dem.

"Jeg tror ikke, at kvindestanden generelt bliver præget af de her billeder, men jeg kan godt frygte, at unge piger, der endnu ikke har fundet deres identitet, bliver påvirket i en forkert retning, når de ser meget tynde kvinder poste burgerbilleder," siger Mia Beck Lichtenstein.

Sofie Seier Helms deler den samme bekymring.

"Jeg kan godt på et samfundsmæssigt plan blive bekymret for, at en ungdomskultur, hvor anerkendelse i høj grad er noget, man får gennem likes på de sociale medier, kan understøtte unge piger i at jagte et urealistisk kropsideal, som kun imødekommes gennem en usund livsstil, hvor man tyr til ekstreme midler. Jeg kan også være bange for, at disse unge piger udvikler et usundt forhold til deres kroppe, fordi de netop spejler sig i meget slanke kvinders Instagram-profiler, der er fyldt med kage, alkohol og burgere," fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Mathilde Gøhler: "Kenya var ikke planlagt"

Hvad siger kvinderne selv?
Jeg har taget en snak med tre slanke Instagram-brugere, der - ud over at have tusindvis af følgere - forener det spornoseksuelle kropsideal med burger-billeder på deres profiler. De skal gøre mig klogere på, hvorfor de overhovedet poster burger-billederne, og om de, som eksperterne varsler, undlader at spise dem. De tre kvinder er Freje Wewer, Sofie Bording og Philine Roepstorff.

Burgere er en del af vores hverdag
Til spørgsmålet om, hvorfor kvinderne tager burger-billeder, er svaret stort set det samme: Burgerne ser lækre ud, og de afspejler ifølge kvinderne selv deres egentlige hverdag.

"De billeder, jeg lægger ud på min Instagram-profil, er små short-cuts til min egentlige hverdag. Nogle gange er der sushi på menuen, men lidt oftere sniger der sig en pizza eller en burger ind," siger Sofie Bording.

Ligeledes lyder det fra Philine Roepstorff:

"Min profil skal give mine følgere et indtryk af, at der er et liv og en helt almindelig hverdag i den anden ende. Derfor har jeg ikke kun modelbilleder af mig selv, men også billeder af burgere, smørebrødsmadder og salater," fortæller Philine Roepstorff.

For Freja Wewer er burgerens signalværdi også afgørende for, hvorfor hun lægger sådanne billeder ud:

"Jeg elsker burgere, og derfor fremgår de af min profil. Jeg spiser også rugbrødsmadder med hytteost, men det tager jeg ikke billeder af, for det ser ikke appetitligt ud. Desuden vil jeg gerne afspejle, at jeg ikke lever virkelig helseagtigt, som nogle måske tror. Selvom jeg spiser meget salat og Raw-food, så indgår burgere også i min kost," siger hun.

Spiser ikke burgeren
Hvor Sofie Bording og Freja Wewer afviser, at de undlader at spise, de burgere, de tager billeder af, bekræfter Philine eksperternes bange anelse.

"Jeg kan sagtens finde på at smide et billede op af en burger, jeg ikke selv har spist. Det er ikke fordi, jeg vil fremstå mere usund, end jeg er. Det er udelukkende fordi, burger-billeder giver mange likes."

Philine Roepstorff spiser ikke nødvendigvis det mad, hun poster, men det betyder ikke, at hun holder sig fra usund mad generelt:

"Jeg spiser burgere. Det er bare oftest en mindre pæn en af slagsen fra en grillbar på vej hjem fra en håndboldkamp," siger hun og fortsætter:

"Jeg har lige lagt et billede ud af en bagel. Den spiste jeg ikke. Til gengæld fik jeg vaflerne med flødeskum i baggrunden."

Forståelse for eksperternes bekymringer
Selvom kvinderne føler, at de er afslappet omkring deres eget indtag af burgere, udviser de forståelse for eksperternes bekymring.

"Ud fra de kvinder, jeg kender, er der grund til bekymring. Jeg har set og mødt piger, der lader som om, at de er tynde fra naturens side. De poster billeder af usund mad, som de aldrig kunne finde på at sætte tænderne i. Simpelthen for at fremstå afslappet omkring deres vægt," beretter Freja Wewer.

Sofie Bording fortsætter:

"Hvis jeg skal hæve mig over min laissez faire tilgang til mediet, så kan jeg se et problem med mange billeder, der bliver smidt op. Profilerne kan af nogle misforstås som en opskrift på et bestemt liv," fortæller hun.

Dog mener kvinderne, at følgerne må være mere kritiske over for det, de ser:

"Jeg kan ikke træne mig til Adriana Limas numse eller købe Emily (Emrata) Ratajkowski's læbestift i håb om at få hendes læber. Mediet skal, i mine øjne, opfattes som underholdende og til dels inspirerende, men aldrig som determinerende for din egen livsstil," svarer Sofie Boding. 

Imens Philine Roepstorff afslutter: 

"Jeg tror ikke på, at mine Instagram-billeder, burgere eller ej, er med til at give andre spiseforstyrrelser." 

Burgeren nuancerer kropsidealet
Selvom eksperterne slår alarm, når det kommer til de slanke kvinders burger-posts, så mener Mia Beck Lichtenstein også, at burger-billederne kan have en positiv effekt:

"Jeg synes, det er sundt, at vi får nogle modkulturer til de kropsidealer og holdninger omkring mad, der eksisterer i dag. Og det kan burgerne bidrage til. De signalerer, at sundhed ikke længere kun handler om at spise stenalderbrød og salat, men at vi vil nyde livet uden at tælle kalorier," afslutter hun.

Sofie Bording, over 24.5 tusind følgere

3 years old pola 📸

Et billede slået op af sofiebording (@sofiebording) den 15. Nov 2015 kl. 12:48 PST


Burgerbillede

Somehow today feels like Sunday 🙄

Et billede slået op af sofiebording (@sofiebording) den 9. Dec 2015 kl. 6:16 PST


Philine Roepstorff, 61,3 tusind følgere

#sweat 😅💦

Et billede slået op af P H I L I N E P I (@philineroepstorff) den 11. Jan 2016 kl. 4:32 PST


Burgerbillede

Lugter de godt @anthonlouis? ✌🏽 #lørdagmorgen #promoter #fissefingre #trætafdig

Et billede slået op af P H I L I N E P I (@philineroepstorff) den 14. Dec 2015 kl. 4:23 PST


Freja Wewer, 61,8 tusind følgere


Burgerbillede

Seriously the best burgers ❤️

Et billede slået op af frejawewer (@frejawewer) den 24. Dec 2015 kl. 3:42 PST

 

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

LÆS OGSÅ: "For mig er der ingen forskel på mit adopterede og biologiske barn"

LÆS OGSÅ: X Factor-dommer: "Jeg kunne spise bolognese til morgenmad, hvis det skulle være"

Om eksperterne:

Mia Beck Lichtenstein. Psykolog og forsker i træningsafhængighed og spiseforstyrrelser ved Syddansk Universitet og Psykiatrien i Region Syddanmark. Har skrevet to bøger om den sunde balance i træning og mad, som er udgivet på Dansk Psykologisk Forlag.Læs mere på www.mialic.dk. Her tilbyder Mia Beck Lichtenstein behandling og foredrag.

Sofie Seier Helms. Psykolog. Har skrevet speciale om en psykodynamisk forståelse af udviklingen af spiseforstyrrelser. Har erfaring med benhandling af anoreksi og bulimi.  

dupa

Henter...